Afgørelse: Kommuneplantillæg 9
Kommunalbestyrelsen vedtog torsdag den 25. juni 2026 Kommuneplantillæg 9 for et skovrejsningsområde ved Fælledvej efter offentlig høring. Tillægget har til formål at bringe kommuneplanens udpegninger og rammer i overensstemmelse med Kommunalbestyrelsens beslutning om skovrejsning på arealet ved Fælledvej 85.
Kommuneplantillæggets indhold
Med kommuneplantillæg 9 ændres arealet ved Fælledvej fra at være udpeget som uønsket til skovrejsning til at blive udpeget som muligt skovrejsningsområde. Samtidig udtages arealet af udpegningen som særligt værdifuldt landbrugsområde.
Arealet tildeles en ny ramme 9.26, hvor anvendelsen ændres til jordbrugs- og naturområde med mulighed for skovrejsning. På denne måde sikres, at både den planlagte bynære skov og genbrugspladsen har et klart planmæssigt grundlag i kommuneplanen.
Eksisterende rammeområde 9.24 fastholdes uændret for tilstødende genbrugsplads og de øvrige miljøanlæg, således at kommuneplanen fortsat understøtter driften heraf.
Offentlig høring
Forslag til Kommuneplantillæg 9 har været i offentlig høring i otte uger fra onsdag den 1. april til onsdag den 27. maj 2026.
Dragør Kommune har modtaget ét høringssvar i høringsperioden. Høringssvaret har ikke ført til nogen ændringer i kommuneplantillægget.
Afgørelse om miljøvurdering
Planen er screenet i henhold til miljøvurderingsloven. Kommunalbestyrelsen har truffet afgørelse om, at planen ikke vil medføre væsentlige miljøpåvirkninger, og at der ikke skal udarbejdes en miljøvurdering.
Mulighed for at klage
Du har mulighed for at klage over kommunalbestyrelsens beslutning for så vidt angår retlige spørgsmål.
Det skal ske inden for fire uger fra offentliggørelsen. Det vil sige, at du kan klage til og med mandag den 10. august 2026.
Klagevejledning
Denne afgørelse kan påklages til Planklagenævnet.
Du klager via klageportalen, som du finder via borger.dk eller virk.dk. Du logger på klageportalen med MitID. En klage er indgivet, når den er tilgængelig for Dragør Kommune via klageportalen.
Når du klager, skal du betale et klagegebyr. Gebyret er på 900,- kr. for privatpersoner og 1.800,- kr. for virksomheder, organisationer og offentlige myndigheder.
Klagegebyret opkræves, hvis Dragør Kommune beslutter at fastholde afgørelsen og videresender klagen til Planklagenævnet.
I klageportalen sendes din klage automatisk først til Dragør Kommune. Hvis Dragør Kommune fastholder afgørelsen, sender Dragør Kommune klagen videre til behandling i nævnet via klageportalen. Du får besked om videresendelsen.
Planklagenævnet afviser din klage, hvis du sender den uden om klageportalen, medmindre du forinden er blevet fritaget for brug af klageportalen. Hvis du ønsker at blive fritaget for at bruge klageportalen, skal du sende en begrundet anmodning til Planklagenævnet. Nævnet afgør herefter, om du kan fritages for at bruge klageportalen. Se betingelserne for at blive fritaget her.
Klagefrist
Klagen skal indgives inden 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt. Er afgørelsen offentligt bekendtgjort, regnes klagefristen dog altid fra bekendtgørelsen. Hvis klagefristen udløber på en lørdag eller helligdag, forlænges klagefristen til den følgende hverdag.
Særligt vedrørende klager, der ikke kan indgives via klageportalen
Vær opmærksom på, at der ikke kan indgives klager via klageportalen i alle sagstyper. Læs mere her.
Du kan ikke klage over andre forhold i lokalplanen til anden administrativ myndighed.