Skip navigationen

Referat

Mandag den 31. oktober 2016 kl. 17:00

Mødested: Havnestuen
Udvalg: Social- og Sundhedsudvalget
Medlemmer: Asger Larsen (I), Jens Passarge (T), Kenneth Gøtterup (C), Ole H. Hansen (A), Peter Læssøe (T), Svend Mathiasen (Løsgænger)
Afbud fra: Morten Dreyer (O)
Bemærkninger: Godkendelse af dagsorden:
Godkendt
  • 1
    Tema Enggården præsentation
    Sagsid.: 16/2946

    RESUMÉ:

    Udvalget har ønsket en gennemgang af Enggården, med henblik på at drøfte serviceniveauet over for borgerne.

    INDSTILLING:

    Administrationen indstiller, at præsentationen drøftes og tages til efterretning.

    SAGSFREMSTILLING:

    Præsentationen af Enggården skal danne grundlag for en efterfølgende politisk drøftelse af Enggårdens fysiske og økonomiske rammer, og hvilket serviceniveau det giver mulighed for at tilbyde borgerne.

    Oplægget vil være en beskrivelse af Enggårdens fysiske, organisatoriske og økonomiske rammer, eks. beskrivelse af afdelingerne og boligerne.

    Oplægget vil komme rundt om de temaer og spørgsmål som er rejst i Social- og Sundhedsudvalgets møde den 11. august og den 1. september:

    • Bemanding ift faglighed og dag/aften/nattevagter
    • Ledelsesmæssigt tilsyn
    • Mål for plejefaglighed
    • Trivsel og rekruttering
    • Sygefravær og vikardækning
    • Der vil blive foretaget sammenligning med et plejecenter i en sammenlignelig kommune.

    LOVE/REGLER:

    Ingen bemærkninger.

    ØKONOMI/PERSONALEFORHOLD:

    Ingen bemærkninger.

    KOMMUNIKATION/HØRING:

    Ingen bemærkninger.

    RELATION TIL POLITIKKER:

    Ingen bemærkninger.

    BESLUTNINGSPROCES:

    Social- og Sundhedsudvalget den 31. oktober 2016.

    BESLUTNING: Social- og Sundhedsudvalget den 31-10-2016

    Forslag fra Liste T:

    Forvaltningen fremlægger til næste SSU et konkret oplæg til mål for Enggårdens, herunder fysiske og økonomiske rammer samt serviceniveau i fremtiden.

    Godkendt.

    Præsentation til efterretning.

    Morten Dreyer (O) var ikke til stede.

  • 2
    Velfærdsteknologi principper for indførelse
    Sagsid.: 16/1262

    RESUMÉ:

    Udvalget skal behandle udkast til principper for indførelse af velfærdsteknologi i Sundhed og Omsorg.

    INDSTILLING:

    Administrationen indstiller at Social- og Sundhedsudvalget godkender udkast til principper for indførelse af velfærdsteknologi i Sundhed og Omsorg.

    SAGSFREMSTILLING:

    Udvalget bemyndigede på møde den 3. oktober administrationen til at udarbejde et udkast til principper for indførelse af velfærdsteknologi i Sundhed og Omsorg. Udkastet til principper er inspireret af Odense Kommune, som har arbejdet målrettet og systematisk med at indføre velfærdsteknologi til løsning af den kommunale velfærdsopgave i sundheds- og omsorgsområdet.

    Principperne skal fastlægge, hvilke regler administrationen skal følge med hensyn til at erstatte medarbejdere med teknologi, hvorvidt teknologien er et valg for borgerne, og hvordan økonomien fordeles mellem kommunen og den enkelte borger.

    Velfærdsteknologi skal skabe værdi for borgeren, kommunen, medarbejderne og virksomhederne.

    Arbejdet med velfærdsteknologi i Dragør Kommune skal:

    • Styrke borgernes muligheder for at leve selvstændige og selvhjulpne hverdagsliv
    • Styrke medarbejdernes arbejdsmiljø
    • Sikre kommunale velfærdsydelser med reduceret eller nuværende omkostningsniveau

    Administrationen foreslår følgende principper (se uddybning i bilaget ”Principper for at indføre velfærdsteknologi i Dragør Kommune – udkast”).

    Princip for velfærdsteknologi til erstatning af medarbejdertimer

    • Hvis en velfærdsteknologi kan erstatte medarbejdertimer, skal velfærdsteknologien være det foretrukne tilbud.

    Princip for overvågningsteknologier

    • Anvendelse af overvågningsteknologi (GPS) skal følge retningslinjer og kriterier for magtanvendelse jf. Serviceloven.

    Princip for økonomisk byrdefordeling

    • Økonomisk byrdefordeling skal følge gældende praksis vedrørende hjælpemidler og forbrugsgoder, jf. Serviceloven mv., eller efter konkret politisk beslutning i henhold til Kommunalfuldmagten.

    Principper med fokus på borger- og medarbejderunderstøttelse som skal:

    · Sikre inddragende dialog og kommunikation

    · Understøtte rehabilitering

    · Baseres på behov blandt borgere og medarbejdere

    Principper med fokus på arbejdsmiljø som skal:

    • Sikre attraktive arbejdspladser

    Principper med fokus på økonomi og omkostninger som skal:

    • Sikre realisering af økonomisk potentiale
    • Fokus på effektiv implementering

    Forvaltningen anbefaler at principperne sendes til høring i hhv. Ældrerådet og Handicaprådet. Sideløbende drøftes såvel principper som konkret anvendelse i MED-udvalget for Sundhed og Omsorg.

    LOVE/REGLER:

    Ingen bemærkninger.

    ØKONOMI/PERSONALEFORHOLD:

    Principperne fastlægger de regler, administrationen skal følge med hensyn til, om medarbejdere erstattes med teknologi, og hvorvidt teknologien er et valg for borgerne, og hvordan økonomien fordeles mellem kommunen og den enkelte borger.

    KOMMUNIKATION/HØRING:

    Ældrerådet og Handicaprådet.

    RELATION TIL POLITIKKER:

    Ingen bemærkninger

    BESLUTNINGSPROCES:

    Social- og Sundhedsudvalget den 31. oktober 2016.

    BESLUTNING: Social- og Sundhedsudvalget den 31-10-2016

    Godkendt.

    Morten Dreyer (O) var ikke til stede.

    Bilag

  • 3
    Velfærdsteknologi konkrete initiativer
    Sagsid.: 16/1262

    RESUMÉ:

    Udvalget kan vælge et eller flere projekter inden for velfærdsteknologi, som kan afprøves og evt. efterfølgende implementeres i Dragør Kommune i 2016 og 2017.

