Skip navigationen

Diger i Dragør: Kommunalbestyrelsen har truffet vigtige beslutninger om fremtidens kystbeskyttelse

Torsdag den 21. juni traf kommunalbestyrelsen i Dragør Kommune nogle vigtige overordnede principbeslutninger om fremtidens diger og kystsikringen i Dragør. Beslutningerne blev truffet på baggrund af borgerdialogen i starten af året, hvor en lang række borgere og grundejerforeninger bidrog med input.

Type: Nyhed
Anbefal denne nyhed:

På dagsordenen var emnerne fremtidens sikringsniveau, digets linjeføring, et kommende digelag, finansieringen samt en kommende arkitektkonkurrence.

Ensartet beskyttelse med medium sikringsniveau

Kommunalbestyrelsen besluttede en ensartet beskyttelse og fremtidssikring af kommunens borgere. Konkret besluttede de at sikre kommunen til et medium sikringsniveau (100 års stormflod i år 2050-klima). Dette niveau vil give Dragør den nødvendige opgradering af kystbeskyttelsen, da kommunen er en af de mest udsatte i hovedstadsområdet.

Placering af diget i den sydlige del af kommunen

Kommunalbestyrelsen besluttede også placeringen af diget i den sydlige del af kommunen. Kommunalbestyrelsen vil her arbejde videre med et dige-forløb inspireret af forslag fra Grundejerforeningen Kongelunden. Udgangspunktet er, at diget skal løbe bag Kongelundsfortet, og derefter foran TAMU-centeret langs de gamle strandvolde og til sidst på ydersiden af Fælledvej ind til fortsættelsen ved Søvang. Linjeføringen af de fremtidige diger ligger derfor nu fast i størstedelen af kommunen. Tilbage står beslutning om linjeføring og anlægstype på Dragør Havn, som vil indgå i det videre arbejde.

Digelag og finansiering

Anlæg og drift af digerne skal varetages af ét fælles digelag i fremtiden. Digelaget vil tidligst blive oprettet, når der er vedtaget en finansieringsmodel. Denne arbejdes der stadig med, da kommunalbestyrelsen har ønsket, at mulighederne for statslig medfinansiering skal undersøges nærmere.

Konkurrence skal udfordre

Digernes udformning vil komme til at betyde meget for, hvor indgribende de vil blive oplevet i landskabet. Hidtil er der alene teknisk arbejdet med opbygning af jordvolde, men digerne kan have mange fysiske udtryk, være lavet af forskellige materialer og have forskellige andre funktioner i sig. Derfor har kommunalbestyrelsen besluttet at undersøge om en konkurrence kan bidrage til et bedre resultat. Konkurrencen skal udfordre de tekniske løsninger og sikre, at der opnås bedst mulig beskyttelse med mindst mulige negative konsekvenser for kommunens bosætning, landskab og attraktioner. Der forventes i den forbindelse yderligere borgerinddragelse for at kvalificere de lokale strækninger.

Der er fortsat lang vej, til der er besluttet et konkret projekt, og arbejdet kan gå i gang, men med de første principielle beslutninger på plads, er der sat en retning for det videre arbejde.

Mere information

Læs referatet fra KB-mødet

Kommunen informerer løbende

Kommunen vil løbende informere på hjemmesiden og i lokale medier samt kontakte de grundejere, der skal involveres i projektet. Det er muligt at læse mere om digerne på: www.dragoer.dk/digeridragoer. Det er også muligt at se den tidlige borgerinddragelse fra jan-feb. 2018 på Facebook-siden: Diger i Dragør.