Skip navigationen

Referat

Torsdag den 12. august 2021 kl. 16:30

Mødested:
Udvalg: Skoleudvalget
Medlemmer: Lisbeth Dam Larsen (A), Kim Dupont (V), Per Faldborg Olesen (V), Anne Funk (O), Annette Nyvang (T), Ann Harnek (T)
Afbud fra: Martin Wood Pedersen (C)
Bemærkninger: Godkendelse af dagsorden: Godkendt.
Katrine Tholstrup (C) var indkaldt som stedfortræder for Martin Wood Pedersen (C).
  • 1
    Besøg på Ungecenteret i Tårnby Kommune
    Sagsid.: 20/982

    RESUMÉ:

    Skoleudvalget besøger Ungecenteret i Tårnby kommune. Leder af U:U Tårnby og en medarbejder viser udvalget rundt.

    BESLUTNING: Skoleudvalget den 12-08-2021

    Besøget blev afholdt.

    SAGSFREMSTILLING:

    Udvalget har ønsket at komme på besøg på Ungecenteret i Tårnby Kommune.

    Ungecenterets opgaver

    Ungecenter Tårnby varetager flere funktioner for Dragør Kommune. Det er bl.a. uddannelsesvejledning til unge, der har forladt 9. og 10. klasse og herunder opgaven om at indstille Dragørs unge til den særligt tilrettelagte Ungdomsuddannelse (STU) og følge de unge, der går på STU. Ved visitationsprocesser, som omhandler unge fra Dragør, deltager chef for Børn, Skole og Kultur i Dragør Kommune.

    Ungecenter Tårnby tilbyder gennem en opsøgende og opfølgende indsats vejledning til unge, der ikke er påbegyndt eller har fuldført en ungdomsuddannelse. Unge under 30 år uden en kompetencegivende uddannelse tilknyttes en sagsbehandler i Tårnby, mens selve ydelsen udbetales fra Dragør Kommune (af Ungecenter Tårnby job og uddannelse).

    Ungecenter Tårnby laver herudover vejledning om og målgruppevurdering til den Forberedende Grunduddannelse (FGU), og de hertil knyttede uddannelsesspor som Almen grunduddanneles (AGU), Produktionsuddannelse (PGU) og Erhvervsgrunduddannelse (EGU).

    Hertil kommer at vejledning om uddannelse og erhverv af unge fra 7. klasse til 25 år varetages af Ungecenter Tårnby. Vejledningen foregår på skolerne i Dragør, og der én ungdomsuddannelsesvejleder tilknyttet til hver af de tre skoler i Dragør.

    Det forpligtende samarbejde

    Som en del af det forpligtende samarbejde mellem Dragør og Tårnby Kommune er der på beskæftigelsesområdet vedtaget delaftale 7 ’Ungecenter’. Hvor de beskæftigelsesrettede indsatser af Ungecenter Tårnby forgår efter Lov om ansvaret for og styring af den aktive beskæftigelsesindsats.

    LOVE/REGLER:

    Ingen bemærkninger.

    ØKONOMI/PERSONALEFORHOLD:

    Ingen bemærkninger.

    KOMMUNIKATION/HØRING:

    Ingen bemærkninger.

    RELATION TIL POLITIKKER:

    Ingen bemærkninger.

    BESLUTNINGSPROCES:

    Skoleudvalget 12. august 2021.

  • 2
    Opfølgning på hjemtagelse af opgaver på specialundervisningsområdet
    Sagsid.: 21/2642

    RESUMÉ:

    Ved budgetvedtagelse af budget 2021-2024 indgik forslag om budgetreduktioner på specialundervisningsområdet. Skoleudvalget får hermed en opfølgning på arbejdet med specialundervisningsområdet. Samlet set giver de iværksatte indsatser ikke mulighed for at realisere de vedtagne budgetbesparelser.

    INDSTILLING:

    Administrationen indstiller, at udvalget tager sagen til efterretning.

    BESLUTNING: Skoleudvalget den 12-08-2021

    Til efterretning.

    Udvalget ønsker en årlig evaluering af de interne visitationer og indsatser.

    Katrine Tholstrup (C) var indkaldt som stedfortræder for Martin Wood Pedersen (C).

    SAGSFREMSTILLING:

    Ved vedtagelse af kommunens budget for 2021-2024 blev der bl.a. vedtaget to reduktionsskemaer omhandlende hjemtagelse af opgaver på det specialiserede undervisningsområde. De to besparelsesforslag var:

    • En budgetanalyse omhandlende nye opgaveløsninger på Klub Dragør og øget samarbejde med skolerne om inklusionsindsatsen med henblik på at fastholde elever med behov for specialundervisning samt special-fritidstilbud i Dragør Kommune.
      Det blev med budgetanalysen vurderet, at der kunne spares 250 t.kr. i 2021 til specialundervisningsområdet/specialskole fritidstilbud, spares 500 t.kr. i 2022, 750 t.kr. i 2023 og 1,0 mio. kr. i 2024.
       
    • En budgetreduktion på 100 t.kr. i 2021 og frem på kørsel til specialundervisningstilbud uden for kommunen.
       

    Samtidig med at det blev vedtaget, at der skal være en styrket indsats for at holde elever på lokale skoler samt klubtilbud, blev der i 2021 tilført 150 t.kr. til trivsel og udvikling på skolerne, stigende til 300 t.kr. i overslagsårene. Klub Dragør fik desuden tildelt 80.500 kr. i 2021 og fremadrettet 180 t.kr. til understøttelse af indsatsen og varetagelse af den nye opgave for klubberne.