    INDSTILLING:

    Administrationen indstiller,

    1. at udvalget vælger initiativerne ’Støttestrømpe af- og påtager’ samt ’Planlægningsskærme’ som forsøg, til indførelse i 2016 og 2017 for værdighedspuljemidlerne.
    2. at udvalget får evalueringen af de gennemførte forsøg til efterretning, med henblik på beslutning om nye forsøg eller implementering i fuld skala.
    3. at administrationen følger kommende evalueringer af velfærdsteknologiske løsninger fra bl.a. Odense Kommune, med henblik på at vurdere om der er andre relevante løsninger som bør testes i Dragør Kommune.

    SAGSFREMSTILLING:

    Udvalget bemyndigede på møde den 3. oktober administrationen til at udarbejde et udkast til konkrete initiativer til indførelse af velfærdsteknologi i Sundhed og Omsorg.

    Udgangspunktet for at indføre teknologi skal være, hvilken problemstilling, der ønskes løst, jf. dagsordenspunktet ’principper for indførelse af velfærdsteknologi’ på dette udvalgsmøde.

    Udvalget udtrykte ønske om, at administrationen undersøger en række konkrete teknologier i sagsfremstillingen, derfor er problemstillingen, som teknologien vil kunne løse forsøgt, indkredset. I hvert tilfælde vil der desuden være en vurdering af forudsætninger for, at teknologien vil kunne virke i Dragør Kommune.

    Dragør Kommune tager afsæt i Odense Kommunes businesscases, fordi Odense har arbejdet målrettet og systematisk med at indføre velfærdsteknologi, der virker og har en positiv business case / implementeringscase.

    Administrationens forslag til konkrete teknologier er:

    1. Støttestrømpe af- og påtager
    2. Intelligente bleer
    3. GPS
    4. Planlægningsskærme
    5. Medicinindtag, fx videoopkald til borger

    Støttestrømpe af- og påtager
    Formålet er at gøre borgere uafhængige af hjemmeplejen ved af- og påtagning af støttestrømper. Odense kommune afprøver aktuelt forskellige modeller af støttestrømpe af- og påtagere. Projektet slutter i 1. kvartal 2017, hvorefter resultaterne kan anvendes i Dragør Kommune.

    Foreløbige resultater viser, at af de borgere, der modtager hjælp til af- og påtagning, vil 18 % blive selvhjulpne med påtagning at strømper. Resultatet på, hvor mange, der selv kan tage strømper af, foreligger ikke endnu.

    I Dragør Kommune er den relevante målgruppe ca. 40 borgere, der ikke modtager daglig hjælp udover af- og påtagning af strømper.

    For borgerne betyder det øget fleksibilitet og frihed til at følge egen døgnrytme, hvis man selv kan stå op om morgenen, ude at skulle afvente hjælp til at tage støttestrømper på. For den gruppe borgere, som ikke modtager anden hjælp, vil det formodentlig opleves som meget positivt.

    For Hjemmeplejen vil en nedbringelse af antallet af besøg i de travle morgentimer være en stor gevinst, ligesom arbejdsmiljøet lettes. Der kan konkret spares tid til både kørsler og besøg.

    Afhængigt af de konkrete modeller der vælges, og erfaringerne fra Odense, vil der blive udarbejdet en mere præcis økonomisk businesscase.

    Intelligente bleer
    Formålet med elektroniske bleer er at sikre en bedre udredning af borgernes inkontinensproblemer. Det betyder at borgerne vil opleve en forøget livskvalitet, da de kun vil få skiftet ble, når det er nødvendigt og derfor ikke kontrolleres i løbet af dagen og natten. Gevinsten vil desuden være, at der vil være en besparelse ved færre skift samt ved, at den enkelte borgeres behov dækkes med den rette størrelse ble.

    I Odense skønnes, at 25 % af alle borgere med blebevilling i hjemmeplejen vil være kvalificeret til at få en elektronisk inkontinensudredning en gang årligt, og at der kan opnås besparelse på blestørrelse og antal skift.

    Bleleverandørens analyse af forbruget i Dragør Kommune viser, at borgernes blestørrelse statistisk svarer til en hensigtsmæssig tildeling sammenlignet med leverandørens øvrige kommuner. Det betyder, at den økonomiske gevinst ved indførelse af intelligente bleer vil være begrænset.

    Omkostningerne ved indførelse af intelligente bleer vil, udover indkøb af bleerne og licens til brug af database mv., som minimum fordre, at der i Dragør Kommune ansættes en inkontinenssygeplejerske, og at der sker en kompetenceudvikling af medarbejderne.

    GPS

    Formålet med at indføre GPS er at kunne finde personer med demens, der er blevet væk efter ’vandring’ bort fra plejehjem eller bolig.

    Det har ikke været muligt, med den korte tidshorisont at finde en businesscase om økonomien i brug af GPS.

    Administrationen indstiller derfor, at Dragør Kommune fortsætter brug af GPS under "personlige alarmer og pejlesystemer", der er omfattet af Servicelovens regler om magtanvendelse § 125. Og at stillingtagen til en udvidet brug af GPS først sker, når eller hvis der på nationalt plan foreligger en business case på dette.

    Omkostningerne ved udvidet brug af GPS i Dragør Kommune vil udgøres af:

    - Køb af GPS sporingsenheder

    - Fast betaling til abonnement

    - Vedligeholdelse og opdatering af GPS

    - Personale der skal overvåge og handle, når GPS enheden alarmerer

    Fordelene vil være øget tryghed hos plejepersonalet og familierne til de borgere, der måtte forlade boligen og blive væk (statistisk set 3 borgere årligt i Dragør), samt besparelse til politiets eftersøgning af den forsvundne.

    Der findes ikke en opgørelse over hvor mange mennesker med demens, der vandrer bort fra deres bolig og bliver væk. Nationalt Videncenter for demens angiver på baggrund af tal fra Nordsjællands politi, at tallet skønnes at være ca. være 1000 mennesker med demens om året i Danmark.

    Dragør udgør ca. 3 promille af Danmarks befolkning og vil dermed statistisk set årligt have 3 borgere med demens, der forlader boligen og bliver væk.

    Problemet kan i nogen grad forebygges ved at tilbyde den fornødne pleje og omsorg, meningsfuld beskæftigelse og ved at plejeboligerne og de tilhørende udearealer indrettes til personer med demens og deres særlige behov. Endelig kan der anvendes andre teknologiske hjælpemidler eksempelvis trykfølsomme måtter, koder på dør (benyttes på Enggårdens afd. D) og kugledyne, som dæmper uro (anvendes også i dag). En person med svær demens er ikke i stand til at klare sig selv og er afhængig af, at andre tager vare på sikkerheden.

    Lovgivningen tillader ikke, at dørene på plejehjem låses, og det er ikke realistisk med permanent manuel overvågning af alle beboere.

    GPS-sporingsenheder falder ind under kategorien "personlige alarmer og pejlesystemer", der er omfattet af Servicelovens regler om magtanvendelse § 125.

