Skip navigationen

Dragør Havn - forud for Kommuneplan 2009

Forud for udarbejdelsen af Kommuneplan 2009 nedsatte kommunalbestyrelsen en projektgruppe, hvis arbejde danner baggrund for den reviderede helhedsplan for Dragør Havn i Kommuneplan 2009.

Revideret helhedsplan for Dragør Havn

I 2008 besluttede Kommunalbestyrelsen at nedsætte en projektgruppe, der skulle fremkomme med forslag til en revideret helhedsplan for havnens erhvervsområde, herunder det tidligere færgeområde.

 

Kommuneplan 2005 og "Tænketank"

Den reviderede plan skulle have udgangspunkt i såvel helhedsplanen i den gældende Kommuneplan 2005 som ”Tænketankens” havneplan. Planen skulle søge at imødekomme ønsker og behov både med hensyn til en erhvervsudvikling på havnen, herunder flytning og udbygning af bådeværftet, og fremtidssikring af de primære havnefunktioner (besejling, service mv.).

 

"Tænketankens" havneplan

En privat tænketank med deltagelse af borgmester, eksterne ildsjæle, konsulenter, kunstnere og erhvervsfolk, visualiserede i en video deres tanker omkring havnens udvikling. Tænketanken blev støttet af RealDania Fonden, og den havde egen arkitekt til at udarbejde en plan for området.

Se "Tænketanken Perspektiver" - en animation

 

Et debatoplæg offentliggøres

Ved en temadrøftelse af havneplanlægningen i november 2008 forelå et planforslag samt en række anbefalinger fra projektgruppen. Det blev besluttet at arbejde videre med projektgruppens forslag og på baggrund heraf i første omgang at offentliggøre et debatoplæg, som indledning til den videre havneplanlægning både kort og lang sigt.

Model af Dragør Havn

 

Projektgruppens forslag og anbefalinger

Projektgruppens forslag til en helhedsplan for erhvervsområdet på havnen omfattede blandt andet:

  • Udlægning af 2 byggefelter til erhvervsbebyggelse
  • Indpasning af nødvendige funktioner og anlæg i relation til havnens drift (bådoplæg, administration og service mm.)
  • Ændringer af havneindløb og moler

 

 

Kommuneplan 2009

Projektgruppens arbejde er indarbejdet i Kommuneplan 2009. Kommuneplanens målsætninger, helhedsplan og retningslinjer for udvikling af havneområdet, udmøntes dels gennem lokalplanlægning for delområder på havnen, og dels som anvisninger og vejledninger for enkeltprojekter og renoveringsopgaver og lignende.

 

Samarbejde med brugere og næringsdrivende

Indpasning af faciliteter og anlæg i relation til havnens drift skal ske i nært samarbejde med havnens brugere. Udvikling af erhvervsområdet beror i særlig grad på et samarbejde med de nuværende og kommende næringsdrivende på havnen.

 

Afklaring af organisering og financiering

Realisering af helhedsplanen for erhvervsudvikling på havnen forudsætter en afklaring af projektets organisering og finansiering.

 

Infrastrukturen

De planlagte ændringer i havnebygværker (moler, havneindløb mv.) bør indgå som del af den samlede infrastruktur for udvikling af det centrale havneområde.

Kontakt

Plan og Teknik - Plan og Byg

pt@dragoer.dk