Skip navigationen

Referat

Onsdag den 10. marts 2021 kl. 17:00

Mødested:
Udvalg: Børne-, Fritids- og Kulturudvalget
Medlemmer: Annette Nyvang (T), Kim Dupont (V), Lisbeth Dam Larsen (A), Ann Harnek (T), Katrine Tholstrup (C), Helle Barth (V), Anne Funk (O)
Afbud fra:
Bemærkninger: Godkendelse af dagsorden: Punkt 9 udskudt pga. lovjusteringer.
Godkendt.
  • 1
    Dialog med arbejdsgruppe vedrørende Kulturhus Dragør
    Sagsid.: 20/1680

    RESUMÉ:

    Børne-, Fritids- og Kulturudvalget har inviteret nogle af initiativtagerne vedrørende Kulturhus Dragør til dialog, hvor der gives en kort status på fremdriften og mulighederne i arbejdet.

    SAGSFREMSTILLING:

    Dragør Biografforening og andre har arbejdet videre ud fra de tidligere kommunalbestyrelsesmøders beslutninger, (se bilag fra kommunalbestyrelsesmøderne den 25. juni 2020 og den 17. december 2020). Børne-, Fritids- og Kulturudvalget har inviteret nogle af initiativtagerne ind til kort status på fremdriften og mulighederne i arbejdet.

    LOVE/REGLER:

    Ingen bemærkninger.

    ØKONOMI/PERSONALEFORHOLD:

    Ingen bemærkninger.

    KOMMUNIKATION/HØRING:

    Ingen bemærkninger.

    RELATION TIL POLITIKKER:

    Ingen bemærkninger.

    BESLUTNINGSPROCES:

    Børne-, Fritids- og Kulturudvalget den 10. marts 2021.

    Bilag

  • 2
    Revisionsberetning 2020 for det sociale område
    Sagsid.: 21/18

    RESUMÉ:

    Revisionsberetningen for det sociale område foretaget af BDO for 2020 er afsluttet. I en årrække har administrationen selv behandlet den løbende sagsrevision, men fremadrettet fremlægges sagsrevisionen nu til politisk behandling. 

    INDSTILLING:

    Administrationen indstiller,

    1. at udvalget tager orienteringen om revisionsberetning på det sociale område 2020 til efterretning.
    1. at udvalget tager orientering om Udlændinge- og Integrationsministeriets decisionsskrivelse for 2019 til efterretning.

    BESLUTNING: Social-, Sundheds- og Arbejdsmarkedsudvalget den 08-03-2021

    Ad 1+2

    Anbefales overfor ØU/KB.

    Udvalget ønsker en politisk opfølgning.

    BESLUTNING: Børne-, Fritids- og Kulturudvalget den 10-03-2021

    Ad 1

    Til efterretning

    Ad 2

    Til efterretning

    SAGSFREMSTILLING:

    I revisionsberetningen skriver BDO:

    ”Sagsrevision på sociale områder med statsrefusion:

    Vi har ved den løbende sagsrevision fundet væsentlige og generelle fejl på flere sagsområder.

    Der er på områderne AKL § 34, Jobafklaring, Revalidering og Hjælp i særlige tilfælde til integrations- personer konstateret generelle fejl vedrørende manglende dokumentation, manglende opfølgning og manglende behovsvurderinger.

    På områderne Jobafklaring, Ledighedsydelse, Revalidering og Hjælp i særlige tilfælde til integrations- personer er der konstateret generelle fejl vedrørende konteringer, herunder kontering af driftsudgifter, kontering af udgifter til mentor og kontering af udgifter til hjælpemidler.

    Endvidere har vi konstateret, at der ikke foretages løbende kontrol af udbetalinger til alternative modtagere via KMD-Aktiv siden 1. kvartal 2019, hvilket medfører en forøget risiko for eventuelle tilsigtede (svig), eller utilsigtede fejl ikke bliver opdaget.

    Sagsadministrationen på ovennævnte områder er således i væsentligt omfang ikke varetaget i overensstemmelse med lovgivning og de gældende regler. (…)

    Vi skal henstille, at kommunalbestyrelsen løbende orienteres om udviklingen i sager og ressourcer, samt at der løbende følges op på, at de iværksætte initiativer har den fornødne effekt på kvaliteten i sagsbehandlingen.”

    Voksensocialområdet:

    Den 8. februar og den 25. februar 2021 fremlagde administration status på situationen i Ydelsesteamet (voksen socialområdet under center for Politik, Service og Social) for henholdsvis Social-, Sundheds- og Arbejdsmarkedsudvalget samt Økonomiudvalget. I den status blev der orienteret om tiltag, der var sat i gang eller planlagt til igangsættelse, for at genoprette området. I den sag blev der også refereret til de bemærkninger, der nu fremlægges i den løbende sagsrevision for 2020.

    De to sager er således skrevet med det udgangspunkt, at der allerede handles på de bemærkninger, der gives i den løbende sagsrevision. Hertil skal bemærkes, at selvom der er igangsat en række initiativer til oprydning og genopretning, så vil det tage tid. Bl.a. går nogle af de fejl, der nu skal ryddes op i, flere år tilbage, hvilket bl.a. kan læses i Udlændinge- og Integrationsministeriets decisionsskrivelse for 2019 (vedlagt i bilag). Som det fremgår af decisionsskrivelsen understreger ministeriet, at ”det er en forudsætning for at få udbetalt statsrefusion, at sagerne er behandlet korrekt. Det er kommunalbestyrelsens ansvar, at kommunen overholder lovgivningen, og at der er den fornødne kvalitet i sagsbehandlingen.”

    Det fremgår endvidere af revisionsberetningen, at:

    ”Vi er bekendt med, at Dragør Kommune har iværksat tiltag til at imødegå ovennævnte fejl og mangler fremadrettet. Vedrørende konteringer er der afholdt kursus ultimo januar 2021 med henblik på kompetenceudvikling af medarbejdere.

    Kommunen har foretaget organisationsændring i efteråret 2020, og det er oplyst, at der i højere grad bliver fokus på og afsat ressourcer til både kompetenceudvikling og bedre sagsgange samt opfølgning.

    I forbindelse med udarbejdelse af denne beretning har vi endvidere været i dialog med den administrative ledelse af området, hvor følgende er oplyst:

    • Social-, Sundheds- og Arbejdsmarkedsudvalget i Dragør Kommune har den 8. februar 2021 behandlet en sag om status i Ydelsestemaet, der har ansvaret for Social- og Beskæftigelsesområdet. I denne sag orienteres der bl.a. om plan for bred kompetenceudvikling af teamet samt anmodning om opnormering, således at der afsættes flere ressourcer til oprydning, genopretning og kompetenceudvikling/højere kvalitet i opgaveløsningen.
    • Den planlagte kompetenceudvikling er bl.a. i forhold til sagsbehandling inden for primært Kontanthjælpsområdet og sygedagpenge, regnskabs- og konteringspraksis samt sparring i forhold til komplekse sager og organisering af disse.
    • Der arbejdes i 2021 på oprydning i og serviceeftersyn af fagsystemer, skabeloner, regneark, konteringsplaner og arbejdsgange.
    • Der implementeres i foråret 2021 kvalitetskontrol og øget ledelsestilsyn.
    • Der ansættes i første halvår 2021 en delvis kontrolmedarbejder (bl.a. til løbende kontrol af Alternative modtagere) samt ny varetagelse af integrationsindsatsen.

    Vi skal anbefale, at Kommunalbestyrelsen løbende orienteres om udviklingen i sager og ressourcer, samt effekten af de iværksætte initiativer”.

    Børnesocialområdet

    BDO gør opmærksom på, at ”der skal udføres kontrol i sagsområder vedrørende SEL § 41 Merudgifter til børn, SEL § 42 Tabt arbejdsfortjeneste samt SEL § 100 Merudgifter til voksne. Der udføres således ingen kvalitetskontrol på disse områder hverken i Dragør Kommune eller i Tårnby Kommune”.

    Servicelovens § 41 inden for børnehandicapområdet er ikke endeligt afklaret ift. evt. hjemtagning fra det forpligtende samarbejde. Men der iværksættes under alle omstændigheder i 2021 kvalitetskontrol af området i relation til det forpligtende samarbejde og Tårnby kommunes varetagelse.

