Skip navigationen

Referat

Mandag den 03. oktober 2016 kl. 17:00

Mødested: Havnestuen
Udvalg: Social- og Sundhedsudvalget
Medlemmer: Asger Larsen (I), Jens Passarge (Løsgænger), Kenneth Gøtterup (C), Morten Dreyer (O), Ole H. Hansen (A), Peter Læssøe (T), Svend Mathiasen (Løsgænger)
Afbud fra:
Bemærkninger: Godkendelse af dagsorden:
Godkendt.
Ole Svendsen (A) var indkaldt som stedfortræder for Ole H. Hansen (A).
  • 1
    Demografi og kapacitetsanalyse
    Sagsid.: 16/2681

    RESUMÉ:

    SSU drøfter den demografi- og kapacitetsanalyse, som kommunalbestyrelsen blev præsenteret for på budgetseminariet den 30. og 31. august, i relation til behovet for plejeboliger.

    INDSTILLING:

    Administrationen indstiller, at Social- og sundhedsudvalget drøfter demografi- og kapacitetsanalysen på ældreområdet.

    SAGSFREMSTILLING:

    Demografi og kapacitetsanalysen for ældreområdet konkluderer, at stigningen i ældrebefolkningen øger det forventede behov for pleje og omsorg. Det har alene været muligt at analysere plejeboligkapaciteten, idet data på andre områder ikke er tilstrækkelige.

    Behovet for plejeboliger forventes stort set at kunne i mødekommes i de første år af prognoseperioden. For hele prognoseperioden er behovet for plejeboligpladser stigende qua befolkningsudviklingen i den ældre del af befolkningen. Det er usikkert, i hvilket omfang behovet ville kunne reduceres ved fx at omlægge visitationspraksis, øget brug af velfærdsteknologi. Dog er det urealistisk, at behovet kan håndteres indenfor den eksisterende kapacitet.

    Administrationen indstiller, at Social- og Sundhedsudvalget drøfter demografi- og kapacitetsanalysen.

    ØKONOMI/PERSONALEFORHOLD:

    Ingen bemærkninger.

    KOMMUNIKATION/HØRING:

    Ældrerådet.

    BESLUTNINGSPROCES:

    Social- og sundhedsudvalget den 3. oktober 2016.

    BESLUTNING: Social- og Sundhedsudvalget den 03-10-2016

    Drøftet.

    Ole Svendsen (A) var indkaldt som stedfortræder for Ole H. Hansen (A).

    Bilag

  • 2
    Plejeboliggaranti ventelister
    Sagsid.: 16/2682

    RESUMÉ:

    Udvalget har ønsket en sag om regelgrundlaget for plejeboliger, de lovgivningsmæssige rammer og kommunale handlemuligheder i forhold til den forventede kapacitetsudfordring på plejeboliger i Dragør Kommune.

    INDSTILLING:

    Administrationen indstiller, at Social- og sundhedsudvalget bemyndiger administrationen til at fortsætte analysearbejdet og afdække langsigtede handlemuligheder.

    SAGSFREMSTILLING:

    Social- og sundhedsudvalgets drøftede på møde den 1. september 2016 regelgrundlaget for visitation til plejeboliger. Bekendtgørelsen er vedlagt som bilag. Kapacitetsbehovet for plejeboliger fremgår af demografi- og kapacitetsanalysen forelagt Kommunalbestyrelsen på budgetseminaret i august 2016 og desuden af punkt til udvalgsdagsorden den 3. oktober 2016.

    Interessen fokuseres her på de lovgivningsmæssige handlemuligheder i forhold til den aktuelle og den forventede efterspørgsel efter plejeboliger i Dragør Kommune. Aktuelt er der ikke et problem med at overholde 2- måneders plejebolig garanti. Der registreres dog en stigning i gennemsnitlige antal ventedage fra 2015 og de første 8 måneder af 2016 fra 31 til 49 dage.

    Aktuelt er der 10 borgere på venteliste og erfaringen viser, at dette er repræsentativt for de seneste to år. 4. kvartal 2015 og første kvartal 2016, var særlige, idet omsorgscenteret ændrede rutiner ved ud- og indflytning, hvilket medførte en længere periode med tomme boliger.

    Ventelistebilledet er, at blandt de ca. 10 borgere, der vil stå på venteliste, vil der gennemsnitligt være følgende fordeling:

    • 2 borgere har søgt og venter på plejebolig i anden kommune
    • 3 borgere venter i Enggårdens midlertidige døgnopholds boliger
    • 3-4 borgere har fået tilbudt eller er på vej til at få tilbudt bolig på Enggården
    • 1 borger venter på bolig på Enggården – bor hjemme
    • og endelig er der ofte 1 borger fra anden kommune, der venter på bolig på Enggården

    Plejebolig garantien for 2015 og 2016 viser, at der er en stigning i det gennemsnitlige antal dage (omfattet af plejeboliggarantien), borgere venter på plejebolig fra 2015 til 2016 (første 8 måneder):

    Garanti 2015 og 2016 (første 8 måneder)

    2016
    (jan. - aug.)