    Denne opfølgning er en status på arbejdet med hjemtagelsesopgaven og muligheden for realisering af den forventet besparelse på 350 t.kr. i 2021.

    Konkretisering af budgetvedtagelse 2021-2024

    Som følge af budgetvedtagelserne er der igangsat en række tiltag, som understøtter hinanden;

    #1 Ændring i praksis for visitationsudvalget
    På baggrund af de vedtagne forslag om tilpasning af specialskoleområdet er praksis i visitationsudvalget ændret. Der er en skærpet opmærksomhed på det økonomiske aspekt, når der visiteres til både specialskole SFO, vedr. type af specialskolekørsel samt specialskole SFO.

    Således at der, også for visitationsudvalget, er en forståelse for budget samt kommende udgifter ved beslutning om visitation af et barn/ung som har behov for specialundervisning eller anden særlig pædagogisk understøttelse.


    Der har konkret været en fælles gennemgang af nuværende børn på specialskoler og deres brug af fritidsordninger og kørsel. Dette har givet de tre skoler en første vurdering af, hvilke elever, der inden for de næste 1-2 år kan tilbydes skolegang på en almen skole, fremfor på en specialskole.

    Samtidig kan det også konstateres, at nogle af de ændringer, der er foretaget af visitationsudvalgets arbejde (f.eks. muligheden for at lave kvalificerede undervisningstilbud på skolerne med støtte, og dermed undgå visitation til eksternt tilbud) potentielt kan have været udgiftsdrivende. En større åbenhed om de problematikker, der kan knytte sig til inklusionsforløb og en større fleksibilitet i løsningerne, har også gjort det mere legitimt at drøfte at skolerne i konkrete tilfælde har haft behov for støtte. På det faglige plan er der ingen tvivl om, at dette er en god udvikling, men det kan ikke afvises, at denne større åbenhed også har bidraget til et vist budgetpres.

    #2 Samkørsel til specialskoler og udbudsproces

    Det har været afsøgt, ved henvendelse til forældre til børn som befordres enkeltvis i taxa til specialskole, om der er mulighed for specialskoleelever kører med et andet barn/ung, der ligeledes kører taxa solo-kørsel.

    Der er pt to elever som samkører til specialskole ud af de 11 elever som kørte med taxa i april 2021. Det er fortsat i proces, at følge op på besvarelser om mulighed for samkørsel for flere.


    Kortlægningen af mulighed for samkørsel giver anledning til ændring i praksis ved visitationsudvalget, således at der som udgangspunkt fremover tildeles taxakørsel som fælleskørsel, med mindre der er tungtvejende socialt eller sundhedsmæssige hensyn at tage.

    Gennemgang af specialkørsel har gjort, at kommunens specialskolekørsel er sendt i offentligt udbud i midten af 2021. Hensigten med udbuddet er, at der ikke fremover skal anvendes forskellige taxaselskaber enkeltvis, men at der er én kørselsudbyder og at kørslen generelt får mere strukturerede vilkår, gennemsigtighed og forventet besparelse ved at kører gennem en kontrakt med én leverandør. Den kommende kørsel vil være gældende fra efter efterårsferien i 2021 og frem.

    I ubudsmaterialet er det ligeledes udgangspunktet, at det er samkørsel.

    #3 Specialskole-SFO og fritidstilbud
    Der har været iværksat en kortlægning om behov for specialskole-SFO, samt tilbudt almen SFO til børn på specialskole som går på specialskole-SFO. Der lavet en vurdering af, hvilke børn, der ville kunne profitere af et almen tilbud, og disse børn har administrationen kontaktet. Der er ét barn som pt. har takket ja til tilbuddet.

    Med hensyn til klub – er der tilbudt 3 unge, indtil videre, at de kunne starte på Klub Dragør for at blive integreret i nærmiljøet. To har sagt nej, og én er i dialog med Klub Dragør om, hvordan et tilbud kan sammensættes. Disse tre unge benyttede alle ikke deres fritidstilbud på en specialskole, som Dragør kommune betalte for, hvorfor vi har valgt fra det kommende skoleår, ikke at revistere vedr. special fritidstilbud.

    Derudover er der en ung som i coronatiden har haft tilknyttet en pædagog fra klubben, og denne relation har visitationsudvalget valgt at give mulighed for at beholde i det kommende skoleår, da den unge kan profitere af det.

    #4 Generelt øget samarbejde mellem skolerne og Klub Dragør
    Klub Dragør har hjemtaget nogle af de børn som ellers ville være visiteret til special fritidstilbud. Klubmedarbejdere arbejder desuden allerede på skolerne ind i den almene undervisning. Klubben og klubmedarbejderes kompetencer spiller således en aktiv rolle i at skabe inkluderende læringsfællesskaber på skolerne.

    Der er lavet konkrete projektbeskrivelser for Klub Dragørs rolle i fht. at skabe inkluderende fællesskaber, og der er en række konkrete sager hvor klubberne laver indsatser ift. børn som ellers ville være visiteret til specialskole.
     

    Implementeringen af dette forslag fra budgetproces 2021-2024 er derfor i gang, men resultaterne har ikke givet sig til udtryk i form af budgetbesparelser, men udelukkende som styrkelse af de faglige miljøer omkring børn i udsatte positioner.
     

