Høring: Forslag til tillæg til vandforsyningsplan
Fredag den 4. juli 2025 er forslag til ”Tillæg nr. 1 til Dragør Kommunes vandforsyningsplan 2018 – 2027” offentliggjort. Tillægget sendes i offentlig høring frem til og med mandag den 4. august 2025.
Dragør Kommunes vandforsyningsplan 2018 – 2027 beskriver rammerne for drikkevandsforsyningen i kommunen. Dette tillæg til planen skal skabe rammerne for en nødvendig ændring af forsyningen af drikkevand til Dragør Kommune.

Hvad handler tillægget til vandforsyningsplanen om?
”Tillæg nr. 1 til Dragør Kommunes vandforsyningsplan 2018 – 2027” er udarbejdet, fordi det ikke længere er muligt at indvinde tilstrækkelige mængder drikkevand fra Dragør Kommunes egne boringer og vandværker. Den lokale vandindvinding er gradvist blevet reduceret og er nu fuldstændig ophørt.
Som erstatning for egenproduktion etableres en ny forsyningsledning, der skal supplere de to eksisterende drikkevandsledninger, som forsyner Dragør Kommune med drikkevand.
Vandforbruget og forsyningsområdet i Dragør Kommune forventes at være uændret og ændringerne til vandforsyningsplanen skyldes derfor ikke en ændring i vandbehov eller forsyningsområdet.
Frist for høring
Du kan indsende et skriftligt høringssvar senest mandag den 4. august 2025. Skriv venligst ”Høringssvar” i emnefeltet.
Miljøopgaver i Dragør varetages af Tårnby Kommunes miljøafdeling.
Høringssvar skal derfor sendes til Tårnby Kommunes Miljøafdeling (Natur, Miljø og Klima - NMK) via Digital Post Send sikker post. Du kan også sende et brev til Tårnby Kommune, att. Miljø (NMK), Amager Landevej 76, 2770 Kastrup.
Vær opmærksom på, at høringssvar vil blive offentliggjort på Dragør Kommunes hjemmeside med de oplysninger du skriver, såsom navn, e-mailadresse osv., hvis dette fremgår.
Endelig godkendelse
Efter høringen vil planen, inklusive indkomne høringssvar og eventuelle justeringer, blive forelagt til endelig politisk behandling og vedtagelse.
Miljøvurdering
Administrationen har screenet tillægget i henhold til miljøvurderingsloven og vurderet, at der ikke er krav om en fuld miljøvurdering. Kommunens udkast til screeningsafgørelse kan påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet, når den er endelig vedtaget. Se klagevejledning i udkast til afgørelse.
En screening efter miljøvurderingsloven skal høres hos berørte myndigheder. Screeningsudkastet har været sendt i høring hos berørte myndigheder i perioden den 18. juni – den 3. juli 2025.