    KOMMUNIKATION/HØRING:

    Ingen bemærkninger.

    RELATION TIL POLITIKKER:

    ..

    BESLUTNINGSPROCES:

    Social-, Sundheds- og Arbejdsmarkedsudvalget den 08. marts 2021.

    Børne-, Fritids- og Kulturudvalget den 10. marts 2021.

    Økonomiudvalget den 17. marts 2021.

    Bilag

  • 3
    Ansøgninger til 500 års puljen marts 2021
    Sagsid.: 20/4026

    RESUMÉ:

    Administrationen har i alt modtaget 5 ansøgninger, som udvalget skal tage stilling til.

    INDSTILLING:

    Administrationen indstiller, at udvalget tager stilling til ansøgningerne.

    BESLUTNING: Børne-, Fritids- og Kulturudvalget den 10-03-2021

    Udvalget tiltrådte indstilling 3 og 5 med hhv. 32.500 og 10.000, men afventer ØUs beslutning om jubilæet, og der indkaldes til et kort ekstraordinært virtuelt møde om punkterne 1, 2 og 4 i BFKU torsdag den 18. marts kl. 17.

    SAGSFREMSTILLING:

    Formålet med puljen til 500 års jubilæet er, at støtte arrangementer og aktiviteter, der kan relateres til Holland og 500 års jubilæet. Fejringen i Dragør Kommune har til hensigt at styrke fællesskabsfølelsen, og sikre grobund for aktive medborgere, som involvere sig i lokalmiljøet og organisere sig i frivillige foreninger til glæde for almenvældet.

    Krav til ansøgningen

    -         Tilbuddet skal være åbent for alle

    -         Det skal foregå i Dragør Kommune

    -         Det må ikke være et kommercielt arrangement

    Puljen støtter ikke

    -         Lukkede aktiviteter der eksempelvis kræver medlemskab

    -         Lønudgifter til administration

    -         Drifts- og anlægsudgifter

    -         Rejser og ophold

    Administrationen har i første runde modtaget 4 ansøgninger, som er vedlagt sagen. Der er endnu en ansøgningsrunde den 1. maj. På nuværende tidspunkt må det understreges, at det stadigvæk er uvist på grund af Covid-19 pandemien, om der overhovedet kan afholdes et arrangement i år.

    Puljen består af 150.000 kr.

    Ansøger

    Arrangement/aktivitet

    Ansøgte tilskud

    1

    Refleksioner

    Søger støtte til afholdelse af 3 koncerter samt kunstnerhonorar. Koncerterne har flere referencer til Hollands forbindelse til Dragør, og inkludere en hollandsk saxofonist

    35.000

    2

    Refleksioner og Museum Amager

    Søger støtte til kunstnerhonorar i forbindelse med en udstilling på Amager Musset. Udstillingen indeholder kvinder i pin up positioner iklædt broderede Amagerdragter.

    15.000

    3

    Museum Amager

    Søger støtte til udgivelse af en jubilæumspublikation. Denne skal overrækkes til Hendes Majestæt Dronning Magrethe og belyser hollændernes indflydelse på Amager.

    40.000

    4

    Foreningen Vennekredsen

    Foreningen skal lave et rytteroptog og tøndeslagning til Kongehusbesøget den 3. juni, og søger i den forbindelse om støtte til musikere, kusk, heste og frokost til rytterne.

    32.000

    5

    Dragør Museums Forening

    Søger om støtte til publicering af folder om de hollandske spor i Dragør, som udlevering i forbindelse med byvandringer og besøg på museerne i Dragør.

    10.400

    I alt

    132.400

    LOVE/REGLER:

    Ingen bemærkninger.

    ØKONOMI/PERSONALEFORHOLD:

    Puljen består af 150.000 kr.

    KOMMUNIKATION/HØRING:

    Ingen bemærkninger.

    RELATION TIL POLITIKKER:

    Ingen bemærkninger.

    BESLUTNINGSPROCES:

    Børne-, Fritids- og Kulturudvalget den 10. marts 2021.

    Bilag

  • 4
    Forslag til nyt medlemstilskud til folkeoplysende foreninger
    Sagsid.: 16/3555

    RESUMÉ:

    Folkeoplysningsudvalget har i samarbejde med administrationen arbejdet på et udkast til et nyt medlemstilskud, som har været i høring hos foreningerne. Folkeoplysningsudvalget anbefaler scenarie 1A over for Børne-, Fritids- og Kulturudvalget.

    INDSTILLING:

    Administrationen indstiller, at udvalget anbefaler scenarie 1a for nyt medlemstilskud over for Økonomiudvalget og Kommunalbestyrelsen.

    BESLUTNING: Børne-, Fritids- og Kulturudvalget den 10-03-2021

    Scenarie 1a anbefales overfor ØU/KB

    SAGSFREMSTILLING:

    Administrationen oplever, at mange foreninger finder de nuværende tilskudsregler for aktivitetstilskud til folkeoplysende foreninger komplekse, da aktivitetstilskuddet består af 4 dele, som foreninger skal redegøre for anvendes efter formålet.

    Kort oprids af nuværende aktivitetstilskud:

    De nuværende regler for aktivitetstilskud er opbygget således, at der tildeles tilskud til alle medlemmer under 25 år, men aktivitetstilskuddet består af 4 dele:

    1. Medlemmer under 25 år – gives pr. antal medlemmer og skal ikke redegøres yderligere for.
    2. Tilskud til lejre og ture – skal foreningen redegøre for ved at oplyse antallet af lejre og ture med dato, sted, antal overnatninger samt antal deltagere.
    3. Tilskud til transport til lejre og ture – skal foreningen redegøre for ved at oplyse dato, sted, afstand i km. og antal deltagere
    4. Udgifter til træner og instruktørlønninger – skal foreningen redegøre for ved at oplyse navn på instruktør, udbetalt løn/omkostningsgodtgørelse, antal timer og antal deltagere.

    (de nuværende tilskudsregler kan læses i fuld længde i bilag 5)

    Det kan derfor være meget tidskrævende for foreningerne at lave disse specifikationer, og i flere tilfælde har det også betydet, at nogle foreninger har skullet tilbagebetale en del af tilskuddet, og nogle foreninger har valgt kun at modtage et rent medlemstilskud.

    Jf. Folkeoplysningsloven § 15 skal Dragør Kommune yde tilskud til aktiviteter for børn og unge under 25 år. Der ligger ikke i bestemmelserne, hvad ordet ”aktiviteter” dækker, og der fastsættes ikke en bestemt sats for tilskuddet.

    Administrationen har derfor set på, hvordan andre kommune giver tilskud til foreningerne: ens for dem alle er, at de giver ”rene” medlemstilskud pr. medlem, hvor det i Dragør består af de fire ovenfornævnte elementer. 

    Administrationen har derfor udarbejdet forskellige scenarier for, hvordan et nyt tilskud kunne sammensættes – en væsentlig del af det er, at tilskuddet går fra at være et aktivitetstilskud til et medlemstilskud. De forskellige scenarier fremgår af bilag 3.

    Folkeoplysningsudvalget valgte den 26. august 2020 (bilag 1) at sende scenarierne i høring hos alle folkeoplysende foreninger. Ved høringsfristen havde administrationen modtaget 3 høringssvar (vedlagt sagen).

    Folkeoplysningsudvalget behandlede høringssvarene på deres møde den 1. februar 2021 (bilag 2) og besluttede ud fra høringssvarene at anbefale scenarie 1 A over for Børne-, Fritids- og Kulturudvalget.

    Forskellen på scenarie 1 (det nuværende aktivitetstilskud) og scenarie 1A (forslag til medlemstilskud) er udelukkende hvilke krav, der stilles til foreningernes dokumentation af tilskuddet. Beregningen af det tilskud, foreningen modtager pr. medlem, er det samme – scenarie 1A vil derfor være det mindst indgribende for foreningerne, da de ikke vil få mindre i tilskud, men derimod skulle langt mindre i forhold til at dokumentere.

