Skip navigationen

Sikkerhed

Vi har undersøgt to mulige sikkerhedsniveauer i Dragør, som lokalpolitikerne skal vælge imellem i foråret 2018.

Hvor sikre kan vi blive?

De to sikkerhedsniveauer kommunen har undersøgt er:

Medium sikkerhedsniveau (100 år)

Diget vil være dimensioneret til at kunne modstå en stormflodshændelse, som statistisk set sker 1 gang per 100 år i år 2050 (med havvandsniveau år 2050).

Dette sikkerhedsniveau ligger på linie med det niveau, som flere kommuner i Køge Bugt syd for Dragør har planlagt efter.

Øget sikkerhedsniveau (500 år)

Diget vil være dimensioneret til at kunne modstå en stormflodshændelse som statistisk set sker 1 gang per 500 år i år 2050 (med havvandsniveau år 2050).

Dette sikkerhedsniveau er øget og nærmer sig det niveau som Københavns Kommune planlægger efter for hele byen. København Kommune har særlig infrastruktur af national betydning, hvilket gør at byen anvender et højere sikkerhedsniveau end andre byer har gjort.

Digerne vil blive forberedt til, at de kan udbygges, hvis klimaforandringerne bliver anderledes end nuværende prognoser.

Det er umuligt at vide præcis, hvilke stormfloder, som vil ramme Dragør i fremtiden. Usikkerheden kan gå til begge sider. Vi har taget udgangspunkt i de vandstandsstatistikker, som Københavns Kommune anvender og på DMIs forudsigelser og anbefalinger om kommende havvandstigninger.

Eksisterende sikkerhed

Sikkerheden i dag på digerne langs kysten i Dragør varierer fra 1 år til 50 års statistisk sikkerhed i dag.  Du kan læse mere om udfordringen ved stormflod og sikkerhedsniveau i rapporten Stormflodssikring af Dragør Kommune.

Klik på billedet for at se kortet i jpg. Oversigtskort over den eksisterende stormflodsbeskyttelse. Beskyttelsesniveauet er angivet som det antal år der i gennemsnit går mellem hver oversvømmelse af diget.

Derfor skal du tage stilling

Når vi skal styrke Dragørs diger, vil det betyde en større eller mindre ændring i det landskab, du kender. Det vil med stor sandsynlighed også betyde en økonomisk forpligtelse, som kan mærkes for mange grundejere i kommunen. Det er et svært valg, fordi ingen ved kender den præcise risiko for stormflod og havvandsstigninger. Det vil være hensyn til økonomi, sikkerhed og påvirkning af naturen, som du bør overveje. Det er derfor vigtigt, at vi i fællesskab debatterer hvilken digeløsning, der gavner flest muligt, på den bedst mulige måde. På Facebook-siden “Diger i Dragør” kan du skrive, hvad du mener, eller blot følge den lokale debat. Din stemme og dit like er vigtig og vil blive bragt videre til lokalpolitikerne, før de skal træffe en beslutning.