Gå til hovedindhold
Nyheder
Klima og miljø

Grøn Trepart: Indsats for natur, klima og drikkevand

Vi er med i den grønne omstilling af Danmarks arealer – til gavn for klima, biodiversitet og borgernes sundhed. Også kaldet Den Grønne Trepart. Arbejdet har været i gang i cirka et halvt år.

Indhold

    I juni 2024 indgik regeringen en storstilet klima- og naturaftale – kaldet Grøn Trepart – sammen med blandt andet Landbrug & Fødevarer, Danmarks Naturfredningsforening og KL. Målet er klart: Et grønnere Danmark med renere drikkevand, mere natur og et landbrug i balance med klima og miljø.

    Aftalen skal blandt andet sikre udtagning af lavbundsjorde, skovrejsning og etablering af vådområder – alt sammen for at nå Danmarks klima- og naturmål. Til at løfte opgaven lokalt er der nedsat 23 såkaldte lokale treparter, som kommunerne spiller en central rolle i.

    Dragør med i Øresund og Køge Bugt

    Dragør Kommune er administrativt og politisk repræsenteret i to lokale treparter. I den ene lokale trepart ”Øresund” deltager Helle Barth, og i den anden lokale trepart ”Køge Bugt” deltager Nicolaj Bertel Riber.

    De lokale treparter blev nedsat i februar 2025 og er allerede godt i gang med samarbejdet på tværs af myndigheder, organisationer og lodsejere.

    Helle Barth, der også er formand for Klima-, By- og Erhvervsudvalget i Dragør, understreger vigtigheden af, at Dragør deltager aktivt i Grøn Trepart, selvom kommunen kun udgør en lille del af Øresundsområdet. 

    Hun fremhæver: ”Det handler ikke kun om natur, men også om at tage fælles ansvar for fremtidens velfærd og tænke bæredygtigt og langsigtet omkring vores miljø. Vi skal derfor tage aktivt del i det forberedende arbejde. Målet er at finde ud af, hvor Dragør bedst kan bidrage og gøre en forskel.”

    Nicolaj Bertel Riber bakker sin kollega fra kommunalbestyrelsen op og siger: "Grøn Trepart er en ramme, hvor vi kan være med til at undersøge, hvordan fremtidige tiltag i det åbne land kan skabe mest mulig værdi – også her i Dragør.” 

    Han fortsætter: ”Vi er stadig i en tidlig fase, men samarbejde giver mulighed for at tænke langsigtet i forhold til både natur, klima og rekreative muligheder. Det er bæredygtighed i praksis."

    Hvad betyder det for Dragør?

    Størstedelen af Dragør hører geografisk til Køge Bugt, som derfor er kommunens primære indsatsområde. For den lokale trepart Køge Bugt er der i 2025 særligt fokus på:

    • Beskyttelse af drikkevand
    • Sammenhængende naturområder
    • Rekreative værdier og borgernes sundhed.

    Der stilles ikke krav om nye kvælstofreduktioner i dette område.

    Selvom Dragør er en lille kommune, er potentialet for grøn omstilling til stede – især nær eksisterende natur. Kommunen samarbejder tæt med Tårnby Kommune, Naturstyrelsen og Danmarks Naturfredningsforening om at udpege relevante arealer.

    Omlægningsplan på vej

    Arbejdet munder ud i en omlægningsplan – et dynamisk kort over mulige og planlagte projekter som skovrejsning, lavbundsudtagning og vådområder. Planen skal principvedtages af kommunalbestyrelsen i december 2025, og projekter realiseres løbende frem mod 2030 – i tæt samarbejde med lodsejerne.

    Se kort over lokale treparter

    Mere information

    Du kan læse meget mere på vores nye side her på hjemmesiden:

    Grøn Trepart

    Grøn Trepart er en aftale mellem Regeringen, Landbrug & Fødevarer, Danmarks Naturfredningsforening, KL og flere andre parter. I Dragør skal vi udpege lokale områder, der kan omlægges til fx skov, vådområder eller mindre intensiv drift.