Skip navigationen

Referat

Torsdag den 03. april 2014 kl. 17:00

Mødested: Havnestuen
Udvalg: Social- og Sundhedsudvalget
Medlemmer: Asger Larsen (I), Jens Passarge (Løsgænger), Kenneth Gøtterup (C), Morten Dreyer (O), Ole H. Hansen (A), Peter Læssøe (T), Svend Mathiasen (Løsgænger)
Afbud fra:
Bemærkninger: Godkendelse af dagsorden: Udvalget besluttede, at der byttes om i behandlingsrækkefølgen af punkterne 6 og 7.

Herefter blev dagsordenen godkendt.
  • 1
    Brugertilfredshedsundersøgelse 2014
    Sagsid.: 14/373

    ANBEFALING:

    Forvaltningen anbefaler;

    at

    resultatet af brugerundersøgelsen tages til efterretning.

    SAGSFREMSTILLING:

    Kommunalbestyrelsen har pligt til løbende at følge op på enkeltsager, jævnfør servicelovens § 150. Denne forpligtelse varetages bl.a. ved brugertilfredshedsundersøgelser, som foretages hvert 2. år.

    På baggrund af ovennævnte har forvaltningen i januar måned 2014 udarbejdet en brugertilfredshedsundersøgelse, hvor ca. 1/4 af kommunens borgere, der er visiteret til personlig eller praktisk hjælp efter servicelovens § 83, fik tilsendt et spørgeskema. Der blev udsendt spørgeskema til i alt 125 borgere. Alle der har privat leverandør (61) modtog et spørgeskema.

    80 borgere har returneret deres svar, heraf 40 borgere, som modtager hjælp fra private leverandører.

    I bilaget kan hele spørgeskemaet samt fordeling af svar ses.

    Undersøgelsen generelt

    Den samlede tilfredshed er faldet, mens utilfredsheden ikke er steget tilsvarende, det kan formentlig forklares ved at mange af de returnerede spørgeskemaer, kun har været delvist udfyldte. Det vil sige, at borgeren har sprunget et eller flere spørgsmål over. Derfor har forvaltningen været nødt til at registrere disse svar som ”ved ikke”. De mange manglende svar, er med til at forrykke det samlede billede.

    Endvidere er tallene ikke direkte sammenlignelige med tidligere år, da der i år er anvendt en ny spørgeskemaskabelon fra KL, hvor spørgsmålene er lidt anderledes formuleret.

    61% er tilfredse eller meget tilfredse med den samlede hjemmepleje de modtager. 7% er utilfredse eller meget utilfredse med den samlede hjælp.

    I 2012 var 83 % tilfredse eller meget tilfredse med kvaliteten af den hjælp de modtog, og 73 % var tilfredse eller meget tilfredse med omfanget af den hjælp de modtog. 7 % var utilfredse med kvaliteten af den leverede hjælp,

    13 % var utilfredse med omfanget af hjælpen.

    Praktisk bistand

    Når der spørges til den praktiske hjælp, er 60 % tilfredse eller meget tilfredse med kvaliteten af den praktiske hjælp de modtager, mens 56 % svarer at de er tilfredse eller meget tilfredse med omfanget af den praktiske hjælp.

    I 2012 var 71 % tilfredse eller meget tilfredse med kvaliteten og 48 % var tilfredse eller meget tilfredse med omfanget af den praktiske hjælp.

    8 % er utilfredse med kvaliteten af den praktiske hjælp, mens 11 % er utilfredse med omfanget af den praktiske hjælp.

    I 2012 var 12 % utilfredse eller meget utilfredse med kvaliteten af den praktiske hjælp og 27 % utilfredse eller meget utilfredse med omfanget af den praktiske hjælp. I 2010 var 13 % generelt utilfredse med den praktiske bistand og 5 % i 2007.

    Samlet set ses en stigende tilfredshed med omfanget af den praktiske hjælp. Det skyldes formentlig, at borgerne er ved at have vænnet sig til den nye kvalitetsstandard fra 2011, hvor hjælp til rengøring som udgangspunkt ydes hver 3. uge, mod tidligere hver 2. uge.

