Skip navigationen

Referat

Mandag den 7. juni 2021 kl. 17:00

Mødested:
Udvalg: Skoleudvalget
Medlemmer: Lisbeth Dam Larsen (A), Kim Dupont (V), Per Faldborg Olesen (V), Anne Funk (O), Annette Nyvang (T), Ann Harnek (T), Martin Wood Pedersen (C)
Afbud fra:
Bemærkninger: Godkendelse af dagsorden: Godkendt.
  • 1
    Afrapportering på delaftale 2, specialundervisning og PPR i det forpligtende samarbejde
    Sagsid.: 20/1240

    RESUMÉ:

    Som led i kommunalreformen indgik Dragør Kommune og Tårnby Kommune en aftale om forpligtende kommunalt samarbejde. Samarbejdsområderne er beskrevet i syv delaftaler. Udvalget orienteres om afrapportering på delaftale 2 for 2020 på mødet deltager chef for PPR i Tårnby Peter Hauch.

    INDSTILLING:

    Administrationen indstiller, at afrapporteringen for 2020 for delaftale 2 tages til efterretning.

    BESLUTNING: Skoleudvalget den 07-06-2021

    Anbefales overfor ØU/KB.

    SAGSFREMSTILLING:

    Dragør Kommune og Tårnby Kommune har indgået et forpligtende samarbejde i henhold til lov om forpligtende samarbejde. I det forpligtende samarbejde er der indgået syv delaftaler. Delaftale 2 – 6 har været gældende siden 1. januar 2017. Delaftale 1a og 1b har været gældende siden 1. januar 2011. Tårnby Kommune er udførende på alle rådgivnings- og myndighedsopgaver, som beskrevet i delaftalerne om det forpligtende samarbejde.

    For at skabe sikker drift er det aftalt, at der er løbende dialog på topleder-, mellemleder- og medarbejderniveau året igennem. Der ud over er der aftalt et årshjul for at sikre de nødvendige informationer dels om leveringer, dels om serviceniveauændringer og om bestillinger til kommende år.

    Af hovedpointer i afrapporteringen må nævnes den generelle stigning i antal af sager. 188 aktive psykologsager er en stigning, der afspejler behov og udfordringer i de unges verden i dag, som ikke umiddelbart kan håndteres i familiens almene kontekst, hvilket er en tendens vi ser over hele landet. Sammen med fysioterapeutiske forløb, tale- hørepædagogisk arbejde mm. giver det i alt 258 åbne sager. Og det er grunden til, at der i dag er 29 børn fra Dragør i specialskoler i andre kommuner samt 23 børn i undervisning ifm. behandlingstilbud, anbringelse og andet.

    Den endelige afrapportering for 2020 er vedlagt denne sag som bilag.

    Der gøres opmærksom på at opgaverne vedr. delaftale 2, hjemtages til Dragør kommune fra 1. september 2021.

    LOVE/REGLER:

    Ingen bemærkninger.

    ØKONOMI/PERSONALEFORHOLD:

    Ingen bemærkninger.

    KOMMUNIKATION/HØRING:

    Ingen bemærkninger.

    RELATION TIL POLITIKKER:

    Følger aftale om det forpligtende samarbejde med Tårnby Kommune.

    BESLUTNINGSPROCES:

    Skoleudvalget den 7. juni 2021.

    Økonomiudvalget den 9. juni 2021.

    Kommunalbestyrelsen den 24. juni 2021.

    Bilag

  • 2
    Orienteringssag - Organisationsændring og organisering af opgaver omfattet af det forpligtende samarbejde
    Sagsid.: 21/1711

    RESUMÉ:

    Der er over den seneste årrække sket en række organisationsændringer i den del af administrationen, der i dag hedder Center for Børn, Skole og Kultur. Med den forestående hjemtagelse af en række opgaver fra Tårnby Kommune i det forpligtende samarbejde, sker der en yderligere organisationsændring. Børne-, Fritids- og Kulturudvalget samt Skoleudvalget orienteres i denne sag herom orienteres i denne sag herom.

    INDSTILLING:

    Administrationen indstiller, at udvalget tager orienteringen til efterretning.

    BESLUTNING: Børne-, Fritids- og Kulturudvalget den 02-06-2021

    Til efterretning.

    BESLUTNING: Skoleudvalget den 07-06-2021

    Til efterretning.

