Skip navigationen

Referat

Onsdag den 9. september 2020 kl. 17:00

Mødested: Havnestuen
Udvalg: Børne-, Fritids- og Kulturudvalget
Medlemmer: Annette Nyvang (T), Kim Dupont (V), Lisbeth Dam Larsen (A), Ann Harnek (T), Katrine Tholstrup (C), Helle Barth (V)
Afbud fra: Anne Funk (O)
Bemærkninger: Godkendelse af dagsorden: Godkendt.
  • 1
    Ansøgninger til Kultur- og Eventpuljen august 2020
    Sagsid.: 16/672

    RESUMÉ:

    Kultur- og Eventpuljen har ved ansøgningsfristens udløb den 1. august 2020 modtaget én ansøgning, som udvalget skal tage stilling til.

    INDSTILLING:

    Administrationen indstiller, at udvalget tager stilling til ansøgningerne med udgangspunkt i Kultur- og Eventpuljens principper.

    BESLUTNING: Børne-, Fritids- og Kulturudvalget den 09-09-2020

    Udvalget besluttede at støtte ansøgningen fra ”Refleksioner – foreningen for samtidskunst” med 6.000,- Samtidig besluttede udvalget, at der på grund af Corona og forårets manglende uddeling skal udbydes endnu en ansøgningsrunde. Der sættes en deadline den 15. oktober for ansøgerne, og ansøgningerne med forvaltningens indstilling forelægges udvalget den 4. november 2020.

    SAGSFREMSTILLING:

    Formålet med Kultur- og Eventpuljen er at støtte lokalt arrangerede og offentligt tilgængelige arrangementer og aktiviteter af høj kvalitet, til glæde for borgerne i Dragør Kommune.

    Ansøgningsfrist til puljen er den 1. februar, 1. maj og 1. august, og ansøgningerne bliver behandlet på Børne-, Fritids- og Kulturudvalgets møder i marts, juni og september.

    Der er ved denne 3., og i år sidste, ansøgningsfrist modtaget én ansøgning af Refleksioner – Foreningen for Samtidskunst.

    Ansøger

    Tilskudsbeløb, ansøgt om

    Om ansøgningen

    Refleksioner – Foreningen for samtidskunst

    10.000 kr.

    Cellokoncert for max 50 personer i Kunstsiloen, A.P. Møllers Allé 9B i Dragør d. 15. november 2020 med Årets Ildsjæl på P2, Ida Riegels.

    Der ansøges i denne runde i alt 10.000 kr., og ansøgningen lever op til Kultur- og Eventpuljens principper.

    Administrationen gør opmærksom på, at ansøger vil sikre at gældende retningslinjer vedrørende Covid-19 overholdes. Der vil til arrangementet være håndsprit ved indgange og overflader vil være sprittede af. Det vurderes af ansøger at lokalets størrelse tillader, at der kan holdes en meters afstand mellem publikum, også selvom alle 50 billetter sælges, da publikum i galleriet kan opholde sig på to niveauer.

    Ansøgningen kan læses i sin fulde længde som bilag.

    LOVE/REGLER:

    Ingen bemærkninger.

    ØKONOMI/PERSONALEFORHOLD:

    Udvalget besluttede ved 1. ansøgningsrunde, at udskyde behandling af ansøgere til kultur- og eventpuljen, og udvalget besluttede ved 2. ansøgningsrunde at imødekomme i alt fire ansøgere med i alt 39.000 kr. Der er indeværende år 164.740 kr. i puljen, og der er derfor 125.740 kr. tilbage til denne sidste ansøgningsfrist i 2020.

    KOMMUNIKATION/HØRING:

    Ingen bemærkninger.

    RELATION TIL POLITIKKER:

    Ingen bemærkninger.

    BESLUTNINGSPROCES:

    Børne-, Fritids- og Kulturudvalget den 9. september 2020

    Bilag

  • 2
    Evaluering af sommeraktiviteter
    Sagsid.: 20/1967

    RESUMÉ:

    Udvalget orienteres om fordelingen af midler til sommeraktiviteter og får en opfølgning på, hvordan sommeraktiviteterne har forløbet i Dragør Kommune.

    INDSTILLING:

    Administrationen indstiller, at udvalget tager sagen til efterretning.

    BESLUTNING: Børne-, Fritids- og Kulturudvalget den 09-09-2020

    Til efterretning.

    SAGSFREMSTILLING:

    Regeringen besluttede sammen med en række støttepartier den 9. juni at tildele 200 mio. kr. til, at børn og unge mellem 6-17 år skulle have nogle ekstra sommeraktiviteter, som følge af at skoler, foreningsaktiviteter og fritidstilbud har været lukket ned i foråret 2020 på grund af covid-19 situationen.

