Hjemmehjælp
Du kan få hjemmehjælp, hvis du er handicappet, ældre eller i en periode har været syg og derfor ikke længere har de fysiske eller psykiske færdigheder, du havde tidligere.

Har du brug for hjælp eller støtte
Den 1. juli 2025 træder den nye ældrelov i kraft for alle borgere over 67 år, og kommunerne har fået to år til at føre den ud i livet. Ældreloven er en del af en større ældrereform, som har til formål at styrke kvaliteten, nærheden og borgerens indflydelse i ældreplejen.
Ældreloven bygger på følgende kerneværdier:
- Mere selvbestemmelse for dig
- Færre forskellige medarbejder skal komme i dit hjem
- Et tættere samarbejde med d pårørende, lokale fællesskaber og civilsamfund.
Med den nye ældrelov visiteres hjælpen fremover som helhedspleje. Det vil sige, at du får et samlet forløb med den hjælp og støtte du har brug for.
Helhedsplejen kan bestå af:
- Personlig pleje og støtte
- Støtte til nødvendige opgaver i hjemmet
- Genoptræning, hvis du for eksempel har fået svækket din fysik, efter fx influenza.
Indenfor helheldsplejen har vi i Dragør fem forskellige forløb:
- Afklaringsforløb
- Praktisk forløb
- Forløb 1 med 0-3 timer pr. uge
- Forløb 2 med 3-10 timer pr. uge
- Forløb 3 med over 10 timer pr. uge.
Det betyder, at vi samme med dig ser på din situation og finder frem til, hvor meget og hvilken slags hjælp og støtte du har behov for og hvor ofte.
Hvis du får hjælp før 1. juli 2025, vil du i løbet af de næste to år blive omvisiteret til et at de nye forløb.
Frit valg af leverandør
På nuværende tidspunkt er det ikke muligt at benytte frit valg af leverandør til helhedspleje jf. ældreloven. Vi arbejder på at implementerer helhedsplejen hos vores private leverandør og vi vil holde jer orienteret hvornår det kan forventes at kunne tilbydes ved privat leverandør.
Sådan søger du om hjælp
Du kan søge om hjælp på flere måder. Du kan se Visitationens kontaktoplysninger nederst på siden:
- Skrive via Digital Post
- Ringe til os i vores telefontid
- Sende et brev
Hjemmehjælp omfatter:
- Praktisk hjælp og støtte, herunder rengøring, tøjvask og indkøb
- Måltider og madservice
- Personlig pleje
Hjælpen gives med et rehabiliterende sigte, og du vil derfor, så vidt det er muligt, blive inddraget i opgaverne. Du har frit valg mellem forskellige leverandører, når du bliver visiteret til hjemmehjælp.
Kommunen vurderer din individuelle og samlede situation og afgør på dette grundlag, hvor meget hjælp du kan få, og om du har brug for at få varig hjælp eller hjælp i en kortere periode. Hvis dine behov ændres, skal hjælpen tilsvarende ændres.
Praktisk hjælp og støtte
Praktisk hjælp og støtte gives som udgangspunkt som støtte til, at du så vidt muligt klarer de praktiske opgaver selv, så du kan forblive selvhjulpen så længe som muligt. Støtten kan gives i form af vejledning, hverdagsrehabilitering og hjælpemidler.
Der kan være stor forskel på hvor meget hjælp, der er behov for, for at man kan klare de praktiske opgaver i hverdagen. Der for vil der altid ligge en konkret, individuel vurdering til grund for vurderingen af, hvor meget hjælp du kan modtage. Hjælpen vil blive tilrettelagt i dialog med dig, så dine ønsker, men også dine styrker og færdigheder, bliver tilgodeset.
Du kan få praktisk hjælp og støtte til:
- Rengøring
- Tøjvask
- Indkøb
- Hjælp omkring måltiderne
Personlig pleje
Hjælp til personlig pleje gives som udgangspunkt som en støtte til, at du så vidt muligt klarer den personlige pleje selv, så du kan forblive selvhjulpen så længe som muligt. Støtten kan gives i form af vejledning, hverdagsrehabilitering og hjælpemidler.
