Gå til hovedindhold
Varmeforsyning
Klima og miljø

Varmeplan - hvad er de næste skridt?

I december 2022 traf Dragør Kommunalbestyrelse to vigtige beslutninger: 1) 'Varmeplan for Dragør Kommune' om at udrulle fjernvarme i kommunen og 2) om at indlede forhandlinger i 2023 med Tårnby Kommune og Tårnby Forsyning om at distribuere fremtidens fjernvarme i Dragør Kommune. Nu skriver vi 2024, og her kan du i hovedtræk se, hvad vi ved, at der kommer til at ske.

Gravearbejde i forbindelse med etablering af fjernvarme

Indhold

    Hvad er de næste skridt?

    Ligger din ejendom i det åbne land, vil fjernvarme ikke være en mulig fremtidig varmekilde. Som grundejer i sådanne områder, skal du i stedet for finde andre måder at varme bygningerne op, når gassen udfases.

    I 2023 har vi undersøgt, hvordan vi kan understøtte alternative løsninger for de grundejere, som står i den situation.

    Du kan søge råd og vejledning hos Energistyrelsens ’Spar Energi’.

    Som grundejer bestemmer du selv, om du vil koble din ejendom til det fremtidige fjernvarmenet.

    Vi undersøgte i februar 2023 grundejernes ønske om fremtidig opvarmningsform. Undersøgelsen viste blandt andet, at cirka 70 procent ønsker fjernvarme og cirka 10 procent ønsker varmepumpe. Du kan se mere om undersøgelsens resultat.

    I fremtiden bliver det nye fjernvarmeselskab - Dragør Fjernvarme - som leverer fjernvarme i Dragør Kommune. Selskabet er ejet af Dragør Kommune og Tårnby Forsyning. 

    Varmen kommer fra CTR (Centralkommunernes Transmissionsselskab I/S), som leverer i en lang række kommuner via det regionale net. Du kan læse meget mere om fjernvarme hos CTR.

    I 2023 myndighedsgodkendte Dragør Kommune et konkret projektforslag for fjernvarmeområderne i kommunen. Projektforslaget blev godkendt under forudsætning af, at projektet ville få del i midlerne fra statens fjernvarmepulje. Puljen viste sig at blive over-ansøgt, og projektet fik ikke de godt 70 mio. kr., som der var søgt om. 

    Folketinget besluttede i forbindelse med finanslovsforhandlingerne for 2024 at forlænge fjernvarmepuljen, og der blev igen ansøgt om det oprindelige millionbeløb. Igen viste det sig, at puljen blev over-ansøgt, og projektforslaget fik afslag på økonomisk støtte.

    Derfor udarbejder vi sammen med Tårnby Forsyning et nyt konkret projektforslag for fjernvarmeområderne i kommunen. Herunder også hvad det kommer til at koste grundejerne at blive koblet på fjernvarme - uden økonomisk støtte fra fjernvarmepuljen. Det nye projektforslag forventes besluttet medio 2024.

    På den baggrund kan fjernvarmeselskabet efter skolernes sommerferie i 2024 indgå aftaler med interesserede grundejere om at tilslutte sig det fremtidige fjernvarmenet.

    Sideløbende undersøger vi også muligheden for at grundejerne kan indgå en tryghedsordning i forbindelse med tilslutningsaftalen. En tryghedsordning betyder, at dit gasfyr bliver udskiftet, hvis det bryder sammen, mens du venter på fjernvarmen.

    Det kommer til at tage tid at udrulle fjernvarme i kommunen, og det vil ske etapevis. CTR skal først etablere ledningsnet frem til kommunegrænsen, og fjernevarmeselskabet skal have gravet fjernvarmerør ned, inden de enkelte ejendomme kan tilsluttes. Inden da skal vi have projekteret, givet de nødvendige tilladelse og have gennemført et udbud. Vores bedste bud på en overordnet tidsplan er (senest opdateret marts 2024):

    År 2025-27: Etape 1 med området omkring A.P. Møllers Allé, området omkring Hartkornsvej, nord for Lunden og Sydstranden

    År 2026-28: Etape 2 med områderne: Store Magleby, Dragør Gamle By og Vængekvarteret

    År 2027-2029: Etape 3 med området Søvang.

    Hvis du er i tvivl om, hvilket område din ejendom ligger i, kan du tjekke din adresse kortet, som viser, hvilken af de tre etaper, din ejendom ligger i.

    Det er ikke kun i Dragør Kommune, at fjernvarmenettet skal etableres og udvides. Det kommer til at foregå over hele landet. Og ikke bare i Danmark, men også i det øvrige Europa er der en ekstraordinær efterspørgsel efter materiel og arbejdskraft i entreprenørbranchen.

    Vi tror på, at den første fjernvarmekunde i Dragør kan få fjernvarme i 2025. Men der er naturligvis også risiko for, at der vil opstå forsinkelser i udrulningen. Det er en stor og kompleks samfundsopgave, hvor der kan opstå problemer af mange forskellige slags.

    Kontakt

    Center for Plan, Teknik og Erhverv

    Telefon: 32 89 01 00

    Send Digital Post til Center for Plan, Teknik og Erhverv