Gå til hovedindhold
Politikker og strategier

Politik for et aktivt medborgerskab

Som kommune ønsker vi at arbejde for et aktivt medborgerskab, hvor alle – unge, voksne og ældre – har mulighed for og lyst til at bidrage til fællesskabet, uanset sociale tilhørsforhold.

Indhold

    Der er tre formål med denne politik

    1. At styrke fællesskabet og sammenhængskraften i Dragør
    2. At mobilisere lokalsamfundets ressourcer til gavn for borgerne
    3. At skabe en fælles forståelse for prioriteringer og en dialog om opgaveløsning.

    Fremtidens ressourcer i et nyt perspektiv

    Velfærdssamfundet er under pres. Den offentlige service beskæres, og der er ikke umiddelbart udsigt til, at de økonomiske vilkår for kommuner og andre offentlige virksomheder vil blive bedret i de kommende år. Samtidig rammer nye udfordringer vores samfund. Der er en øget tilgang af flygtninge, befolkningen bliver ældre og mere plejekrævende, og klimaændringer kræver nye investeringer og tiltag.

    Dragør Kommune er i lighed med landets øvrige kommuner underlagt disse vilkår, og det skaber et behov for en ny tilgang til at mobilisere lokalsamfundets ressourcer.

    I Dragør Kommune ønsker vi også i fremtiden at skabe og vedligeholde et godt lokalsamfund at leve i. Vi vil arbejde for et velfungerende samarbejde mellem kommune, virksomheder, foreninger og aktive borgere.

    Dragør skal være et sted, hvor borgerne kan leve det hele og gode liv. Sammenhængskraften i lokalsamfundet er tæt forbundet med de sociale, kulturelle og naturgivne fællesskaber, som gør området attraktivt at leve og bo i, og som styrker den enkelte borgers oplevelse af at høre til samt bidrage aktivt og positivt til byen. Som kommune ønsker vi at arbejde for et aktivt medborgerskab, hvor alle – unge, voksne og ældre – har mulighed for og lyst til at bidrage til fællesskabet, uanset sociale tilhørsforhold.

    I Dragør Kommune ser vi det som vores opgave at sikre en kompetent og fyldestgørende offentlig service, der bedst muligt sætter den enkelte fri til at indgå i fællesskaber, deltage i samfundslivet og bidrage med de ressourcer og kompetencer, vi hver især har, til glæde for fællesskabet og der, hvor det er meningsfuldt for den enkelte.

    Hvad er aktivt medborgerskab?

    Det aktive medborgerskab er et vidt begreb, men det handler bl.a. om at tage medansvar for egne og andres livsvilkår og at bidrage aktivt til at udvikle et levende lokalsamfund. Det kan både være i forhold til andre borgere, i forhold til foreninger, skoler eller lignende, og i samspillet med kommunen.
    At være aktiv medborger indebærer, at man deltager i og tager medansvar for det samfund, man er en del af. Borgerne er en vigtig kilde til viden om, hvordan den kommunale service fungerer, og hvad der i givet fald kan gøres bedre, og hvor de professionelle kommunalt ansattes indsats kan suppleres.


    Vi er eksempelvis optaget af, at alle unge har gode relationer og netværk, der hjælper dem i overgangen fra skoleliv til arbejdsliv. Vi ønsker, at vores skoler og daginstitutioner har adgang til ressourcestærke borgere, foreninger og virksomheder, som kan øge mulighederne for børns udvikling og læring. Vi ønsker, at borgere, der har brug for kommunens hjælp på plejecentre eller i jobforløb har netværk og relationer til andre medborgere.

    Når Dragør Kommune sætter fokus på det aktive medborgerskab handler det om at skabe rammer og muligheder for, at alle borgere kan få mere indflydelse på egne og fællesskabets livsforhold. Det aktive medborgerskab viser sig på flere måder: Når borgere melder sig som frivillige i foreninger og organisationer. Når borgere hjælper til på kommunens institutioner eller tilbud. Eller når borgere slutter sig sammen om at gøre noget for deres lokalmiljø. Det gode naboskab, hvor naboer hjælper hinanden med at skabe tryghed og overkomme udfordringer i hverdagen, er også et aktivt medborgerskab.

    Først og fremmest ønsker vi at anerkende alle borgeres ressourcer som vigtige og nødvendige for at skabe det hele og gode liv i Dragør. Alle kan og skal have mulighed for at bidrage. Derfor ønsker vi at gå hele vejen for at fremme deltagelse og øget livskvalitet – også hos de borgere, der på et tidspunkt i deres liv oplever at være særligt udsatte. For at opnå målet ønsker Dragørs kommunalbestyrelse at indgå et samarbejde med kommunens virksomheder, uddannelsesinstitutioner, frivillige foreninger, interesseorganisationer og aktive borgere om at skabe de bedste rammer for, at borgere kan deltage og aktivt medvirke i at udvikle bæredygtige fællesskaber.

    Mens der i Dragør Kommune er tradition for at støtte frivillige organisationer, er det nyt at tænke både aktive borgere og frivillige organisationer som ligeværdige partnere i udviklingen af nye løsninger. Vi ønsker, at Dragør Kommunes forvaltninger og institutioner udvikler samarbejdet med borgere således, at fleres viden, metoder og ressourcer inddrages i både at beskrive og løse problemer. Målet er –

    gennem en ny samarbejdende kultur på tværs af frivillige organisationer, aktive borgere og kommunen
    – at støtte den enkelte borgers mulighed for at bidrage og derigennem åbne for nye bæredygtige løsninger. Vi skal samle både medarbejderrepræsentanter, politikere, frivillige organisationer og netværk for at drøfte rammerne om gode samskabelsesprocesser og partnerskaber.