    Personlig pleje

    Tilfredsheden med den personlige pleje er højere, her er 79 % tilfredse eller meget tilfredse med omfanget af den personlige pleje. Ingen er direkte utilfredse med den personlige pleje.

    I 2012 var 90 % tilfredse eller meget tilfredse med kvaliteten af den personlige pleje, mens 90 % var tilfredse eller meget tilfredse med omfanget af den personlige pleje. I 2010 var 87 % generelt tilfredse med den personlige pleje og 92 % i 2007.

    Private leverandører

    Ved gennemgang af spørgeskemaerne ses, at borgere der har valgt en privat leverandør er mindre tilfredse (72 %) med omfanget af den personlig pleje end borgere der har valgt den kommunale leverandør (83 %). Tallene er baseret på svar fra 14 borgere, der modtager hjælp til personlig pleje fra en privat leverandør, og 24 borgere, der modtager personlig pleje fra en kommunal leverandør.

    I 2012 blev der spurgt til den generelle tilfredshed med plejen og her var tilfredsheden 100 % for den private leverandør og 88 % for den kommunale leverandør.

    For praktisk hjælp ses, at 74 % af de borgere som har valgt den kommunale leverandør er tilfredse eller meget tilfredse med kvaliteten, mens det kun gælder 47 % af de borgere, der har valgt en privat leverandør. 68 % af borgerne med kommunal leverandør er tilfredse med omfanget af den praktiske hjælp, mod 44 % af borgerne med privat leverandør.

    I 2012 var der næsten lige stor tilfredshed med kvaliteten (70 % hhv. 73 %) uanset leverandør, mens kun 41 % af de borgere, som havde valgt privat leverandør var tilfredse med omfanget af den praktiske hjælp, mod 58 % af borgerne med kommunal leverandør.

    Denne forskel skyldes formentlig, at mange af de borgere, som har valgt en privat leverandør, har gjort det med henblik på tilkøb af ekstra ydelser, fordi de synes den kommunale hjælp er utilstrækkelig.

    Uddybende kommentarer fra borgerne

    Af de som har uddybet deres svar med en ekstra tekst, angiver flere at de er kede af at hjælpen er skåret ned, ligesom flere er kede af skiftende hjælpere. Det er et stort ønske blandt borgerne at have en mindre gruppe af faste hjælpere der kommer i hjemmet, og det er tydeligt at de som har faste hjælpere er meget glade for og sætter pris på deres hjemmehjælper.

    LOVE/REGLER:

    Kommunalbestyrelsen har pligt til løbende at følge op på enkeltsager, jævnfør servicelovens § 150. Denne forpligtelse varetages bl.a. ved brugertilfredshedsundersøgelser, som foretages hvert 2. år.

    Derudover foretages løbende visitationsbesøg af visitationen. Yderligere har kommunalbestyrelsen iflg. servicelovens § 151 pligt til at føre tilsyn med, at de kommunale opgaver efter §§ 83 og 86 løses i overensstemmelse med de afgørelser, der er truffet efter disse bestemmelser og i henhold til kommunalbestyrelsens vedtagne kvalitetsstandard. I tilfælde hvor de kommunale opgaver udføres af andre (private) leverandører, påhviler det ligeledes kommunalbestyrelsen at føre tilsyn med den, der udfører opgaven.

    BESLUTNINGSPROCES:

    Social- og Sundhedsudvalget den 3. april 2014

    BESLUTNING: Social- og Sundhedsudvalget den 03-04-2014

    Til efterretning.

    Bilag

  • 2
    Vedtægt for Dragørs Aktivitetshus
    Sagsid.: 14/350

    ANBEFALING:

    Forvaltningen anbefaler;

    at

    Vedtægt for Dragørs Aktivitetshus godkendes.

    SAGSFREMSTILLING:

    Wiedergårdens Aktivitetshus har foretaget enkelte ændringer i vedtægterne, som derfor fremlægges til politisk godkendelse efter, at de er godkendt i Brugerrådet den 4. marts 2014.