    2015

    Antal borgere over 67 år på venteliste omfattet af plejeboliggarantien

    33

    51

    Antal borgere over 67 år på venteliste ikke omfattet af plejeboliggarantien

    3

    2

    Andel på venteliste der ikke er omfattet af plejeboliggarantien

    8 pct.

    4 pct.

    Gennemsnitligt antal dage på venteliste omfattet af plejeboliggarantien

    49

    31

    Kapacitetsbehovet for plejeboliger fremgår af demografi- og kapacitetsanalysen der viser, at der ved uændrede forudsætninger vil være et øget pres på ca. 50 plejeboliger om 10 år.

    Handlemuligheder i forhold til kapacitetsudfordringerne fremgår af bekendtgørelsens afsnit om adgang til at afslå borgere fra andre kommuner optagelse på den specifikke venteliste § 11 (§12). Kommunalbestyrelsen kan i en kortere periode lukke ventelisten for andre kommuners borgere, men det vurderes ikke at dette kan løse Dragør Kommunes udfordring på en 10 års horisont.

    Der er således ikke aktuelt et problem med plejeboliggarantien. Administrationen indstiller at administrationen bemyndiges til at fortsætte analyse arbejdet og afdække langsigtede handlemuligheder.

    Lovgrundlaget

    De væsentligste paragraffer der vedrører kapacitetsudfordringen er trukket frem her:

    Borgere der kan optages i plejebolig følger af § 3. Kommunalbestyrelsen træffer afgørelse om optagelse i et plejehjem eller en beskyttet bolig.

    Stk. 4. Visitationsretten efter stk. 1 omfatter også ret til, at en ægtefælle, samlever eller registreret partner fortsat kan indgå i husstanden. Hvis en person ønsker, at en ægtefælle, samlever eller registreret partner fortsat skal indgå i husstanden, skal det botilbud, der tilbydes, være egnet til 2 personer.

    Garanti for tilbud om plads på plejehjem eller almen bolig for ældre

    § 5. Kommunalbestyrelsen skal tilbyde ældre, der er optaget på den generelle venteliste efter § 4, stk. 1, en plejehjemsplads eller almen plejebolig senest to måneder efter optagelse på ventelisten. To-måneders fristen regnes fra det tidspunkt, hvor kommunalbestyrelsen i medfør af § 3, stk. 1, har truffet afgørelse om, at den ældre har behov for en plejehjemsplads.

    Stk. 2. Den plejehjemsplads eller almene plejebolig, der tilbydes efter stk. 1, 1. pkt., skal være indflytningsklar senest 2 uger efter udløbet af to-måneders fristen.

    § 6. Hvis en ældre afslår et tilbud efter § 5, stk.1, slettes den ældre ikke på den generelle venteliste, men beregningen af to-måneders fristen annulleres, og en ny frist løber fra det tidspunkt, hvor afslaget er modtaget af kommunalbestyrelsen.

    § 7. Hvis en ældre efter optagelse på den generelle venteliste efter § 4, stk. 1, og inden et tilbud modtages efter § 5, stk. 1, 1. pkt., får behov for et botilbud eller en almen ældrebolig til personer med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, er den ældre ikke længere omfattet af garantien efter § 192 a, i lov om social service, eller § 54 a, stk. 1, i lov om almene boliger m.v.

    Frit valg af plejehjem og beskyttet bolig

    § 8. Personer, der opfylder betingelserne efter § 3 for at blive optaget i plejehjem eller beskyttet bolig, har ret til frit at vælge sådanne botilbud.

    Stk. 2. Retten til frit valg efter stk. 1 gælder uanset botilbuddets beliggenhed. Det er ved flytning til en anden kommune en forudsætning, at betingelserne for at blive optaget i plejehjem, beskyttet bolig eller i lignende boligenheder omfattet af lov om almene boliger samt støttede private andelsboliger m.v. eller lov om boliger for ældre og personer med handicap er opfyldt i både bopælskommunen (fraflytningskommunen) og tilflytningskommunen. Tilflytningskommunens vurdering skal ske efter samme retningslinjer, som gælder for kommunens egne borgere.

    Stk. 3. Retten til frit valg efter stk. 1 omfatter ret til, at en ægtefælle, samlever eller registreret partner fortsat kan indgå i husstanden, jf. § 58 a i lov om almene boliger m.v. Hvis en person ønsker, at en ægtefælle, samlever eller registreret partner fortsat skal indgå i husstanden, skal det botilbud, der tilbydes, være egnet til 2 personer.

    Stk. 4. Afgørelse om krav om fraflytning af ægtefælle, samlever eller registreret partner, jf. stk. 3, kan kun gennemføres, hvis kravet støttes på forhold, der kan sidestilles med en af de opsigelsesgrunde, der er nævnt i kapitel 14 i lov om leje af almene boliger.

    Tildeling af ledige plejehjemspladser m.v. i forbindelse med frit valg af plejehjem og beskyttede boliger

    § 9. Personer, der opfylder betingelserne for at blive optaget i plejehjem eller beskyttet bolig, optages efter reglerne i § 10 på en specifik venteliste i den kommune, hvor det ønskede botilbud ligger.

    Stk. 2. Kommunalbestyrelsen tildeler ledige botilbud efter stk. 1 til de personer, der har størst behov for det pågældende botilbud.