Der kan være stor forskel på hvor megen hjælp, der er behov for, for at du kan klare den personlige pleje i hverdagen. Derfor vil der altid ligge en konkret, individuel vurdering til grund for hjælpen. Hjælpen vil blive tilrettelagt i dialog med dig, så dine ønsker, men også dine styrker og færdigheder, bliver tilgode
Dragør Kommune tilstræber, at det så vidt muligt er den samme mindre gruppe af personale, der kommer fra gang til gang.
Hvad indgår i personlig pleje?
- Hjælpe eller støtte til daglig pleje, f.eks. af- og påklædning, øvre- og nedre toilette, hårpleje, mundpleje, herunder tand- og protesepleje, barbering af skægstubbe i ansigt, neglepleje på hænder, fodpleje samt nødvendige forflytninger i forbindelse med personlig pleje.
- Hjælp eller støtte til bad (en til to gange i ugen), f.eks. brusebad, sengebad eller etagevask med vaskehandske, hårvask og tørring.
- Hjælp eller støtte til til hudpleje, såsom almindelig hudpleje eller pleje af sårbar hud
- Hjælp eller støtte til at anvende dine kropsbårne hjælpemidler: Dette kan indbefatte hjælp til at få høreapparater på, briller, støttekorset, proteser, indlæg med mere.
- Hjælp til forflytning som f.eks. hjælp til at komme ud af og i seng, til og fra kørestol mm. Forflytning sker fortrinsvist ved hjælp af lift og støtte fra en hjælper.
Sådan søger du om hjælp
Du kan søge om hjælp på flere måder. Du kan se Visitationens kontaktoplysninger nederst på siden:
- Skrive via Digital Post
- Ringe til os i vores telefontid
- Sende et brev
I Dragør Kommune lægger vi stor vægt på, at du kan være så selvstændig som muligt.
Derfor har vi stor interesse på implementering af klassiske velfærdsteknologer.
Vores erfaring er, at mange oplever, at disse løsninger gør hverdagen mere fleksibel og giver mulighed for at klare flere ting selv.
Som fx brugen af robotstøvsugere, så du kan blive endnu mere selvhjulpen og selvstændig i din hverdag.
Vi hjælper dig med træning og vejledning, så du kan bruge dine egne evner bedst muligt og klare så meget som muligt på egen hånd.
Hjemmeplejen på Sundhedscenter Wiedergården
Wiedergården 2
Telefon: 32 53 73 76
Telefontid
Mandag til fredag klokken 7.30-10 og igen klokken 13-15.
Lørdag og søndag klokken 7.30-8 og igen klokken 13.30-14.30.
Når du har fået bevilget hjemmehjælp, kan du selv vælge den leverandør, der skal udføre den. Se nedenfor, hvilke leverandører, der er godkendt til at levere hjælp i Dragør Kommune.
Betingelser for at du kan vælge en privat leverandør
Du skal være visiteret til hjemmehjælp for at kunne vælge en privat leverandør. Hvis du ønsker at skifte fra en leverandør til en anden kan det ske med en måneds varsel til den 1. i en måned.
Valg af leverandør
Visitator har en leverandørliste med ved visitationsbesøget, hvorfra du kan vælge, om du ønsker hjælpen leveret af Dragør Kommunes hjemmepleje eller et godkendt privat firma.
Uanset hvilken leverandør du vælger, skal du skriftligt give tilladelse til at leverandøren får de nødvendige oplysninger om dig.
Godkendte leverandører
Indkøbsordning
Egebjerg Købmandsgård, tlf: 70 25 88 88, hjemmeside: egebjergkobmandsgaard.dk
Supermarkedet Intervare, tlf: 70 27 72 33, hjemmeside: https://intervare.dk/
Hjemmehjælp (personlig pleje og praktisk hjælp)
Dragør Pleje Omsorg, tlf: 71 99 83 82, mail: info@dragoerplejeomsorg.dk
Kontakt
Ved valg af privat leverandør skal du kontakte Visitationen.
