Skip navigationen

Beboere vaccineret mod COVID-19

Da Region Hovedstadens COVID-19 Transportteam rullede vognen med vacciner op foran hovedindgangen til Omsorgscentret Enggården, var beboere og ansatte klar til at tage imod. Inge Karlsson på 87 år var den første beboer, som lagde arm til det første stik mod COVID-19. (opdateret den 6. januar 2021 med det præcise antal vaccinerede personer)

Nyhed
Anbefal denne nyhed:
Foto af Inge Karlsson på 87 år får vaccination mod COVID-19

Første ud af to doser

Inge Karlsson var blot én ud af 94 beboere og 95 ansatte, som fik den første dosis vaccine. Og hun er klar igen, når anden dosis vaccine forventes givet om tre uger.

Både borgmester Eik Dahl Bidstrup og formand for Social-, Sundheds- og Arbejdsmarkedsudvalget Nicolaj Bertel Riber var mødt op – uden for Enggården – for at bakke op om indsatsen og lykønske Inge Karlsson.

Det er helt frivilligt, om man ønsker at være en del af sundhedsmyndighedernes vaccinationsprogram mod den meget smitsomme coronavirus. Det er også gratis – forstået som, at staten betaler.

Hvem bliver de næste?

De næste borgere i rækken til at få tilbudt vaccine forventes at være borgere, som er 65 år eller derover, og som modtager både personlig og praktisk hjælp i hjemmet.

Og det er sundhedsmyndighederne sammen med kommunerne ved at tilrettelægge en hensigtsmæssigt proces for. Borgerne vil modtage brev om det i deres e-boks eller via et fysisk brev.