    Stk. 3. Kommunalbestyrelsen kan ved optagelse på den specifikke venteliste til en plejehjemsplads eller beskyttet bolig opkræve et gebyr for administration af ventelisten. De nærmere regler herom fremgår af bekendtgørelse om udlejning af almene boliger m.v.

    § 10. Det skal fremgå af kommunens specifikke venteliste, hvorvidt den enkelte botilbudssøgende har bopæl inden for eller uden for kommunen.

    Stk. 2. Personer, der er optaget på den specifikke venteliste, skal efter anmodning gøres bekendt med deres placering på ventelisten.

    Adgang til at afslå borgere fra andre kommuner optagelse på den specifikke venteliste

    § 11. Kommunalbestyrelsen kan af hensyn til at kunne tilbyde egne borgere et passende botilbud i særlige tilfælde, jf. stk. 2, beslutte, at borgere fra andre kommuner, der ønsker at flytte til kommunen, ikke kan optages på den specifikke venteliste til et botilbud.

    Stk. 2. Når den gennemsnitlige ventetid for borgere med bopæl i kommunen er forøget med mindst 50 pct. igennem de forudgående 3 måneder, som følge af tilgang af borgere fra andre kommuner, kan kommunalbestyrelsen lade beslutning efter stk. 1 træde i kraft 1 måned efter beslutningstidspunktet.

    Stk. 3. Beslutning efter stk. 1 bevarer sin gyldighed i indtil 6 måneder efter dens ikrafttræden.

    Stk. 4. Kommunalbestyrelsen kan af hensyn til at kunne tilbyde egne borgere et passende botilbud i særlige tilfælde, jf. stk. 5, beslutte at forlænge perioden, hvor borgere fra andre kommuner, der ønsker at flytte til kommunen, ikke kan optages på den specifikke venteliste. Beslutningen om forlængelse kan træde i kraft 1 måned efter beslutningstidspunktet.

    Stk. 5. Beslutning efter stk. 4 kan træffes, når den gennemsnitlige ventetid for personer med bopæl inden for kommunen som følge af tilgang af ansøgere fra andre kommuner igennem de seneste 3 måneder forud for beslutning om forlængelse fortsat overstiger den gennemsnitlige ventetid for ansøgere med bopæl inden for kommunen med mindst 50 pct. Sammenligningsgrundlaget er den gennemsnitlige ventetid for ansøgere med bopæl inden for kommunen på det tidspunkt, der ligger 3 måneder før kommunalbestyrelsens beslutning efter stk. 1, 1. pkt.

    Stk. 6. Forlængelse af beslutning efter stk. 4 kan tidligst vedtages 1 måned før udløbet af den gyldighedsperiode, der er nævnt i stk. 3.

    Stk. 7. Beslutning om forlængelse efter stk. 4 bevarer sin gyldighed i indtil 6 måneder efter dens ikrafttræden.

    Stk. 8. Kommunalbestyrelsen offentliggør beslutninger efter stk. 1 og 4.

    § 12. Beslutninger efter § 11 anvendes ikke på personer, der ønsker at flytte til kommunen af følgende grunde:

    1) for at bevare tæt kontakt til nære pårørende, der bor i tilflytningskommunen,

    2) af religiøse grunde for at blive optaget i et boligmiljø, hvis hovedformål er, at personer med samme religiøse overbevisning kan være sammen,

    3) for at opnå en særlig bolig beregnet for personer, der er omfattet af lov om erstatning til besættelsestidens ofre, eller

    4) i deres egenskab af at være ægtefælle, registrerede partner eller samlever, jf. § 8, stk. 3.

    Stk. 2. Ved nære pårørende forstås forældre, børn, søskende eller andre, som den pågældende har en nær tilknytning til.

    LOVE/REGLER:

    Bekendtgørelse om plejehjem og beskyttede boliger.

    ØKONOMI/PERSONALEFORHOLD:

    Sagen har ikke i sig selv økonomiske eller personalemæssige konsekvenser.

    KOMMUNIKATION/HØRING:

    Ældrerådet.

    BESLUTNINGSPROCES:

    Social- og sundhedsudvalget den 3. oktober 2016.

    BESLUTNING: Social- og Sundhedsudvalget den 03-10-2016

    Godkendt.

    Punktet sættes på dagsorden i 1. kvartal 2017.

    Ole Svendsen (A) var indkaldt som stedfortræder for Ole H. Hansen (A).

    Bilag

  • 3
    Velfærdsteknologi, opfølgning på inspirationstur
    Sagsid.: 16/1262

    RESUMÉ:

    Udvalget drøfter opfølgning på inspirationstur om velfærdsteknologi den 20. september 2016, for udvalget og medarbejdere fra ældreområdet.

    INDSTILLING:

    Administrationen indstiller,

    1. at Social- og sundhedsudvalget bemyndiger administrationen til at udarbejde udkast til principper for indførelse af velfærdsteknologi i Dragør Kommune til udvalgets næstkommende møde.
    1. at Social- og sundhedsudvalget bemyndiger administrationen til, på baggrund af udvalgets drøftelser, at udarbejde et udkast til konkrete indsatser, der kan realiseres for værdighedspuljemidlerne i udmøntningsplanen 2016.