Dragør Kommune yder hjælp i hjemmet til borgere, som har brug for hjælp til personlig pleje og en række andre opgaver.
Hjælpen ydes med udgangspunkt i, at:
- du selv udfører de opgaver, du kan klare
- du får den hjælp, du har behov for, så du kan være tryg i dit hjem
Aftale om hjælp
Når vi har modtaget din henvendelse, vil du modtage et brev eller en opringning med tilbud om besøg i dit hjem. Her vil du og en visitator sammen vurdere, hvilken hjælp der er behov for, samt hvor ofte du skal have hjælp.
Du kan generelt få hjælp til opgaver, som du ikke selv kan udføre og hvor din familie eller andre ikke kan hjælpe. Den bevilgede hjælp skrives i en afgørelse, som sendes til dig. Hjælpen vil blive revurderet efter behov.
Hvad kan hjælpen omfatte?
Den bevilgede hjælp gives til konkrete opgaver. Herunder kan du se eksempler på opgaver:
Personlig pleje
- at komme ind/ud af seng
- at blive vasket
- toiletbesøg
- af- og påklædning
- barbering, hårvask og tandbørstning
Mad
- Hjælp til at lave morgenmad og smøre brød til aftensmad.
Indkøbsordning
Indkøbsordning ydes altid af et privat firma, som har kontrakt med Dragør Kommune.
Hvis du har brug for det, kan du få hjælp til at bestille varer hos indkøbsfirmaet.
Indkøbsfirmaet kan hjælpe med at stille køle- og frostvarer på plads, hvis du ikke selv kan.
Der ydes ikke hjælp til afhentning af medicin. Apoteket bringer medicin ud mod betaling.
Rengøring og tøjvask
Kan for eksempel være til:
- støvsugning, vask af gulv og tørre støv af i stue og gang, soveværelse, køkken/bryggers og bad/toilet
- at skifte sengetøj
- at vaske tøj i hjemmets vaskemaskine eller vaskeri i ejendommen. Der kan som udgangspunkt vaskes tøj i hjemmet svarende til 2 maskiner. Hvis du ikke har vaskemaskine/vaskeri, afhentes dit vasketøj af et privat vaskerifirma mod en delvis egenbetaling.
Der gøres rent svarende til en to-værelses lejlighed på 65 kvm.
I det omfang det er muligt, skal du selv deltage i de praktiske gøremål. Den tid, hjælperen bruger på tøjvask er en del af tiden til rengøring. Får du hjælp til rengøring, kommer hjælperen ca. hver 3. uge.
Fleksibel hjemmehjælp
Du kan aftale med hjælperen fra gang til gang, hvis du hellere vil have gjort noget andet end det planlagte, fx have gjort rent et andet sted. Det er hjælperens vurdering, om det kan lade sig gøre.
Hjælpen omfatter ikke
Der ydes ikke hjælp til:
- rengøring, tøjvask og indkøb, hvis du har en rask ægtefælle
- hovedrengøring
- vinduespudsning
- tøjvask på offentligt vaskeri
- opvask og oprydning efter gæster
- at rulle og stryge duge, sengetøj og undertøj
- at reparere tøj, undtagen småting som at sy en knap i
- havearbejde
- at pudse sølvtøj, messing- og kobbertøj
- flyttehjælp og rengøring ved flytning
- rengøring efter håndværkere
- pasning af husdyr
- at klippe tånegle
Ændringer i den aftalte hjælp
Hjælperen kommer i hjemmet på det aftalte tidspunkt plus/minus ca. en time. Ved ændringer, ud over dette tidsrum, ringes besked til dig samme dag inden klokken 8.
Ved mangel på personale kan hjælp til rengøring blive flyttet. Tidspunktet for hjælp til personlig pleje og mad kan variere lidt.
