Skip navigationen

Sygedagpenge hvis du er lønmodtager

Er du syg og er lønmodtager, kan du søge om sygedagpenge.

  • Sygedagpenge, hvis du er lønmodtager
  • Kan jeg få sygedagpenge?

    Du kan få sygedagpenge, hvis du er ude af stand til at arbejde på grund af sygdom, eller fordi du er kommet til skade. Det kræver som udgangspunkt, at du bor i Danmark og betaler skat af din indtægt i Danmark. Men der kan være undtagelser, hvis du fx bor i et andet EU-land eller flytter inden for EU eller til et land, som Danmark har indgået en særskilt aftale med.

    Derudover skal du opfylde et af følgende beskæftigelseskrav:

    • Du er i beskæftigelse og har været beskæftiget i mindst 240 timer inden for de seneste seks afsluttede kalendermåneder forud for første sygefraværsdag. I mindst fem af disse måneder har du været beskæftiget i mindst 40 timer i hver måned.
    • Hvis ikke du var blevet syg, ville du have haft ret til arbejdsløshedsdagpenge eller midlertidig arbejdsmarkedsydelse.
    • Du har inden for den seneste måned afsluttet en erhvervsmæssig uddannelse, der varede mindst 18 måneder.
    • Du er elev i lønnet praktik i en uddannelse, der er reguleret i henhold til lov.
    • Du er ansat i fleksjob.
    På sygedagpenge – hvad nu?

    Få præsenteret de vigtigste begreber, og forstå kommunens rolle i dit sygedagpengeforløb:

  • Du har ret til at afvise lægebehandling

    Som sygemeldt har du ret til at afvise lægebehandling.

    Det vil sige, at du har mulighed for at fravælge en behandling, som du ikke er tryg ved, uden at du mister din ret til sygedagpenge. Du kan fx afvise at lade dig operere for diskusprolaps, modtage behandling med antidepressiv medicin eller modtage ECT-behandling.

    Afviser du en ordineret lægebehandling, skal din sag vurderes af den såkaldte kliniske funktion. Klinisk funktion skal så vidt muligt foreslå en anden behandling. Hvis klinisk funktion foreslår en lægebehandling, som du heller ikke ønsker, har du dog også ret til at afvise denne behandling.

    Det er kun lægebehandling i snæver forstand, du kan afvise. Dvs. behandlinger, der er foretaget af en læge, samt operationer og behandling med lægeordineret medicin. Ordningen omfatter ikke mulighed for at afvise fx fysioterapeut eller samtaleforløb hos psykolog.

  • Du kan miste retten til sygedagpenge

    Din ret til sygedagpenge bortfalder:

    • hvis du ikke ønsker at medvirke til, at sagen forelægges regionens kliniske funktion, i forbindelse med at du afviser lægebehandling
    • hvis du forhaler helbredelsen af din sygdom
    • hvis du uden rimelig grund undlader at medvirke til kommunens opfølgning og tilbud
    • hvis du ikke opfylder din pligt til at anmelde eller dokumentere dit sygefravær.
  • Mit Sygefravær: Selvbetjening i forbindelse med sygedagpenge
    Når du skal have sygedagpenge, skal du bruge den digitale selvbetjeningsløsning Mit Sygefravær. Mit Sygefravær skal du udfylde med forskellige oplysninger, afhængigt af hvilke oplysninger din arbejdsgiver har givet. Du skal:
    • kommentere på de oplysninger, som din arbejdsgiver har indberettet til kommunen
    • anmode om sygedagpenge fra kommunen, hvis du ikke får sygedagpenge fra din arbejdsgiver
    • udfylde oplysningsskemaer om din sygdom, som kommunen skal bruge til et eventuelt opfølgningsforløb.
    Kontakt kommunen, hvis du ønsker dispensation fra at bruge Mit Sygefravær.
  • Hvor meget kan jeg få i sygedagpenge?

    Sygedagpengene udgør højst 4.405 kr. (2020) pr. uge og højst 119,05 kr. (2020) pr. time.

    Sygedagpenge udbetales bagud.

