Skip navigationen

Angst og depression

Kurset 'Lær at tackle angst og depression' er målrettet dig, der lever med angst og/eller depression.

Lever du eller en af dine nærmeste med angst og depression?

Vil du gerne have redskaber og inspiration til at tackle angst og depression, så du kan komme videre med at leve et tilfredsstillende og meningsfuldt liv? Har du lyst til at møde andre, der også oplever angst og depression og få del i deres erfaringer? Så meld dig til informationsmøde og kursusforløb.

Pårørende kan også deltage i kurset.

Informationsmøde

Informationsmøde annonceres i god tid inden holdopstart på kommunens hjemmeside og i lokalavisen.

Mødet afholdes på SundhedsCenter Tårnby, Kamillevej 4, 1. sal (bus 35/350S).

Kursusbeskrivelse

'Lær at tackle angst og depression' er et kursusforløb over syv uger med 2½ times undervisning om ugen.

Forløbet følger et fastlagt program, som er anbefalet af Sundhedsstyrelsen.

Selve kursusforløbet er gratis og afholdes på Tårnby SundhedsCenter, Kamillevej 4, 1. sal.

Formål med kurset

Mennesker, der oplever angst eller depressioner, har ofte de samme bekymringer og problemer i hverdagen, selv om årsagerne til angsten/depressionen kan være meget forskellige.

Formålet med kurset er at give dig inspiration til, hvordan du kan leve et godt liv, selv om du har perioder med angst eller depression.

Sådan foregår det

Kurset er et selvhjælpskursus, hvor kursisterne selv bidrager til problemløsning ud fra egne erfaringer. Der arbejdes bl.a. med målsætninger og opstilling af handleplaner for at indfri disse mål.

På kurset veksles mellem foredrag fra instruktørerne, erfaringer og ideer fra deltagerne, øvelser og individuelt arbejde. Mellem kursusgangene arbejder du med opgaver, som du giver dig selv fra gang til gang.

Det handler ikke om, at du skal præstere noget bestemt. Og du vil ikke blive udsat for prøver eller eksamen af nogen art.
Tværtimod vil du – og de andre deltagere – blive bedt om at evaluere kurset: Hvad fik du ud af det? Har kurset levet op til dine forventninger, og har det givet dig ny inspiration?

Alle er lige – også instruktøren

Ud over at kende problemerne indefra har instruktørerne gennemført en systematisk uddannelse, der gør dem i stand til at lede kurser for mennesker med angst og depression.

Ingen talepligt, men tavshedspligt

På kurset vil I komme ind på emner, som er aktuelle for dit liv og din situation. Men du vil ikke blive presset til at fortælle mere om dig selv, end du ønsker. Du kan nøjes med at lytte, hvis du har det bedst med det.

Til gengæld skal det, der bliver sagt på kurset, behandles fortroligt. Det betyder, at du ikke må fortælle videre, hvad du får at vide om medkursisternes private forhold.

På kurset arbejdes der med følgende emner:

  • Let fysisk aktivitet
  • Pacing – at skabe en balance mellem aktivitet og hvile
  • Muskelafspænding
  • Kommunikation
  • Vanskelige følelser
  • Medicinforbrug
  • Håndtering af træthed
  • Tankens kraft
  • Problemløsning
Kontakt

Patientuddannelsen

Telefon: Dragør 32890280, Tårnby 32470070