    Ændringerne er følgende:

    • Der er ikke længere en maximumgrænse for, hvor mange perioder man kan sidde i Brugerrådet (side 1)
    • Der er tilføjet at ”Brugerrådet er med til at udvikle og tilpasse Aktivitetshuset i forhold til tidens trends og krav” (nederst side 1)
    • I bilaget er husets åbningstider fjernet. Dette er gjort da åbningstiden er blevet mere fleksibel. F.eks. kommer de første motionister kl. 7, og der er jævnligt arrangementer i weekenden

    Vedtægten erstatter ”Vedtægt for Wiedergårdens Aktivitetshus 2007”.

    ’Wiedergårdens Aktivitetshus’ blev i 2011 omdøbt til ’Dragørs Aktivitetshus’, da aktivitetshuset blev en del af sundhedshuset.

    BESLUTNINGSPROCES:

    Social- og Sundhedsudvalget den 3. april 2014

    Kommunalbestyrelsen den 24. april 2014

    BESLUTNING: Social- og Sundhedsudvalget den 03-04-2014

    Anbefales over for KB.

    BESLUTNING: Kommunalbestyrelsen den 24-04-2014

    Godkendt.

    Bilag

  • 3
    Proces- og tidsplan for udarbejdelse af ny sundhedspolitik
    Sagsid.: 14/309

    ANBEFALING:

    Forvaltningen anbefaler;

    at

    tids- og procesplan for udarbejdelsen af en ny sundhedspolitik godkendes

    SAGSFREMSTILLING:

    Dragørs Kommunes sundhedspolitik blev udarbejdet i 2007. Udviklingen på sundhedsområdet og kommunens tilbud på området har siden 2007 gennemgået store forandringer med øget fokus på forebyggelse og rehabilitering i primærsektoren. Alt i alt er sundhedsindsatsen nået til et nyt og mere forpligtende niveau, hvor der kommer flere og flere krav og opgaver til kommunerne, som er ”skal-opgaver” og ikke ”kan-opgaver”.

    Et eksempel herpå er den kommunale implementering af forløbsprogrammer for kronisk syge borgere med tilbud om fysisk træning og livsstilsvejledning, der blev startet i 2013. Et andet eksempel er regeringens 11 forebyggelsespakker, som opridser kommunernes opgaver indenfor forebyggelse på alle kommunale kerneområder.

    Udviklingen og forandringerne på sundhedsområdet betyder, at det vil være hensigtsmæssigt at revidere sundhedspolitikken og sætte nye handlingsplaner og mål for de næste 5 år.

    Dertil kommer en række nye konkrete data og mål, som giver anledning til at revidere sundhedspolitikken:

    Data

    I begyndelsen af 2014 er der kommet nye data for befolkningens sundhed og trivsel. Dels i form af en ny national sundhedsprofil efterfulgt af en regional og kommunal sundhedsprofil. Dels i form af de helt unikke data fra Dragør kommunes Lykkeregnskab 2013 og forslagene fra cafémødet om lykkeregnskabet.

    Mål

    Regeringen udsendte i januar de nationale mål for danskernes sundhed de næste 10 år. Kommunerne skal i 2014 genforhandle aftaler indgået med Region Hovedstaden i forbindelse med en ny sundhedsaftale. De nye og kollektivt forpligtende mål i sundhedsaftalen kan også med fordel fremgå i en ny sundhedspolitik.

    Sundhedspolitikkens bredde og intention

    Sundhed skal fremover gerne tænkes på tværs og ind i alle dele af kommunens arbejde, så alle ansatte kan bidrage til at gøre Dragør Kommune til en sund kommune. Samarbejdet omkring borgernes sundhed gælder i alle sammenhænge, hvor borgerne møder kommunen, således at forebyggelse og sundhedsfremme bliver et naturligt fokus. Dragør Kommunes sundhedspolitik 2015-2020 skal beskrive hvordan fokus på sundhed, trivsel, livskvalitet og forebyggelse omsættes og prioriteres i praksis.