    Ifølge Serviceloven kan en personbåren GPS anvendes, medmindre den pågældende modsætter sig dette. Hvis personen modsætter sig, kan den lokale kommunalbestyrelse træffe afgørelse om, at GPS må anvendes alligevel. Det forudsætter, at der er risiko for, at personen ved at forlade bo- eller dagtilbuddet udsætter sig selv (eller andre) for fare. Tilladelse til brug af GPS mod pågældendes vilje gælder normalt for en begrænset periode, men kan også gøres tidsubegrænset.

    Kommunerne har forskellig praksis vedrørende anskaffelse af GPS til borgere med demens. I nogle kommuner opfordres borgeren eller dennes pårørende til selv at anskaffe en GPS. I andre tilfælde bevilges GPS som hjælpemiddel efter Servicelovens § 112. Nogle kommuner har valgt at købe et antal GPS-enheder til udlån. Det kan også være det enkelte plejecenter, der indkøber GPS til brug i plejen.

    Flere typer GPS-enheder kræver et abonnement, og der vil derfor, udover anskaffelsen, også være driftsomkostninger. Det er forskelligt fra kommune til kommune, hvem der betaler for abonnementet. Der kan også opstå behov for vedligeholdelse af GPS-enheden og deraf følgende omkostninger.

    Det kan være en udfordring at sikre, at personen med demens bærer GPS-enheden på sig. Pågældende er sjældent selv i stand til at huske det, har måske ikke indsigt i, at der er behov for en GPS og forstår heller ikke, hvad en GPS er. Ofte må omsorgsgiveren sikre sig, at GPS’en er i den jakke eller taske, som personen med demens tager med, eller at GPS’en bæres på kroppen hele tiden.

    Planlægningsskærme

    Sekoia er et digitalt værktøj til pleje- og omsorg, der løser mange planlægnings- og administrative opgaver i ældreplejen. I Dragør Kommune vil det i første omgang være relevant at teste på en mindre del af Omsorgscentret Enggården, svarende til ca. 30 borgere.

    Løsningen består af touch-skærme med situationstilpassede apps, som installeres hos den enkelte borger. Ved hjælp af skærmene får personalet adgang til al den viden, der er brug for. Resultatet er bedre pleje, færre fejl, mere arbejdsglæde og ikke mindst tid og fokus til den enkelte borger. Værktøjet er udviklet i tæt samarbejde med eksperter inden for pleje og omsorg.

    Formålet med skærmene er at give medarbejderne et overblik over dagens opgaver – både i forhold til den enkelte borger og i forhold til afdelingens samlede opgavemængde.

    Sekoia er en åben software platform/løsning til applikationer på velfærdsområdet. Udvalget af applikationer kan tilpasses brugernes forskellige behov omkring bl.a.:

    • Daglige opgavelister
    • Aktivitetskalendere
    • Videokommunikation
    • Telemedicin
    • Blebestilling
    • Øvrige apps med fokus på sundhed eller socialt indhold.

    Skærmene giver medarbejdere et hurtigt overblik over de opgaver, der skal udføres dagligt – både rutineopgaver (at hjælpe borgere op, bad, medicinregistrering mm.), samt enkeltstående opgaver (eksempelvis frisør, tandlægetider, bestille bleer mm.). Med et nyt omsorgssystem, skal der etableres en snitflade via skærmene, så den mest nødvendige dokumentation kan foretages fra skærmene (eksempelvis ændring i medicin, ændringer i handleplan og daglig dokumentation).

    Løsningen målrettes medarbejdere i forhold til planlægning/koordinering af arbejdsopgaver og aktiviteter omkring borgeren. Der findes også en flade ud mod borgeren, som viser borgerens kalender, giver mulighed for at høre radio, få vist lokal vejrudsigt og få vist billeder. Pårørende har mulighed for at logge på borgerfladen via password. Pårørende kan således lægge aftaler i borgerens kalender og lægge personlige billeder ind på borgerens skærm.

    Der er to forskellige indgange/brugerflader til hver skærm: En borger- og en medarbejderrelateret. Borgerens brugerflade er standard på skærmen. Medarbejderens brugerflade tilgås med brugernavn og password eller kortlæser.

    Indførelse

    Det skønnes, at indførelsen af skærmene vil kræve brug af ca.:

    12 ledelsestimer (12 timer pr. leder)

    24 superbrugertimer (12 timer pr. superbruger)

    40 øvrige personaletimer (2 timer pr. øvrig medarbejder)

    Investering og drift over 3 år

    Investering:

    Licens 75.000 kr. pr omsorgscenter til implementering

    Skærme 25.000 kr. pr. omsorgscenter og 1000 kr. pr skærm

    ved fx 33 skærme = i alt 25.000 + 33.000 + 75.000 = 133.000 kr.

    Drift over 3 år:

    Licens 300 kr. pr skærm pr. måned. Med 33 skærme svarer det til ca. 119.000 kr. pr. år.

    Forudsætninger

    Skærmene og kortlæsernes levetid er vurderet til 4 år.

    Gevinster

    33 % mindre kontortid

    73 % færre utilsigtede hændelser

    +19 minutter mere tid med borgerne pr. vagt

    Effektivitetsløft (pr. plejecenter), 4.000 - 10.000 timer årligt ved hhv. 50 og 120 beboere.

    Gevinstopgørelsen er baseret på tredjepartsobservationer fra flere danske kommuner.

    I bilaget ses Odense Kommunes beregninger for realisering af gevinster.

    I Dragør Kommune ville en pilotafprøvning for 30 borgere forventes at have en besparelse af medarbejdertid svarende til 2400-2500 timer om året eller ca. 1,2 årsværk. Herfra skal trækkes driftsudgiften på ca. 119.000 kr. og anlægsudgifter svarende til ca. 33.000 kr. pr. år i en 4-årig cyklus, i alt ca. 152.000 kr. pr. år.

    Besparelsen skal beregnes nærmere ift de afløftede opgaver og en gennemsnitstimeløn for hhv. en hjælper, assistent og sygeplejerske, men der kan forventes en positiv businesscase.

    Hjælp til medicinindtag mm.
    Odense Kommune er i opstart med afprøvning af videoløsning til erstatning af et almindeligt hjemmeplejebesøg. Administrationen anbefaler, at Dragør Kommune afventer Odense Kommunes evaluering af afprøvning.

    Præsentation af en af mange mulige teknologier på området ’DoMyDay’ er vedhæftet i bilag til sagen.

    Her fremhæves bl.a., at DoMyDay kan:

    - Skabe struktur og selvstændighed i borgerens dag

    - Hjælpe borgere med kognitiv funktionsnedsættelse

    - Gøre formidling til kontakter nemmere.

    - Overblik over livshistorie, hvilket kan give ro og tryghed til borgeren

    LOVE/REGLER:

    Ingen bemærkninger.

    ØKONOMI/PERSONALEFORHOLD:

    Finansiering sker inden for afsatte midler i Værdighedspuljen, i første omgang til test af projekter i mindre skala.

    Der er mulighed for at overføre værdighedsmidlerne til 2017.

    Ved fuld udrulning vil de løbende driftsomkostninger kunne dækkes ved reduktion i personalets tid.