    Af bilag 4 fremgår udkast til nye regler for tilskud til folkeoplysende foreninger, hvor aktivitetstilskuddet er ændret til medlemstilskud jf. scenarie 1 A.

    LOVE/REGLER:

    Folkeoplysningsloven

    Dragør Kommunes regler for tilskud til folkeoplysende foreninger

    ØKONOMI/PERSONALEFORHOLD:

    Eksempel på udregning:

    Scenarie 1: Nuværende regler for aktivitetstilskud

    En forening modtager 394 kr. pr medlem (maks 75 % af kontingentindtægten) og foreningen har 100 medlemmer under 25 år – så foreningen modtager 39.400 kr. Foreningen modtager således 20.200 kr. i rent medlemstilskud (202 kr. * 100 medlemmer), som de ikke skal redegøre for. Med det resterende beløb på 19.200 kr. skal foreningen redegør anvendes til:

    2. Antallet af lejre og ture med dato, sted, antal overnatninger og antal deltagere over og under 25 år

    3. Arrangementer med dato, sted, afstand i km. og antal deltagere over og under 25 år

    4. Navn på instruktør, udbetalt løn/omkostningsgodtgørelse, antal timer og antal deltagere over og under 25 år.

    Scenarie 1 A:

    En forening modtager 394 kr. pr. medlem (maks 75 % af kontingentindtægten) og foreningen har 100 medlemmer under 25 år, så foreningen modtager 39.400 kr. i medlemstilskud.

    Foreningen skal med dette scenarie ikke redegøre for brugen af tilskuddet, da tilskuddet er et rent medlemstilskud.

    Foreningen skal fortsat indsende tilskudsregnskab/årsregnskab jf. folkeoplysningslovens § 29, men ville ikke længere skulle lave specificerede opgørelser.

    KOMMUNIKATION/HØRING:

    Ingen bemærkninger.

    RELATION TIL POLITIKKER:

    Ingen bemærkninger.

    BESLUTNINGSPROCES:

    Børne-, Fritids- og Kulturudvalget den 10. marts 2021

    Økonomiudvalget den 17. marts 2021

    Kommunalbestyrelsen den 25. marts 2021

    Bilag

  • 5
    Ansøgninger til Kultur- og Eventpuljen marts 2021
    Sagsid.: 21/562

    RESUMÉ:

    Udvalget skal tage stilling til 6 indkomne ansøgninger til Kultur- og Eventpuljen.

    INDSTILLING:

    Administrationen indstiller, at udvalget tager stilling til ansøgninger med udgangspunkt i Kultur- og Eventpuljens principper.

    BESLUTNING: Børne-, Fritids- og Kulturudvalget den 10-03-2021

    Udvalget imødekom ansøgninger med denne fordeling:

    1)     Jesper Nordberg: 3.500

    2)     Dragør Boldklub: 0

    3)     Anna Miilmann: 9.000

    4)     Alexander Nielsen: 15.000

    5)     Refleksioner: 10.000

    6)     Kajakklubben Pilen: 15.000

    SAGSFREMSTILLING:

    Formålet med Kultur- og Eventpuljen er at støtte lokalt arrangerede og offentligt tilgængelige arrangementer og aktiviteter af høj kvalitet til glæde for borgerne i Dragør Kommune.

    Kultur- og Eventpuljen kan ansøges 3 gange årligt, 1. februar, 1. maj og 1. august. Ved ansøgningsfristen har administrationen modtaget 6 ansøgninger, som udvalget skal tage stilling til.

    Puljen i 2021 består af 165.985 kr.

    Ansøger

    Søger tilskud til

    Ansøgt beløb

    1

    Jesper Nordberg

    Til dækning af honorar i forbindelse med en multimedieforestilling

    6.429

    2

    Dragør Boldklub

    Trøjer til alle deltagere ved Amagermesterskab

    25.000

    3

    Anna Miilmann

    Honorar til dækning af 1 koncert

    17.500

    4

    Alexander Nielsen

    Støtte til produceringen af en kortfilm i Dragør

    30.000

    5

    Refleksioner

    Afholdelse af 2 performances og 2 foredrag

    20.000

    6

    Kajakklubben Pilen

    Afholdelse af 100 års jubilæum

    30.000

    I alt ansøgt

    128.929

    Alle ansøger lever op til Kultur- og Eventpuljens principper, og udvalget skal derfor tage stilling til ansøgningerne.

    Alle ansøgninger er vedlagt i deres fulde længde som bilag.

    LOVE/REGLER:

    Kultur- og Eventpuljens principper

    ØKONOMI/PERSONALEFORHOLD:

    Budgettet i 2021 er på 165.985 kr.

    KOMMUNIKATION/HØRING:

    Ingen bemærkninger.

    RELATION TIL POLITIKKER:

    Ingen bemærkninger.

    BESLUTNINGSPROCES:

    Børne-, Fritids- og Kulturudvalget den 10. marts 2021.

    Bilag

  • 6
    Budgetanalyser i forhold til budget 2022
    Sagsid.: 21/721

    RESUMÉ:

    I denne sag skal fagudvalgene og Økonomiudvalget forholde sig til hvilke budgetanalyser der skal indgå i budgetforhandlingerne for budget 2022.

    INDSTILLING:

    Direktionen indstiller, at Økonomiudvalget vælger 4-6 budgetanalyser, som skal indgå i budgetforhandlingerne for 2022.

    BESLUTNING: Social-, Sundheds- og Arbejdsmarkedsudvalget den 08-03-2021

    Udvalget anbefaler overfor ØU, at der arbejdes videre med følgende budgetanalyser:

    • Reducere antallet af genindlæggelser.
    • Fortsætte analyser om muligheden for fysisk flytning af hjemmeplejen samt om mulighederne for at hjemtage lager til hjælpemidler.
    • Muligheder i det nære sundhedsvæsen.
    • Tiltag der kan reducere antallet af langtidsledige.  

    BESLUTNING: By-, Erhvervs- og Planudvalget den 09-03-2021

    BEPU har ikke forslag til budgetanalyser.

    BESLUTNING: Børne-, Fritids- og Kulturudvalget den 10-03-2021

    BFKU foreslog:

    -         Analyser af forskellige muligheder for flytning af dagplejen væk fra Boldklubhuset

    -         Analyser af muligheder ift. Kulturcentrum St. Magleby både med og uden overnatningsmuligheder jf. kommissorium fra sidste års analyser

    SAGSFREMSTILLING:

    Den 10. december 2020 vedtog Økonomiudvalget proces for budget 2022-2025. Som en del af planen skal der, som grundlag for budgetforhandlingerne, udarbejdes budgetanalyser.

    Budgetanalyserne adskiller sig fra R-, A- og D-forslag ved at være mere grundlige analyser af udvalgte områder, og ved muligvis at have en længere horisont i forhold til implementering. De er dermed at sammenligne med de strukturelle analyser, som blev udarbejdet til budgetforhandlingerne for budget 2021.

    Formålet med analyserne er angive mulige økonomiske potentialer. Potentialerne kan opnås ved, at løse opgaver på andre, og nye, måder, ved at ændre serviceniveau, ved at foretage strukturelle ændringer og ved at foretage investeringer – fx i form af kompetenceudvikling, digitalisering og anlæg.

    Analyserne vil indeholde vurderinger af faglige konsekvenser af foreslåede ændringer. Konsekvenserne vil blive holdt op imod målsætninger i vedtage politikker. Det vil tydeligt fremgå på hvilke konti det økonomiske potentiale indløses, og i det omfang det er relevant, vil analyserne indeholde bechmark med andre kommuner.

    Direktionen anbefaler, at hvert fagudvalg finder 2-4 områder til budgetanalyser. Som det fremgår af formålet med analyserne, så kan der fx være tale om strukturelle ændringer (sammenlægning af enheder), anlægsinvesteringer som medfører driftsbesparelser og udlicitering af opgaver.

    Direktionen foreslår, at sidste års strukturelle analyse om fysisk flytning af Hjemmeplejen indgår som en del af budgetanalyserne. Ligesom den foreslår, at vedtagelsen vedrørende at opnå en økonomisk besparelse ved at indgå i tværkommunalt samarbejde bliver en del af analyserne.