    SAGSFREMSTILLING:

    Social- og Sundhedsudvalget tilkendegav på mødet den 4. juni 2015, et ønske om at undersøge det velfærdsteknologiske område. Udvalget besluttede på møde den 30. november 2015, at søge inspiration i en kommune, der har arbejdet systematisk med at indføre velfærdsteknologi. Den 20. september var der arrangeret inspirationstur om velfærdsteknologi for udvalget og medarbejdere fra ældreområdet.

    Velfærdsteknologien skal gavne borgerne og kommunens muligheder for, at imødekomme et øget opgavepres fra en stigende ældrebefolkning de kommende år. Velfærdsteknologien skal finde sin plads i krydsfeltet mellem hjælpemidler, hverdagsrehabilitering, træning, personlig pleje og hjælp og i en samtidig respekt for borgerens behov, ønsker og ret til privatliv. Derudover træffes beslutningen om ibrugtagning af en ny teknologi i en kommunaløkonomisk virkelighed.

    Der er en bred vifte af velfærdsteknologiske løsninger at vælge imellem og udvælgelsen skal ske klogt og i et samarbejde mellem borger, pårørende og medarbejder.

    Velfærdsteknologi i Dragør Kommune

    Hvad skal danne rammen for indførelse af velfærdsteknologi?

    På inspirationsturen til Odense den 20. september blev udvalget præsenteret for Odense Kommunes metode til at håndtere hensynet til borger, medarbejdere og økonomien, med særlig vægt på implementeringen – at teknologien bruges og virker i hverdagen.

    Der er tre væsentlige udfordringer i fremtiden, som velfærdsteknologien forventes at kunne bidrage til at løse:

    • Efterspørgslen efter social- og sundhedsydelser forventes at stige, da der bliver flere ældre
    • Efterspørgslen efter individuelt tilpassede ydelser og højere kvalitet i ydelserne forventes at stige
    • Arbejdsstyrken reduceres i antal, det bliver sværere at skaffe arbejdskraft i fremtiden

    Velfærdsteknologi er målrettet borgeren eller som et arbejdsredskab for medarbejderne.

    For borgeren skal velfærdsteknologien bidrage til øget livskvalitet, uafhængighed af andres hjælp, tryghed, handlefrihed og længere tid i eget hjem.

    For medarbejdere skal velfærdsteknologien give et bedre og mere effektivt arbejdsmiljø.

    Den menneskelige kontakt og behovet for samvær, skal mødes med indsatser, der forebygger ensomhed og fremmer samvær og netværk.

    Velfærdsteknologi rejser en række spørgsmål:

    • Borgere er forskellige og skal borgerne have mulighed for at vælge mellem personlig hjælp og velfærdsteknologi?
    • Løsninger kan forudsætte, at der gennem døgnets 24-timer indhentes information om borgeren, f.eks. GPS til demente. Vil løsninger, der forudsætter daglig overvågning blive oplevet som en ekstra sikkerhed og omsorg eller krænkelse og kontrol? Og hvem har ansvaret for at reagere på den indkomne information?
    • Hvem skal betale for hvilke typer velfærdsteknologi – borger eller kommune?

    Odense Kommune har igennem mange år arbejdet med området. Hver gang en ny teknologi overvejes indført, sikres følgende målsætninger og formål overholdt:

    Overordnet målsætning: Bedre kvalitet og bedre resurser udnyttelse

    Konkrete formål om bedre brugeroplevet livskvalitet, plads til relationer og nærvær, udsætte eller reducere borgerens behov for og afhængighed af hjælp samt sikre attraktive arbejdspladser.

    Målsætning og formål understøttes af et værdigrundlag, der bidrager til at sætte de politisk og administrativt anerkendte rammer for svarene på følgende fire udfordringer:

    1) Er der fokus på teknologi frem for behov?

    2) Hvem sætter grænsen for udviklingen af velfærdsteknologi?

    3) Hvad – og hvilke teknologier – skal prioriteres

    4) Er der frit valg og selvbestemmelse for borgerne?

    Administrationen indstiller, at Social- og Sundhedsudvalget bemyndiger administrationen til at udarbejde udkast til principper for indførelse af velfærdsteknologi i Dragør Kommune til udvalgets næstkommende møde.

    Odense Kommunes erfaringer med at indføre velfærdsteknologi

    Velfærdsteknologi skal skabe værdi for borgerne, medarbejderne, kommunen og virksomhederne.

    Teknologi er svaret, når løsningerne frigør resurser til, at kommunen kan varetage andre opgaver.

    Eksempler:

    -At en automatiseret seng gør det muligt for en beboer selv at komme ind og ud af en seng.

    -At en planlægningsskærm fører til smidigere arbejdsgange og overblik.

    Indførelse af velfærdsteknologi kræver beslutsomhed og vedholdenhed og politisk og administrativ ledelse er helt afgørende. Tålmodighed og robusthed er nødvendig, da forandringer i adfærd tager tid og teknologien ikke altid virker.

    Odense benytter en implementeringsmodel for at sikre en systematisk og effektiv indførelse af ny teknologi, så den ønskede effekt opnås eller at en konkret teknologiindførelse afsluttes hvis den ikke indfrier effekt.