    Økonomien i det enkelte projekt vurderes efter testfasen.

    KOMMUNIKATION/HØRING:

    Ældrerådet.

    RELATION TIL POLITIKKER:

    Ingen bemærkninger.

    BESLUTNINGSPROCES:

    Social- og Sundhedsudvalget den 31. oktober 2016.

    BESLUTNING: Social- og Sundhedsudvalget den 31-10-2016

    Ad 1. Ændringsforslag fra C:

    C gruppen foreslår, at indsatsområderne 1-5 godkendes.

    Godkendt.

    Ad 2-3:

    Godkendt.

    Morten Dreyer (O) var ikke til stede.

    Bilag

  • 4
    Godkendelse af takster til budget 2017 - SSU
    Sagsid.: 15/2653

    RESUMÉ:

    Kommunalbestyrelsen besluttede i forbindelse med vedtagelsen af budget 2017-2020 den 6. oktober 2016, at taksterne for 2017 fastsættes i overensstemmelse med det vedtagne budget, hvorefter de genberegnede takster sendes til behandling i de respektive udvalg og endelig godkendelse i Kommunalbestyrelsen.

    INDSTILLING:

    Administrationen indstiller, at taksterne på udvalgets område godkendes.

    SAGSFREMSTILLING:

    Vedlagt som bilag er det samlede takstbilag efter genberegning.

    På Social- og Sundhedsudvalgets område er der ingen genberegnede takster. Der er dog ændringer i tekstbeskrivelsen på området, som herved sendes til godkendelse.


    Tekstændringerne er markeret med rød skrift i bilaget og vedrører takstdefinitionerne på Daghjemsophold og Servicepriser for beboere på Enggården.

    LOVE/REGLER:

    Ingen bemærkninger.

    ØKONOMI/PERSONALEFORHOLD:

    Ingen bemærkninger.

    KOMMUNIKATION/HØRING:

    Taksterne generelt offentliggøres på kommunens hjemmeside efter Kommunalbestyrelsens endelige godkendelse den 24. november 2016.

    RELATION TIL POLITIKKER:

    Ingen bemærkninger.

    BESLUTNINGSPROCES:

    Social- og Sundhedsudvalget den 31. oktober 2016.

    Økonomiudvalget den 17. november 2016.

    Kommunalbestyrelsen den 24. november 2016.

    BESLUTNING: Social- og Sundhedsudvalget den 31-10-2016

    Anbefalet, for så vidt angår SSUs område.

    Morten Dreyer (O) var ikke til stede.

    Bilag

  • 5
    Fasttilknyttede læger på plejecentre
    Sagsid.: 16/2978

    RESUMÉ:

    Der er indgået aftale mellem PLO-Hovedstaden, kommunerne i hovedstaden og Region Hovedstaden den 30. september 2016, som gør det muligt at knytte praktiserende læger til plejecentrene. Denne aftale muliggør tilknytning af 3-4 praktiserende læger til Omsorgscentret Enggården.

    INDSTILLING:

    Administrationen indstiller, at der gives mulighed for at tilknytte 3-4 praktiserende læger til Omsorgscentret Enggården, med henvisning til den indgåede aftale af 30. september 2016, som muliggør fast tilknytning af praktiserende læger til plejecentre.

    SAGSFREMSTILLING:

    Aftale om læger fast tilknyttet plejecentre i hovedstadsregionen

    For at sikre et godt og ukompliceret samarbejde mellem læger og plejecentre har PLO-Hovedstaden, kommunerne i hovedstaden og Region Hovedstaden den 30. september 2016 indgået en aftale, som gør det muligt at knytte praktiserende læger til plejecentrene. Aftalen er en regional udmøntning af PLO, Staten, Danske Regioner og KL’s initiativ om faste læger tilknyttet plejecentre.

    Aftalens parter anbefaler, at fasttilknyttede plejecenterlæger normalt har tilmeldt mellem 25 og 30 patienter pr. plejecenter.

    Betydning for Dragør

    Omsorgscentret Enggården råder over 99 pladser. Ifølge anbefalingen fra aftalens parter vil der altså kunne knyttes 3-4 praktiserende læger hertil. Dette er administrationens anbefaling.

    Aftalen muliggør at beboerne får tilbud om at blive tilknyttet en tilknyttet praktiserende læge som patient, i det omfang lægen har åbent for tilgang af nye patienter.

    Der er desuden mulighed for, at Enggårdens personale kan få både generel og konkret sundhedsfaglig rådgivning fra en tilknyttet læge.

    Afregning sker i henhold til den indgåede aftale. Administrationen vurderer modeller for at sikre at der er styr på udgifterne. Det er forventningen at et øget samarbejde med de lokale læger kan medvirke til en høj faglig standard på plejecentret og i de midlertidige pladser, og mindske antallet af forebyggelige indlæggelser og genindlæggelser.

    LOVE/REGLER:

    Ingen bemærkninger.

    ØKONOMI/PERSONALEFORHOLD:

    Der er afsat 100 mio. kr. i perioden 2016-2019 til den samlede ordning på landsplan, som også dækker en konsulentkontrakt. Fordelingen sker efter bloktilskudsnøglen. Dragør Kommune andel udgør ca. 240.000 kr.

    KOMMUNIKATION/HØRING:

    Ældrerådet.

    RELATION TIL POLITIKKER:

    Ingen bemærkninger.

    BESLUTNINGSPROCES:

    Social- og Sundhedsudvalget den 31. oktober 2016.

    BESLUTNING: Social- og Sundhedsudvalget den 31-10-2016

    Forvaltningen undersøger mulighederne for at indgå aftaler med læger i Dragør, med henblik på en ny behandling i udvalget.

    Morten Dreyer (O) var ikke til stede.

    Bilag

  • 6
    Fortsat drøftelse om ønske om målrettet visitering af flygtninge
    Sagsid.: 16/1807

    RESUMÉ:

    På møde i Social og Sundhedsudvalget den 11. august 2016 blev sagen vedr. visiteringsønsker af bestemte målgrupper af flygtninge behandlet. Sagen blev udsat til nærmere drøftelse i november 2016.

    INDSTILLING:

    Administrationen indstiller, at udvalget beslutter, om Dragør Kommune fremadrettet skal ansøge om visitering af særlige flygtningegruppe.

    SAGSFREMSTILLING:

    På kommunalbestyrelsens temamøde vedr. flygtninge 9. juni 2016 blev det besluttet, at sag vedr. visiteringsønsker af bestemte målgrupper af flygtninge behandles på næstkommende møde i Social- og Sundhedsudvalget.

    På møde i Social- og Sundhedsudvalget 11. august 2016 blev følgende forslag besluttet:

    ”Sagen udsættes til drøftelse i november 2016 med henblik på drøftelse af om der skal indgives ansøgning.”