    Formålet med sommeraktiviteterne er at understøtte:

    at elever indhenter faglige huller, som er opstået under nedlukningen.

    børn og unges deltagelse i fællesskaber, som støtter børnenes interesser og tilbyder nye aktiviteter.

    begge ovenstående formål vil kunne understøtte et kriminalpræventivt sigte.

    Børne- og Undervisningsministeriet medsendte en puljebekendtgørelse over hvilke tiltag som skulle prioriteres, så aktiviteterne i bedst muligt omfang når ud til målgruppen. Prioriteringen inddeles ud fra tre grupperinger:

    Gruppe A: Børn og unge, hvor deltagelse i sommeraktiviteter af kommunen vurderes at have en kriminalpræventiv effekt.

    Gruppe B: Børn og unge, hvor kommuner af sociale eller faglige årsager vurderer et særligt behov for deltagelse i sommeraktiviteter.

    Gruppe C: Øvrige børn og unge.

    Fordeling af midlerne

    Dragør Kommune modtog 593.000 kr., og administrationen opfordrede d. 12. juni, som nyhed på kommunens hjemmeside samt via forvaltningens maillister, alle relevante foreninger, institutioner og øvrige aktører til at søge andel i midlerne. Der blev desuden afholdt et informationsmøde den 17. juni, hvor alle interesserede kunne stille spørgsmål til muligheden for at søge om midlerne.

    På denne baggrund viste 16 aktører interesse i at modtage tilskud til at afholde sommeraktiviteter fra puljen. Forvaltningen gennemgik ansøgningerne med udgangspunkt i de af ministeriets fremlagte kriterier, der tager udgangspunkt i den tredelte prioritering (ovenstående A, B og C). Områdets direktør godkendte fordelingen af midlerne til 14 forskellige aktører (foreninger, institutioner samt en privat), hvor nogle ansøgere blev helt eller delvist imødekommet i forhold til den ansøgte beløbsstørrelse (se fordeling af midlerne som bilag). De to ansøgere som fik afslag på tildeling af midler var private virksomheder, og begrundelsen for afslaget tog udgangspunkt i hvordan midlerne skulle prioriteres (A og B først).

    Kommunalbestyrelsen godkendte den 25. juni, at kommunen modtog de ekstra midler af Staten til sommeraktiviteter på budget 2020, og administrationen udbetalte umiddelbart herefter tilskud til afholdelse af sommeraktiviteterne.

    For at hjælpe aktørerne med at gøre opmærksom på de mange sommeraktiviteter, som med kort varsel blev oprettet og planlagt, lavede Dragør Kommune en hjemmeside med en oversigt over alle åbne ’sommeraktiviteter’ og indrykkede annoncer i de lokale nyhedsmedier.

    Evaluering af sommeraktiviteterne

    Foreninger og institutioner som har fået tildelt midler til afholdelse af sommeraktiviteter besvarede i uge 34 en mindre evaluering af, hvordan sommeraktiviteterne har forløbet sig i sommerferien såvel som i perioden umiddelbart efter. 11 af de 14 arrangører af sommeraktiviteterne besvarede evalueringen (se vedlagte bilag). Der er generelt modtaget positiv respons fra arrangørerne af aktiviteterne på trods af den korte tid til planlægning.

    For at fremhæve et konkret eksempel blev hver af de tre skolers SFO’er tildelt midler. På Store Magleby Skoles SFO betød det bl.a., at børnene var i Zoologisk have, i biografen, talstratego, synonynords-stafet, at der blev købt to soundboks-højtalere som bruges i forbindelse med sport, dans og bevægelse udenfor samt indkøbt remedier til et bålsted. På Nordstrandskolens SFO har man bl.a. haft lejet en hoppeborg, været på ture til Frilandsmuset og generelt lavet udeaktiviteter. På Dragør Skoles SFO betød de ekstra midler eksempelvis, at der blev afholdt en fest med tivolitema, hvor der var tryllekunstner, flødebollemaskine, mini-bowling og en masse andre aktiviteter (vedlagt er udklip herom fra Dragør Nyt d. 12. august).

    Administrationen afholder et fælles opfølgningsmøde d. 1. september, hvor institutioner og foreninger også kan stille evt. spørgsmål til dokumentation for afholdte aktiviteter, der skal bruges til efterfølgende revision.

    LOVE/REGLER:

    Bekendtgørelse om regnskabsaflæggelse, rapportering og revision vedrørende Børne- og Undervisningsministeriets puljemidler m.v., BEK nr 5 af 07/01/2020.

    ØKONOMI/PERSONALEFORHOLD:

    Midlerne er anvendt til udvikling og gennemførelse af sommeraktiviteter, herunder løn til personale, leje af faciliteter m.v.