    Nedenfor følger et forslag til en overordnet plan for revision af sundhedspolitikken. Planen tager udgangspunkt i sundhedspolitikkens bredde, hvilket betyder, at der skal involveres en bred række aktører, både eksternt og internt i kommunen.

    Forslag til procesplan:

    • Marts: Vedtagelse af forslag og proces om udarbejdelse af ny sundhedspolitik
    • April: Udpegning af deltagere til et tværfagligt/tværgående Sundhedsforum internt i Dragør Kommune. Udarbejdelse af udkast til kommissorium for Sundhedsforum
    • 24. april: Præsentation af Dragør Kommunes sundhedsprofil til Kommunalbestyrelsen ved Forskningscenter for Forebyggelse og Sundhed, Region Hovedstaden
    • September – uge 39: Sundhedskonference – invitation til relevante interessenter og alle interesserede i kommunen
    • Januar- marts 2015: Prioritering af indsatser, strategi, mål og handleplaner sendes i høring
    • April: 1. udgave af sundhedspolitikken udarbejdes
    • Maj 2015: 1. udkast af sundhedspolitikken foreligger til godkendelse

    LOVE/REGLER:

    Sundhedslovens § 119 siger følgende: ”Kommunalbestyrelsen har ansvaret for ved varetagelsen af kommunens opgaver i forhold til borgerne at skabe rammer for en sund levevis. Videre lyder det i § 119 stk 2. ”Kommunalbestyrelsen etablerer forebyggende og sundhedsfremmende tilbud til borgerne.”

    Kommunerne overtog den forebyggende og sundhedsfremmende opgave i 2007 i forbindelse med kommunalreformen. Siden har kommunerne udviklet en praksis, hvor opgaven overordnet beskrives i en kommunal sundhedspolitik, som efterfølgende implementeres i kommunen.

    ØKONOMI/PERSONALEFORHOLD:

    Der er få direkte udgifter forbundet med revisionen af sundhedspolitikken. Implementering af sundhedspolitikkens indsatser og mål vil dog kræve medarbejderressourcer på alle områder i kommunen, og i særdeleshed på folkesundhedsområdet. Styring og koordinering af processen placeres hos sundhedskoordinatoren i Folkesundhed.

    I forhold til driften danner sundhedspolitikken rammerne omkring en række opgaver, kommunen varetager under alle omstændigheder. Hertil kommer løbende nye opgaver, som iværksættes i regi af sundhedspolitikken, men hvor kravene om varetagelse af opgaverne kommer fra nationalt niveau. Disse opgaver fremsættes som selvstændige budgetforslag eller iværksættes for tildelte midler til sundheds- og ældreområdet.

    KOMMUNIKATION/HØRING:

    Alle relevante og interesserede interessenter inddrages i arbejdet med sundhedspolitikken, dels gennem invitation til sundhedskonference, dels i en høringsfase.

    BESLUTNINGSPROCES:

    Social- og Sundhedsudvalget den 3. april 2014.

    Kommunalbestyrelsen den 24. april 2014.

    BESLUTNING: Social- og Sundhedsudvalget den 03-04-2014

    Anbefales over for KB, herunder også opfølgning af den tidligere sundhedspolitik.

    BESLUTNING: Kommunalbestyrelsen den 24-04-2014

    Godkendt.

    Bilag

  • 4
    Plan for arbejdet med indsatsområder
    Sagsid.: 14/340

    ANBEFALING:

    Forvaltningen anbefaler, at plan for arbejdet med indsatsområder 2014 godkendes.

    SAGSFREMSTILLING:

    Social- og Sundhedsudvalget vedtog på møde i udvalget den 6. marts følgende indsatsområder for 2014:

    Sag 1

    ”Behov for ændret personalenormering på Enggården belyses, herunder en vurdering af en kvalitetsstandard for omsorgs-opgaverne, fx mulighed for at komme ud, daglige aktiviteter, samvær mv. Det skal fremgå af plejeplaner, hvilket tilbud borgerne vil modtage af aktiviteter.”