    Klub Dragørs nye fokus på inkluderende læringsfællesskaber er konkretiseret i en samlet projektplan med en fast opfølgningsstruktur. Udvalget er orienteret herom i denne sag fra maj 2021:

    https://www.dragoer.dk/politik-og-indflydelse/dagsordner-og-referater/skoleudvalgets-moeder/2021-05-10-1700-1303/

    #5 Kommunen integrer flere på egne skoler

    Der har været en ændring i sammensætningen af elever, der anvendes midler til fra specialundervisningsbudgettet. Fra midten af 2020 er skolerne begyndt at tage nogle af de elever hjem eller holde på elever, som ellers potentielt ville have være visiteret til specialskole. I marts 2021 forventes at være 11,2 helårselever i 2021, som får særlig pædagogisk støtte (udover de ressourcer skolerne af egne midler anvender på elever i udsatte positioner) på kommunens egne skoler, hvortil skolerne får overført dele af budgettet til specialundervisningsområdet.

    Samtidig er antallet af helårselever på ekstern specialskole faldet fra 26,2 i juli 2020 til 25,1 i maj 2021. (Se vedlagte bilag om den pågående ændring i sammensætningen af nye børn på specialundervisningsområdet samt forskel i gennemsnitspris).
     

    Det er væsentligt billigere at holde eleverne hjemme, end at de visiteres til specialskole uden for kommunen. Det koster i 2021 kommunen i gennemsnit 364 t.kr. for en helårselev på ekstern specialskole uden for kommunen, og der kan hertil tillægges følge omkostninger til specialskole kørsel (taxa eller bus) samt specialskole-SFO. I 2021 koster ’egne integrerede’ på lokale folkeskoler 252 t.kr. i gennemsnit for en helårselev. Det er i 2021 derfor ca. 110 t.kr. billigere i gennemsnit for en helårselev, at kommunen betaler egne folkeskoler for at varetage opgaven, samt herudover en generel besparelse ved nævnte følgeomkostninger.

    I 2021 forventes pr. marts 2021, at der budgetomplaceres 3,2 mio. kr. fra budget til specialskoler og ud til folkeskolerne til varetagelse af opgaven, efter konkrete enkeltsagsbeslutninger i visitationsudvalget. Når skolerne får de ekstra midler tildelt anvendes hovedparten til ansættelse af medarbejdere med rette pædagogisk kompetence, og en del anvendes også til specialiserede medarbejdere fra eksterne leverandører som ansættes efter behov på timebasis.


    Konklusion på hjemtagelsesopgaver
    De fem ovenstående konkrete tiltag spiller alle ind i hjemtagelsesopgaven af specialundervisningsområdet, og det er tiltag som alle er i proces med yderligere potentiale for lokal opgaveløsning samt herved besparelse / bedre anvendelse af kommunens ressourcer.

    Det kan konstateres, at det er en længere proces at ændre sammensætningen af elever på specialundervisning til interne forløb og ikke henvise til eksterne specialskoletilbud, såvel som nedbringelse af følgeudgifter hertil (specialkørsel og special-SFO).

    Samtidig med de nævnte tiltag er sat i værk (#1-5) er der sket en stigning i behov for specialundervisningstilbud, hvorfor der også er flere nye børn/unge med behov lokalt i Dragør. En udvikling som også følger en national tendens disse år, se evt. KL-nyhedsartikel ’Flere elever modtager specialtilbud’ af 23. januar 2020 (husk henvisning/link) eller KL-analyserapport ’Udviklingen i elever i specialtilbud’ af 21. januar 2020.

    https://www.kl.dk/nyheder/os/2020/januar/flere-elever-modtager-specialtilbud/.

    Det stigende behov for specialundervisningstilbud, samt at Dragør Kommune er blandt landets kommuner med flest integrerede i almenundervisning, gør at det ikke på kort sigt har været muligt at realisere de forventede besparelser ved hjemtagelse på specialundervisningsområdet.

    Ved månedsopfølgning maj forventede budget til specialskole SFO et mindre forbrug på 64 t.kr., specialskolekørsel forventes et merforbrug på 301 t.kr. og forventet merudgift til specialskoler/behandlingsskoler/anbragte på samlet 1,7 mio.kr.

    LOVE/REGLER:

    Ingen bemærkninger.

    ØKONOMI/PERSONALEFORHOLD:

    Se sagsfremstilling.

    KOMMUNIKATION/HØRING:

    Ingen bemærkninger.

    RELATION TIL POLITIKKER:

    Skolepolitikken.

    BESLUTNINGSPROCES:

    Skoleudvalget den 12. august 2021.

    Bilag

  • 3
    Prognose for skoleindskrivning 2022
    Sagsid.: 21/2805

    RESUMÉ:

    Skoleudvalget indleder første drøftelse af skoledistrikterne for 2022/2023 på baggrund af prognosen over antallet af børn der skal starte i 0. klasse.

    INDSTILLING:

    Administrationen indstiller,

    1. at udvalget drøfter prognosen for skoleindskrivningen 2022/2023.
    1. at udvalget godkender at forslaget til nye distrikter sendes i høring hos skolebestyrelserne.

    BESLUTNING: Skoleudvalget den 12-08-2021

    Ad 1

    Drøftet.

    Ad 2

    Godkendt.

    Katrine Tholstrup (C) var indkaldt som stedfortræder for Martin Wood Pedersen (C).

