Gå til hovedindhold
Udbud
Erhverv

Dragør Kommune udbyder 1,3 tdr. land – vi søger grønne ildsjæle med smag for lokale fødevarer

Drømmer du om at dyrke jorden med omtanke – og samtidig være med til at sætte lokale råvarer på tallerkenen? Så er det nu, du har muligheden. Dragør Kommune udbyder et areal på 1,3 tønder land til forpagtning for en 3-årig periode med start den 1. maj 2026. Frist for at sende bud er onsdag den 15. april 2026 kl. 12.

5. mar. 2026

Indhold

    Arealet er beliggende på Kirkevej 9 ved Dragør Rådhus og bortforpagtes til jordbrugsmæssig drift.

    Men vi leder ikke bare efter en forpagter. Vi leder efter en aktør, der vil være med til at styrke lokale fødevarer og gastronomi i kommunen.

    Plads til grønne ambitioner

    Arealet skal drives jordbrugs- og miljømæssigt forsvarligt – med særlig vægt på pesticidfri drift på offentlige arealer. Det betyder, at der ikke må anvendes pesticider, og at driften skal ske med respekt for både jordens frugtbarhed og vores fælles grundvand.

    Forpagteren forpligter sig blandt andet til at dyrke jorden ansvarligt og holde arealet i god gødnings- og renhedstilstand. 

    Vi ser gerne, at arealet bruges aktivt til produktion af lokale fødevarer – grøntsager, frugt, urter eller andre råvarer, der kan indgå i det lokale fødevareerhverv og gastronomiske miljø.

    En del af kommunens fødevareambition

    I Dragør Kommunes erhvervsstrategi er der fokus på at styrke lokale fødevarer og gastronomi. Vi ønsker at skabe grobund for producenter, der kan levere friske, lokale råvarer og bidrage til et stærkt fødevarefællesskab – fra jord til bord.

    Dette areal er en konkret mulighed for at omsætte ambitionerne til handling.

    Giv et bud

    Har du en idé og lysten til at føre den ud i livet?

    Send dit bud som sikker mail til Dragør Kommune via nedenstående link.

    Vi skal have dit bud senest onsdag den 15. april 2026 kl. 12.

    Kommunen forbeholder sig ret til at forkaste alle indkomne bud.

    Vil du vide mere?

    Nærmere oplysninger om forpagtningsvilkår fås ved henvendelse til Borgmestersekretariatet.

    Vi glæder os til at høre fra engagerede dyrkere, producenter og iværksættere, der vil være med til at skabe mere lokal smag, bæredygtighed og liv i landskabet.

    Erhvervsstrategi

    Dragør Kommunes erhvervsstrategi er udviklet i samarbejde med erhvervslivet.

    Kontakt