    Baggrund

    Hvert år fremsender Udlændingestyrelsen en generel beskrivelse af den forventede flygtningeprofil for året samt et visiteringsskema til kommunerne. På baggrund af flygtningeprofilen kan kommunerne ansøge om tildeling af prioriteret målgruppe af flygtninge, såfremt kommunerne har særlige ønsker eller mulighed for at skabe gode rammer for integrationen for den ønskede målgruppe.

    Visiteringsskemaet skulle i år have været indsendt til Udlændingestyrelsen senest 15. marts 2016, hvilket Dragør Kommune ikke har gjort, da der ikke har været tradition for det tidligere.

    Udlændingestyrelsen forsøger så vidt muligt at imødekomme kommunernes ønsker, men der tages også udgangspunkt i kvotefordelingen samt den enkelte flygtnings forhold og forholdene i kommunen. I 2016 har omkring 50 kommuner indsendt visiteringsønsker.

    Kommunerne skal i visiteringsskemaet bl.a. oplyse hvilke nationaliteter, der allerede findes i kommunen, samt hvilke tolkemuligheder der findes i eller nær kommunen. Derudover skal kommunerne oplyse om arbejdsmarkedsforhold, herunder om der er virksomheder, hvor der er mangel på arbejdskraft. Kommunerne bedes tage stilling til, hvorvidt de ønsker at modtage uledsagede unge og kvoteflygtninge.

    Dragør Kommunes erfaringsgrundlag

    Administrationen kan oplyse, at kommunen indtil videre primært har modtaget flygtninge fra Syrien, Eritrea og Afghanistan, og enkelte fra Iran, Kosovo, Serbien og Ghana.

    Kommunen modtog i starten primært enlige mænd, der søgte om familiesammenføring, samt enkelte kvinder og familier. Dog har Dragør Kommune den sidste tid modtaget et større antal reelt enlige mænd samt kvinder. Derudover har vi modtaget enkelte kvinder på § 7 stk. 3, hvilket betyder, at de først kan ansøge om familiesammenføring efter 3 år.

    Administrationen har på nuværende tidspunkt følgende overvejelser i forhold til visiteringsønsker:

    • De nye regler for integrationsydelsen har forstærket den allerede eksisterende mangel på billige boliger i kommunen. Administrationen er generelt udfordret i forhold til at kunne anvise billige permanente boliger, hvor borgerne ville kunne afholde huslejen. I forhold til permanente boliger kunne det være hensigtsmæssigt at anmode om modtagelse af flygtningefamilier, da administrationen har større mulighed for at anvise familierne til permanente boliger. Som tidligere oplyst tildeles kommunen primært 3 og 4 værelseslejligheder med husleje til omkring 10.000 – 12.000 kr.
    • I forhold til midlertidige boliger vil det være mere hensigtsmæssigt at anmode om enlige flygtninge, da det vil være nemmere for administrationen at boligplacere i midlertidige boliger, især fordi der er en forventning om, at boligplacering i midlertidige boliger bliver mere langvarig som følge af bl.a. indførelse af integrationsydelsen samt mangel på billige 1 og 2 værelseslejligheder generelt i kommunen.
    • På baggrund af nuværende erfaringer af primær modtagelse af enlige mænd fra Syrien og Eritrea er der et ønske om fortsat modtagelse af målgruppen, da de fokuserer på hurtigere selvforsørgelse.
    • Ifølge nuværende erfaringer er flygtninge med eventuel baggrund inden for servicefaget hurtigere i arbejde end andre, da der er gode muligheder for beskæftigelse i f.eks. lufthavnen samt hoteller, restauranter og butikker i Københavnsområdet.

    Såfremt udvalget beslutter, at Dragør Kommune fremadrettet skal indsende visiteringsønsker, vil det forelægges til politisk behandling, når administrationen modtager Udlændingestyrelsens flygtningeprofil i marts 2017.

    Udlændingestyrelsens flygtningeprofil for 2016 samt visiteringsskema er vedlagt som bilag.

    LOVE/REGLER:

    Integrationsloven.

    ØKONOMI/PERSONALEFORHOLD:

    Ingen bemærkninger.

    KOMMUNIKATION/HØRING:

    Ingen bemærkninger.

    RELATION TIL POLITIKKER:

    Ingen bemærkninger.

    BESLUTNINGSPROCES:

    Social- og Sundhedsudvalget den 31. oktober 2016.

    BESLUTNING: Social- og Sundhedsudvalget den 31-10-2016

    Forslag fra Liste T:

    Forvaltningen udarbejder ny sag til behandling primo 2017, med henblik på at der ansøges om visitering af særlige flygtningegrupper.

    For stemte:

    4 (A+T+Svend Mathiasen(Løsgænger))

    Imod stemte:

    2 (C+I)

    Undlod at stemme:

    Godkendt.

    Morten Dreyer (O) var ikke til stede.

    Bilag

  • 7
    Kvalitetsstandard for rehabilitering, praktisk hjælp, personlig pleje og madservice SEL § 83
    Sagsid.: 16/369

    RESUMÉ:

    Social- og Sundhedsudvalget har den 3. marts 2016 godkendt og sendt kvalitetsstandarder for rehabilitering samt praktisk hjælp, personlig pleje og madservice i høring i Ældrerådet og Handicaprådet.

    Sagen har været behandlet den 7. april og den 9. maj 2016, hvor sagen blev besluttet udsat til værdighedspolitikken er godkendt. Værdighedspulje midlerne er udmøntet og er nu indarbejdet i kvalitetsstandarderne 2016, som er gældende for 2017. Værdighedspuljen tilflyder Dragør Kommune i årene 2016, 2017, 2018 og 2019. Herefter forventes tilskuddet at indgå i bloktilskuddet.

    INDSTILLING:

    Administrationen indstiller,

    1.

    at

    udvalget godkender kvalitetsstandarder for rehabilitering samt praktisk hjælp, personlig pleje og madservice.

    2.

    at

    kvalitetsstandarder for rehabilitering samt praktisk hjælp, personlig pleje og madservice sendes i høring hos Ældrerådet og Handicaprådet.

    SAGSFREMSTILLING:

    Baggrund

    Social- og Sundhedsudvalget har på et møde den 3. marts 2016 godkendt, at kvalitetsstandarder for rehabilitering samt praktisk hjælp, personlig pleje og madservice sendes i høring i Ældrerådet og Handicaprådet.

    På mødet den 3. marts 2016 vedtog udvalget få justeringer i udvalgte formuleringer i kvalitetsstandarden. Disse justeringer er indarbejdet og fremgår af vedlagte kvalitetsstandard.

    Social- og Sundhedsudvalget beslutter på mødet den 9. maj, i overensstemmelse med Ældrerådets høringssvar, at udsætte godkendelsen af kvalitetsstandarderne for ældreplejen for at indarbejde udmøntningen af midler afsat til en værdig ældrepleje i Finansloven for 2016. Værdighedspuljen tildeles kommunerne i 2016 til 2019. Efter endelig status i 2019 vil midlerne herefter blive tildelt via bloktilskuddet til kommunerne.