  • Hvis du er delvis uarbejdsdygtig

    Ved delvis uarbejdsdygtighed kan du få nedsatte sygedagpenge. Det er en betingelse, at lægen skønner, at du kun kan arbejde delvist, eller at du skal have ambulante behandlinger.

    Du kan på ethvert tidspunkt i et sygedagpengeforløb vælge at raskmelde dig delvis og begynde at arbejde på nedsat tid. Du vil modtage løn for de timer, du arbejder, samtidig med sygedagpenge for de timer, du er sygemeldt.

    Du skal være fraværende fra arbejdet i mindst fire timer om ugen for at få udbetalt sygedagpenge.

  • Så længe kan du få sygedagpenge

    Du kan som udgangspunkt få udbetalt sygedagpenge fra den første fraværsdag. Udbetalingen af sygedagpenge ophører den dag, du er arbejdsdygtig igen. Det gælder, også selv om du ikke raskmelder dig.

    Du kan som hovedregel højst få sygedagpenge i 22 uger inden for en 9-måneders periode. Inden de 22 uger er gået, foretager kommunen en revurdering af din situation, hvor den tager stilling til, om der er mulighed for at forlænge din sygedagpengeperiode. Perioden kan forlænges, når en af følgende betingelser er opfyldt:

    • Det anses for sandsynligt, at der kan iværksættes en revalidering, herunder virksomhedspraktik, der kan føre til, at du kan vende tilbage til det ordinære arbejdsmarked, dvs. til beskæftigelse på normale vilkår
    • Det anses for nødvendigt at gennemføre virksomhedspraktik eller andre afklarende foranstaltninger med henblik på at klarlægge din arbejdsevne, og det forventes at kunne ske inden for 69 uger
    • Du er under eller venter på lægebehandling, og der foreligger en lægelig vurdering med en sikker forventning om, at du vil kunne genoptage ordinær beskæftigelse inden for 134 uger regnet fra revurderingstidspunktet.
    • Kommunen har vurderet, at din sag skal behandles i rehabiliteringsteamet med henblik på at afklare, om du er berettiget til fleksjob, førtidspension eller ressourceforløb
    • En læge har vurderet, at du har en livstruende, alvorlig sygdom
    • Der er på revurderingstidspunktet rejst sag om ret til erstatning efter lov om arbejdsskadesikring eller lov om sikring mod følger af arbejdsskade. I så fald kan udbetalingen af sygedagpenge fortsætte, indtil Arbejdsskadestyrelsen har truffet – evt. midlertidig – afgørelse om erhvervsevnetabserstatning
    • Der er modtaget en ansøgning om førtidspension efter § 17, stk. 2, i lov om social pension. En forlængelse er betinget af, at pensionssagen er påbegyndt, inden retten til sygedagpenge ophører.

    Du vil overgå til et jobafklaringsforløb, hvis kommunen vurderer, at din periode med sygedagpenge ikke kan forlænges, men du fortsat er uarbejdsdygtig på grund af sygdom.

  • Sygefraværssamtale med din arbejdsgiver senest efter fire uger

    Senest efter fire ugers sygdom skal din arbejdsgiver indkalde dig til en samtale, der har til formål at finde løsninger på, hvordan og hvornår du kan vende tilbage til din arbejdsplads. Hvis din sygdom er langvarig, er der måske mulighed for eksempelvis at starte op på nedsat tid eller med arbejdsopgaver, der bliver tilpasset dine behov.

    Ved samtalen kan du og din arbejdsgiver udfylde en såkaldt ”mulighedserklæring”, hvis arbejdsgiveren finder det er nødvendigt. En mulighedserklæring er en lægeerklæring. Den skal udfyldes af dig og din arbejdsgiver i fællesskab for at skabe klarhed over, hvilke arbejdsopgaver du evt. kan løse på trods af din sygdom.

    Din arbejdsgiver kan kræve, at du møder op og bidrager til at udfylde en mulighedserklæring. Hvis din sygdom forhindrer, at du kan møde frem, har du pligt til at medvirke i en telefonsamtale, hvor erklæringen bliver udfyldt. Hvis du ikke deltager i samtalen, bortfalder din ret til sygedagpenge fra din arbejdsgiver fra og med den dag, hvor du skulle deltage i samtalen, og til og med den dag, hvor samtalen gennemføres.