    SAGSFREMSTILLING:

    Organisationsændringer

    De seneste to år er der sket følgende markante organisatoriske og ledelsesmæssige ændringer af den del af administrationen, der i dag hedder Center for Børn, Skole og Kultur (BSK):

    • I forbindelse med ansættelse af en ny afdelingschef i sommeren 2019 blev afdelingen skabt med sammenlægningen af de tidligere afdelinger ”Børn og Pædagogik” og ”Skole og Kultur”
    • Kort tid derefter blev der etableret en ny ledelsesstruktur i afdelingen med skabelsen af en formel rolle som souschef, der har personaleansvar for en række af medarbejderne i BSK
    • I september 2020 blev det besluttet at opsplitte den tidligere afdeling ”Borger og Social”, og i den forbindelse blev Børneteamet en del af BSK.

    Fra september 2021 sker der en yderligere organisationsændring, da en række opgaver i det forpligtende samarbejde hjemtages fra Tårnby Kommune. Siden 2007 har Dragør og Tårnby Kommuner været forpligtet til at indgå formelt kommunalt samarbejde på en række områder inden for blandt andet miljø, socialområdet, genoptræning og specialundervisning. Det forpligtende samarbejde betyder, at Tårnby Kommune i dag varetager forskellige opgaver over for Dragørborgere på vegne af Dragør Kommune. På baggrund af den nationale udligningsreform hjemtages en række af disse opgaver dog igen til Dragør Kommune.

    Således bliver PPR (Pædagogisk Psykologisk rådgivning) fra september 2021 en del af BSK, samtidig med at opgaven med visitation til specialundervisning og kompetencen til selv at udbyde specialundervisningstilbud også tilbageføres til Dragør kommune.

    Systematisk og helhedsorienteret samarbejde om børn og familier

    I forbindelse med ovennævnte ændringer etableres der en ny organisations- og ledelsesstruktur i Center for Børn, Skole og Kultur, som fremgår af organisationsdiagrammet i bilag 1. Centerchefen vil fortsat have ledelsesansvaret over for alle lederne, og derudover vil der være to afdelinger med hver deres leder med personaleansvar for afdelingens medarbejdere. Den ene afdeling for Udvikling og forebyggelse indeholder bl.a. konsulenter og støttekorps, og den anden afdeling for Rådgivning og forebyggelse har både et administrativt team og hele børneteamet.

    Ambitionen med den nye organisering er at knytte praksis tæt sammen med strategi og udvikling for at styrke samarbejdet og udviklingen af arbejdet med børn og deres familier. Dette skal ske både med henblik på at styrke og udvikle inkluderende læringsfællesskaber i almenmiljøerne, men også for at sikre en helhedsorienteret indsats omkring børn og familier i udsatte positioner.

    Konkret betyder organiseringen f.eks., at psykologer og inklusionskonsulenter, der har deres hverdag på skoler og dagtilbud er med til at kvalificere den politiske sagsbehandling og strategiudviklingen i centeret.

    Når det kommer til børn og familier i udsatte positioner ønskes der med den nye organisering at sikre et stærkt, systematisk samarbejde på tværs af lovgivninger, så børn og familier oplever at modtage en sammenhængende og helhedsorienteret indsats. Et eksempel herpå, er at Klub Dragør snart vil byde ind på opgaven med støtte- og kontaktpersoner, som ellers bliver købt hos private aktører.

    Et andet eksempel er den fortsatte udvikling af processerne omkring visitation til specialundervisning og dagbehandlingstilbud. Visitationsudvalget er for eksempel udvidet med de tre skoleledere, og der er udviklet muligheden for at visitere til interne skoletilbud, der kan sammenlignes med specialundervisningstilbud. Den næste tid vil denne udvikling fortsætte, blandt andet med fokus på at styrke sparringen om fastlåste situationer, på tværs af skolerne og med inddragelse af andre fagligheder.

    Det vurderes, at den nye organisering samlet set vil kunne skabe bedre synergi mellem de forskellige fagligheder og lovgivninger på centerets område, og også i fremtiden vil skabe gode rammer for at udvikle tilbudsviften af forebyggende indsatser for børn og familier, såvel som udviklingen af læringsmiljøer i almenmiljøerne.

    LOVE/REGLER:

    Ingen bemærkninger.

    ØKONOMI/PERSONALEFORHOLD:

    Personaleoverdragelse

    Der hjemtages 4,3 årsværk fra Tårnby Kommune i forbindelse med hjemtagelsen af ovennævnte opgaver, heraf er den ene pt. ubesat.