    På Økonomiudvalgets møde den 17. marts kan Økonomiudvalget, på baggrund af fagudvalgenes forslag, træffe beslutning om hvilke analyser der skal arbejdes videre med. Direktionen anbefaler i alt 4-6 budgetanalyser, idet det vurderes at det vil være muligt, at udarbejde analyser af dette antal med den nødvendige grundighed.

    Det er for tidligt, at vurdere den økonomiske ramme for budget 2022. Dette kan først foretages, når rammerne for økonomiaftalen mellem regeringen og KL foreligger. Der er dog allerede nu nogle opmærksomhedspunkter, som gør sig gældende for os i Dragør Kommune. Det drejer sig særligt om beskæftigelsesområdet, hvor stigningen i ledigheden i Dragør, som følge af Corona, fortsat er markant højere end gennemsnittet i landet. Det er også et opmærksomhedspunkt, at den forventede udgift til førtidspension og seniorpension er markant højere end det hidtil budgetterede. Ligesom det er et opmærksomhedspunkt, at følge udviklingen på de områder som tidligere har generet merforbrug, og som er forsøgt håndteret via det tekniske budget for 2021. Endeligt har vi i Dragør Kommune haft en række ekstraomkostninger som følge af Corona, som vi endnu ikke er blevet kompenseret for. I 2020 drejer det sig om 5,8 mio. kr. og p.t. har vi betragtelige ekstraomkostninger bl.a. forbundet med test- og vaccineopgaver. Opgaver som forventes, at øges frem til sommerferien.

    Administrationen vil, til Økonomiudvalgets møde den 14. april, udarbejde en kort beskrivelse af de udvalgte budgetanalyser. Dermed får Økonomiudvalget mulighed for, at kommentere på et tidspunkt, hvor analyserne er i sine indledende faser.

    Forud for Økonomiudvalgets møde den 14. april, vil der i fagudvalgene være en drøftelse af R-, A- og D-forslag. Disse drøftelser forelægges også for Økonomiudvalget den 14. april, og dermed vil der, på mødet, være et samlet overblik over de kommunale elementer, som indgår i budgetforhandlingerne for budget 2022. 

    LOVE/REGLER:

    Ingen bemærkninger.

    ØKONOMI/PERSONALEFORHOLD:

    Ingen bemærkninger.

    KOMMUNIKATION/HØRING:

    Ingen bemærkninger.

    RELATION TIL POLITIKKER:

    Ingen bemærkninger.

    BESLUTNINGSPROCES:

    Social-, Sundheds- og Arbejdsmarkedsudvalget den 8. marts 2021.

    By-, Erhvervs og Planudvalget den 9. marts 2021.

    Børne-, Fritids- og Kulturudvalget den 10. marts 2021.

    Skoleudvalget den 11. marts 2021.

    Økonomiudvalget den 17. marts 2021.

  • 7
    Handleplan for opnåelse af 60/40 fordeling på dagtilbudsområdet
    Sagsid.: 20/2968

    RESUMÉ:

    Der er en politisk målsætning i Dragør om, at personalet i dagtilbuddene skal udgøres af 60 procent uddannede pædagoger og 40 procent pædagogmedhjælpere. Administrationen har udarbejdet en handleplan for, hvordan der kan arbejdes med at opnå denne fordeling. Handleplanen forlægges udvalget i denne sag.

    INDSTILLING:

    Administrationen indstiller, at udvalget vedtager handleplanen.

    BESLUTNING: Børne-, Fritids- og Kulturudvalget den 10-03-2021

    Godkendt

    SAGSFREMSTILLING:

    Onsdag den 7. oktober 2020 blev Børne-, Skole- og Kulturudvalget præsenteret for en minianalyse af fordelingen mellem pædagoger og pædagogmedhjælpere i Dragør Kommunes dagtilbud. Der er en politisk målsætning om, at sammensætningen af personale i dagtilbuddene skal bestå af 60 procent pædagoger, og at de resterende 40 procent kan udgøres af pædagogmedhjælpere. Samlet set overstiger pædagogmedhjælperne i dag 40 procent, hvorfor udvalget har bedt administrationen om en yderligere belysning af 60/40-fordelingen i dagtilbuddene. Udvalget bad blandt andet om en opgørelse over pædagogernes alder og beskæftigelsesgrad i dagtilbuddene. Dette fremgår af tabel 1 nedenfor, hvor dagtilbuddene optræder i anonymiseret form.

    Tabel 1

    Gennemsnit af alder

    Gennemsnit af beskæftigelsesgrad

    opgjort i timer pr. uge

    Dagtilbud 1

    41

    30

    Dagtilbud 2

    47

    31

    Dagtilbud 3

    48

    31

    Dagtilbud 4

    43

    35

    Dagtilbud 5

    39

    36

    Dagtilbud 6

    46

    37

    I alt

    44

    32

    Kilde: Dragør Kommunes lønsystem, udtræk pr. 04.02.2021.

    Handleplan

    I minianalysen fra sagen i oktober 2020 blev udvalget præsenteret for udfordringer og mulige forklaringer på, hvorfor man ikke har den ønskede fordeling mellem pædagoger og pædagogmedhjælpere i dagtilbuddene i dag. I forlængelse heraf har administrationen udformet en handleplan, der opstiller mulige løsninger på disse udfordringer, så den ønskede fordeling kan opnås. Handleplanen er udformet i samarbejde med ledergruppen på dagtilbudsområdet og CMU dagtilbud. Pædagogernes fagforbund BUPL vil ligeledes blive inddraget i det videre arbejde med handleplanen.

    Nedenfor gennemgås udfordringer og mulige løsninger for at opnå 60/40 fordelingen.

    Udfordring:

    Det er svært at rekruttere kvalificerede medarbejdere til pædagogstillinger.

    Mulige handlinger:

    1. Opfordre pædagogmedhjælpere til at uddanne sig til meritpædagoger.

    Det er muligt, at tage uddannelse til pædagog som merituddannelse, hvis:

    • man har minimum to års erhvervserfaring fra pædagogisk eller pædagoglignende arbejde og er mindst 25 år gammel
    • eller hvis man har minimum fem års erhvervserfaring fra pædagogisk eller pædagoglignende arbejde

    Ved at tage uddannelse til pædagog med merit, afkortes uddannelsens varighed.

    Regeringen har den 5. december 2020 indgået aftale med Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten og Alternativet om model for lovbundne minimumsnormeringer i dagtilbud fra 2024. Aftalepartierne er enige om, at der parallelt med indfasningen af minimumsnormeringer skal sikres mere uddannet personale. Der afsættes derfor en opkvalificeringspulje på dagtilbudsområdet, så erfarne pædagogmedhjælpere kan opkvalificeres til pædagogiske assistenter og meritpædagoger, mens de fortsat er ansat i institutionen. Kommunerne kan anvende midler fra opkvalificeringspuljen til uddannelsesudgifter, vikardækning mv. i forbindelse med personalets opkvalificering.

    1. Skabe gode praktikforløb og ansætte pædagogstuderende efter endt uddannelse

    Ved at skabe gode forløb for de pædagogstuderende, dagtilbuddene har i praktik, kan dagtilbuddene vise sig som attraktive arbejdspladser, hvor de studerende ønsker at søge ansættelse efter endt uddannelse. En vej til at skabe bedre praktikforløb kan være at sikre, at der er en uddannet praktikvejleder i alle dagtilbud, som kan varetage sparring og tilrettelæggelse af de studerendes praktik.

    Udfordring:

    I nogle dagtilbud arbejder mange pædagoger på deltid. Hvis flere pædagoger går op i tid eller arbejder på fuld tid, vil behovet for at ansætte pædagogmedhjælpere falde.

    Mulige handlinger:

    1. Motivere flere pædagoger til at gå op i tid.

    Som det fremgår af Tabel 1 arbejder pædagogerne i tre af dagtilbuddene i Dragør gennemsnitligt 30-31 timer om ugen. I de tre øvrige dagtilbud arbejder pædagogerne i gennemsnit 35-37 timer. For at få flere pædagoger til at arbejde flere timer i de tre førstnævnte dagtilbud, kan man undersøge, hvad der er årsag til, at pædagogerne arbejder flere timer i de øvrige dagtilbud. Således kan man på tværs af området hente inspiration hos hinanden til, hvordan man kan få flere til at arbejde på fuldtid.