    ”At der i belysningen også foretages en vurdering af, om der er den mest optimale forbrug af personaleressourcerne i den nuværende arbejdstidsplanlægning. Der skal lægges fokus på ”Hvid tid”, om der er de tilstrækkelige muligheder for at omlægge vagter for medarbejdere ved behov, om der er den mest effektive styring på afspadsering kontra udbetaling af afspadsering, tillæg til lønnen med videre.”

    Sag 2

    ”Plan for etablering af rehabilitering fremlægges for udvalget.

    Der udarbejdes nye kvalitetsstandarder for hjælp i eget hjem, herunder

    tidsforbrug ved hjemmebesøg. Dette sker inden udgangen af 2014.”

    Sag 3

    ”Der fastlægges en mad- og måltidspolitik for Enggården og borgere i hjemmeplejen. Dette sker inden udgangen af 2014.”

    Suppleret af:

    ”At der i mad- og måltidspolitikken indgår følgende:

    · Fokus på ernæringsrigtig kost.

    · Fokus på mellem måltider.

    · Økologi.

    · Kvalitet i råvarer og brug af årstidens råvarer.

    · At medarbejdernes rolle som måltidsværter på Enggården indskrives

    i politikken.

    Forvaltningen har opstillet en plan for, hvordan der arbejdes videre med de enkelte indsatsområder, og hvornår de forelægges udvalget.

    Planen fremgår af bilag.

    ØKONOMI/PERSONALEFORHOLD:

    Den foreslåede eksterne konsulentundersøgelse af Enggårdens normering og anvendelse af personaleressourcer skal foretages af en ekstern konsulent. Timeprisen for den type ydelser ligger typisk omkring 1.700 kr. Der skal dog indhentes et konkret tilbud og forhandles en pris på baggrund af de ønsker Dragør Kommune har til opgaven, og de dele af undersøgelsen, kommunen selv kan levere data til. Prisen kan derfor justeres, så den ikke alene afhænger af timeforbrug. Forvaltningen tilstræber at afholde udgiften indenfor egne rammer.

    Plan for rehabilitering afholdes indenfor rammen samt midler fra Puljen til løft af ældreområdet.

    Nye kvalitetsstandarder for hjemmeplejen skal som udgangspunkt være udgiftsneutrale i forhold til det nuværende serviceniveau.

    En mad- og måltidspolitik kan eventuelt medføre nye ydelser og tilbud, som skal finansieres. Eventuelle udgifter vil blive præsenteret sammen med forslaget til politikken og indsatserne heri.

    KOMMUNIKATION/HØRING:

    Mad – og måltidspolitikken sendes i høring i Ældrerådet og Bruger- og Pårørenderåd på Enggården.

    RELATION TIL POLITIKKER:

    Hvis der udarbejdes en ny sundhedspolitik for Dragør Kommune, bliver mad- og måltidspolitikken koblet til den overordnede sundhedspolitik.

    BESLUTNINGSPROCES:

    Social- og Sundhedsudvalget den 3. april 2014.

    Social- og Sundhedsudvalget den 8. maj 2014.

    BESLUTNING: Social- og Sundhedsudvalget den 03-04-2014

    Sagen forelægges udvalget igen på maj-mødet inden endelig stillingtagen til sagen.

    BESLUTNING: Social- og Sundhedsudvalget den 08-05-2014

    For stemte:

    6 (A, C, L, O, V, Asger Larsen (løsgænger))

    Imod stemte:

    Undlod at stemme:

    1 (T)

    Godkendt, udvalget ønsker, at den foreslåede eksterne konsulentundersøgelse af Enggårdens normering og anvendelse af personaleressourcer foretages af forvaltningen selv.

    Udvalget ønsker derudover, at når arbejdet er tilendebragt, suppleres planen med en opfølgning af en bruger- og pårørendeundersøgelse forestået af forvaltningen i løbet af efteråret 2014/foråret 2015.

