Høring: Nyt erhvervsområde i nord
Udkast til Helhedsplan for Erhvervsområde Nord er sendt i otte ugers offentlig høring. Det vil sige til og med tirsdag den 8. december 2026.
Nu kan du sende dine bemærkninger
Kommunalbestyrelsen godkendte den 24. september 2026 at sende udkast til Helhedsplan for Erhvervsområde Nord i offentlig høring. Høringsperioden er fra mandag den 12. oktober til den tirsdag den 8. december 2026.
I høringsperioden kan du sende dine bemærkninger til planen. Når høringen er afsluttet, gennemgår kommunen høringssvarene, inden Kommunalbestyrelsen tager endelig stilling til helhedsplanen.
Hvad handler helhedsplanen om?
Helhedsplanen sætter den overordnede retning for udviklingen af et nyt erhvervsområde i den nordlige del af Dragør. Målet er at skabe et attraktivt og bæredygtigt område, der tager hensyn til omgivelserne, områdets eksisterende kvaliteter og erhvervslivets behov.
Planen beskriver blandt andet principper for, hvilke virksomheder området skal rumme, hvordan vejene skal indrettes, og hvordan bygninger, landskab og grønne områder skal udformes.
Området skal primært rumme mindre håndværksvirksomheder og lettere produktionsvirksomheder i miljøklasse 1-3.
Ny bebyggelse skal passe til karakteren i det eksisterende erhvervsområde på A. P. Møllers Allé. Grønne arealer og beplantning skal bidrage til områdets udtryk og samtidig indgå i håndteringen af regnvand.
En overordnet vejstruktur skal sikre en god trafikafvikling og gøre det muligt at udvikle området i etaper.
Helhedsplanen fastlægger de overordnede rammer for området. Den konkrete placering, størrelse og udformning af bygninger bliver først fastlagt senere gennem lokalplanlægning og projektering.
Sådan sender du et høringssvar
Du kan sende dine bemærkninger frem til og med tirsdag den 8. december 2026 på en af følgende måder:
- Send digital post til Center for Plan, Teknik og Erhverv (sikker mail)
- Send en e-mail til Center for Plan, Teknik og Erhverv (ikke sikker mail)
- Send et brev til Dragør Kommune, Rådhuset, Kirkevej 7, 2791 Dragør.
Skriv ”Høringssvar Helhedsplan” i emnefeltet i din e-mail eller på brevet.
Vær opmærksom på
Høringssvar bliver offentliggjort på kommunens hjemmeside med de oplysninger, du sender ind, herunder navn og e-mailadresse, hvis de fremgår af høringssvaret.
Tryk på linket og læs udkastet til helhedsplanen. Bemærk, at dokumentet endnu ikke er gjort endeligt webtilgængelig for skærmlæsere. Vi sørger for, at udkastet udskiftes med en fuldt ud webtilgængelig version hurtigst muligt (forventet i løbet af uge 43 2026).
Kom til borgermøde den 4. november
I forbindelse med høringen af helhedsplanen inviterer vi til borgermøde onsdag den 4. november 2026 kl. 18-19.30 i aulaen på Dragør Skole, Vestgrønningen 7-9.
Her kan du høre mere om planerne for området, stille opklarende spørgsmål og få gode råd til, hvordan du skriver et høringssvar.
Alle er velkomne, men tilmelding er nødvendig. Der er et begrænset antal pladser, som fordeles efter først til mølle-princippet.
Tilmeld dig digitalt senest søndag den 1. november 2026
Tilmelding til borgermøde om Helhedsplan for Erhvervsområde Nord
Er du ikke digital borger, kan du tilmelde dig på telefon 32 89 01 00.
Er du for eksempel kørestolsbruger og har brug for en rampe for at komme op og ind til aulaen, beder vi om, at du kontakter os på forhånd, så vi kan få sat den op til dagen.