    KOMMUNIKATION/HØRING:

    Ingen bemærkninger.

    RELATION TIL POLITIKKER:

    Organiseringen er valgt for bedst muligt at kunne implementere politikkerne på området, herunder Børn- og ungepolitikken, 0-6-årspolitikken, Skolepolitikken og Kultur- og fritidspolitikken.

    BESLUTNINGSPROCES:

    Børne-, Fritids- og Kulturudvalget 2. juni 2021.

    Skoleudvalget 7. juni 2021.

    Bilag

  • 3
    Orienteringssag - Implementering af skolepolitikken skoleåret 2021/22
    Sagsid.: 15/1423

    RESUMÉ:

    ”Fælles om skolen – en politik”, er den nye skolepolitik som netop er blevet godkendt af kommunalbestyrelsen. Skoleudvalget præsenteres på mødet for de materialer, der skal være med til at formidle politikken visuelt.

    INDSTILLING:

    Administrationen indstiller, at udvalget tager orienteringen til efterretning.

    BESLUTNING: Skoleudvalget den 07-06-2021

    Til efterretning.

    SAGSFREMSTILLING:

    Kommunalbestyrelsen vedtog d. 22. april 2021 ”Fælles om skolen - en politik”, som er kommunens nye skolepolitik.
     

    Der er i forlængelse af dette blevet udarbejdet visuelt materiale i form af plakater, foldere og en ”flipflap”. Disse skal være med til at synliggøre skolepolitikken ude på skolerne og understøtte arbejdet med at implementere skolepolitikken. Det er væsentligt, at det er enkelt for skolerne og medarbejderne at kunne arbejde med visionen og strategisporene i skolepolitikken, hvorfor der skal være en tydelig ramme for, hvordan vi arbejder med implementeringen.

    Arbejdet med at skabe de rigtige rammer for implementeringen går på to ben: et hvor der dannes overblik af arbejdet over tid i form af et årshjul, hvor det er tydeligt hvornår og hvilke aktiviteter, der sker på henholdsvis politisk niveau, forvaltningsniveau, og skoleniveau i løbet af den fireårige periode, som skolepolitikken løber i. Det andet ben, eller den anden del af implementeringen handler om at gøre de forskellige aktiviteter og mødetyper nærværende og egnede til at skabe konkrete forandringer i praksis. De første skridt til dette er allerede taget med udarbejdelsen af politikken, der bygger på bred inddragelse og gode dialoger mellem mange forskellige interessenter.

    Derudover er det ambitionen at udvikle en ramme for systematisk kvalitetsudvikling og –opfølgning på skolerne og mellem skoler og forvaltning. Der vil i hele arbejdet med at implementere skolepolitikken blive fokuseret på at være lyttende, nysgerrige og anerkendende. Det er ambitionen, at vi i samarbejde får skabt rum for kvalitetsarbejde, hvor forvaltningen kommer ud på skolerne og hører om deres arbejde og bidrager med at kunne understøtte skoleres ønsker om evt. udvikling. Dette vil vi kalde kvalitetssamtaler og kvalitetsudviklingssamtaler. Ambitionen er at skabe en ramme for samtaler om skolepolitikken, der også er meningsgivende på den enkelte skole, en slags samtalestarter eller huskeliste i forhold til hvad der er vigtigt.

    Centerchef Rasmus Johnsen vil i samarbejde med skolerne arrangere, at han kommer på besøg ude på skolerne og introducerer materialet, samt takker for samarbejdet vedr. udarbejdelsen til medarbejderne.

    LOVE/REGLER:

    Ingen bemærkninger.

    ØKONOMI/PERSONALEFORHOLD:

    Ingen bemærkninger.

    KOMMUNIKATION/HØRING:

    Ingen bemærkninger.

    RELATION TIL POLITIKKER:

    Skolepolitikken.

    BESLUTNINGSPROCES:

    Skoleudvalget 7. juni. 2021.

  • 4
    Orienteringssag - Muliggørelse af bevilling af efterskoleophold i 10. klasse
    Sagsid.: 21/1376

    RESUMÉ:

    Udvalget orienteres om, at Børneteamet bevilliger efterskoleophold i 10. klasse i ganske særlige tilfælde.

    INDSTILLING:

    Administrationen indstiller, at udvalget tager orienteringen til efterretning.

    BESLUTNING: Børne-, Fritids- og Kulturudvalget den 02-06-2021

    Til efterretning.

    BESLUTNING: Skoleudvalget den 07-06-2021

    Til efterretning.