    Kommunalbestyrelsen besluttede på mødet den 21. juni 2016, at værdighedspuljen skal udmøntes til ekstra rengøring til borgere, der modtager praktisk hjælp og flere bad til borgere der modtager personlig pleje.

    Tilpasninger som følge af udmøntningen af værdighedspuljen

    I vedlagte kvalitetsstandard version 14102016 er følgende tekst indføjet og fremgår i kvalitetsstandarden med lilla skrift:

    Side 4:
    ”Dragør Kommune er tildelt værdighedspuljemidler i 2016 – 2019. Kommunalbestyrelsen har besluttet at disse midler skal bruges til at hæve serviceniveauet. I overensstemmelse hermed er kvalitetsstandarderne tilpasset gældende for 2017 til 2019 eller til andet bliver besluttet.”

    Side 6:

    Rettet fra ”hver tredje uge” til ”hver anden uge”.

    Side 9:

    ”Værdighedspuljen (jf. kommunalbestyrelsens beslutning 21. juni 2016) betyder, at borgere der er visiteret til bad kan vælge bad op til fem gange ugentligt på hverdage”

    Kvalitetsstandarderne godkendes politisk en gang årligt og da udmøntning af værdighedspolitikken påvirker serviceniveauet i årene 2016, 2017, 2018 og 2019, indarbejdes dette i kvalitetsstandarden.

    Servicelovens §§ 1, 83, 83 a, 86

    Med den nye § 83 a i serviceloven, formaliseres den praksis, der har udviklet sig i mellem § 83 kompenserende hjælp med rehabiliterende tilgang og § 86 genoptræning og vedligeholdende træning. § 83 a skærper den rehabiliterende tilgang i § 83. § 83 erstatter en stor del af den træning, der tidligere blev tildelt i § 86 og som i praksis blev delegeret og udført i tæt relation til borgernes hverdag, praktisk hjælp og personligpleje.

    Kvalitetsstandarder vedr. § 86 behandles særskilt i 2016.

    Ældrerådets forslag om at behandle kvalitetsstandarder for §§ 83, 83a og 86 samtidig foreslås at indgå i næste års planlægning.

    LOVE/REGLER:

    Bekendtgørelse om kvalitetsstandarder for hjemmehjælp, rehabiliteringsforløb og træning efter Servicelovens §§ 83, 83 a og 86.

    ØKONOMI/PERSONALEFORHOLD:

    Kvalitetsstandarden er tilrettet i overensstemmelse med udmøntningen af værdighedspuljen.

    KOMMUNIKATION/HØRING:

    Sagen er i høring i perioden fra den 1. november til den 15. november 2016.

    Når høringsperioden er slut sættes sagen på dagsorden i januar 2017 i Social- og Sundhedsudvalget, Økonomiudvalget og Kommunalbestyrelsen.

    RELATION TIL POLITIKKER:

    Ingen bemærkninger.

    BESLUTNINGSPROCES:

    Social- og Sundhedsudvalget den 31. oktober 2016.

    BESLUTNING: Social- og Sundhedsudvalget den 31-10-2016

    Ad. 1+2:

    Godkendt.

    Morten Dreyer (O) var ikke til stede.

    Bilag

  • 8
    Mødeplan 2017
    Sagsid.: 16/2931

    RESUMÉ:

    Mødeplanen for 2017 skal godkendes.

    INDSTILLING:

    Administrationen indstiller, at mødeplanen 2017 godkendes.

    SAGSFREMSTILLING:

    Der er udarbejdet forslag til mødeplan 2017. Indholdet er beskrevet nedenfor.

    Kommunalbestyrelsen:

    Der er indlagt 12 møder, som afholdes på torsdage.

    Hvis der er sager, som skal behandles for lukkede døre, så afholdes det lukkede møde kl. 17.00 inden det åbne møde.

    Det åbne møde begynder kl. 19.00. Hvis der er temamøde forud for kommunalbestyrelsesmødet, flyttes det lukkede møde dog til efter det åbne møde.

    Mødet den 5. oktober vil primært indeholde budgettets 2. behandling.

    Temamøder:

    Der er indlagt 9 temamøder. Møderne afholdes inden kommunalbestyrelsesmøderne, og de varer som udgangspunkt fra kl. 17.00-18.00.

    Budgethøringsmøder:

    Der er 2017 indlagt 1 budgethøringsmøde. Datoen den 22. august 2017. Høringsmødet er for borgere og foreninger.

    Miniseminar:

    I 2016 var der indlagt 3 miniseminarer i februar, maj og november. I 2017 indlægges der kun 2 miniseminarer, den 20. februar og den 15. maj 2017 fra kl. 17-20. Seminaret i november droppes i 2017 pga. Kommunalvalget. Hvis der ikke bliver behov for miniseminarerne så aflyses de.

    Økonomiudvalget:

    Der er indlagt 12 møder. Møderne afholdes på torsdage kl. 17.00.

    Mødet den 13. juni er en tirsdag.

    Mødet den 29. september vil primært indeholde 2. behandling af budgettet.

    Social- og Sundhedsudvalget:

    Der er indlagt 11 møder. Møderne afholdes på torsdage og begynder kl. 17.00.

    Mødet den 9. januar og den 30. januar og 2. oktober 2017 er en mandag.

    By-, Erhvervs- og Planudvalget:

    Der er indlagt 11 møder. Møderne afholdes tirsdage og begynder kl. 17.00.

    Børne-, Fritids- og Kulturudvalget:

    Der er indlagt 11 møder. Møderne afholdes på onsdage og begynder kl. 16.00.

    Budgetseminar:

    Der er forslag om budgetseminar den 10. marts og den 4.-5. september 2017.

    Kommunalpolitisk Topmøde:

    KL afholder Kommunalpolitisk Topmøde torsdag den 16. marts og fredag den 17. marts 2017.

    Børn og Unge Topmøde:

    KL afholder Børne og unge Topmøde torsdag den 2. februar og fredag den 3. februar 2017.

    Social- og Sundheds politisk Topmøde:

    KL afholder Social- og Sundheds politisk Topmøde onsdag den 10. maj og torsdag den 11. maj 2017.

    Teknik og Miljø´17 Topmøde:

    KL afholder Teknik og Miljø´17 konference tirsdag den 25. april og onsdag den 26. april 2017 i Horsens Statsfængsel.

    Kommunaløkonomisk Forum:

    KL afholder Kommunaløkonomisk Forum torsdag den 12. januar og fredag den 13. januar 2017.

    LOVE/REGLER:

    Ingen bemærkninger

    ØKONOMI/PERSONALEFORHOLD:

    Ingen bemærkninger

    KOMMUNIKATION/HØRING:

    Ingen bemærkninger

    RELATION TIL POLITIKKER:

    Ingen bemærkninger

    BESLUTNINGSPROCES:

    Social- og Sundhedsudvalget den 31. oktober 2016.

    By-, Erhvervs- og Planudvalget den 1. november 2016.