    SAGSFREMSTILLING:

    Kommunalbestyrelsen har besluttet, at der i Dragør Kommune er flydende skoledistrikter. Således kan skoledistrikterne tilpasses årligt, så klasserne sammensættes optimalt i forhold til hensynet til søskende og afstand til skole, idet der ønskes en jævn fordeling af de kommende elever til 0. klasse, samt at der tages hensyn til den politiske beslutning om det maksimale antal elever pr. klasse.

    Administrationen har i juni måned 2021 trukket en prognose for, hvor mange børn der skal starte i 0. klasse i skoleåret 2022/2023. Prognosen angiver, at der på nuværende tidspunkt vil skulle starte 196 elever i 0. klasse i 2022 svarende til 24,5 elever pr. klasse.

    I styrelsesvedtægten for Dragør Kommunes skolevæsen er søskendekriteriet 1. kriterie for indskrivning. Søskendekriterier er gældende for kommunens egne elever og betyder, at der først indskrives elever, der i forvejen har søskende gående på skolen.

    Nedstående tabel viser, hvorledes de kommende skolebørn til 0. klasse i skoleåret 2022/2023 fordeler sig ud fra de nuværende fordelingskriterier og med de nuværende distriktsgrænser:

    Fordeling ud fra nuværende kriterier

    Dragør Skole

    Nordstrandskolen

    St. Magleby Skole

    Fordeling: nuværende kriterier

    Antal elever

    Klassekvotient

    Antal elever

    Klassekvotient

    Antal elever

    klassekvotient

    I alt:

    59,5

    29,75

    67,5

    22,5

    69

    23

    *1 barn har søskende gående på to forskellige skoler, og det kan derfor ikke forudsiges, hvilken skole de vil vælge. Et barn med søskende på to forskellige skoler, er derfor angivet som 0,5 børn på de pågældende skoler.

    2. kriterie for indskrivning er, at det ved skolestart i 0. klasse tilstræbes, at klassekvotienten i de enkelte klasser ikke overskrider 24 elever. Ud fra nuværende skoledistrikter, vil 2. kriterie ikke kunne opfyldes, da klassekvotienten på Dragør Skole overskrider 24 elever, når der tages højde for søskende kriteriet.

    For at opfylde kriteriet om en klassekvotient på højest 24 elever pr. klasse, vil det derfor være nødvendigt at tilpasse nuværende distrikter. Administrationen har lavet et forslag til ændring af skoledistrikterne, således at eleverne fordeler sig jævnt på de tre skoler (se bilag).

    I forbindelse med en eventuel tilpasning af skoledistrikterne, er det væsentligt at være opmærksom på, at den nuværende fordeling mellem skolerne forudsætter:

    1. at der ikke sker ændringer i prognosen for, hvor mange børn der skal starte i 0. klasse i 2022.
    2. at der søges den skole, hvor man har søskende frem for den skole, man er tilknyttet på baggrund af det skoledistrikt, man bor i.
    3. at der ikke er nogen børn der søger om frit skolevalg uden for kommunen. De seneste år har der været mellem 2-6 børn.
    4. at der ikke er nogen børn, der søger om skoleudsættelse. Det seneste år har der været mellem 6-13 børn.
    5. I ovenstående tabel er de 6 børn, som har fået skoleudsættelse for skoleåret 2021/2022 ikke medregnet. Det forventes at de også starter i skole i skoleåret 2022/2023.

    LOVE/REGLER:

    Styrelsesvedtægt for skolevæsnet i Dragør Kommune.

    ØKONOMI/PERSONALEFORHOLD:

    Ingen bemærkninger.

    KOMMUNIKATION/HØRING:

    Ingen bemærkninger.

    RELATION TIL POLITIKKER:

    Ingen bemærkninger.

    BESLUTNINGSPROCES:

    Skoleudvalget den 12. august 2021.

    Bilag

  • 4
    Udmøntning af aftalen om øget frihedsgrad i folkeskolen i skoleåret 2021/22
    Sagsid.: 21/2589

    RESUMÉ:

    Skoleudvalget skal tage stilling til, hvordan ”Aftalen om øget frihedsgrad i folkeskolen” i skoleåret 2021/22 skal udmøntes i Dragør kommune.

    INDSTILLING:

    Administrationen indstiller,

    1. at der i Dragør Kommune fortsat i skoleåret 2021/22 udarbejdes en kvalitetsrapport.
    1. at folkeskolerne fortsat kan bruge elevplaner som et væsentligt instrument til at arbejde med at inddrage elever og forældre i elevens læring og faglige progression.
    1. at skolelederne til trods for frihedsaftalen fortsat skal bestræbe sig på at ansætte medarbejdere til skolerne, der har undervisningskompetence i de relevante fag.
    1. at vi fastholder den nuværende ordning, hvor kompetencen til afkortningen af skoledagen ligger hos skolelederen.  
    1. at Dragør Kommune tildeles 207.061 kr. til at styrke faglighed og trivselsindsatser i folkeskolen, SFO’er, fritids- og klubtilbud samt dertil;
    1. atmidlerne bliver tilført skoleområdet ved bloktilskudsregulering i juli 2021.
    1. at der gives en budgetneutral tillægsbevilling med indtægter på -207.061 kr. og udgifter på 207.061 kr. til skoleområdet.
    1. at de 207.061 kr. fordeles ud til skolerne ud fra den sædvanlige fordeling (2/8, 3/8 og 3/8) og anvendes som beskrevet af sagsfremstilling.
    1. at Dragør Kommune tildeles 79.831 kr. til trivselsfremmende aktiviteter og:
    1. at midlerne bliver tilført skoleområdet ved bloktilskudsregulering i juli 2021.
    1. at der gives en budgetneutral tillægsbevilling med indtægter på -79.831 kr. og udgifter på 78.831 kr. til skoleområdet.
    1. at midlerne anvendes til at styrke udeskoleindsatsen som beskrevet af sagsfremstilling.