    Bilag

  • 5
    Arbejdstilsynets besøg i hjemmeplejen i 2012 - afsluttende status
    Sagsid.: 13/2208

    ANBEFALING:

    Forvaltningen anbefaler

    at

    afsluttende status for opfølgning på arbejdstilsynets besøg i 2012 godkendes

    SAGSFREMSTILLING:

    Arbejdstilsynet aflagde besøg i hjemmeplejen i juni 2012 som led i et særligt fokus i 2012 på psykisk arbejdsmiljø i hjemmeplejeordninger. Begrundelsen for dette fokus var, at der her ses en særlig kompleksitet i forhold til forandringer og omstillinger samt uddannelsesniveau og behov for kompetenceudvikling.

    Hjemmeplejen fik ved Arbejdstilsynets besøg et påbud i forhold til det psykiske arbejdsmiljø. Der blev efter besøget udarbejdet en tids- og handleplan for arbejdet med at forbedre det psykiske arbejdsmiljø. Social, Børn og Kulturudvalget tog tids- og handleplanen til efterretning på møde den 29. november 2012. I 2013 godkendte Børn, Social og Sundhedsudvalget på møde den 7. november en status for arbejdet med handleplanen.

    Status marts 2014

    Arbejdstilsynet har den 4. marts 2014 meddelt Dragør Kommune, at Arbejdstilsynet vurderer, at hjemmeplejen har efterkommet Arbejdstilsynets afgørelse om psykisk arbejdsmiljø i hjemmeplejen, og at der ikke vil blive foretaget yderligere i sagen.

    Samtidig har hjemmeplejen nedbragt sygefraværet, så det i 2013 lå på 5,1 %. Til sammenligning var det samlede tal for sygefraværet i kommunerne på sundheds- og omsorgsområdet på landsplan i 2012 på 5,1 % (2013-tal findes endnu ikke).

    Det fremadrettede arbejde med psykisk arbejdsmiljø i hjemmeplejen

    Hjemmeplejen har fortsat fokus på det psykiske arbejdsmiljø. For at konsolidere den gode udvikling er følgende initiativer iværksat:

    • Uformelle samtaler med tillidsrepræsentant og -suppleant med overskriften ’hvordan er stemningen i huset – og hvad snakker vi om?’
    • Ny strategi for møder i Lokalt Medarbejderudvalg (LMU) – herunder ændret mødeledelsesform – med henblik på at styrke den konstruktive dialog
    • ’Forebyggelse af mobning på arbejdspladsen’ – en tværgående arbejdsgruppe nedsat i LMU på baggrund af sidste APV.
    • For at styrke relationerne i administrationsgruppen er der sat en interviewrunde i gang, hvor alle interviewer, lytter og er vidner til hvad den enkelte er optaget af mono- og tværfagligt.
    • Antallet af arbejdsmiljørepræsentanter er udvidet fra to til tre, så hvert team har en repræsentant

    ØKONOMI/PERSONALEFORHOLD:

    Ingen.

    KOMMUNIKATION/HØRING:

    Hjemmeplejens Lokale Medarbejderudvalg (LMU) fik ny forretningsorden og ny mødestruktur som led i tids- og handleplanen. LMU og tillids- og arbejdsmiljørepræsentanterne har fulgt arbejdet med tids- og handleplanen og vil fortsat have fokus på det psykiske arbejdsmiljø.

    BESLUTNINGSPROCES:

    Social- og Sundhedsudvalget den 3. april 2014.

    BESLUTNING: Social- og Sundhedsudvalget den 03-04-2014

    Godkendt.

  • 6
    Forslag fra L-gruppen
    Sagsid.: 14/161

    ANBEFALING:

    Sagen fremsendes uden anbefaling.

    SAGSFREMSTILLING:

    Amagerlisten (L) har den 10. februar 2014 anmodet om, at følgende sag drøftes i kommunalbestyrelsens møde den 27. februar:

    ”Amagerlisten foreslår, at der snarest muligt gennemføres en kvalificeret ”status- og tilfredshedsundersøgelse” med inddragelse af alle interessentgrupper på ældrepleje- og sundhedsområdet i almindelighed og på Omsorgscentret Enggården i særdeleshed.