    Børne-, Fritids- og Kulturudvalget den 2. november 2016.

    Økonomiudvalget den 17. november 2016.

    Kommunalbestyrelsen den 24. november 2016.

    BESLUTNING: Social- og Sundhedsudvalget den 31-10-2016

    Anbefalet for så vidt angår SSUs egne møder.

    Morten Dreyer (O) var ikke til stede.

    Bilag

  • 9
    Forslag fra I - bemanding på Enggården
    Sagsid.: 16/3031

    INDSTILLING:

    Sagen fremsendes uden indstilling.

    SAGSFREMSTILLING:

    Asger Larsen (I) har den 19. september anmodet om, at følgende forslag kommer til behandling i Social-og Sundhedsudvalget. Det er efterfølgende aftalt at behandlingen sker den 31. oktober 2016.

    ”På facebook var der medfølgende opslag, og jeg ved udmærket at opslag på facebook ikke altid skal tages for ”pålydende”. Men alligevel.

    ”Vivi Rhod Rasmussen

    17. september kl. 16:16

    ..

    Hvor er OMSORGEN på omsorgsafdelingen ?FAKTA:

    Engården lige nu kl 15-16 lørdag d 17 september

    2 medarbejder skal passe 24 beboer der bor på den skærmede afdeling pga de ikke selv kan klare simple ting som at spise ,klæde sig på, toiletbesøg personlig pleje 😪Mit hjerte Bløder for alle både beboerne og de ansatte”

    Med baggrund i dette opslag udebeder jeg mig venligst et notat som beskriver bemandingsplan på Enggården samt forvaltningens bemærkninger til dette opslag. Dernæst ønsker jeg at sagen kommer på i SSU med henblik på en politisk drøftelse med henblik på øget politisk indsigt og indflydelse på bemandingsplaner og service overfor beboerne på Enggården.”

    Administrationen har som svar på mailen den 19. september 2016 oplyst Asger Larsen og den øvrige del af udvalget om følgende:

    Den pågældende lørdag var der to aftenvagter fra 15 til 16, og en dagvagt til kl. 16. Kl 16 mødte yderligere to aftenvagter. Fra kl 16 da dagvagten gik hjem, har der således været fire aftenvagter. Der var 20 beboere at passe.

    BESLUTNINGSPROCES:

    Social- og Sundhedsudvalget den 31. oktober 2016.

    BESLUTNING: Social- og Sundhedsudvalget den 31-10-2016

    Sagen drøftet, udvalget ønsker ikke at gå videre med den.

    Morten Dreyer (O) var ikke til stede.

  • 10
    Meddelelse - Borgerhenvendelser og klager
    Sagsid.: 16/3011

    RESUMÉ:

    Social- og Sundhedsudvalget bad på mødet den 3. oktober 2016 om at få en månedlig status på indgåede klager og borgerhenvendelser.

    SAGSFREMSTILLING:

    Social- og Sundhedsudvalget bad på mødet den 3. oktober 2016 om at få en månedlig status på indgåede klager og borgerhenvendelser. Der er ikke kommet borgerhenvendelser og klager i perioden fra 3. oktober til 25. oktober 2016, (opgjort 14. oktober 2016).

    LOVE/REGLER:

    Ingen bemærkninger.

    ØKONOMI/PERSONALEFORHOLD:

    Ingen bemærkninger.

    KOMMUNIKATION/HØRING:

    Ældrerådet.

    RELATION TIL POLITIKKER:

    Ingen bemærkninger.

    BESLUTNINGSPROCES:

    Social- og Sundhedsudvalget den 31. oktober 2016.

    BESLUTNING: Social- og Sundhedsudvalget den 31-10-2016

    Til efterretning.

    Morten Dreyer (O) var ikke til stede.

  • 11
    Meddelelse - Nedbringelse af ventetid til genoptræning
    Sagsid.: 16/2952

    RESUMÉ:

    Dragør Kommune har 31. august 2016 søgt Sundheds- og Ældreministeriets Pulje til nedbringelse af ventetid til genoptræning. Puljen vedrører genoptræning efter Sundhedslovens § 140, som varetages i Tårnby Kommune efter aftalen om det forpligtende samarbejde. Der er ikke meddelt Dragør Kommune tilsagn endnu.

    SAGSFREMSTILLING:

    Dragør Kommune har søgt Sundheds- og Ældreministeriets Pulje til nedbringelse af ventetid til genoptræning. Puljen vedrører genoptræning efter Sundhedslovens § 140, som varetages i Tårnby Kommune efter aftalen om det forpligtende samarbejde.

    I satspuljeaftalen 2016 fremgår det, at man vil styrke kommunernes indsats på genoptræning i forhold til ældre. Rehabiliterings- / genoptræningsindsatsen på ældreområdet retter sig mod at forebygge indlæggelse, som sker efter Servicelovens § 83 a og § 86 og Sundhedslovens § 140.

    • Dragør Kommune har myndighed og leverer (hverdags-) rehabilitering efter Servicelovens § 83 a.
    • Dragør har forpligtende samarbejde med Tårnby Kommune på myndighed og udførelse genoptræning efter Servicelovens § 86, og på udførelsen af genoptræning efter Sundhedslovens § 140, som denne pulje vedrører. På Sundhedslovens § 140 er hospitalerne myndighed.

    Dragør Kommune følger Tårnby kommunes projektansøgning. Budget for Dragør Kommunes andel af puljen på i alt 268.560 kr. i årene 2016, 2017 og 2018. Tårnby Kommunes ansøgning er vedhæftet og Dragørs budget er specificeret nedenfor.

    Målet med Tårnby Kommunes indsats er at udarbejde en stratificeringsvejledning der betyder, at borgeren hurtigere bliver visiteret til det mest effektive tilbud i forhold til en samlet vurdering af borgerens behov.

    Samtidig er det forventningen, at en monitorering af træningen med logbog, pulsure mv. vil øge effekten af træningen på kort og langt sigt for borgeren.

    Nedbringelse af Ventetid genoptræning

    Omkostning

    Kr.

    puls og fitness ure, logbøger og undervisningsmaterialer

    50.000

    Terapeut analyse og udfører

    81.702

    2016 i alt

    131.702

    Terapeut udfører

    68.429

    2017 i alt

    68.429

    Terapeut udfører

    68.429

    2018 i alt

    68.429

    I alt ansøgt 2016-18

    268.560

    LOVE/REGLER:

    Satspuljeaftale 2016.

    ØKONOMI/PERSONALEFORHOLD:

    Ansøgt i alt 268.560 kr. over tre år 2016 til 2018, som indgår i det forpligtende samarbejde med Tårnby Kommen, til at nedbringe ventetiden på genotræning efter Sundhedslovens paragraf 140.

    2016: 131.702 kr.

    2017: 68.429 kr.

    2018: 68.429 kr.

    Der er ikke meddelt Dragør Kommune tilsagn endnu.

    KOMMUNIKATION/HØRING:

    Ældrerådet.