    BESLUTNING: Skoleudvalget den 12-08-2021

    Ad 1-4:

    Anbefales overfor KB.

    Ad 5a-b:

    Anbefales overfor KB.

    Ad 5c:

    Ændringsforslag fra udvalget:

    -         at de 207.061 kr. fordeles ud til skolerne ud fra den sædvanlige fordeling (2/8, 3/8 og 3/8) og anvendes til at løfte faglige efterslæb som følge af corona.

    Anbefales overfor KB.

    Ad 6a-c:

    Anbefales overfor KB.

    Katrine Tholstrup (C) var indkaldt som stedfortræder for Martin Wood Pedersen (C).

    SAGSFREMSTILLING:

    Coronakrisen har sat sit tydelige præg på hele samfundet. Det gælder også på skoler og uddannelsesinstitutioner, hvor nødundervisning og sundhedsmæssige retningslinjer har forandret elevernes hverdag og undervisning. På trods af at alle elever før sommerferien vendte fysisk tilbage, og der overalt er blevet gjort en stor indsats for, at alle elever kunne få en god afslutning på skoleåret, vurderes det nationalt, at nogle elever vil vende tilbage til det kommende skoleår med et fagligt efterslæb.

    Regeringen (Socialdemokratiet) og Venstre, Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre, Enhedslisten, Det Konservative Folkeparti, Liberal Alliance og Alternativet er blevet enige om at afsætte 295 mio. kr. til en opsamlende indsats i efteråret 2021 og sikre en række frihedsgrader til skoler, uddannelsesinstitutioner og kommuner i skoleåret 2020/2021. 

    Tildeling af ekstra økonomiske midler

    Der afsættes en ramme på 295 mio. kr. i 2021 til håndtering af faglige udfordringer mv., herunder:

    • udvidede frihedsgrader i skoleåret 2021/2022
    • ramme til skoler, SFO'er samt fritids- og klubtilbud mv. - 107 mio. kr. (hvoraf 83 mio. kr. er som tilskud til kommunerne).
    • uddannelsesforlængelser og initiativer på eud - 121,9 mio. kr.
    • uddannelsesforlængelser på FGU - 40,8 mio. kr.
    • forlængelse af frist for tilskud givet med aftale af d. 18. februar 2021
    • tilskud til Danske Skoleelever og elevorganisationerne på ungdomsuddannelserne - 10 mio. kr.
    • ramme til fagligt løft på de gymnasiale uddannelser - 15 mio. kr.

    Dragør Kommune har modtaget skriftlig henvendelse, om at kommunen modtager to direkte tilskud heraf til folkeskole- og fritidsområdet via bloktilskudsregulering i juli. Det fremgår af orienteringsbrev til kommunalbestyrelser af d. 15. juni (vedlagt), bl.a. følgende om midlerne:

    • Regeringen besluttede d. 1. juni at afsætte 83 mio. kr. til indsatser i folkeskolen, SFO’er samt fritids og klubtilbud, som sikrer et fagligt løft for de elever, som har det største behov, herunder eleverne i udskolingen, som inden for de kommende år skal videre på en ungdomsuddannelse, eller til indsatser, som kan bidrage til at genstarte de gode fællesskaber og styrke trivslen, som er en forudsætning for læring. Dragør Kommune modtager heraf 207.061 kr.
       
    • Regeringen besluttede d. 4. juni at afsætte 32 mio. kr. står, at tilskuddet eksempelvis kan gives til trivselsfremmende aktiviteter så som sommerferieaktiviteter, lejrskoler, åben-skole-aktiviteter, ekskursioner mv. Dragør Kommune modtager heraf 79.831 kr.

    Det er op til Dragør kommune selv at beslutte, hvordan de ekstra puljemidler anvendes lokalt.

    Foreslået fordeling af de ekstra midler
    Administrationen foreslår, at de 207.061 kr. fordeles ud til skolerne ud fra den sædvanlige fordeling (2/8, 3/8 og 3/8). Hvorfor Dragør Skole vil tildeles 51.765 kr. og Nordstrandskolen/St.Magleby Skole hver tildeles 77.648 kr. i 2021. Samt at midlerne på skolerne skal anvendes til at identificere og iværksætte indsatser for faglige efterslæb som følge af corona. Skolerne forpligtes desuden til, at en del af tilskuddet skal anvendes til SFO’ernes indsatser.

    Administrationen foreslår, at de 79.831 kr. anvendes ind i udeskoleindsatsen, hvorfor midlerne herved anvendes på tværs af flere institutioner og går til trivselsfremmende åben-skole-aktiviteter.