    Problemstillingen med udbredelsen af deltid gør sig gældende på flere kommunale områder over hele landet, og hele 40 procent af de kommunalt ansatte arbejder i dag på deltid. Derfor har KL og Forhandlingsfællesskabet iværksat et initiativ, der skal sætte fokus på at få flere til at gå op i tid. KL og Forhandlingsfællesskabet påpeger, at det fælles mål ikke er, at alle skal arbejde fuldtid, men at fuldtid skal blive det normale, og at man så arbejder på deltid i de af livets faser, hvor man har behov for det. Administrationen og dagtilbuddene vil hente inspiration i KL og Forhandlingsfællesskabets materiale omkring, hvordan man kan få flere til at arbejde på fuldtid.

    1. Ansætte pædagoger på fuldtid, når man skal ansætte nye pædagoger.

    For at normalisere at pædagoger arbejder fuldtid, skal der fremadrettet være et fokus på at opslå og besætte pædagogstillinger på fuldtid.

    Videre undersøgelse

    For at afsøge flere mulige handlingsspor til opnåelse af en 60/40 fordeling vil administrationen i samarbejde med dagtilbuddene gennemføre en undersøgelse blandt pædagogerne. Undersøgelsen skal blandt andet afdække, hvad der vil kunne få flere til at gå op i tid. Herudover vil det blive undersøgt, hvad der har fået nyansatte pædagoger til at vælge at arbejde i Dragør. Dette vil kunne give indsigt i, hvad der fra pædagogernes synspunkt gør Dragør og de enkelte dagtilbud attraktive. Denne viden vil være brugbar i arbejdet med at rekruttere flere kvalificerede medarbejdere til pædagogstillinger.

    LOVE/REGLER:

    Ingen bemærkninger.

    ØKONOMI/PERSONALEFORHOLD:

    Ingen bemærkninger.

    KOMMUNIKATION/HØRING:

    Ingen bemærkninger.

    RELATION TIL POLITIKKER:

    Ingen bemærkninger.

    BESLUTNINGSPROCES:

    Børne-, Skole- og Kulturudvalget den 10. marts 2021

  • 8
    Kvalitetsarbejde i dagtilbud: Udvalgte fokuspunkter for det pædagogiske arbejde i 2020-2021
    Sagsid.: 20/1636

    RESUMÉ:

    Som del af arbejdet med at sikre og udvikle kvaliteten på dagtilbudsområdet udvælger hvert dagtilbud hvert andet år, hvilke områder de vil have særligt fokus på. Dagtilbuddenes fokuspunkter præsenteres i denne sag.

    INDSTILLING:

    Administrationen indstiller, at udvalget taget sagen til efterretning.

    BESLUTNING: Børne-, Fritids- og Kulturudvalget den 10-03-2021

    Til efterretning

    SAGSFREMSTILLING:

    Børne-, Fritids- og Kulturudvalget godkendte den 3. juni 2020 en ny model for kvalitetsarbejde og tilsyn for dagtilbudsområdet i Dragør Kommune. Nærmere beskrivelse af modellen er vedlagt denne sag som bilag.

    I modellen tages der blandt andet udgangspunkt i, at hvert dagtilbud på baggrund af kvalitetsrapporten udvælger fokuspunkter, der skal danne grundlag for udviklingen af den pædagogiske praksis. Fokuspunkterne og det øvrige kvalitetsarbejde bygger på bestemmelserne i Dagtilbudsloven og den styrkede pædagogiske læreplan. Dagtilbuddene arbejder således med alle temaer i den styrkede pædagogiske læreplan, men fokuspunkterne beskriver hvilke områder det enkelte dagtilbud vil give en særlig opmærksomhed.

    Fokuspunkter

    Der har over de seneste år været et stort fokus på at udvikle et fælles fagligt sprog for den pædagogiske praksis i dagtilbuddene. Dette er blandt andet sket gennem uddannelsesforløb i ICDP, der er et teori- og evidensbaseret program, der sigter mod at øge kvaliteten af samspillet mellem børn og voksne. Programmets grundlæggende mål er at øge de ansattes relationskompetence ved at gøre dem mere lydhøre over for børns behov samt forbedre deres evne til at møde børn på børnenes egne præmisser. Grundtanken i programmet er, at den bedste måde at hjælpe et barn på er ved at hjælpe barnets omsorgspersoner. Børn spejler sig i de omgivelser, de er en del af, og de voksne er rollemodeller for den kultur, man ønsker at socialisere børnene ind i. Videoanalyse indgår som en central del af ICDP metoden, hvor ansatte filmer sig selv i samspillet med børn for efterfølgende at kunne analysere og få sparring fra kollegaer omkring samspillet.   

    Værdien af at have fokus på et fælles sprog er blandt andet, at det gør den fælles faglige refleksion nemmere, da medarbejderne kan tale ind i hinandens praksis. Dette styrkes yderligere gennem ICDP tilgangen, da man sammen reflekterer over sin egen og hinandens praksis ved at analysere videooptagelser.  

    I forlængelse af det fælles faglige sprog er der flere af dagtilbuddene, der også ønsker at arbejde med at styrke personalets kompetencer til at beskrive og formidle deres pædagogiske praksis. Ved at styrke det faglige sprog og formidlingen, vil dagtilbuddene i højere grad kunne dokumentere deres praksis og give forældrene indsigt i de pædagogiske overvejelser og tilgange, der danner grundlag for arbejdet med børnenes læring og trivsel i dagtilbuddene.

    Dokumentationen af den pædagogiske praksis er ligeledes et led i at øge fokus på at styrke evalueringskulturen i dagtilbuddene. Udviklingen af en evalueringskultur indgår også som en central del af den styrkede pædagogiske læreplan. Der skal være fokus på at skabe en kultur, hvor det er en grundlæggende værdi og praksis, at man i dagtilbuddet løbende bliver klogere på, hvordan sammenhængen er mellem læringsmiljøet og børnenes liv.

    Udover ovenstående punkter, som går på tværs af flere af dagtilbuddene, er nogle af de øvrige fokuspunkter, der er blevet udvalgt:

    • Digital dannelse: Optimal brug af digitale redskaber skal være med til at understøtte børnenes læring.
    • Udeliv: Udvikling af, hvordan man inddrager udendørsarealer som et ekstra pædagogisk læringsrum.
    • Leg og fordybelse: Øremærkning af tid, hvor medarbejdere kan deltage uforstyrret i børnenes leg, da legen er grundlæggende for børnenes udvikling.
    • Forældresamarbejde: Styrkelse af forældresamarbejde gennem faglig funderet kommunikation

    LOVE/REGLER:

    Ingen bemærkninger.

    ØKONOMI/PERSONALEFORHOLD:

    Ingen bemærkninger.

    KOMMUNIKATION/HØRING:

    Ingen bemærkninger.

    RELATION TIL POLITIKKER:

    Ingen bemærkninger.

    BESLUTNINGSPROCES:

    Børne-, Fritids- og Kulturudvalget den 10 marts 2021.

  • 9
    Ny vedtægt for Historisk Arkiv for Dragør kommune
    Sagsid.: 19/4489

    RESUMÉ:

    På Kommunalbestyrelsesmødet den 29. januar 2020 blev aftalen og driftskontrakten med Museum Amager inklusive overdragelse af lokalarkivaren til museets organisation godkendt. Det lovpligtige historiske arkiv for Dragør Kommune er således en del af Museum Amager og drives efter en driftskontrakt mellem museet og Dragør kommune fra den 1. februar 2020. Som følge heraf skal vedtægterne for arkivet ændres.

    INDSTILLING:

    Administrationen indstiller at ”Vedtægt for Historisk Arkiv for Dragør kommune” godkendes

    BESLUTNING: Børne-, Fritids- og Kulturudvalget den 10-03-2021

    Udskudt

    SAGSFREMSTILLING:

    Rapporten ”Rapport om etablering af Dragør Kommunes §7-arkiv i samarbejde med Dragør Mu-seum”, der blev fremlagt for BFKU den 6. november 2019, dannede grundlag for det fælles frem-tidsbillede af et velfungerende arkivområde og mulighederne for samarbejde om opgaven med Museum Amager.

