Skip navigationen

Nominer til Initiativprisen 2019

Hvem skal have Initiativprisen? Dragør Kommune vil gerne fejre og synliggøre de mange Dragør-borgere, der hver dag gør en ekstra indsats for at gøre kommunen til et godt sted at leve. Derfor uddeles Dragør Kommunes Initiativpris den 30. august 2019 i forbindelse med fejringen af Frivillig Fredag i Dragør. Prisen uddeles til en borger, virksomhed, institution eller forening for en særligt bemærkelsesværdig indsats for at fastholde og styrke fællesskabet i kommunen. Ud over æren, som følger med prisen, begaves vinderen med 25.000 kr. Præmien sponsoreres af Danske Bank, Tårnby Afdeling.

Nyhed
Anbefal denne nyhed:
Vinder af initiativpris 2018, Cykling uden alder
Vinder af initiativpris 2018, Cykling uden alder

Alle Dragør-kandidater kan nomineres

Alle borgere i Dragør Kommune kan indstille en Dragør-kandidat til prisen. Et dommerpanel bestående af borgmester Eik Dahl Bidstrup, chef for Børn, Skole og Kultur Rasmus Johnsen, formand for Folkeoplysningsudvalget Geert Jakobsen og filialdirektør Claus Dehn-Christoffersen fra Danske Bank Tårnby vil foretage den endelige udvælgelse.

Tidsfrist for nominering

Sidste mulighed for at indsende forslag til kandidater er den 16. august 2019. Forslag skal sendes til e-mail: frivillighed@dragoer.dk. Med indstillingen skal følge en motivering af, hvorfor den nominerede har gjort sig fortjent til prisen.

Frivillig Fredag i Dragør

Dragør fejrer i år for fjerde gang byens mange frivillige. Det gør vi for at hylde den frivillige indsats, der bliver gjort af de mange forskellige slags ildsjæle og aktive borgere i Dragør. Programmet vil blive sat sammen ud fra de indslag, som byens borgere selv ønsker at bidrage med. Hvis du vil bidrage med indslag, er du velkommen til at skrive til: e-mail: frivillighed@dragoer.dk senest den 16. august 2019.

Tid og sted

Prisen uddeles fredag den 30. august kl. 18 på havnen i Dragør, hvor Frivillig Fredag fejres med musik, møder, aktiviteter og spisning fra kl. 15. Kom og mød Dragørs frivillig- og foreningsliv. Det endelige program er under udarbejdelse, og vil blive annonceret i Dragør Nyt og på Dragør Kommunes hjemmeside.