    Af brev til kommunalbestyrelser af 15. juni fremgår desuden, at tidligere tildelte puljemidler til at styrke faglighed og trivsel (af beslutning 18. februar), hvoraf Dragør Kommune modtager 409.478 kr., ikke længere skal anvendes inden udgangen af august, men at skolerne nu kan anvende midlerne hele året ud. En anden ændring vedrørende de første tildelte midler er, som Økonomiudvalget med indstilling af Skoleudvalget godkendte fordelingen af d. 20. maj 2021, at ministeriet ikke skal modtage en efterfølgende redegørelse for anvendelsen af midlerne i september.

    Udvidede frihedsgrader på folkeskoleområdet

    I aftalen understreger partierne med henvisning til folkeskoleloven, at skolerne har frihed til at vælge f.eks. at variere timetallene over skoleåret, at samle timer i fagblokke, at undervise på mindre hold eller at bruge tolærerordning.

    Skolerne har desuden frihed i forhold til valg af undervisnings- og arbejdsformer, metoder, undervisningsmidler samt mulighed for at gøre brug af udeundervisning og åben skole. En mulighed som skolerne i Dragør ikke vil opleve som noget nyt, da de allerede i høj grad benytter sig af disse metoder i deres undervisning. 

    Konkret foreslår aftalepartierne, at folkeskoler og kommuner skal have mulighed for ikke at udarbejde:

    (1)  Elevplaner

    (2)  Kvalitetsrapporter
     

    Hertil skal dog bemærkes, at aftalepartierne samtidig udtrykker en klar forventning om, at kommuner og skoler fortsat løbende forholder sig til elevernes faglige udvikling og trivsel.
     

    Derudover skal folkeskolerne have mulighed for:

    (3)  At fravige målsætningen om at lærerne skal have undervisningskompetence i de fag, de underviser i, jf. folkeskolereformens krav om kompetencedækning.

    (4)  At konvertere alt understøttende undervisning i det kommende skoleår med henblik på tilrettelæggelse af andre aktiviteter, der udløser et tilsvarende personaleforbrug i undervisningen – det vil i praksis sige at gøre skoledagen kortere.

    Aftalens perspektiver

    Ud over denne aftale om frihedsgrader, som er konkret begrundet i Coronakrisen, kan aftalen ses som en del af en mere generel politisk og faglig national debat om folkeskolens indhold, struktur og styring. Det kan således ikke udelukkes, at aftalen er forløber for generelle ændringer i folkeskoleloven i den retning som aftalen antyder.

    Muligheden for udvidede frihedsgrader i Dragør

    Kvalitetsrapport:

    Administrationen vurderer sammen med skolelederne, at det giver mening at fortsætte med at udarbejde en kvalitetsrapport for skolevæsenet. Dette skyldes, at kvalitetsrapporten tjener som en god anledning til at beskrive og drøfte kvaliteten i skolevæsnet. På skoleområdet er der blevet arbejdet på at gøre kvalitetsrapporten mere kvalitativ fremadrettet, ved f.eks. at inddrage elevernes syn på undervisningen.

    Muligheden for fritagelse vil dog medføre, at det vil blive overvejet, om alle de nuværende kvantitative data bør indgå i rapporten. I forlængelse af den fælles tilgang til implementering af skolepolitikken vil udarbejdelsen af og drøftelserne af kvalitetsrapporten være dialogbaserede og målrettet mod at skabe ny viden, der direkte kan implementeres i praksis.

    Elevplaner:

    Administrationen vurderer, sammen med skolelederne, at brugen af elevplaner kan være et godt instrument til en gensidig forventningsafstemning mellem skole og forældre, og et godt instrument til at involvere eleven i sin egen læringsproces. Skolerne i Dragør har alle arbejdet med at implementere elevplanerne og har været igennem forskellige processer for at opnå det. Der er derfor betydelige forskelle i anvendelsen af elevplanerne på skolerne, herunder i hvilket omfang de enkelte lærere oplever elevplanerne som en meningsfuld arbejdsform. Derfor foreslås det, at skolerne fortsat kan bruge elevplaner som et væsentligt instrument til at arbejde med at inddrage elever og forældre i elevens læring og faglige progression. Således vil der fortsat arbejdes med gensidig forventningsafstemning, og involvering af eleverne i læringssituationen i Dragør – i nogle teams ved hjælp af elevplaner og andre steder ved brug af andre redskaber.

    Kompetencedækning:

    Det foreslås, at skolelederne til trods for frihedsaftalen, fortsat skal bestræbe sig på at ansatte medarbejdere på skolerne, der har undervisningskompetence i de relevante fag. Den seneste kvalitetsrapport viser, at Lærernes undervisningskompetence i Dragør er på niveau med landsgennemsnittet. Kompetencedækningsgraden steg fra 87,7 % i skoleåret 2018/19 til 89,1 % i skoleåret 2019/20.

    Kortere skoledage:

    Med aftalen er der åbnet helt op for muligheden for at konvertere alt den understøttende undervisning til tolærer-timer og dermed afkorte skoledagen. Denne mulighed eksisterede dog allerede i folkeskoleloven jf. § 16.b.

    I Dragør er kompetencen til at afgøre dette uddelegeret til skolelederen og kan konkret ske efter ansøgning til skolelederen.

    Denne mulighed har skolerne i Dragør allerede gjort brug af i vidt omfang, og den udvidede mulighed i aftalen om øget frihedsgrader i folkeskolen vil derfor kun i begrænset omfang medføre kortere skoledage på kommunens skoler.

    Administrationen anbefaler, sammen med skolelederne, at den nuværende ordning, hvor der konkret kan ansøges til skolelederen, fortsætter i Dragør.