    RELATION TIL POLITIKKER:

    Ingen bemærkninger.

    BESLUTNINGSPROCES:

    Social- og Sundhedsudvalget den 31. oktober 2016.

    BESLUTNING: Social- og Sundhedsudvalget den 31-10-2016

    Til efterretning.

    Morten Dreyer (O) var ikke til stede.

    Bilag

  • 12
    Meddelelse - Forebyggende hjemmebesøg udviklingsprojekt
    Sagsid.: 16/2954

    RESUMÉ:

    Udviklingsprojektet afprøver, om borgere på ca. 75 år, der ikke tager imod tilbud om forebyggende hjemmebesøg, kan få gavn af et kommunalt initieret netværk i stedet for individuelle tilbud. Projektet er del af et samarbejdsprojekt, finansieret af Sundheds- og Ældreministeriet.

    SAGSFREMSTILLING:

    Formål

    Formålet med dette udviklingsprojekt er at tilbyde forebyggende indsatser til udvalgte grupper af ældre, der normalt ikke tager imod tilbuddet om forebyggende hjemmebesøg. Udviklingsprojektet har til hensigt at afprøve, hvad der virker, før der skal træffes politiske beslutninger på indsatsen.

    Baggrund for projektet

    Den seneste ændring af servicelovens § 79 a om forebyggende hjemmebesøg giver mulighed for at gennemføre gruppebaserede forebyggelse i stedet for individuelle forebyggende hjemmebesøg. Det er kendt, at kun en mindre andel af borgere tager imod tilbud om besøg, og det er ikke nødvendigvis de borgere, der har mest brug for et forebyggende hjemmebesøg.

    Fællesskab og bæredygtige netværk er ofte centrale for at et menneske kan komme godt igennem de små og store prøvelser, livet byder på. Forebyggelse af ensomhed er derfor en af de vigtigste indsatser. Ensomhed er en tilstand som er vanskelig at opdage, og er man ensom, fortæller man det ikke nødvendigvis til en kommunal medarbejder. Dragør har gode erfaringer fra aktivitetshuset og fra etablering af ’nye netværk’ for borgere, der har mistet deres eget netværk, fx ægtefælle, børn og venner. Det er derfor et ønske at undersøge, om gruppe- eller netværkstilgangen til hjemmebesøg har større appel til 75 årige end individuelle hjemmebesøg.

    Dragør Kommune har en særlig tradition for og ambition om involvering af civilsamfund, mobilisering af frivillige kræfter og en politik for aktivt medborgerskab, som danner udgangspunkt for indsatsen.

    Samarbejde med andre kommuner

    Dragør Kommune er gået sammen med en række kommuner i et samarbejdsprojekt forankret i Nordfyns Kommune.

    Marselisborg – Center for Udvikling, Kompetence og Viden fungerer som tovholder på det samlede projekt. Dette indebærer bl.a. planlægning og afholdelse af workshops, løbende dialog med de involverede kommuner og udformning af erfaringsopsamling. Derudover yder Marselisborg processtøtte (ca. 25 timer) i forbindelse med etablering og udførsel af de forebyggende indsatser. Dragør Kommune afholder 2 fællesmøder hvor 100-150 borgere i alderen 75–77 å rinviteres til at deltage.

    Fremadrettet proces

    Når der forefindes en samlet evaluering og afrapportering af udviklingsprojektet, vil denne blive forelagt Social- og Sundhedsudvalget til konkret beslutning om, hvilke indsatser man ønsker implementeret i Dragør Kommune.

    LOVE/REGLER:

    Serviceloven § 79 a.

    ØKONOMI/PERSONALEFORHOLD:

    Projektet finansieres af Sundheds- og Ældreministeriet via ansøgningspuljen til etablering af særlige tilbud og indsatser til ældre, der normalt ikke benytter sig af de forebyggende hjemmebesøg.

    Dragør Kommune modtager op til 15.000 kr. i medfinansiering til dækning af lokaleleje, annoncer med mere i forbindelse med projektet.

    KOMMUNIKATION/HØRING:

    Ældrerådet.

    RELATION TIL POLITIKKER:

    Ældrepolitikken og politik om aktivt medborgerskab.

    BESLUTNINGSPROCES:

    Social- og sundhedsudvalget den 31. oktober 2016.

    BESLUTNING: Social- og Sundhedsudvalget den 31-10-2016

    Til efterretning.

    Morten Dreyer (O) var ikke til stede.

    Bilag

  • 13
    Meddelelse - Løbende status på flygtningeområdet
    Sagsid.: 16/467

    RESUMÉ:

    Status på flygtningeområdet forelægges udvalget til orientering.

    SAGSFREMSTILLING:

    På mødet i Social- og Sundhedsudvalget den 7. maj 2015 blev det besluttet, at udvalget forelægges en løbende status på flygtningeområdet, herunder aktiviteter i forhold til boligplacering.

    På møde i Social- og Sundhedsudvalget den 4. februar 2016 bad udvalget om supplerende oplysninger.

    Administrationen vedlægger hermed bilag, der belyser følgende:

    • Status/antal på kvoteflygtninge for 2015 og 2016
    • Oversigt over nationaliteter  
    • Oversigt over antal familiesammenføringer samt fra hvilken kvote
    • Oversigt over midlertidig og permanent boligplacerede
    • Oversigt over det samlede billede på beskæftigelsesområdet inden for den 3-årige integrationsperiode; eksempelvis praktik, løntilskud, ordinært arbejde m.v. fordelt på kvote 2014, 2015 og 2016
    • Oversigt over grundtilskud for 2015 og 2016

    Administrationen ønsker at understrege, at oversigten over beskæftigelsessituationen er et øjebliksbillede, der er aktuelt pr. medio oktober 2016.

    Situationen på beskæftigelses- og aktiveringsområdet udvikler sig dynamisk, fordi de beskæftigelsesrettede tilbud som f.eks. praktik er kortvarige og skiftende. På baggrund af dette, samt at sagsbehandlingen udføres af Jobcenter Tårnby og oplysningerne trækkes manuelt præsenteres statistikken på beskæftigelses/aktiveringsområdet en gang i kvartalet.

    LOVE/REGLER:

    Integrationsloven.

    ØKONOMI/PERSONALEFORHOLD:

    Ingen bemærkninger.

    KOMMUNIKATION/HØRING:

    Ingen bemærkninger.

    RELATION TIL POLITIKKER:

    Ingen bemærkninger.

    BESLUTNINGSPROCES:

    Social- og Sundhedsudvalget den 31. oktober 2016.

    Økonomiudvalget den 17. november 2016.

    BESLUTNING: Social- og Sundhedsudvalget den 31-10-2016

    Til efterretning.

    Morten Dreyer (O) var ikke til stede.

    Bilag

  • 14
    Eventuelt
    Sagsid.:

    SSU den 31. oktober 2016

    Ingen bemærkninger.

    Morten Dreyer (O) var ikke til stede.