Overgang til centerstruktur
Dragør Kommune overgår til at organisere kommunens administration i en overordnet centerstruktur. Det besluttede kommunalbestyrelsen den 4. februar 2021.

Signalværdi
En centerstruktur er kendt fra flere andre kommuner. Og i Dragør kommer ændringen i kølvandet på, at politikerne sidste år besluttede at ændre organisationen og mindske antallet af chefer i administrationen.
Kommunaldirektør Henrik Harder siger: ”Med overgang til centerstruktur forventer vi ikke nye ændringer i den overordnede organisation. Det handler mere om, at navngivningen og en centerstruktur i al væsentlighed bedre favner den opgavekompleksitet og -volume, som det enkelte chefområde allerede har fået.”
Når det er sagt, vurderer kommunaldirektøren også, at der ligger en vigtig signalværdi i centerstrukturen:
”Ved at overgå til en centerstruktur sender vi et klart signal både internt og eksternt om, at vi gerne vil være en organisation, som prioriterer at løse opgaver på tværs af fagligheder og sammen med borgerne.”
Borgmester Eik Dahl Bidstrup siger: ”Tankerne bag overgangen til centerstrukturen har stor politisk opbakning. Skal vi for eksempel lykkes med at bryde social arv og få familier i sårbare positioner til at fungere bedre, er det vigtigt, at administrationen samarbejder og byder ind med tværfaglige løsninger.”
Fire overordnende centre
Det bærende princip i en centerstruktur er for det første, at det enkelte center kan overskues ledelsesmæssigt. For det andet skal der være en sammensætning af opgaver, som både gør det muligt opbygge faglige miljøer med høj faglighed og at opbygge tværfaglige miljøer, hvor der kan skabes helhed og sammenhæng i opgaveløsningen.
Henrik Harder uddyber: ”Langt de fleste af vores opgaver løses på fin vis af faguddannede medarbejdere og dygtige specialister. Man kan kalde det monofagligt. Men for at løse de mere komplekse opgaver på en tilfredsstillende måde, kræver det ofte tværfaglig tilgang. Og evnen til at tænke i helheder og sammenhænge i ydelserne til borgere, foreninger og virksomheder, skal vi fortsat udvikle.”
I 2020 nedlagde kommunalbestyrelsen Borger og Social, som et selvstændigt område eller afdeling. Den beslutning giver bedre mulighed, at der kan skabes helhed og sammenhæng, vurderer kommunaldirektøren. Fx er alle opgaver vedrørende børn, som er i udsatte positioner nu samlet i Center for Børn, Skole og Kultur.
Administrativt er kommunen nu inddelt i fire centre. Det drejer sig om:
- Center for Børn, Skole og Kultur med Rasmus Johnsen som centerchef
- Center for Plan, Teknik og Erhverv med Jesper Horn Larsen som centerchef
- Center for Politik, Service og Social med Amalie Sommer-Madsen som centerchef
- Center for Sundhed, Pleje og Rehabilitering, hvor stillingen som centerchef for øjeblikket er vakant. Den tidligere sundhedschef Tina Roikjer Køtter har pr. den 1. februar 2021 valgt at fortsatte karrieren i Gentofte Kommune.
Alle fire centerchefer refererer til Direktionen som en enhedsdirektion. I praksis har den tre mand store Direktion dog aftalt en indbyrdes arbejdsdeling.
Dertil kommer yderligere to ledere, der som følge af en organisationsændring i 2020, refererer til en direktør. Det drejer sig om økonomichef Bjarne Jensen og it-chef Jan Jansen.