    LOVE/REGLER:

    Aftaleteksten fraviger og supplerer enkelte dele af Folkeskoleloven.

    ØKONOMI/PERSONALEFORHOLD:

    Ingen bemærkninger.

    KOMMUNIKATION/HØRING:

    Ingen bemærkninger.

    RELATION TIL POLITIKKER:

    Den foreslåede lokale implementering af aftalen skal ses i lyset af Dragør Kommunes Skolepolitik ”Fælles om skolen – En politik”.

    BESLUTNINGSPROCES:

    Skoleudvalget den 12. august 2021

    Kommunalbestyrelsen den 26. august 2021

    Bilag

  • 5
    Godkendelse af betalingsaftale 2022 for delaftale 7, Ungecenter
    Sagsid.: 21/3038

    RESUMÉ:

    I denne aftale indgår bestilling og betaling for den del af Ungecenteret, der er reguleret af lov om forpligtende kommunale samarbejder, og som ift. unge under 30 år henhører under Lov om Aktiv Beskæftigelsesindsats, herunder også uddannelsesvejledning til unge under 18 år. Indholdet af aftalen er uændret ift. 2020 og betalingsaftalen indstilles derfor PL-fremskrevet og fastholdt.

    INDSTILLING:

    Administrationen indstiller, at udvalget godkender administrationens forslag om bestillingen og betalingsaftalen for delaftale7, Ungecenter.

    BESLUTNING: Skoleudvalget den 12-08-2021

    Anbefales over for ØU/KB.

    Katrine Tholstrup (C) var indkaldt som stedfortræder for Martin Wood Pedersen (C).

    SAGSFREMSTILLING:

    I det forpligtende samarbejde med Tårnby Kommune bestiller og betaler Dragør Kommune årligt for myndighedsopgaven ift. Lov om Aktiv Beskæftigelsesindsats. Betaling for disse opgaver for borgere under 30 år har indtil den separate aftale vedr. Ungecenteret blev indgået i juli 2020 været en del af betalingsaftalen vedrørende delaftale om beskæftigelse og integration, (se Bilag 1 for aftalens indhold).

    • Indsats for ledige borgere, kan være arbejdsløshedsforsikrede og borgere der modtager kontanthjælp, starthjælp, fleksjobberettigede på ledighedsydelse og sygedagpenge samt borgere med begrænsninger i arbejdsevnen eller med handicap.

    Personkredsen er:

    • Uddannelsesparate personer under 30 år uden en erhvervskompetencegivende uddannelse, som modtager uddannelseshjælp eller overgangsydelse
    • Aktivitetsparate personer under 30 år uden en erhvervskompetencegivende uddannelse, som modtager uddannelseshjælp eller overgangsydelse
    • Selvforsørgende under 30 år, der ikke har ret til forsørgelse, men har brug for en beskæftigelsesrettet indsats
    • Unge under 18 år med behov for en uddannelses- og beskæftigelsesfremmende indsats.

    Lønudgiften til personale i denne sagsbehandling er fastsat til de gennemsnitslønninger/omkostninger Tårnby Kommune har inden for de respektive faggrupper. Der er ikke indregnet løn til afdelingsledelse, idet Dragør Kommune betaler for afdelingsledelse i aftalen, der regulerer den del af Ungecenteret, der ikke er reguleret af lov om forpligtende kommunale samarbejder.

    På Ungecenterområdet, skal der bruges 1,125 årsværk af Tårnby Kommune til at løse opgaver for Dragør Kommune i det forpligtende samarbejde. Der er tale om 0,9 socialrådgiverårsværk og 0,225 HK-årsværk. (Se Bilag 2, den oprindelige betalingsaftale, der PL-fremskrives, for specificering af udgifter og ydelser).

    Udgifterne reguleres årligt med den af KL foreslåede prisfremskrivning af budgettet med hensyn til art 1 "Løn", som den fremgår af KL´s årlige budgetvejledning. Første gang med virkning for regnskabsåret 2021. Ved PL-fremskrivning udgør aftalen for 2022 med uændret indhold 689.035 kr.

    LOVE/REGLER:

    Lov om ændringer af landets inddeling i kommuner og regioner og om opløsning og udpegelse af forpligtende kommunale samarbejder (lov om forpligtende samarbejder) samt Lov om Aktiv Beskæftigelsesindsats.

    ØKONOMI/PERSONALEFORHOLD:

    Betalingsaftalen PL-fremskrives til 689.035 kr.

    KOMMUNIKATION/HØRING:

    Ingen bemærkninger.

    RELATION TIL POLITIKKER:

    Ingen bemærkninger.

    BESLUTNINGSPROCES:

    Skoleudvalget den 12. august 2021.

    Økonomiudvalget den 19. august 2021.

    Kommunalbestyrelsen den 26. august 2021.

    Bilag

  • 6
    Orientering om slutevaluering af Folkeskolereformen
    Sagsid.: 21/2587

    RESUMÉ:

    Regeringen har nu givet den endelige redegørelse i forbindelse med folkeskolereformen til Folketinget. Skoleudvalget orienteres om konklusionerne fra denne. Desuden skitseres, hvordan implementeringen af folkeskolereformen er blevet evalueret i Dragør.

    INDSTILLING:

    Administrationen indstiller, at orienteringen tages til efterretning.

    BESLUTNING: Skoleudvalget den 12-08-2021

    Til efterretning.