    SAGSFREMSTILLING:

    Ved budgetvedtagelse for budget 2019-2022 blev et reduktionsskema politisk vedtaget som omhandlede tilpasning af kommunens serviceniveau, der betød, at der ikke gives bevillinger til et 10. eller 11. skoleår på efterskole. Den forventede årlige besparelser herved blev estimeret til at være 50.000 kr.
     

    Børneteamet i Dragør kommune har kendskab til ganske få unge i udsatte positioner, hvor et 10.klasses efterskoleophold ville kunne erstatte ellers mere indgribende og omfattende foranstaltninger i henhold til Servicelovens § 52a. Målgruppen for denne ganske særlige indsats er unge, som falder ind under målgruppen for Servicelovens § 52 – altså unge, som har behov for særlig støtte (hjælpeforanstaltninger). Det er typisk unge som har faglige, sociale og psykiske vanskeligheder. Fælles for målgruppen er, at hjemmets økonomi er begrænset.

    Tilskuddet til efterskole kan dække op til de fulde faktuelle udgifter til efterskoleopholdet, når statsstøtte og eventuelt lokal støtte fra efterskolen er fratrukket. Samlet set beløber udgifterne til efterskoleophold sig på et lavere niveau end typisk alternative forebyggende foranstaltninger i hjemmet. Administrationen foreslår derfor, at der, på trods af et tidligere besparelsesforslag, åbnes op for bevilling af efterskoleophold i 10. klasse i ganske særlige tilfælde hvor den unges særlige vanskeligheder ses løst bedst ved et efterskoleophold.

    Udgifterne finansieres inden for egen ramme.

    LOVE/REGLER:

    Servicelovens § 52a

    ØKONOMI/PERSONALEFORHOLD:

    Fremgår af sagsfremstilling.

    KOMMUNIKATION/HØRING:

    Ingen bemærkninger.

    RELATION TIL POLITIKKER:

    Ingen bemærkninger.

    BESLUTNINGSPROCES:

    Børne- Fritids- og Kulturudvalget den 2. juni 2021.

    Skoleudvalget 7. juni 2021.

    Bilag

  • 5
    Rapport om lærerens digitale hverdag
    Sagsid.: 21/2164

    RESUMÉ:

    En ny kvantitativ kortlægning blandt lærere i folkeskolen viser, at den digitale hverdag fungerer godt for en stor del af lærerne. Men der er også plads til forbedring. Undersøgelsen er lavet for at korlægge lærerens digitale hverdag – og i Corona-året 2020 har det været en undersøgelse, hvor de fleste har kunnet forholde sig til digital understøttelse. Undersøgelsen beskæftiger sig ikke med lærernes kompetencer ift. mestring af digitalisering.

    INDSTILLING:

    Administrationen indstiller, at rapportens hovedpointer drøftes.

    BESLUTNING: Skoleudvalget den 07-06-2021

    Drøftet.

    Udvalget ønsker en undersøgelse af, hvad lærerne i Dragør har lært af coronatidens onlineundervisning, og hvad vi skal tage med videre. Desuden ønskes en status på Aula og Minuddannelse.

    SAGSFREMSTILLING:

    Kortlægningen af lærerens digitale hverdag er baseret på tre spørgeskemaundersøgelser blandt forskellige respondentgrupper:

    • Lærere, der underviser i 1.-9. klasse i folkeskolens almenundervisning på skoler var inviteret til at deltage i undersøgelsen. I alt 520 lærere deltog i undersøgelsen.
    • Skoleledere på folkeskoler var inviteret til at deltage i undersøgelsen. I alt 116 skoleledere deltog i undersøgelsen.
    • Kommunale skolechefer, som er ansvarlige for kommunens folkeskoler, i samtlige kommuner. I alt 70 kommunale skolechefer deltog i undersøgelsen.

    Antal svar:

    • Kommunale skolechefer: 70 besvarelser (svarprocent på 71 %)
    • Skoleledere: 116 besvarelser (svarprocent på 23 %)
    • Lærere: 520 besvarelser (svarprocent på 28 %)

    Fokus for undersøgelsen har primært været på lærerens digitale hverdag, men skoleledere og kommunale skolechefer er inddraget i undersøgelsen for at belyse de kommunale og lokale rammer. Alle tre spørgeskemaundersøgelser er gennemført i perioden 3. november til 7. december 2020, og undersøgelsen er dugfriskt offentliggjort i maj 2021.