    Odense Kommune har i 2016 – 2019 planlagt at arbejde systematisk med en række områder:

    Støttestrømpepåtager, støttestrømpeaftager, bedre brug af hjælpemidler, projekt tryksår, skylletoiletter, planlægningsskærme, inkontinens, videokommunikation mv.

    Velfærdsteknologi versus hjælpemidler

    Velfærdsteknologi er redskaber, der har snitflader til hjælpemiddelområdet, det kan have karakter af at være et hjælpemiddel, et forbrugsgode eller fungere som et arbejdsredskab for det sundhedsfaglige personale.

    Velfærdsteknologi, hjælpemidler og forbrugsgoder

    Velfærdsteknologi på det sociale område er teknologiske redskaber, der kan understøtte borgere i deres dagligdag eller i forbindelse med sociale velfærdsydelser og indsatser, de modtager. Formålet med at anvende velfærdteknologi, er dermed bredere end formålet med et hjælpemiddel eller forbrugsgode.

    Et hjælpemiddel er et produkt, der er fremstillet for at afhjælpe en fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse. Et forbrugsgode er fremstillet til almindelig brug hos befolkningen og forhandles bredt. Det er det konkrete produkts almindelige udbredelse, der afgør, om det er et hjælpemiddel eller et forbrugsgode. Formålet med såvel hjælpemidlet og forbrugsgodet er, at kompensere for funktionsnedsættelse og give borgere bedre muligheder for rehabilitering, aktivitet og samfundsdeltagelse.

    Hjælp efter servicelovens §§ 112 og 113 kan ydes, når hjælpemidlet eller forbrugsgodet:

    1) i væsentlig grad kan afhjælpe de varige følger af den nedsatte funktionsevne,

    2) i væsentlig grad kan lette den daglige tilværelse i hjemmet eller

    3) er nødvendigt for, at den pågældende kan udøve et erhverv.

    Implementering af velfærdsteknologi i Dragør

    Ud fra erfaringerne i Odense Kommunevil metoden til indførelse af velfærdsteknologi i Dragør være, at identificere et problem og herefter systematisk at pilotafprøve løsninger, hvor der er en god business case, vælge løsning til fuld implementering og endelig systematisk at indføre teknologien i hele organisationen. Sluttelig skal projektet genbesøges for at sikre at teknologien er indført hele vejen ud i arbejdsgange, beslutninger og daglig anvendelse, samt at tidligere arbejdsgange og løsninger er fjernet.

    Erfaringen i Odense Kommune ved indførelse af velfærdsteknologi er, at den organisatoriske og adfærdsmæssige ændring er sværest at opnå. Her understreger Odense Kommune, at politisk og administrativ vedholdenhed og beslutsomhed er afgørende for at få succes med velfærdsteknologien.

    Administrationen anbefaler på baggrund af erfaringerne fra Odense Kommune og på baggrund af udvalgets drøftelser, at Social- og sundhedsudvalget bemyndiger administrationen til at udarbejde et udkast til konkrete velfærdsteknologier, der kan indføres for værdighedspuljemidlerne i udmøntningsplanen 2016.

    LOVE/REGLER:

    Værdighedspolitik og udmøntningsplan for puljemidler 2016.

    ØKONOMI/PERSONALEFORHOLD:

    I udmøntningsplan for de statslige puljemidler vedr. værdighedspolitik 2016 er der afsat ca. 1,5 mio. kr. til velfærdsteknologi.  

    KOMMUNIKATION/HØRING:

    Ældrerådet.

    RELATION TIL POLITIKKER:

    Værdighedspolitik og Politik om aktivt medborgerskab.

    BESLUTNINGSPROCES:

    Social- og sundhedsudvalget den 3. oktober 2016.

    BESLUTNING: Social- og Sundhedsudvalget den 03-10-2016

    Ad 1+2

    Godkendt.

    Ole Svendsen (A) var indkaldt som stedfortræder for Ole H. Hansen (A).

    Bilag

  • 4
    Monitorering af hjemmeplejen
    Sagsid.: 16/462

    RESUMÉ:

    Social- og Sundhedsudvalget får en monitorering af hjemmeplejen, om antal aflyste besøg i hjemmeplejen samt besøg ydet af en afløser indtil oktober 2016. Sagen indeholder afrapportering for uge 38.

    INDSTILLING:

    Administrationen indstiller, at Social- og Sundhedsudvalget godkender september måneds afrapportering om besøg ydet af hjemmeplejen.

    SAGSFREMSTILLING:

    På Social- og Sundhedsudvalgets møde den 9. maj 2016 besluttede udvalget, at monitoreringen af hjemmeplejen fortsat forelægges for udvalget i perioden frem til oktober 2016.

    Monitoreringen omfatter en oversigt over

    1) Aflyste besøg i hjemmeplejen

    2) Besøg der ydes af en afløser

    Social- og Sundhedsudvalget har været forelagt syv målinger, der har vist, at det forholdsvist høje forbrug af vikarer i de første opgørelser er faldet markant og holder sig konstant lavt.

    Denne syvende måling viser, at niveauet fra sidste måling er fastholdt.

    LOVE/REGLER:

    Ingen bemærkninger.