     Katrine Tholstrup (C) var indkaldt som stedfortræder for Martin Wood Pedersen (C).

    SAGSFREMSTILLING:

    Som et led i den politiske aftale om folkeskolereformen ”Aftale om et fagligt løft af folkeskolen” af 7. juni 2013 har det været hensigten at følge virkningerne af folkeskolereformen, hvorfor der har der været nedsat en følgegruppe. Følgeforskningsprogrammets dataindsamling startede i foråret 2014 og løb frem til 2018. Styrelsen for Undervisning og Kvalitet har sammenfattet resultaterne af følgeforskningsprogrammet i  ”Folkeskolens udvikling efter reformen – En vidensopsamling om folkeskolens følgeforskningsprogram 2014-2018”. Følgeforskningsprogrammet skulle følge implementeringen af reformen og understøtte realiseringen af reformens mål med løbende viden om implementering, fremdrift og resultater. I maj 2021 præsenterede Regeringen deres endelige redegørelse baseret på følgeforsknings programmets resultater, efter nogen forsinkelse, for folketinget.

    På baggrund af denne har Børne og Undervisningsministeriet udarbejdet en redegørelsens om virkningerne af folkeskolereformen og eventuelle behov for ændringer, der er blevet præsenteret for Folketinget. Afsnittet i redegørelsen om virkningerne af reformen bygger i høj grad på resultaterne fra det følgeforskningsprogram. Resultaterne fra slutevalueringen er ikke som ønsket, og de viser at det endnu ikke er lykkes at indfri de tre overordnede målsætninger vedr. reformen som lyder:

    1. At udfordre alle elever, så de bliver så dygtige, de kan
    2. At mindske betydningen af social baggrund i forhold til faglige resultater
    3. At styrke tilliden til og trivslen i folkeskolen

    Regeringen har efterfølgende valgt at gå sammen med de centrale parter på folkeskoleområdet: Lærere, elever, skoleledere, forældre, kommuner, pædagoger og folkeskoleforligskredsen medhenblik på at skabe et samarbejdsfora om folkeskolen. Dette samarbejde vil pågå under overskriften ’Sammen om skolen’, her skal der skabes et program, hvor udfordringsbilledet i folkeskolen vil blive drøftet. I dette samarbejde vil de se på, hvordan justeringer på konkrete områder kan bidrage til at forbedre folkeskolen.

    I Dragør

    Lokalt i Dragør Kommune har man efter folkeskolereformen trådte i kraft fulgt implementeringen og realiseringen af folkeskolereformens elementer ved årlige evalueringer i årene 2015, 2016, 2017 og 2018. Disse evalueringer er udført af skoleafdelingen i Dragør Kommune og var baseret på en række fokusgruppeinterviews med elever fra indskolingen, mellemtrinnet og udskolingen, medarbejdere og forældre. Evalueringerne havde til formål at undersøge oplevelserne og refleksionerne af implementeringen af folkeskolereformen.

    Konklusionerne fra den sidste evaluering var, at der i Dragør var ting, som gik godt, mens der var andre ting, som der stadig var udfordringer med at realisere.

    Der var gode takter i forhold til fleksdagen, Åben skole og pædagoger i skolen. Der var fortsat udfordringer i forhold til at skabe en længere og mere varieret skoledag, læringsmålsstyret undervisning, lektier og bevægelse i løbet af skoledagen.

    Den sidste evaluering af folkeskolereformens elementer blev foretaget i foråret 2018. Hvorefter det var vurderingen, at disse elementer nu var en integreret del af skolernes organisering og arbejde. Derfor følges elementerne og de øvrige aspekter af kvalitetssikring af skolerne i de evalueringsrul, der er på skoleområdet.

    I forlængelse af vedtagelsen af den nye skolepolitik vil der også være fokus på at realisere en dialogbaseret kvalitetsudvikling af skolerne, hvor det er ambitionen at arbejde med en systematisk kvalitetsudvikling og –opfølgning på skolerne og mellem forvaltning. Denne dialogbaserede kvalitetsarbejde vil bl.a. bygge på de data som vi b.la. får. gennem kvalitetsrapporten. Disse vil blive sat i en sammenhæng med den Kommuneplan og Skoleplaner, som vi som skolevæsen og skoler skal udarbejde i forlængelse af arbejdstidsaftalen. På den måde er det hensigten at følge og sikre, at vi som skolevæsen kontinuerligt forholder os til kvaliteten på kommunens skoler og udvikler og justerer når det er nødvendigt.

    LOVE/REGLER:

    Folkeskoleloven.

    ØKONOMI/PERSONALEFORHOLD:

    Ingen bemærkninger.

    KOMMUNIKATION/HØRING:

    Ingen bemærkninger.

    RELATION TIL POLITIKKER:

    Ingen bemærkninger.

    BESLUTNINGSPROCES:

    Skoleudvalget den 12. august 2021.

  • 7
    Eventuelt
    Sagsid.:

    BESLUTNING: Skoleudvalget den 12-08-2021

    -         Administrationen omdelte ”evaluering af Kongelundsfortet i bevægelse”, rapport fra DGI og Dragør Kommune om projektsamarbejdet.

    -         Lisbeth Dam Larsen (A) spurgte til problematik vedr. funktions- eller kvalifikationsløn på et par af skolerne.

    Katrine Tholstrup (C) var indkaldt som stedfortræder for Martin Wood Pedersen (C).