    Kommunen skal aflægge revisorpåtegnet regnskab og erklære, at midlerne er anvendt som forudsat ifølge reglerne i Børne- og Undervisningsministeriets puljebekendtgørelse.

    KOMMUNIKATION/HØRING:

    Aktiviteterne skal foregå i juni til august, og være afsluttet senest 14 dage efter sommerferiens afslutning den 9. august 2020.

    RELATION TIL POLITIKKER:

    Ingen bemærkninger.

    BESLUTNINGSPROCES:

    Børne-, Fritids- og Kulturudvalget den 9. september 2020.
    Skoleudvalget den 10. september 2020.

    Bilag

  • 3
    Orientering om det nye cafeområde i Hollænderhallen
    Sagsid.: 20/988

    RESUMÉ:

    Udvalget orienteres om det nye cafétilbud i Hollænderhallen samt visionerne for det nye café- og opholdsområde.

    INDSTILLING:

    Administrationen indstiller, at sagen tages til efterretning.

    BESLUTNING: Børne-, Fritids- og Kulturudvalget den 09-09-2020

    Til efterretning.

    Udvalget beder om en evaluering efter det første halve års drift, det vil sige 1. kvartal 2021.

    SAGSFREMSTILLING:

    Børne-, Fritid- og Kulturudvalget fremsatte på møde d. 6. maj ønske om en sagsfremstilling, der vedrører det nye cafétilbud bl.a. ud fra en hensigt om at skabe et godt grundlag for fællesskab i Hollænderhallen. Udvalget orienteres hermed om det nye cafétilbud samt café- og opholdsområde til gavn for Hollænderhallens brugere, foreninger og offentligheden generelt.

    Det nye café og opholdsområde

    Det nye café-område indbyder til at være et værested for alle brugere af hollænderhallen. Det værende borgere som bruger sportshallen, svømmehallen, biblioteket, kegleklubben, fitnesscenter, en forening som lejer et lokale, gæster ved større sportsbegivenheder mv. Det nye område er inddelt i både et værested, hvor alle kan komme forbi, tage et hvil og socialisere, og der vil desuden være et café-område dedikeret til handlende i den nye café. (Se bilag for tegning af inddeling af området).

    For at skabe et bedre udnyttet rum, der inviterer til socialt samvær, er der opsat en række rumadskillende vægge samt informationsskærme. Det nye café- og opholdsområde forventes at åbne d. 1. september 2020. (vedlagt som bilag er billeder af skillevæge, møbler mv. i nye område fra d. 18. august).

    Forøget åbning i Hollænderhallens Café

    Når Hollænderhallens Café åbner bliver det med et vegetarisk og vegansk udbud, så der i cafeteriet kan tilbydes et sundt kosttilbud til foreninger og sportsudøvere. Ud over dette mad-koncept tilbydes desuden økologisk bæredygtig kaffe såvel som andet der supplerer det sunde alternativ, men det vil dog fortsat være muligt at købe sodavand og sødt. Hollænderhallens brugerråd udviste på deres møde i marts 2020 opbakning til madkonceptet, der tilbydes af forpagteren Rosenkilde Catering.

    Hollænderhallens nye cafeterietilbud er også tidligere i Hollænderhallens Brugerråd blevet drøftet den 5. marts 2020, hvor brugerrådet bl.a. blev forelagt forøgede åbningstider i cafeen samt en plan for det nye cafeområde som åbner (referat vedlagt som bilag til orientering). Hollænderhallens Brugerråd vil på deres næste møde drøfte ibrugtagelsen af de nye faciliteter, og de umiddelbare tilbagemeldinger fra brugerne. De nye forøgede åbningstider i Hollænderhallens Café er gældende fra den 1.9.:

    Mandag, tirsdag og torsdag kl. 15.00- 22.00

    Onsdag kl. 15.00 - 20.00

    Fredag kl. 15.30 - 17.30

    Lørdag og søndag kl. 10.00 - 17.00

    Der er dog det forbehold, at åbningstiderne kan blive tilpasset efter behov, når caféen ibrugtages.

    LOVE/REGLER:

    Ingen bemærkninger.

    ØKONOMI/PERSONALEFORHOLD:

    Ingen bemærkninger.

    KOMMUNIKATION/HØRING:

    Ingen bemærkninger.

    RELATION TIL POLITIKKER:

    Ingen bemærkninger.

    BESLUTNINGSPROCES:

    Børne-, Fritids- og Kulturudvalget den 9. september 2020.

    Bilag

  • 4
    Snitflader mellem BFKU, Folkeoplysningsudvalget og idrætshallernes brugerråd
    Sagsid.: 20/2729

    RESUMÉ:

    Udvalget får her en orientering om snitfladerne mellem Børne-, Fritids- og Kulturudvalget, Folkeoplysningsudvalget og Idrætshallernes Brugerråd.