Erstatningshjælp
Er hjælp til rengøring blevet flyttet, bliver du inden for 7 dage tilbudt erstatningshjælp på et andet tidspunkt. Erstatningshjælpen leveres ofte af en anden end den faste hjælper.
Fast kontaktperson
Du vil få tilknyttet faste kontaktpersoner. Vi tilstræber, at du får besøg af så få forskellige hjælpere som muligt i dit hjem. Hvis du får hjælp flere gange i døgnet, vil det dog være nødvendigt, at der kommer forskellige hjælpere. Det samme er tilfældet når dine faste kontaktpersoner har fridag, ferie eller bliver syge. Hjælpen kommer fortrinsvis fra gruppen i det område, hvor du bor. Elever under uddannelse kan også yde hjælpen hos dig.
Dit hjem er hjælpernes arbejdsplads
Når du modtager hjælp i hjemmet er dit hjem en arbejdsplads for personalet. Vi vil derfor vurdere om arbejdsmiljøet er forsvarligt. Det kan i nogle tilfælde være nødvendigt at møblere om og/eller installere hjælpemidler, både for din skyld, men også for hjælpernes sikkerhed.
Hjælpemidler kan være plejeseng, toiletstol, lift mv.
Rengøringsredskaber og -midler
Hjemmets rengøringsredskaber skal være i orden for at vi kan levere hjælpen. Det betyder, at der skal være et gulvmoppesæt med teleskopstang, klude, samt en støvsuger med teleskoprør, som gør det muligt at foretage rengøring hensigtsmæssigt. Rengøringsmidlerne skal være miljømærkede.
Følgende rengøringsmidler anbefales i hjemmet:
- opvaskemiddel
- universalrengøringsmiddel
- wc-rens
Hjælperne må ikke bruge sæbespåner, rensemidler i pulverform, klorholdige midler, salmiakspiritus, eddikesyre og lign., da disse kan give komplikationer i lungerne.
Elektriske installationer
Dine elektriske installationer og apparater skal være i orden, så de kan anvendes uden at være til fare for din hjælper.
Ris og ros
Har du ros eller ris til den kommunale hjemmehjælp, kan du tale med hjælperen eller teamlederen i Sundhedscentret Wiedergården. Ring på telefon 32 89 02 76 så hjælper vi dig videre…
Forventninger til dig:
- Hjemme til aftalt tid
Hjælpen ydes kun mens du er til stede. Hjælperne skal derfor have besked, hvis du ikke er hjemme til aftalt tid. Kan du ikke selv låse op, skal du sørge for nøgle til hjælperen. - Låst dør
Kommer hjælperen til en låst dør, og der ikke bliver svaret, skal døren åbnes af hensyn til din sikkerhed. Det vil ske i samarbejde med politi og låsesmed. Det er dig, der betaler omkostningerne til låsesmed. - Gensidig respekt
Hjælperen kommer i hjemmet som en hjælp og skal først og fremmest samarbejde med dig. Ligesom personalet udviser hjælpsomhed, forventer de også at blive mødt med hjælpsomhed af dig og dine pårørende. - Rygning
Er du ryger, er det af hensyn til hjælperen, ikke tilladt at du ryger, mens hjælperen er i dit hjem - Gaver og spiritus
Hjælperne må ikke modtage gaver eller nyde spiritus i hjemmet.
Tavshedspligt
Hjælperen har tavshedspligt og må ikke videregive oplysninger fra et hjem til et andet.
Hvad koster hjælpen?
Hjemmehjælp er gratis for dig.
Forsikring
Hvis hjælperen kommer til at slå noget i stykker i dit hjem, vil det evt. blive erstattet.
Klager
Der kan klages over kommunens afgørelse om hjælp i hjemmet. Visitationen behandler klager om hjemmehjælp, hvis du ikke får medhold, videresendes klagen til Ankestyrelsen (klagevejledning fremgår af din afgørelse).
Hvis du ønsker at klage over hjælpens udførelse, skal du starte med at klage til teamlederen for det hjemmehjælpsteam du er tilknyttet.