    ØKONOMI/PERSONALEFORHOLD:

    Ingen bemærkninger.

    KOMMUNIKATION/HØRING:

    Ældrerådet.

    RELATION TIL POLITIKKER:

    Ingen bemærkninger.

    BESLUTNINGSPROCES:

    Social- og sundhedsudvalget den 3. oktober 2016.

    BESLUTNING: Social- og Sundhedsudvalget den 03-10-2016

    Godkendt.

    Hermed afsluttes monitorering.

    Ole Svendsen (A) var indkaldt som stedfortræder for Ole H. Hansen (A).

    Bilag

  • 5
    Ældrerådets høringsproces
    Sagsid.: 16/2762

    RESUMÉ:

    Der er indgået aftale med Ældrerådet om fremtidig høringsprocedure af rådet, som fremlægges til udvalgets godkendelse.

    INDSTILLING:

    Administrationen indstiller, at Social- og Sundhedsudvalget godkender proceduren for fremtidig høring af Ældrerådet.

    SAGSFREMSTILLING:

    Udkast til Ældrerådets høringsprocedure er udarbejdet på et møde 1. september 2016 mellem formand Sten Brincker og Richart Barth begge fra Ældrerådet samt formand Jens Passarge og Peter Læssøe fra Social- og Sundhedsudvalget.

    Ældrerådets ønsker til høringsproceduren er godkendt af Ældrerådets formand og anbefales af administrationen.

    Udkast til høringsprocedure for Ældrerådet:

    • At administrationen fra hvert af de politiske udvalg screener udvalgsdagsordnerne for høringsemner til Ældrerådet (af interesse for borgere over 60 år).
    • At de udpegede dagsordenemner og -punkter sendes særskilt og enkeltvis til Ældrerådet.
    • At alle politiske udvalgsdagsordner i deres helhed fortsat sendes som hidtil.
    • At dette følges op af en løbende dialog med Ældrerådet, om hvorvidt Ældrerådet oplever, at de rigtige emner sendes til høring i Ældrerådet.
    • Høringsproceduren evalueres i 2. kvartal 2017.

    LOVE/REGLER:

    Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område.

    ØKONOMI/PERSONALEFORHOLD:

    Ingen bemærkninger.

    KOMMUNIKATION/HØRING:

    Ældrerådet.

    BESLUTNINGSPROCES:

    Social- og Sundhedsudvalget den 3. oktober 2016.

    BESLUTNING: Social- og Sundhedsudvalget den 03-10-2016

    Tillægsforslag fra Morten Dreyer (O):

    Handicap rådet orienteres på samme plan som Ældrerådet, hvis de ønsker det.

    For stemte:

    1 (O)

    Imod stemte:

    3 (I+T+ Jens Passarge (Løsgænger))

    Undlod at stemme:

    3(A+C+ Svend Mathiasen (Løsgænger))

    Faldet.

    Administrationens forslag:

    Godkendt.

    Ole Svendsen (A) var indkaldt som stedfortræder for Ole H. Hansen (A).

  • 6
    Ældrerådets høringssvar
    Sagsid.: 16/463

    RESUMÉ:

    Ældrerådets høringssvar til Social- og Sundhedsudvalgets dagsordner forelægges som standard for udvalget. Der er dog ikke modtaget høringssvar til mødet den 1. september 2016.

    INDSTILLING:

    Administrationen indstiller, at Social- og Sundhedsudvalget tager til efterretning, at der ikke er modtaget bemærkninger fra Ældrerådet.

    SAGSFREMSTILLING:

    Der er ikke modtaget høringssvar fra ældrerådet.

    LOVE/REGLER:

    Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område.

    ØKONOMI/PERSONALEFORHOLD:

    Ingen bemærkninger.

    BESLUTNINGSPROCES:

    Social- og Sundhedsudvalget den 3. oktober 2016.

    BESLUTNING: Social- og Sundhedsudvalget den 03-10-2016

    Til efterretning.

    Ole Svendsen (A) var indkaldt som stedfortræder for Ole H. Hansen (A).

  • 7
    Forslag fra Svend Mathiasen (Løsgænger) - Modtagne klager
    Sagsid.: 16/2761

    INDSTILLING:

    Sagen fremsendes uden indstilling.

    SAGSFREMSTILLING:

    Svend Mathiasen (Løsgænger) har i mail af 20. september 2016 anmodet om at følgende forslag sættes på SSUs dagsorden:

    ”Med henvisning til beslutning truffet i SSU den 11. august 2016, hvorefter; "klager fremadrettet journaliseres og arkiveres med henblik på læring og optimering forelægges for udvalget hvert halve år", skal undertegnede hermed fremsætte et supplerende forslag om, at de eventuelle modtagne klager over forhold i SSUs politiske ansvarsområde fremsendes løbende til udvalgets medlemmer uden ophold i takt med de modtages og registreres i forvaltningen.”      

    ØKONOMI/PERSONALEFORHOLD:

    Ingen bemærkninger.

    BESLUTNINGSPROCES:

    Social- og Sundhedsudvalget den 3. oktober 2016.

    BESLUTNING: Social- og Sundhedsudvalget den 03-10-2016

    Udvalget besluttede at få en månedlig status over indkomne klager.