    Driftssamarbejde med Museum Amager er løbende evalueret, og både Museum Amager og kommunens administration er enige om, at løsningen er helt rigtig og godt på vej. Det er i denne sammenhæng vigtigt at understrege, at der oprindeligt blev gjort opmærksom på, at en imple-mentering af en driftsaftale, der også kunne indbefatte andre opgaver, er en proces hvor noget kan implementeres med det samme, og noget kommer til at tage lidt tid.

    Da pandemien brød ud halvanden måned senere betød det en yderligere inerti i processerne, navnlig i de udestående forhold omkring arkivaliers placering og renoveringen af Stationsvej 5 samt ikke mindst en realisering af ønsket om at udleje eller anvende dele af det gamle rådhus til foreningsaktiviteter.

    Men i takt med at et nyt forår står for døren, er det muligt at initiere den dialog og inddragelse, der skal til for at give samspillet med civilsamfundet og samarbejdet med Museum Amager en ny start. Derfor er det vigtigt at få vedtægter for arkivet samt efterfølgende i de kommende måne-der retningslinjer for anvendelse af Stationsvej nr. 5 på plads, hvilket vil ske hen over forårsmåne-derne.

    I første omgang drejer det sig om vedtagelse af en opdateret vedtægt for Historisk Arkiv. Derefter vil der arbejdes på at få etableret et Rådgivende Brugerråd samt forretningsorden for samme tilknyttet arkivet.

    Den nye vedtægt ses i Bilag 1. For sammenlignelighedens skyld er der i Bilag lavet en synoptisk sammenligning mellem den gamle og den nye vedtægt.

    LOVE/REGLER:

    Arkivloven

    BESLUTNINGSPROCES:

    BFKU den 10. marts 2021

    Økonomiudvalget den 17. marts 2021

    Kommunalbestyrelsen den 25. marts 2021

    Bilag

  • 10
    Udbetaling af midler til folkeoplysende foreninger under Covid-19 nedlukning
    Sagsid.: 20/1224

    RESUMÉ:

    I forbindelse med den fortsatte nedlukning af landet som følge af COVID-19 pandemien, har folkeoplysende virksomheder ikke mulighed for at afvikle deres planlagte aktiviteter.

    INDSTILLING:

    Administrationen indstiller,

    1. at beslutningen fra den 23. april 2020 vedrørende udbetaling af midler til folkeoplysende foreninger under COVID-19 nedlukning forlænges, så det også er gældende i januar og februar 2021.
    1. at ordningen forlænges yderligere uden politisk behandling, såfremt ministeriet udsteder ydereligere forlængelsesbekendtgørelser.

    BESLUTNING: Børne-, Fritids- og Kulturudvalget den 10-03-2021

    Ad 1

    Anbefales overfor ØU

    Ad 2

    Anbefales overfor ØU

    SAGSFREMSTILLING:

    Økonomiudvalget besluttede den 23. april 2020 på baggrund af bekendtgørelse 320 af 30.03.2020 om visse midlertidige foranstaltninger for den frie folkeoplysende virksomhed som led i forebyggelse og afhjælpning i forbindelse med COVID-19, at Dragør Kommune udbetaler det budgetterede tilskud til foreningerne, selvom de ikke kan afvikle de planlagte aktiviteter.

    I forbindelse med den fortsatte nedlukning af landet er der udstedt en ændringsbekendtgørelse til bekendtgørelse 320, som fastslår at bekendtgørelsen er forlænget til også at gælde i januar og februar i 2021.

    Udvalget skal derfor tage stilling til, om beslutningen fra den 23. april 2020 skal forlænges til også at gælde i januar og februar 2021.

    Derudover vil kulturministeren se på mulighederne for at forlænge bekendtgørelsen yderligere. Såfremt dette sker, ønsker administrationen udvalgets godkendelse til at beslutningen ligeså forlænges uden ydereligere politisk behandling.

    LOVE/REGLER:

    Bekendtgørelse 320 af 30. marts 2020 – bekendtgørelse om visse midlertidige foranstaltninger for den frie folkeoplysende virksomhed som led i forebyggelse og afhjælpning i forbindelse med COVID-19.

    Bekendtgørelse 2172 af 15. december 2020 – ændring af bekendtgørelse om visse midlertidige foranstaltninger for den frie folkeoplysende virksomhed som led i forebyggelse og afhjælpning i forbindelse med COVID-19.

    ØKONOMI/PERSONALEFORHOLD:

    Såfremt udvalget godkender administrationens indstilling, vil foreninger ikke skulle tilbagebetale ubrugte midler i forbindelse med aflysning af aktiviteter mm. for januar og februar 2021.

    KOMMUNIKATION/HØRING:

    Ingen bemærkninger.

    RELATION TIL POLITIKKER:

    Ingen bemærkninger.

    BESLUTNINGSPROCES:

    Børne-, Fritids- og Kulturudvalget den 10. marts 2021.

    Økonomiudvalget den 17. marts 2021.

    Bilag

  • 11
    BFKU - driftsoverførsler fra 2020 til 2021
    Sagsid.: 19/5180

    RESUMÉ:

    Sagen vedrører overførsler af driftsmidler på BFKU’s områder.

    INDSTILLING:

    Administrationen indstiller: 

    1. at BFKU godkender, at der på BFKU’s område overføres merforbrug på 0,3 mio. kr. som finansieres af kassen.
    1. at BFKU godkender, at der på BFKU’s område i henhold til reglerne om overførsel af op til 2 pct. I mindreforbrug overføres 1,4 mio. kr., som finansieres af kassen.
    1. at BFKU godkender, at der på BFKU’s område i henhold til reglerne overføres 0,2 mio. kr. i nettomindreforbrug på eksternt finansierede projekter.

    BESLUTNING: Børne-, Fritids- og Kulturudvalget den 10-03-2021

    Ad 1

    Anbefales overfor ØU/KB

    Ad 2

    Anbefales overfor ØU/KB

    Ad 3

    Anbefales overfor ØU/KB

    SAGSFREMSTILLING:

    Ifølge de af Kommunalbestyrelsen vedtagne regler for overførsler kan +/- 2 pct. af driftsbudgettet – for områder med overførselsadgang - overføres til året efter. Formålet er, at de enkelte institutioner kan udnytte deres budgetter effektivt og hensigtsmæssigt, så der undgås unødigt forbrug sidst på året og der kan spares op til større aktiviteter. Administrationen foreslår dog at de fulde merforbrug overføres, i de tilfælde det vurderes realistisk at indhente. Det foreslår administrationen for at fastholde økonomisk ansvarlighed, hos de enkelte enheder og kommunen samlet set.

    Med undtagelse af mindreforbrug, der er relateret til statslige puljer, indstilles at alle øvrige mindreforbrug over 2 pct. ikke overføres.

    I henhold til ovenstående principper anbefaler Administrationen at der på BFKU’s område overføres merforbrug på 0,3 mio. kr. og mindreforbrug på samlet 1,4 mio. kr. Fordeling fremgår af bilag 1.

    Der er enkelte afvigelser til de generelt anførte principper.

    -         For andre kulturelle formål foreslås hele mindreforbruget på 0,4 mio. kr. overført. Det vedrører tilskud til spejderhytten som ikke blev udbetalt i 2020

    -         Hele mindreforbruget vedr. lokalarkivet foreslås overført selvom det overstiger 2 % af budgettet. Det foreslås, da der ellers forventes et tilsvarende merforbrug i 2021

    -         Det foreslås at mer- eller mindreforbrug for daginstitutionernes frokostordninger ikke overføres, som det har været praksis i senere år

    Derudover anbefaler administrationen at der på BFKU’s område overføres 0,2 mio. kr. på eksternt finansierede projekter, som fremgår af bilag 2.

    LOVE/REGLER:

    I henhold til Dragør Kommunes regler for enheder omfattet af regelsættet er overførselsregelgrundlaget følgende:

     

    ·    Der kan overføres +/- 2 pct.

