Gå til hovedindhold

Dragør Høstfest: Stærk debut, nye samarbejder og mange besøgende

Den allerførste udgave af Dragør Høstfest – Fra jord til bord blev afholdt den 4.-5. oktober og samlede lokale producenter, kokke og restauratører til to dage fyldt med aktiviteter, der tydeligt viste styrken i Dragørs fødevaretradition. Du kan være med næste år.

Indhold

    I et tæt samarbejde mellem lokale kræfter som Beghuset, Gabriel Jensens Traktørsted, Ler58, Seerupgaard, Fælledgården, Søvanggård, Dirch Riber og Raagaard blev gæsterne inviteret med på høstture i markerne, smagninger direkte fra jorden og langbordsmiddage tilberedt af sæsonens lokale råvarer. Tak for inspiration og indsats – vi gentager og udvider i 2026.

    Se den skønne video – det tager kun lidt over 1 minut. 

    Når netværk lykkes, sker produktudvikling

    Høstfesten blev en publikumssucces med mange besøgende gennem hele weekenden.  Arrangementet bekræfter både interessen og potentialet i Dragørs lokale fødevarehistorie.  

    Høstfesten tog afsæt i Dragørs mere end 500 år gamle hollændertradition, hvor nye dyrkningsmetoder gjorde Store Magleby til centrum for en af Danmarks mest betydningsfulde grøntsagstraditioner. Den arv er omdrejningspunktet for høstfesten og viser samtidig, hvordan historien giver erhvervslivet et stærkt fundament at bygge nye koncepter og kulinariske oplevelser på.

    Til lejligheden blev der også udviklet og serveret en særlig Dragør-bjesk på bronze-fennikel og citronverbena – et konkret eksempel på, hvordan tradition og innovation kan mødes i nye produkter og samarbejder på tværs af aktører.

    Idéen til høstfesten er vokset ud af Erhvervsnetværket for Gastronomi og Lokale Fødevarer, hvor virksomheder arbejder sammen om at styrke Dragørs fødevareprofil og udvikle nye muligheder for både erhvervsliv og turisme – også uden for højsæsonen.

    Vær med til at forme næste års høstfest

    Høstfesten giver virksomheder mulighed for:

    • At skabe samarbejder på tværs af restauranter, gårde og andre erhvervsaktører
    • At udvikle og afprøve nye koncepter baseret på lokale råvarer
    • At bidrage til en fælles fortælling og branding, der tiltrækker både borgere og turister uden for højsæsonen

    Planlægningen af Høstfest 2026 er allerede i gang i Erhvervsnetværket for Lokale Fødevarer og Gastronomi – og nye aktører er meget velkomne.

    Vil du være med?

    Vil du gerne være med til at arrangere næste års høstfest, så bliv en del af erhvervsnetværket for lokale fødevarer og gastronomi.

    Hør mere og kontakt erhvervs- og turismekonsulent Charlotte Brendstrup.

    Kontakt

    Charlotte Brendstrup

    Erhvervs- og turismekonsulent