    Ole Svendsen (A) var indkaldt som stedfortræder for Ole H. Hansen (A).

  • 8
    Meddelelse - Dimensioneringsaftale for SOSU- og PAU uddannelser
    Sagsid.: 16/2683

    RESUMÉ:

    Orientering om ny trepartsaftale om dimensionering af Social- og sundhedshjælper og -assistent uddannelserne.

    SAGSFREMSTILLING:

    Parterne på det offentlige arbejdsmarked har 31. august 2016 indgået aftale om antallet af praktikpladser på uddannelserne til social- og sundhedshjælper, social og sundhedsassistent samt pædagogisk assistent i 2017 og 2018.

    I trepartsaftale om kvalificeret og tilstrækkelig arbejdskraft, indgår en flerårig dimensionering af antallet af praktikpladser for social- og sundhedsuddannelsen (SOSU-hjælper og SOSU-assistent) samt den pædagogiske assistentuddannelse (PAU). Parterne er enige om en fælles aftale om uddannelsesbehovet for de tre uddannelser.

    Aftalen gælder i 2017 og 2018 og betyder, at unge, der søger ind på de tre uddannelser, vil have udsigt til mindst 2.200 elever på SOSU-hjælperuddannelsen, 5.000 elever på SOSU-assistentuddannelsen og 700 elever på PAU.

    Aftalen skal sikre de unge og voksne, der begynder på uddannelserne større sikkerhed for, at de kan få en praktikplads. Det er afgørende, at der er praktikpladser nok, hvis flere skal søge ind på erhvervsuddannelserne herunder de tre velfærdsuddannelser og sikre rekrutteringsbehovet fremover.

    Med aftalen sikres det, at der kan uddannes betydeligt flere SOSU-assistenter, som er det kommunerne efterspørger for at kunne løse de stadigt flere sundheds- og sygeplejefaglige opgaver, der følger med, at patienterne udskrives tidligere fra sygehusene. Samtidig sikrer aftalen en tilpasning af praktikpladskapaciteten, der matcher kommunernes behov.

    Antallet af praktikpladser i 2017 og 2018 afspejler, at SOSU-uddannelsen opdeles i to selvstændige uddannelser til SOSU-hjælper og SOSU-assistent. Det sker med virkning fra 1. januar 2017. Hidtil har uddannelse til SOSU-assistent krævet forudgående uddannelse til SOSU-hjælper. Opdelingen sker for at skabe en mere tydelig faglig profil for begge uddannelser, så uddannelserne afspejler udviklingen i opgaverne på sundheds- og ældreområdet.

    Konsekvenser for Dragør Kommune er en dimensionering på 6 hjælpere og 10 assistenter i 2017.

    I 2016 er dimensionering efter gammel ordning 19 hjælpere og 6 assistenter. Da praktikperioden bliver længere og antallet af personer bliver færre vil fordelingen af elever - forsigtigt beregnet - betyde en øget udgift på ca. 25 måneders løn, set over den samlede uddannelsesperiode. Men arbejdsværdien af eleverne i den nye længere assistentuddannelse vil, ifølge KL, blive højere for kommunerne, da deres praktikperioder i kommunen vil være længere end tidligere. Det betyder at eleverne kan blive indregnet som arbejdskraft og dermed opveje merudgiften til praktiklønnen.

    ØKONOMI/PERSONALEFORHOLD:

    KL vurderer at de øgede udgifter til elevløn forventes opvejet af, at elever kan indgå i arbejdsopgaver og dermed spare lønudgifter til fast personale.

    KOMMUNIKATION/HØRING:

    Ældrerådet.

    BESLUTNINGSPROCES:

    Social- og Sundhedsudvalget den 3. oktober 2016.

    BESLUTNING: Social- og Sundhedsudvalget den 03-10-2016

    Til efterretning.

    Ole Svendsen (A) var indkaldt som stedfortræder for Ole H. Hansen (A).

    Bilag

  • 9
    Meddelelse - EOJ udbud
    Sagsid.: 16/2689

    RESUMÉ:

    Dragør Kommune har i regi af Den Storkøbenhavnske Digitaliseringsforening (DSD) sammen med 12 kommuner tilsluttet sig et fælles udbud på det elektroniske omsorgssystem (EOJ).

    SAGSFREMSTILLING:

    Den Storkøbenhavnske Digitaliseringsforening (DSD) har besluttet at iværksætte et fælles EU-udbud vedrørende anskaffelse af et elektronisk omsorgssystem (EOJ). Der udbydes en rammeaftale med de deltagende kommuner som parter.

    Det nye EOJ har til formål at give Kommunerne og brugerne et standardsystem, der er teknologisk topmoderne og brugervenligt.

    Kommunerne har et fælles ønske om, at EOJ skal understøtte nye organiseringsformer og betjeningsbehov samt være fleksibelt i samarbejde med andre løsninger. Systemet skal herudover kunne understøtte forskellighederne i de enkelte Kommuners behov.

    Kommunens har med aftalen givet bindende tilsagn om at ville deltage i udbuddet og optræde som part i den fælles rammeaftale med leverandøren, såfremt udbuddet resulterer i, at der indgås kontrakt.

    Dragør Kommune forventer at implementere det nye EOJ i driften i 1. kvartal 2018.