    Begrundelse

    Der har gennem de senere år været rejst ”alvorlig” kritik – berettiget eller uberettiget – i bl.a. lokalpressen, ved daglig omtale og ved såvel skriftlige som personlige henvendelser fra borgerne vedr. forholdene på især Omsorgscentret Enggården.

    Henset til:

    • at Dragør kommune hvert år anvender mere end 180 millioner kroner på ældrepleje- og sundhedsområdet,
    • at Kommunen kan forvente, i de kommende år, at modtage yderligere 3,1 mio kr. fra statens pulje til målrettet ”løft af ældreplejen”,
    • at Omsorgscentret Enggården netop har gennemgået en markant kapacitetsmæssig udvidelse, med deraf følgende krav til øgede eller korrigeret kompetencebehov,
    • at der i seneste år er gennemført leder- og personaleudskiftninger i væsentligt omfang,
    • at der ikke foreligger en aktuel / brugbar ”tilfredshedsundersøgelse” på området,

    anses det for relevant, netop nu, at gennemføre en undersøgelse som foreslået. En undersøgelse der på samme tid kan danne et seriøst grundlag for en kvalificeret og målrettet indsats og samtidig udgøre et konkret måle- og sammenligningspunkt (benchmark) for den fremtidige indsats og udvikling på hvert enkelt område i sektoren.

    Beløbet til gennemførelse af en sådan undersøgelse findes inden for sektorens (7 og 8) budgetramme.”

    BESLUTNINGSPROCES:

    Kommunalbestyrelsen den 27. februar 2014

    Social- og Sundhedsudvalget den 3. april 2014.

    BESLUTNING: Kommunalbestyrelsen den 27-02-2014

    Forslag fra A, C, O, V:

    Sagen foreslås sendt til behandling i Social- og Sundhedsudvalget.

    For       10 (A, C, O, V)

    Imod      1 (L)

    Undlader 4 (T, Asger Larsen (løsgænger))

    Godkendt.

    BESLUTNING: Social- og Sundhedsudvalget den 03-04-2014

    Sag 6 og 7 blev behandlet under ét. Beslutningen er noteret under sag 7.

  • 7
    Forslag fra V-gruppen
    Sagsid.: 14/491

    ANBEFALING:

    Sagen fremsendes uden anbefaling.

    SAGSFREMSTILLING:

    Venstre (V) har den 3. marts 2014 anmodet om, at følgende sag drøftes i Social- og Sundhedsudvalgets møde den 3. april:

    ”Muligheden angående af få lavet en Medarbejder Puls/ Arbejdsklima

    undersøgelse (gerne via mail systemet vi eksternt udbyder)”.

    BESLUTNINGSPROCES:

    Social- og Sundhedsudvalget den 3. april 2014

    BESLUTNING: Social- og Sundhedsudvalget den 03-04-2014

    Sagerne 6 og 7 blev behandlet under ét.

    Kenneth Gøtterup ( C) havde følgende forslag:

    ”At udvalget får en generel introduktion til området, herunder en ledelsesmæssig vurdering af styrker på området og kommende udfordringer før der træffes yderligere beslutning.”

    Vedtaget af et enigt udvalg.

  • 8
    Budget 2015 - SSU-møde i april
    Sagsid.: 14/60

    ANBEFALING:

    Økonomiafdelingen anbefaler, at fagforvaltningerne i dialog med SSU påbegynder:

    1. en udmøntning af den driftsramme, som Økonomiudvalget har meldt ud og løbende drøfter og fastlægger de ændringer i sektorenes budget – herunder nødvendige omprioriteringer og besparelser-, som nødvendiggøres af ændring i de centralt fastsatte budgetforudsætninger, demografiske forhold etc.
    2. en dialog med fagforvaltningerne om eventuelle nye anlægsarbejder.

    SAGSFREMSTILLING:

    På sit møde den 18. marts 2014 har ØU indstillet til KB, at:

    1. der som udgangspunkt for Dragør Kommunes budget 2015-18 foretages den pris- og lønfremskrivning, som KL anbefaler.