    Når du og din arbejdsgiver har udfyldt side 1 i mulighedserklæringen, skal du tage erklæringen med op til din læge, som på side 2 giver sin lægefaglige vurdering. Bagefter skal du aflevere mulighedserklæringen til din arbejdsgiver efter aftale.

    Der er ingen regler for, hvor tidligt en arbejdsgiver kan kræve en mulighedserklæring. Selv ved kort fravær kan din arbejdsgiver bede om at få udarbejdet en mulighedserklæring. Den kan også anvendes senere i et sygdomsforløb.

    Læs mere om mulighedserklæringen på Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings hjemmeside.

  • Jobafklaringsforløb

     Du overgår til et jobafklaringsforløb, hvis du fortsat er uarbejdsdygtig efter 22 uger, og kommunen efter en revurdering træffer afgørelse om, at din sygedagpengeperiode ikke kan forlænges. I et jobafklaringsforløb modtager du ressourceforløbsydelse på kontanthjælpsniveau uden hensyn til, om du har formue eller en ægtefælle/samlever. Forløbet varer maksimalt to år, men det er muligt at indgå i et nyt jobafklaringsforløb, hvis kommunen vurderer, at du fortsat er uarbejdsdygtig på grund af sygdom.

    Under et jobafklaringsforløb modtager du en individuelt tilpasset tværfaglig indsats fra kommunen.

  • Du kan blive fritaget for kommunens opfølgning, hvis du er alvorligt syg

    Sygemeldte, der har en alvorlig sygdom, som gør, at det ikke er hensigtsmæssigt eller muligt at være i kontakt med kommunen, behøver hverken at have samtaler eller deltage i tilbud.

    Det gælder fx ved diagnoser som kræft eller svært hjertesvigt. Fritagelsen kaldes standby-ordningen.

    Hvis du mener, at du bør fritages, skal du angive det på oplysningsskemaet eller kontakte kommunen.

  • Sygdom i forbindelse med ferie

    Du kan udskyde din ferie, hvis du bliver syg, inden ferien starter. Du skal senest sygemelde dig den første feriedag på det tidspunkt, hvor din arbejdstid normalt ville begynde. Når sygdommen er overstået, skal du melde dig rask. Du skal også meddele, om du vil holde resten af den ferie, som du oprindeligt havde planlagt, i forlængelse af raskmeldingen. Gør du ikke det, skal du møde på arbejde, når du er blevet rask.

    Hvis du bliver syg under en ferie, kan du efter ferieloven afbryde ferien, og efter en karensperiode kan du have ret til sygedagpenge, hvis du opfylder betingelserne. Vælger du at holde ferien, selvom du er syg, har du ikke ret til sygedagpenge. Er du stadig syg efter feriens afslutning, har du ret til sygedagpenge fra din arbejdsgiver eller kommunen, hvis du i øvrigt opfylder betingelserne for sygedagpenge.

    Feriepenge kan i visse tilfælde udbetales efter den 30. september, uden at der holdes ferie.

    Forhindret i at holde ferie

  • Hvis du vil klage

    Hvis du ikke er enig i kommunens afgørelse, skal du klage til kommunen inden fire uger. Kommunen skal så genvurdere sin afgørelse inden fire uger, fra kommunen har modtaget din klage.

    Hvis kommunen fastholder sin afgørelse, bliver din klage sendt videre til Ankestyrelsen, som tager stilling til afgørelsen.

Skrevet af Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering

Læs også

Kontakt kommunen, hvis du har konkrete spørgsmål til reglerne eller din sag om sygedagpenge.

Kontakt

Borgercentret

Åbningstider

Mandag - tirsdag: 10:00 - 14:00

Onsdag: Lukket

Torsdag: 10:00 - 16:30 (ekspedition slutter kl. 17)

Fredag: 10:00 - 13:00

Telefon: 32 89 01 00

Du kan også sende en mail til Borgercentret
OBS! Når du sender en mail til os, bliver du bedt om at bruge din NemID. På den måde bliver mailen sikker, og du kan skrive dine personlige oplysninger som fx dit cpr.nr.