    Dog minimum 5.000 kr. og efter kommunalbestyrelsens godkendelse.

    ·    Mere end +/- 2 pct.

    Der kan ansøges om overførsel af midler ud over de 2 pct. med angivelse af formål.

    For driftsoverførelsen fra 2020 er der endvidere tillagt et yderligere hensyn i forhold til konstaterede mindreforbrug og kommunens kassebeholdning. Med undtagelse af mindreforbrug, der er relateret til statslige puljer ol., indstilles at alle øvrige mindreforbrug over 2 pct. ikke overføres.

    ØKONOMI/PERSONALEFORHOLD:

    Den samlede overførsel på BFKU’s område øger budget 2021 med 1,2 mio. kr. Såfremt alle midlerne anvendes i 2021 øges kassetrækket med 1,2 mio. kr.

    KOMMUNIKATION/HØRING:

    Ingen bemærkninger.

    RELATION TIL POLITIKKER:

    Ingen bemærkninger.

    BESLUTNINGSPROCES:

    Børne-, Fritids- og Kulturudvalget den 10. marts 2021.

    Økonomiudvalget den 17. marts 2021.

    Kommunalbestyrelsen den. 25. marts 2021.

    Bilag

  • 12
    Forslag til nye vedtægter for biblioteksrådet
    Sagsid.: 19/5470

    RESUMÉ:

    Biblioteksrådet har revideret deres vedtægter, som udvalget skal tage stilling til.

    INDSTILLING:

    Administrationen indstiller, at udvalget godkender de nye vedtægter for biblioteksrådet.

    BESLUTNING: Børne-, Fritids- og Kulturudvalget den 10-03-2021

    Anbefales overfor KB

    SAGSFREMSTILLING:

    Dragør Bibliotekerne har i sensommeren fået et nyt biblioteksråd. Biblioteksrådet ønsker at vedtægterne for rådets arbejde præciseres og revideres. Henover efteråret 2020 og vinteren 2021 har biblioteksrådet haft en proces, hvor de har arbejdet med at revidere og præcisere vedtægterne.

    Der er foretaget to ændringer i forslaget til de nye vedtæger:

    1. Antallet af medlemmer er reduceret fra 8 til 7. Grunden til dette er, at bibliotekets ledelse er reduceret med en. Der er som tidligere 5 valgte medlemmer, et medlem fra Kommunalbestyrelsen og bibliotekslederen.
    2. Der er ikke længere forskudte valg, men alle medlemmer til biblioteksrådet er på valg samtidig umiddelbart efter Kommunalbestyrelsen er tiltrådt og valgperioden følger Kommunalbestyrelsens valgperioden. Grunden til dette er, at sikre et længevarende og mere kontinuerlig arbejdsproces i rådet. 

    Det er administrationens vurdering, at de nye vedtægter giver gode muligheder for et konstruktivt samarbejde omkring udviklingen af biblioteksdriften i biblioteksrådet.

    LOVE/REGLER:

    Biblioteksrådet fungerer inden for rammerne af biblioteksloven.

    ØKONOMI/PERSONALEFORHOLD:

    Ingen bemærkninger.

    KOMMUNIKATION/HØRING:

    Ingen bemærkninger.

    RELATION TIL POLITIKKER:

    Ingen bemærkninger.

    BESLUTNINGSPROCES:

    Børne-, Fritids- og Kulturudvalget den 10. marts 2021.

    Kommunalbestyrelsen den 25. marts 2021.

    Bilag

  • 13
    Orientering om Dragør Bibliotekernes årsberetning 2020
    Sagsid.: 21/664

    RESUMÉ:

    Udvalget orienteres her om Dragør Bibliotekernes årsberetning 2020 samt aktuel status for bibliotekerne i en coronatid.

    BESLUTNING: Børne-, Fritids- og Kulturudvalget den 10-03-2021

    Til efterretning

    SAGSFREMSTILLING:

    Dragør Bibliotekerne har ligesom resten af landet været præget af COVID-19 pandemien og har af to omgange i 2020 været nedlukket, og er der fortsat. Det har betydet, at biblioteket har måtte tænke kreativt for at nå ud til brugerne. Det har resulteret i en take-away løsning, som brugerne har taget rigtig godt imod, og at romanklubber måtte mødes udenfor.

    Henover sommeren 2020 blev restriktionerne lempet, og det var igen muligt at tage ophold og afvikle arrangementer med afstand. Borgernes måde at bruge biblioteket på har dog ændret sig, idet opholdstiden er indskrænket og det typisk kun er en person der kommer og låner til hele familien.

    Biblioteket prioriterede af fortsætte arbejdet med en Biblioteksstrategi for Dragør Bibliotekerne på trods af nedlukningen, hvilket har givet et rigtig flot resultat. I den 4-årige strategi prioriteres ikke mindst børns læselyst meget højt, ligesom det også lykkedes biblioteket at gennemføre næsten alle børneteaterforestillinger i 2020. Børn er prioriteret meget og vil strategisk også være det fremover. Faktisk har flytningen af forestillinger fra Kedelhuset til Hollænderhallen som følge af tilstandene betydet, at der er endnu mere rift om billetterne end sædvanligt.

    Årsberetningen er i sig selv et synligt bevis på et andet godt tiltag, der har været i pandemiåret 2020, nemlig indarbejdelsen af en ny grafisk profil i bibliotekets arbejde og publikationer. Bl.a. ses alle de nye ikoner for de forskellige biblioteksmuligheder anvendt i beretningen. Ikonernes betydning er meget selvforklarende og er yderst anvendelige samtidig med, at de er flotte.

    Hele årsberetningen er vedlagt som bilag.

    Ud over årsberetningen er også vedlagt en aktuel status fra den nuværende nedlukning samt en oversigt over udviklingen i forbruget af digitale ressourcer.

    I den aktuelle status fremgår det, at under den anden nedlukning har biblioteket igen åbnet op for take-away. Derudover har biblioteket oprettet en digital læsegruppe og planlægger at afholde en litteraturquiz via teams.

    I oversigten over udviklingen i forbruget af digitale ressourcer ses det, at både udlån af e-bøger og online lydbøger er steget markant og streaming af film via filmstriben er steget med over 200 %.

    LOVE/REGLER:

    Ingen bemærkninger.

    ØKONOMI/PERSONALEFORHOLD:

    Ingen bemærkninger.

    KOMMUNIKATION/HØRING:

    Ingen bemærkninger.

    RELATION TIL POLITIKKER:

    Ingen bemærkninger.

    BESLUTNINGSPROCES:

    Børne-, Fritids- og Kulturudvalget den 10. marts 2021.

    Bilag

  • 14
    Orientering om lovinitiativ der skal sikre udsatte børn og unge en tryggere opvækst
    Sagsid.: 21/442

    RESUMÉ:

    Udvalget orienteres om det politiske udspil ”Børnene Først”, der har til formål at sikre bedre rettigheder til udsatte børn og unge.

    BESLUTNING: Børne-, Fritids- og Kulturudvalget den 10-03-2021

    Til efterretning

    SAGSFREMSTILLING:

    Regeringen præsenterede i januar 2021 udspillet Børnene Først. Et udspil som består af 43 initiativer, der tilsammen skal være med til at sikre en tryg opvækst og give flere rettigheder til alle udsatte børn og unge. Blandt de 43 elementer i udspillet er følgende:

    • Det indskærpes i loven, at barnet har ret til at anmode om at blive anbragt.
    • Automatisk vurdering af behovet for også at anbringe søskende.
    • Barnet får selvstændig partsstatus, fra barnet fylder 10 år, og får dermed ret til at klage over en afgørelse i egen sag.
    • Barnet vil få mulighed for at sige nej til samvær med forældre og netværk i en periode.
    • Kontinuitet i anbringelsen og mulighed for adoption fra fødslen.
    • Forsøg med forlængede uddannelsesforløb for anbragte unge på ungdomsuddannelser.
    • Reglerne om støtte og hjælp til udsatte børn og unge samles ét sted, så lovgivningen bliver mere overskuelig for barnet, familien og sagsbehandleren.
       