    Velfærdssamfundet er under pres. Den offentlige service beskæres, og der er ikke umiddelbart udsigt til, at de økonomiske vilkår for kommuner og andre offentlige virksomheder vil blive bedret i de kommende år. Samtidig rammer nye udfordringer vores samfund. Der er en øget tilgang af flygtninge, befolkningen bliver ældre og mere plejekrævende, og klimaændringer kræver nye investeringer og tiltag.

    Dragør Kommune er i lighed med landets øvrige kommuner underlagt disse vilkår, og det skaber et behov for en ny tilgang til at mobilisere lokalsamfundets ressourcer.

    I Dragør Kommune ønsker vi også i fremtiden at skabe og vedligeholde et godt lokalsamfund at leve i. Vi vil arbejde for et velfungerende samarbejde mellem kommune, virksomheder, foreninger og aktive borgere.

    Der er tre formål med denne politik:

    1. At styrke fællesskabet og sammenhængskraften i Dragør
    2. At mobilisere lokalsamfundets ressourcer til gavn for borgerne
    3. At skabe en fælles forståelse for prioriteringer og en dialog om opgaveløsning.

    Kommunen skal levere en god og effektiv service for borgerne, men er tvunget til at prioritere for at få budgettet til at hænge sammen. I Kommunalbestyrelsen er vi overbevist om, at det gode liv ikke alene handler om, hvad det offentlige leverer, men også om hvorvidt den enkelte borger oplever at være en aktiv og givende del af samfundet – om borgeren bidrager og er en del af fællesskabet. I hverdagens fællesskaber er der erfaringer, aktiviteter og viden, der kan bidrage til at skabe bæredygtige løsninger og et helt liv.

    Dragør Kommunes ansatte vil fortsat skulle levere den service, som vores uddannede personale giver med udgangspunkt i deres høje faglighed. Desuden vil vi gerne skabe rammer for den frivillige indsats og facilitere og inspirere til nye løsninger, som giver plads til borgerne.

    Mange velfærdsudfordringer er komplekse og dermed svære at løse for kommunen alene. Der er behov for, at de borgere, der skal leve med løsningerne, kommer i centrum. Den borger, der f.eks. skal komme sig efter lang tids sygdom, ved bedst hvilken pleje og genoptræning, der fungerer, hvilke ressourcer familie og venner kan bidrage med, og hvilke aktiviteter i fritidslivet, der kan være med til at genvinde kræfterne. For kommunen er der stor gevinst ved at overveje, hvordan borgerne bedst kan inddrage kommunen, når de ønsker at hjælp til at løse et problem eller en opgave. I Dragør Kommune ser vi velfærd ikke alene som en ret til offentlige ydelser, men som borgerens mulighed for at deltage og bidrage aktivt.

    Muligheden for at være medskaber af løsninger for sig selv og andre er central. På den måde tilslutter Dragør Kommune sig den forandringsbølge, som finder sted i hele landet og vidner om et nyt ressourcesyn:

    hvordan kan aktive borgere, foreninger, velfærdsinstitutioner og virksomheder gå sammen om at udvikle fællesskaber, der udvikler nye former for velfærd?

    Også på nationalt niveau er der fokus på forandringen af den danske velfærdsstat. Regeringen stod i 2012 bag et nyt charter for samarbejdet mellem det offentlige og det frivillige Danmark. Chartret kan ses som et håndslag fra det frivillige Danmark, de faglige organisationer, kommuner og regioner på at ville hjælpes ad med at udvikle vores samfund i fællesskab.

    ”… Der er forskellige former for frivillighed, og alle har noget at bidrage med. Frivilligt engagement bidrager til den enkeltes livskvalitet, og den frivillige verden skaber løsninger sammen med borgerne. Den frivillige verden og det offentlige skal gennem dialog skabe rammer for den enkeltes og det fælles engagement, der motiverer til at løfte opgaver og møde udfordringer, så endnu flere bliver aktive medborgere. Det er vigtigt, at opgaverne er forståelige, konkrete og meningsfulde. Ved at samtænke de frivilliges viden, værdier og forudsætninger i samfundsudviklingen kan vi udvikle løsninger bygget på sammenhængskraft og involvering.”

    (www.frivilligcharter.dk)


    Dragør Kommune ønsker, at

    • åbne den kommunale organisation i forhold til det omgivende samfund, således at borgerne inviteres ind i institutionerne, og institutionerne benytter muligheder i lokalsamfundet
    • de enkelte institutioners ledelse, bestyrelser og medarbejdere arbejder med, hvordan institutionerne inden for rammerne af institutionens målsætning kan åbne for borgeres og foreningers bidrag i hverdagen
    • styrke fællesskaber mellem borgere og kommunen
    • at eksperimentere med nye dialogformer mellem borgere og kommunen og at arbejde med nye typer af beslutningstagning tæt på borgeren
    • medarbejderne samskaber med aktive borgere og finder løsninger og igangsætter aktiviteter i en ligeværdig proces med borgere.
    • afprøve nye samarbejder, hvor opgaver løses i et samarbejde mellem kommunen og frivillige organisationer
    • igangsætte en proces i kommunen, hvor frivillige organisationer, aktive borgere og kommunen sammen drøfter, hvordan samarbejde og samspil kan styrkes
    • at gennemføre en årlig fejring og påskønnelse af frivilligheden med en mini-festival
    • at bruge de frivillige ressourcer til at supplere den offentlige indsats, ikke erstatte den

    Denne politik er første skridt i en proces mod øget borgerinddragelse, de rammer den sætter, vil blive fyldt ud via konkrete aktiviteter og indsatser.