Gå til hovedindhold
Nyheder

Ambitiøst samarbejde om solceller på tage

Dragør Kommune går med i et tværkommunalt og regionalt samarbejde om at undersøge muligheden for at danne et selskab, der kan opsætte solceller på kommunernes og hovedstadsregionens egne bygninger. 

04. apr. 2024
Solceller på tag (foto: HOFOR)

Solceller på tag (foto: HOFOR)

Indhold

    Solceller på skoler, plejehjem og idrætshaller kan sikre grøn strøm i stikkontakten. Det er ønsket bag et nyt ambitiøst samarbejde, som Dragør sammen med 11 andre kommuner og Region Hovedstaden har indledt med HOFOR, Hovedstadsområdets Forsyningsselskab. 

    I første omgang går samarbejdet ud på at undersøge muligheden og potentialet for at danne et selskab, der kan opsætte solceller på kommunernes egne bygninger. 

    I anden omgang skal der for Dragør Kommunes vedkommende tages stilling til, om dette eventuelt skal ske i regi af HOFOR eller Tårnby Forsyning. Det har Økonomiudvalget besluttet på mødet den 14. marts 2024.

    Det er HOFOR, som har taget initiativet til projektet. 

    Borgmester Kenneth Gøtterup siger: ”Vi er meget tidligt i processen, men jeg er glad for, at vi nu får set på muligheden for at danne et selskab, som kan være med til at gøre tingene lettere.”  

    Meget skal falde på plads

    Udfordringen har tidligere været, at hvert eneste solcelleanlæg skulle oprettes som et selvstændigt selskab, hvilket krævede meget arbejde for den enkelte kommune. Men nye regler gør det nu muligt for kommuner at oprette ét selskab til at håndtere solceller på egne tagarealer og bygninger. Regler og regulering gør det dog stadig svært at få regnskabet til at balancere.

    ”Kommunerne, der indgår i samarbejdet, er optaget af at få mere grønne bygninger. Men vi har oplevet, at reglerne har været bøvlede. Nu ser det ud til, at nye regler kan give muligheder, men der er meget, der skal falde på plads både juridisk og finansielt, før end vi kan træffe endelige beslutninger for Dragørs vedkommende,” siger Kenneth Gøtterup.

    Stort potentiale i solceller på tage

    Ifølge DTU udgør energiforbruget i bygninger næsten 40 procent af Danmarks samlede energiforbrug, og bygninger spiller derfor en vigtig rolle i målet om at få mere grøn energi.

    ”Vi skal have mere fart på den grønne omstilling og udnytte alle muligheder, så det er helt oplagt at udnytte mulighederne i de mange tage, som står ubenyttet hen. Sætter vi solceller op, kan vi dække strømforbruget med lokal grøn strøm. Det vil både skabe en lokal grøn omstilling og gøre bygningernes klimamæssige aftryk grønnere,” siger Susanne Juhl, der er formand for HOFORs bestyrelse.

    Derudover er danskerne meget positive over for solceller på tage. Cirka ni ud af ti danskere er positive over for solceller på industritage. Det viser en landsdækkende spørgeskemaundersøgelse gennemført for DTU i 2022. 

    Det kan man læse mere om i en videnskabelig artikel af professor Jacob Ladenburg og professor Ugur Soigas, som står bag landsdækkende spørgeskemaundersøgelse om borgernes accept af anvendte energiteknologier: Hvor er de lavthængende grønne teknologier? Endvidere er der uddybende information at hente på hjemmesiden: Solenergi (dtu.dk)

    Fakta

    Kommunerne bag ambitionen om samarbejdet er: Ballerup, Brøndby, Dragør, Glostrup, Herlev, Hvidovre, Høje-Taastrup, Ishøj, København, Rødovre, Vallensbæk, Tårnby og Region Hovedstaden.

    HOFOR A/S er Danmarks største lokale forsyner, der sørger for vand, varme, bygas, fjernkøling og afledning af spildevand for flere end 1 million mennesker i hovedstadsområdet. HOFOR opfører vindmøller og solcelleparker, der leverer energi til et grønnere Danmark.