Skolepolitiske mål for 2010 -2014, Dragør skolevæsen.
I Dragør Kommune sætter de skolepolitiske mål rammen for skolernes arbejde med at udvikle undervisningen. De skolepolitiske mål indgår som et vigtigt element i skolevæsenets kvalitets-rapport. De fælleskommunale fokusområder og underliggende skolepolitiske mål konkretiseres på de enkelte skoler i udviklingsprojekter, der præsenteres som fremadrettede planer for de kommende skoleår i kvalitetsrapporten. Efter projekternes afslutning evalueres resultaterne i de efterfølgende års kvalitetsrapporter.
De skolepolitiske mål er gældende med start fra skoleåret 2010/11 og frem til udgangen af skoleåret 2013/14. Målene bliver samlet gældende i 4 år.
Dragør skolevæsens skolepolitik er delt op i 4 fælleskommunale fokusområder:
- Kreativitet
- Læring for fremtiden
- Differentiering
- Undervisningsmiljø
For hvert fokusområde er der opstillet to fælleskommunale mål. Alle skoler skal i løbet af den skolepolitiske periode arbejde med alle 8 fælleskommunale mål. Det er op til den enkelte skole, hvor mange mål, de ønsker at arbejde med det enkelte år, og om arbejdet med de enkelte mål skal strække sig over et eller flere år. Den enkelte skole skal selv - alene eller i samarbejde med de øvrige skoler - formulere de konkrete udviklingsprojekter, der skal omsætte de skolepolitiske målsætninger til handling og skabe synlige resultater indenfor de fælleskommunale fokusområder.
Kreativitet
Kravene til fremtidens voksne er, at de kan tænke løsninger på problemer, der endnu ikke er kendte. Skolerne skal derfor motivere og understøtte den enkelte elev i at være kreativ og opsøgende. Eleverne skal opfordres til at bruge deres faglige kreativitet, utraditionelt og på tværs af faggrænser.
Det stiller krav til udvikling og afprøvning af nye undervisningsformer og opbygning af kreative undervisningsmiljøer, hvor der skabes passende forstyrrelser, så eleverne stimuleres til at tænke ud af de traditionelle rammer. Eleverne skal lære at tilegne sig viden og forholde sig til den strøm af informationer, vores samfund er kendetegnet ved. En af de væsentligste udfordringer for skolen er at lære børn og unge at forholde sig kritisk undersøgende til deres omverden.
I de kommende 4 år sætter skolerne i Dragør fokus på:
- At nye undervisningsformer understøtter elevernes læring og kreative tænkning i alle fag
- At udvikle samspil uden faggrænser
Læring for fremtiden
Udfordringerne til fremtidens voksne er, at de kan forholde sig til og anvende de teknologiske muligheder. Skolerne skal derfor motivere og understøtte den enkelte i at udfolde anvendelsesmulighederne af de eksisterende teknologier, herunder også at bruge dem på utraditionel vis. Eleverne skal opfordres til at være opsøgende og eksperimenterende med de teknologiske muligheder.
Det stiller krav til afprøvning af nye teknologier og deres anvendelsesmuligheder i alle fag, så eleverne oplever bredden af anvendelsesmulighederne, og integrerer det som en del af deres ”værktøjskasse”.
I de kommende 4 år sætter skolerne i Dragør fokus på:
- At digitale læringsmidler sætter kursen for et tidssvarende undervisningsmiljø
- At nye teknologier indgår i lærerens didaktiske overvejelser i planlægningen af undervisningen i alle fag
Differentiering
Videnssamfund og globalisering betyder, at fremtidens voksne skal kunne forholde sig til multikulturelle og vidensdifferentierede samfund. Skolen skal derfor motivere og understøtte den enkelte elev i at udfolde sine egne kompetencer i samspil med andre, uanset køn, religion, etnicitet eller alder.
Det stiller krav til, at eleverne lærer at se mangfoldigheden i alle dets afskygninger som en berigelse og ikke en begrænsning, da ”det anderledes” kan være med til at udfordre og skabe nye forståelser, og dermed understøtte kreativitet og rummelighed. Forskellige evner, værdier og kulturer skal være en naturlig del af hverdagen, så børn og unge opnår forståelse og respekt for andre mennesker og deres livssyn.
Børn og unge er forskellige. De har forskellige evner og anlæg, udvikler sig og lærer på forskellige måder og i forskellig takt. Det stiller krav til skolen om, at rammerne for og indholdet i elevernes undervisnings- og læringsprocesser bliver tilrettelagt på forskellig måde.
I de kommende 4 år sætter skolerne i Dragør fokus på:
- At lærerens praksis udspringer i den enkelte elevs muligheder
- At udvikle evalueringskulturen, så den understøtter alle elevers læring
Undervisningsmiljø
Det demokratiske samfund stiller krav til, at fremtidens voksne kan indgå som aktive samfundsborgere. Skolen skal derfor motivere og understøtte den enkelte elev til aktivt deltagelse i de demokratiske processer, hvor børn og unge gennem medansvar opnår forståelse for rettigheder og pligter i et demokratisk samfund. Den enkelte elev skal motiveres til at sætte ord på sine egne værdier og synspunkter samt anerkende og respektere andres.
Glade børn og unge lærer bedst. Det stiller krav til, at skolen skaber trygge inspirerende rammer med gensidig accept og respekt for at styrke den enkeltes opbygning af selvværd og evne til at tage et medansvar for fællesskabet. Fællesskabet i skolen skal hvile på et anerkendende menneskesyn, hvor gensidig respekt, hjælpsomhed og venlighed kendetegner samværet.
I de kommende 4 år sætter skolerne i Dragør fokus på:
- At de fysiske rammer inspirerer
- At elevernes trivsel og sociale kompetencer er i fokus
Samlet oversigt over skolepolitiske mål 2010-2014
- Kreativitet
- At nye undervisningsformer understøtter elevernes læring og kreative tænkning i alle fag
- At udvikle samspil uden faggrænser
- Læring for fremtiden
- At digitale læringsmidler sætter kursen for et tidssvarende undervisningsmiljø
- At nye teknologier indgår i lærerens didaktiske overvejelser i planlægningen af undervisningen i alle fag
- Differentiering
- At lærerens praksis udspringer i den enkelte elevs muligheder
- At udvikle evalueringskulturen, så den understøtter alle elevers læring
- Undervisningsmiljø
- At de fysiske rammer inspirerer
- At elevernes trivsel og sociale kompetencer er i fokus.
Godkendt af Kommunalbestyrelsen 27. maj 2010