Genbrugsplads: Nyt område med byttemarked
Nu bliver det snart endnu nemmere at genbruge ting og sager i Dragør. Mandag den 9. september 2024 får borgerne i Dragør Kommune nemlig glæde af et genbrugsområde alle ugens dage på Dragør Genbrugsplads.
Byttemarkedet på den lokale genbrugsplads i Dragør har længe været en succes, når dørene er blevet slået op til området hver lørdag.
Nu tages de næste skridt til at gøre det lettere at sende for eksempel den gamle stol, legetøjet og de resterende materialer fra byggeprojektet videre til et nyt liv her i Dragør.
Det gør det, når genbrugshuset på genbrugspladsen bliver tilpasset og omdannet til et nyt genbrugsområde. Genbrugsområdet vil holde åbent hver dag, og dermed bliver det alle ugens dage muligt at aflevere og hente ting til genbrug.
Kortvarig lukning af Byttemarkedet
Planen er, at det sidste byttemarked bliver afholdt lørdag den 24. august 2024. Herefter går ARC i gang med at omdanne genbrugsområdet til at være åbent alle ugens dage. Det åbner mandag den 9. september, og har derefter åbent alle ugens dage.
Bemærk, at genbrugspladsen har åbent alle dage, mens omdannelsen finder sted.
Kun et besøg pr. dag
For at alle borgere kan få glæde af de mange gode genbrugsting, og at der er et godt flow i genbrugsområdet, har ARCs bestyrelse besluttet, at der kun må være et dagligt besøg i genbrugsområdet i op til 30 minutter dagligt på genbrugspladserne i ARCs opland.