Gå til hovedindhold

Borgmesteren har ordet

Så er vi klar med nummer 3 af vores nye erhvervsnyhedsbrev, hvor vi samler seneste nyt til erhvervslivet i Dragør Kommune. Jeg vil indledningsvist komme ind på to ting: 1) fjernvarme og 2) uniform på job-dag den 24. september 2025.

Indhold

    Udpegede fjernvarmeområdet er ophævet

    Den første ting, jeg vil nævne, er, at vi har valgt at fritage selskabet Dragør Fjernvarme A/S for at levere fjernvarme til kommunen. Det skyldes, at der har været for få tilslutninger – især fra parcelhuse, men også fra erhvervsejendomme. Samtidig besluttede Dragør Kommunalbestyrelse torsdag den 28. august 2025, at de tidligere udpegede fjernvarmeområder i Dragør nu er ophævet.

    Det betyder, at ejere af erhvervsejendomme selv skal tænke videre over, hvordan opvarmningen skal ske, når gassen på et tidspunkt udfases. Vi opfordrer til at undersøge for eksempel erhvervspuljen hos Energistyrelsen, hvor der fx kan søges om tilskud til: 

    • Udskiftning af gaskedler til varmepumper
    • Optimering af procesanlæg
    • Intern udnyttelse af overskudsvarme.

    Du finder mere information om erhvervspuljen på hjemmesiden sparenergi.dk   

    Klima-, energi- og erhvervsministeren har meldt ud, at regeringen først i 2026 vil fremlægge mulige initiativer samt den finansiering, der skal til for at indfri ambitionen om udfasning af gasfyr.

    Uniform på job-dagen den 24. september 2025

    Den anden ting, jeg vil nævne her, er vores engagement i Interforce. InterForce blev stiftet i 1999 for at styrke forbindelsen mellem Forsvaret og civilsamfundet og har siden udvidet til at omfatte alle dele af reservestyrken — herunder Hjemmeværnet, Beredskabsstyrelsen og Kystredningstjenesten. I dag er mere end 3.000 virksomheder og organisationer tilsluttet – og altså også Dragør Kommune.

    Det koster ikke noget, men er et vigtigt signal udadtil og indadtil at være en arbejdsplads, der bakker op. Jeg håber, at mange af de lokale virksomheder vil følge med og blive en del af InterForce. 

    I den forbindelse vil jeg også nævne, at vi bakker op om Uniform på jobbet-dagen, hvor ansatte i både offentlige og private organisationer opfordres til at bære deres uniform på arbejde. Formålet er at synliggøre den vigtige indsats, som mange yder i deres fritid for Danmarks sikkerhed og beredskab. 

    Dagen arrangeres af InterForce i samarbejde med Forsvaret, beredskabet og civilsamfundet. Det er helt frivilligt at deltage – men værdsat, hvis I gør. 

    Læs mere om Uniform op jobbet-dagen - altid sidste onsdag i september

    Udbred kendskabet

    Til slut håber jeg, at I vil være med til at udbrede kendskabet til nyhedsbrevet. I kan finde og genfinde ErhvervsNyt Dragør på dragoer.dk/erhverv, og alle kan abonnere på det via dragoer.dk/abonnement.

    Venlig hilsen

    Kenneth Gøtterup, borgmester