Byg garage, carport, drivhus mv.
Småbygninger (også kaldet sekundære bygninger) er fx garage, carport, udhus, skur, drivhus eller overdækket terrasse. Det er bygninger, der ikke er beregnet til ophold.

Vær opmærksom på, at en udestue altid kræver byggetilladelse og er ikke omfattet af reglerne for småbygninger.
Hvornår skal jeg søge byggetilladelse?
Du skal søge byggetilladelse, hvis dine småbygninger tilsammen fylder mere end 50 m².
Eksempel
Har du allerede et udhus og en garage på 39 m² og vil bygge et drivhus på 12 m², skal du søge byggetilladelse, da det samlede areal bliver 51 m².
Andre regler, du skal følge
Ud over størrelsen kan der gælde andre regler for din ejendom:
-
Lokalplan, byplanvedtægt eller servitutter kan stille særlige krav.
-
Bygningsreglementet beskriver regler om bl.a. brandsikkerhed, afstand til skel, bygningshøjde og bebyggelsesprocent.
Det betyder:
-
Du skal søge byggetilladelse, hvis byggeriet ikke overholder byggeretten i bygningsreglementet.
-
Du skal søge dispensation, hvis byggeriet ikke overholder lokalplan, byplanvedtægt eller servitutter.
-
Selv hvis byggeriet kan opføres uden byggetilladelse, skal det stadig overholde bygningsreglementet og andre gældende regler.
Hvilke bygninger gælder reglerne for?
Reglerne gælder for småbygninger, der opføres i tilknytning til:
-
enfamiliehuse
-
sommerhuse
-
dobbelthuse (lodret lejlighedsskel)
Boligen skal ligge i et område udlagt til enfamilie-, sommer- eller dobbelthuse (åben-lav boligbebyggelse).
Hvis småbygningen bygges som en integreret del af boligen, gælder reglerne for beboelsesbyggeri – bl.a. afstand til naboskel og krav til opdeling af bygningen.