    INDSTILLING:

    Administrationen indstiller, at udvalget tager sagen til efterretning.

    BESLUTNING: Børne-, Fritids- og Kulturudvalget den 09-09-2020

    Til efterretning.

    SAGSFREMSTILLING:

    Udvalget har givet udtryk for, at de ønsker en orientering om snitfladerne mellem Børne-, Fritids- og Kulturudvalget, Folkeoplysningsudvalget og Idrætshallernes Brugerråd samt en undersøgelse af, hvilke opgave der kan uddelegeres og evt. tilbagekaldes.

    Folkeoplysningsudvalget

    Jf. Folkeoplysningslovens § 35 stk. 2 skal Kommunalbestyrelsen oprette et udvalg inden for den kommunale forvaltning med repræsentation for den virksomhed, der kan få tilskud efter kapitel 3, hvortil den kan henlægge sine opgaver i henhold til denne lov.

    I Dragør Kommune har vi valgt at oprette Folkeoplysningsudvalget, som jf. Folkeoplysningsloven som et minimum bliver inddraget i alle sammenhænge af generel betydning for den folkeoplysende virksomhed, herunder forud for vedtagelsen af den kommunale folkeoplysningspolitik, det kommunale budget for den folkeoplysende virksomhed og regler for tilskud til den folkeoplysende virksomhed i kommunen. Derudover kan Kommunalbestyrelsen henlægge sine opgaver i henhold til Folkeoplysningsloven til udvalget.

    Jf. Dragør Kommunes delegationsplan har Kommunalbestyrelsen henlagt følgende opgaver til Folkeoplysningsudvalget:

    -          Godkendelse af foreninger som folkeoplysende

    -          Afgøre om forening opfylder betingelserne for at opnå tilskud

    -          Godkendelse af banefordeling

    -          Uddele Sports- og Kulturprisen

    Folkeoplysningsudvalget er en del af den kommunale forvaltning, og de almindelige forvaltningsretlige og kommunalretlige regler om habilitet, partsrettigheder, tavshedspligt m.v. gælder.

    Folkeoplysningsudvalget er nedsat til varetagelse af opgaver inden for den kommunale forvaltning, hvilket betyder at Kommunalbestyrelsen ved delegation bevarer sin instruksbeføjelse.

    Idrætshallernes brugerråd

    Et brugerråd er et forum, hvor en gruppe der repræsentere bruger, ledelse og personale drøfter emner i relation til området. Etableringen af et brugerråd har til formål at styrke involvering, dialogen og samarbejdet mellem brugerne og området, og derigennem at brugerne systematisk bliver hørt og får medindflydelse.

    I Dragør Kommune er der som led i driften af idrætsområdet nedsat idrætshallernes brugerråd. Som det fremgår af i styrelsesvedtægten for idrætshallernes brugerråd § 1, så er brugerrådets opgave, at rådgive Dragør Kommune med henblik på varetagelse af borgernes brug af idrætshaller. Brugerrådet kan diskutere emner, der optager brugerne og sætte temaer og problemstillinger på dagsordenen. Halinspektøren informere om den daglige drift, og det er brugerrådets opgave at fungere som rådgivende forsamling over for idrætsområdet. Brugerrådet har ingen beslutningsmyndighed.

    Opsamling

    Ud fra overstående er der en forskel i hvilke beføjelser Kommunalbestyrelsen kan uddelegere. Folkeoplysningsudvalget er en del af den kommunale forvaltning og har til formål at forvalte Folkeoplysningsloven. Idrætshallernes brugerråd er – som vedtægterne er nu - et rådgivende organ, hvortil Kommunalbestyrelsen ikke kan uddelegere beslutningsmyndighed.

    Det vil ikke være udelukket f.eks. at nedlægge Folkeoplysningsudvalget og foretage den fornødne bemyndigelse af brugerrådet til at varetage opgaverne under folkeoplysningsloven § 5, stk. 2, men man skal være opmærksom på, at brugerrådet i så fald bliver en del af den kommunale forvaltning, underlagt kommunalbestyrelsens instruktionsbeføjelse.

    LOVE/REGLER:

    Fremgår af sagsfremstillingen.

    ØKONOMI/PERSONALEFORHOLD:

    Ingen bemærkninger.

    KOMMUNIKATION/HØRING:

    Ingen bemærkninger.

    RELATION TIL POLITIKKER:

    Ingen bemærkninger.

    BESLUTNINGSPROCES:

    Børne-, Fritids- og Kulturudvalget den 9. september 2020.

  • 5
    Eventuelt
    Sagsid.:

    BESLUTNING: Børne-, Fritids- og Kulturudvalget den 09-09-2020

    Kim Dupont spurgte til bibliotekets tanker om udvidelse af Hollænderhallens biblioteksfilial.