    LOVE/REGLER:

    Udbudsreglerne

    ØKONOMI/PERSONALEFORHOLD:

    Ingen bemærkninger.

    KOMMUNIKATION/HØRING:

    Ældrerådet.

    BESLUTNINGSPROCES:

    Social- og Sundhedsudvalget den 3. oktober 2016.

    BESLUTNING: Social- og Sundhedsudvalget den 03-10-2016

    Til efterretning.

    Ole Svendsen (A) var indkaldt som stedfortræder for Ole H. Hansen (A).

  • 10
    Meddelelse - Løbende status på flygtningeområdet
    Sagsid.: 16/467

    RESUMÉ:

    Status på flygtningeområdet forelægges udvalget til orientering.

    SAGSFREMSTILLING:

    På mødet i Social- og Sundhedsudvalget den 7. maj 2015 blev det besluttet, at udvalget forelægges en løbende status på flygtningeområdet, herunder aktiviteter i forhold til boligplacering.

    På møde i Social- og Sundhedsudvalget den 4. februar 2016 bad udvalget om supplerende oplysninger.

    Forvaltningen vedlægger hermed bilag, der belyser følgende:

    • Status/antal på kvoteflygtninge for 2015 og 2016

    • Antal familiesammenføringer samt fra hvilken kvote

    • Oversigt over midlertidig og permanent boligplacerede

    Situationen på beskæftigelses- og aktiveringsområdet udvikler sig dynamisk, fordi de beskæftigelsesrettede tilbud som f.eks. praktik er kortvarige og skiftende. På baggrund af dette, samt at sagsbehandlingen

    udføres af Jobcenter Tårnby, og oplysningerne trækkes manuelt, vil statistikken på beskæftigelses/aktiveringsområdet præsenteres en gang i

    kvartalet.

    LOVE/REGLER:

    Integrationsloven.

    ØKONOMI/PERSONALEFORHOLD:

    Ingen bemærkninger.

    KOMMUNIKATION/HØRING:

    Ingen bemærkninger.

    RELATION TIL POLITIKKER:

    Ingen bemærkninger.

    BESLUTNINGSPROCES:

    Social- og Sundhedsudvalget den 3. oktober 2016.

    Økonomiudvalget den 13. oktober 2016.

    BESLUTNING: Social- og Sundhedsudvalget den 03-10-2016

    Til efterretning.

    Ole Svendsen (A) var indkaldt som stedfortræder for Ole H. Hansen (A).

    Bilag

  • 11
    Meddelelse - Nye landstal for antal flygtninge i 2016
    Sagsid.: 15/2757

    RESUMÉ:

    Udvalget orienteres hermed om, at Udlændingestyrelsen har nedjusteret landstallet for antal flygtninge i 2016.

    SAGSFREMSTILLING:

    Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet har i september udmeldt nye landstal for flygtninge i 2016.

    Udlændingestyrelsens skøn over det antal flygtninge, der i 2016 forventes at blive visiteret til boligplacering i kommunerne, nedjusteres til 7.500 personer.

    Styrelsens vurdering af det nye antal er beregnet på baggrund af antallet af asylansøgere, der hidtil er indrejst i Danmark i 2016, og det antal flygtninge, der er boligplaceret i år, samt styrelsens aktuelle forventninger til antallet af afgørelser om visiteringer for resten af 2016.

    Derudover, som følge af faldet i antallet af indrejsende asylansøgere samt styrelsens forventninger til antallet af afgørelser i 2017, vurderer Udlændingestyrelsen, at landstallet for 2017 justeres til 8.500 personer.

    Hidtil har Dragør Kommune forventet at modtage 64 flygtninge i 2016 jf. Udlændingestyrelsens tidligere kvoteudmelding. Antallet er nu nedjusteret til en kvote på 30 personer.

    I 2017 forventede Dragør Kommune at modtage 54 flygtninge, men antallet er nu nedjusteret til 31 personer i 2017.

    De nye kommunekvoter er vejledende.

    Oversigt over regions- og kommunekvoter for 2016 og 2017 vedlægges som bilag.

    LOVE/REGLER:

    Integrationsloven.

    ØKONOMI/PERSONALEFORHOLD:

    Ingen bemærkninger.

    KOMMUNIKATION/HØRING:

    Ingen bemærkninger.

    RELATION TIL POLITIKKER:

    Ingen bemærkninger.

    BESLUTNINGSPROCES:

    Social- og Sundhedsudvalget den 3. oktober 2016.

    Økonomiudvalget den 13. oktober 2016.

    BESLUTNING: Social- og Sundhedsudvalget den 03-10-2016

    Til efterretning.

    Ole Svendsen (A) var indkaldt som stedfortræder for Ole H. Hansen (A).

    Bilag

  • 12
    Eventuelt
    Sagsid.:

    Social- og Sundhedsudvalget den 3. oktober 2016

    Administrationen orienterede:

    Personalesag på Enggården.

    Udvalget er inviteret til et politisk dialogmøde om sundhed i KKR Hovedstaden den 12. oktober.

    Konsulent til Sundhed og Omsorg.

    Ole Svendsen (A) var indkaldt som stedfortræder for Ole H. Hansen (A).