    I dag kender næsten hver femte af de udsatte børn og unge mellem 12-17 år ikke navnet på deres egen sagsbehandler. Det fremgår desuden i forbindelse med udspillet, at ca. en tredjedel af de anbragte børn dropper ud af deres ungdomsuddannelse, hvilket er tre gange så mange som gennemsnittet. Over halvdelen af alle anbragte børn og unge gennemfører ikke folkeskolens afgangsprøve i dansk og matematik i 9. klasse.

    Betydning for lokal praksis

    Såfremt udspillet vedtages vil det betyde, at barnets perspektiv i højere grad kommer til at fremgå af barnets egen sag. Børnenes egen stemme vil i højere grad komme til udtryk i sagsbehandlingen, men således også pålægges en højere grad af ansvar. Et etisk forhold der også har været drøftet i den efterfølgende offentlige debat.

    At man fremadrettet, med dette forslag, vil skille handicapsager fra psykosociale sager gør desuden, at den lovmæssige ramme vil være forskellig fra nuværende praksis. De psykosociale sager vil i så fald blive behandlet efter Barnets Lov, og handicapsager vil blive behandlet efter Lov om social service.

    Barnets partsstatus

    Der lægges i udspillet op til at barnet fra det fyldte 10.år har selvstændig partsstatus og således bl.a. kan klage over afgørelser i egen sag. Det indskærpes, at barnet har ret til at bede om hjælp, hvilket også omfatter ret til at bo et andet sted end hos forældrene.

    Aktuelt har barnet krav på, at der for hver afgørelse i børnesager er afholdt en børne/unge samtale.

    Om tvangsfjernelse og adoption uden samtykke
    Med det nye tiltag kan barnet tvangsfjernes, allerede inden det bliver født. På nuværende tidspunkt kan en afgørelse om tvangsfjernelse først træffes af Børn- og Ungeudvalget, når barnet er født. Det betyder i praksis på nuværende tidspunkt, at barnet midlertidigt skal bo i en plejefamilie, indtil sagen er behandlet mhp. bortadoption. En proces der de seneste år er blevet forkortet, men for barnet betyder et skift i omsorgsperson. Der lægges ligeledes i udspillet op til, at fremtidig adoptionsfamilie kan være den samme som plejefamilien, således at barnet undgår skift.

    Der lægges med det nye udspil op til, at der kommer en tidlig screening, dvs. opsporing af børn, der kan have brug for støtte. Med det nye udspil vil barnets krav på en tryg start på livet veje tungere end forældrenes ret til at være forældre. En bevægelse i sociallovgivningen, som i nogen grad allerede er implementeret.

    Sammenligning med andre kommuner

    Dragør Kommune havde, sammenlignet med andre kommuner i landet, færrest udgifter til anbringelser i 2019. Dragør Kommune har generelt et lavt udgiftsniveau på området og prioriterer blandt andet i 2019 ca. halvdelen af midlerne på området til forebyggelse. Se nedenstående tabel med tal på området fra den årlige udgivelse ’Kend din Kommune’.

    Nettodriftsudgifter til anbringelser pr. 0-22 årig, R2019

    Nettodriftsudgifter til udsatte børn og unge fra 2018-19

    Andel af udgifter af de samlede udgifter der bruges til forebyggelse, 2019

    Udvikling i underretninger pr. 0-22 årig fra 2018 til 2019

    placering

    1

    placering

    17

    placering

    9

    placering

    3

    t.kr.

    2,52

    Pct.

    -4,98

    pct.

    51,4

    pct.

    -15,3


    Kilde: Kend din Kommune 2021 (FLIS (Kombit) & DST)
    Note: I tal fra Kend din kommune skal der tages højde for, at der bl.a. kommenteres på udvikling i forbruget, og herunder at forbrug i en mindre kommune kan give større udsving fra år til år, end det ville være tilfældet i en større kommune.


    For nuværende arbejder Dragør Kommune, ligesom landets øvrige kommuner, for at forebygge anbringelser. Med det nye udspil vil målet i stedet være at forebygge omsorgssvigt, og det politiske udspil vil derfor ændre praksis for sagsbehandling på børne- og ungeområdet.

    LOVE/REGLER:

    Lovudspil af Regeringen.

    ØKONOMI/PERSONALEFORHOLD:

    Ingen bemærkninger.

    KOMMUNIKATION/HØRING:

    Ingen bemærkninger.

    RELATION TIL POLITIKKER:

    Børne- og ungepolitikken

    BESLUTNINGSPROCES:

    Børne-, Fritids- og Kulturudvalget d. 10. marts 2021.

    Bilag

  • 15
    Orientering om start på arbejde med kommunal turismestrategi
    Sagsid.: 21/689

    RESUMÉ:

    På kommunalbestyrelsesmødet den 1. april 2020 afrapporterede ”arbejdsgruppen om en turismestrategi” via en rapport et oplæg til et turismestrategisk afsæt i Dragør, der kan anvendes som grundlag for Dragør Kommunes turismestrategi. Pga. Corona har det været vanskeligt at igangsætte det konkrete arbejde, der kræver en del borgerinddragelse, men nu er de første linjer tegnet til en retning, strategien kan gå i. Og med denne sag orienteres udvalget om status.

    INDSTILLING:

    Administrationen indstiller, at udvalget drøfter oplægget

    BESLUTNING: Børne-, Fritids- og Kulturudvalget den 10-03-2021

    Drøftet

    SAGSFREMSTILLING:

    I bilaget ”TURISMEstrategi” ses en kort gennemgang af problematikken vedr. turisme. Der henvises i øvrigt til referat fra kommunalbestyrelsesmøde den 1. april 2020, hvor Turistrådet m.fl. fremlagde deres afrapportering til kommunalbestyrelsen vedr. turisme i Dragør kommune.

    Det afgørende i den kommunale turismestrategi er, at turismen aktivt skal håndteres. Og det er nødvendigt, at kommunen har en afgørende rolle i denne håndtering.

    Bilaget er et såkaldt ”roadmap” i form af en opstilling af forskellige forhold og temaer, der skal adresseres og handles på. Det er nødvendigt med to skift i fokus for det første:

    1)     Kommunen skal have et aktivt forhold til sine turister og samarbejde med de frivillige og selvejende institutioner om det

    2)     For det andet skal man gå bort fra at fokusere på at reklamere til at fokusere på at styre, guide og nudge turismen ind i mere uskadelige scenarier. Dette kaldes i moderne turistindustri, hvor flere og flere opdager nødvendigheden af det, for at gå fra ”destination marketing” til ”destination management”.

    ”Destination management” er mere kompliceret end marketing. At begrænse turismen og styre den på den rigtige måde kan fantasifuldt udfoldes på mange måder. Så den videre proces i strategiarbejdet er borgerinddragelse, fx de parter der var med til at afrapportere til kommunalbestyrelsen, §17, stk.4-udvalget for Infrastruktur m.fl.

    At vælge en management-indsats er en strategisk satsning, der er en konstruktiv vej for Dragør. Og derfor er de to andre bilag med for at vise de første forsøg på at udpege destinationer i Dragør og begynde at tegne ruter og pakkeløsninger, der skal hjælpe med til at få turisterne videre fra den Gamle By og Havn, efter de først er kommet Dragør.

    Processen for udarbejdelsen af den kommunale turiststrategi forankres i 2021 i §17, stk. 4-udvalget for Infrastruktur, der kan anbefale fagudvalgene et udkast i slutningen af 2021.

    LOVE/REGLER:

    Ingen bemærkninger.

    ØKONOMI/PERSONALEFORHOLD:

    Ingen bemærkninger.

    KOMMUNIKATION/HØRING:

    Ingen bemærkninger.

    RELATION TIL POLITIKKER:

    Ingen bemærkninger.

    BESLUTNINGSPROCES:

    Børne-, Fritids- og Kulturudvalget den 10. marts 2021.

    Bilag

  • 16
    Eventuelt
    Sagsid.:

    BESLUTNING: Børne-, Fritids- og Kulturudvalget den 10-03-2021

    -          Administrationen orienterede om Coronasituationen, hvor personalet på fx daginstitutioner gør en kæmpeindsats

    -          Anne Funk (O) spurgte til, om forældre har fulgt anmodningen om så meget som muligt at holde børnene hjemme