    2. servicerammen på nuværende tidspunkt fastsættes til 601,790 mio. kr. Det svarer til den i budget 2015 budgetlagte ramme fremskrevet med det forventede PL-tal for 2015 (615,390 mio. kr.) reduceret med det beløb, som regnskab for 2013 vedr. servicerammen lå under budgettet for 2013 vedr. servicerammen (13,600 mio. kr.).

    3. den samlede driftsramme for budget 2015 på nuværende tidspunkt fastsættes til netto 750,0 mio. kr. Det svarer til den fastsatte serviceramme tillagt fremskrivning af øvrige budgetterede driftsudgifter som budgetlagt i 2014 og fremskrevet med PL-tallet for 2015 og til afsættelse af en pulje på 3,812 mio. kr. til nye initiativer.

    4. serviceramme og øvrige driftsudgifter fordeles på de forskellige udvalg efter følgende nøgle:

    Regnskabsår

    2015

    DKK

    Driftsramme

    By, Erhverv og Planudvalget

    36.380.403

    Økonomiudvalget

    182.395.426

    Social- og Sundhedsudvalget

    258.344.149

    Børne-, Fritid og Kulturudvalget

    272.880.023

    I alt

    750.000.000

    Under forudsætning af godkendelse på KBs møde den 27. marts er driftsrammen for SSU i 2015 således sat til 258.344.149 mio. kr.

    Den vedtagne budgetprocedure indebærer, at fagforvaltningerne i dialog med SSU påbegynder en udmøntning af denne driftsramme og løbende drøfter og fastlægger de ændringer i sektorens budget – herunder nødvendige omprioriteringer og besparelser-, som nødvendiggøres af ændring i de centralt fastsatte budgetforudsætninger, demografiske forhold etc. og at der indledes en dialog med fagforvaltningerne om eventuelle nye anlægsarbejder.

    Som grundlag for SSUs dialog med fagforvaltningerne om drøftelse af en prioritering af indholdet i budgettet har fagforvaltningerne udarbejdet en regnskabsanalyse for hver sektor samt en benchmarkanalyse – dvs. sektor 7 og 8 samt sektor 6, hvor Det Specialiserede Voksenområde og Pension hører under SSU (bilag).

    Overvejelserne og resultaterne af de politiske drøftelser vedr. udmøntningen af budgetrammerne i de stående udvalg forelægges på budgetseminaret i juni. Forvaltningen arbejder sammen med udvalgene videre med en konkretisering og kvalificering af budgettet frem til 1. behandlingen i ØU den 11. september.

    Opmærksomheden henledes på, at regeringens lovprogram endnu ikke er offentliggjort, at økonomiaftalen mellem Regeringen og KL endnu ikke er indgået, at servicerammerne for kommunerne ikke er fastlagt og at udskrivningsgrundlaget for Dragør Kommune endnu ikke er beregnet. Der vil derfor blive tale om, at disse forhold på forskellig vis vil påvirke den nærmere fastlæggelse af budgettet på de enkelte sektorområder.

    BESLUTNINGSPROCES:

    SSUs møde den 3. april 2014.

    BESLUTNING: Social- og Sundhedsudvalget den 03-04-2014

    Udvalget godkendte følgende:

    ”Maj-mødet,

    At udvalget drøfter den foreløbige budgetprioritering .

    Juni-mødet,

    Drøftelse af fremtidige mulige budgetprioriteringer fra udvalget og forberedelse af budgetseminaret i juni.

    August-mødet

    Foretages opsamling fra budgetseminaret i juni og endelig prioritering til brug for budgetseminar i august/september.”

    Bilag

  • 9
    Eventuelt
    Sagsid.:

    SAGSFREMSTILLING:

    Kenneth Gøtterup ( C): Ønsker en gennemgang af de høringsforpligtigelser der er over for Ældrerådet.

    Asger Larsen (Løsgænger): Sammenhæng i dagsordner.

    Asger Larsen (Løsgænger): Erindrede om løbende orientering om den ekstra ældrepulje.

    Næste møde i SSU begynder med et intro-møde kl. 16.00

    Mødet hævet kl. 18.20.