    Fem centrale pointer fra undersøgelsen:

    1.

    Der er stor forskel på, hvor meget lærerne i undersøgelsen bruger digitale ressourcer i undervisningen, men størstedelen af lærerne (62 %) ønsker ikke at ændre på omfanget (25 % vil gerne bruge digitale ressourcer mere, og 14 % vil gerne bruge digitale ressourcer mindre). 68 % er enige eller overvejende enige i, at digitale ressourcer letter deres arbejde (11 % er uenige eller overvejende uenige, og 22 % er hverken enige eller uenige), og 58 % er enige eller overvejende enige i, at det gør deres undervisning bedre (12 % er uenige eller overvejende uenige, og 30 % er hverken enige eller uenige).

    2.

    Lærerne i udskolingen bruger de digitale ressourcer mere og vurderer dem mere positivt end indskolingslærerne. Indskolingslærere oplever for eksempel lavere udbytte af at bruge læringsplatforme.

    3.

    Lærerne i undersøgelsen har en delt vurdering af læringsplatformene: Godt halvdelen (52 %) oplever, at udbyttet af læringsplatformen står mål med den tid, der bruges, og at læringsplatformen øger kvaliteten af undervisningen (i nogen, høj eller meget høj grad), mens 40 % oplever, at de ikke gør (i lav, meget lav grad eller slet ikke).

    4.

    Mens analoge læremidler bliver købt lokalt på skolerne, bliver digitale læremidler i større grad købt centralt i kommunen. 64 % af lærerne vurderer i nogen eller høj grad, at de har indflydelse på indkøbet af digitale læremidler (36 % svarer i mindre grad eller slet ikke), og 76 % er tilfredse eller overvejende tilfredse med deres indflydelse på indkøbet (25 % er utilfredse eller overvejende utilfredse). 92 % vurderer, at kvaliteten er overvejende god eller god (de resterende 8 % svarer overvejende dårlig). Dog vurderer ca. 40 %, at udvalget af både digitale og analoge læremidler er for lille (cirka 54 % svarer tilpas).

    5.

    Sammenhængen mellem digitale ressourcer og it-systemer i lærerens digitale hverdag kunne blive bedre ifølge en del af lærerne. 61 % af lærerne oplever, at de skal tjekke eller opdatere information for mange forskellige steder (13 % er uenige eller overvejende uenige, og 25 % er hverken enige eller uenige). Herunder oplever en del lærere, at Aula har gjort nogle arbejdsopgaver sværere – 39 % vurderer således, at Aula har gjort for-ældrekommunikation sværere (19 % synes, at det er blevet lettere, og 42 % svarer hverken lettere eller sværere).

    Konklusionen er, at der er lærere, der synes digitalisering fungerer rigtig fint og giver god mening, og der er andre, der synes det stik modsatte. En vigtig pointe er, at de praktisk-musiske fag og matematik integrerer digitalisering mindst. Dette giver måske god mening i praktiske fag som håndværk og design eller madkundskab, men matematik er måske mere en refleksion værd.

    Tilsvarende kan undersøgelsen bruges til diskussionen om faget ”teknologiforståelse”, hvor der kan være forskellige årsager til at faget etableres selvstændigt i stedet for, at alle fag kravstilles om integration af digitalisering i de faglige elementer.

    I de vedhæftede bilag ses selve undersøgelsen som rapporten ”Lærerens digitale hverdag – kvantitativ kortlægning”, den samlede tabelrapport samt metodenotatet vedr. den kvantitative undersøgelse.

    LOVE/REGLER:

    Ingen bemærkninger.

    ØKONOMI/PERSONALEFORHOLD:

    Ingen bemærkninger.

    KOMMUNIKATION/HØRING:

    Ingen bemærkninger.

    RELATION TIL POLITIKKER:

    Skolepolitikken.

    BESLUTNINGSPROCES:

    Skoleudvalget 7. juni 2021.

    Bilag

  • 6
    Eventuelt
    Sagsid.:

    SU den 7. juni 2021

    Kim Dupont (V) spurgte til arbejdet med at hjemtage elever, der har været segregeret til specialundervisning.

    Ann Harnek (T) orienterede om den nye indskolingsleder på Nordstrandsskolen.

    Ann Harnek (T) orienterede om en oplevet god og forbedret kommunikation fra klubben.

    Administrationen orienterede om en ny pulje til håndtering af faglige udfordringer til bl.a. folkeskolen, vedtaget på Christiansborg pr. 1. juni 2021.