Gå til hovedindhold
Nyheder

Kommunejubilæum: Sæt kryds i kalenderen

Dragør Kommune fylder 50 år. Det skal vi fejre lørdag den 22. juni 2024. Sæt derfor kryds i kalenderen. Vi er i fuld gang med at planlægge og høre, hvem der gerne vil være med. Måske vil din forening? 

14. apr. 2024

Indhold

    I 2024 fylder kommunen 50 år – efter, at Dragør og Store Magleby Kommuner blev lagt sammen i 1974. Det skal vi fejre og håber, at rigtig mange gerne vil være med.

    Sæt kryds ved lørdag den 22. juni

    Festdagen er sat, og det bliver lørdag den 22. juni 2024.

    Tanken er, at der skal være aktivitet i både Dragør By og Store Magleby i løbet af dagen. Det hele kulminerer om aftenen med en fest i Store Magleby (Vandværksgrunden), som vi også havde det i 2022, da vi fejrede 500-året for den hollandske indvandring til sydspidsen af Amager.

    Borgmester Kenneth Gøtterup forventer ikke, at det er noget, som kommunen skal planlægge og arrangere alene.

    ”Som borgmester for denne perle af en kommune har jeg store forventninger til, at det er noget, vi gør i fællesskab – kommune, foreninger og erhvervslivet imellem. Kommunen er vores alle sammens,” siger Kenneth Gøtterup og fortsætter:

    ”Derfor har vi også inviteret en masse foreninger og andre aktører til at deltage med en aktivitet, som kan være en opvisning, rundvisning, åbent-hus eller noget helt tredje.”

    Vil din forening være med?

    Der har været holdt et første planlægningsmøde i begyndelsen af april, og mange var interesserede i at bidrage til fejringen.

    For at få programmet for festdagen helt på plads, har vi bedt om en tilbagemelding senest torsdag den 2. maj 2024 med mere forpligtende tilmelding og information om, hvilke aktiviteter foreninger og andre vil bidrage med på dagen.

    Det sker ved, at en repræsentant udfylder en blanket på vores hjemmeside.

    Formatet på aktiviteten behøver ikke ligge fuldstændigt fast endnu, men det vil være en forpligtende tilbagemelding på, at foreningen deltager og med så meget information, som ligger fast på nuværende tidspunkt.

    Alle er velkommen til at melde bidrag ind – også selv om man ikke deltog i det første planlægningsmøde.

    Videre proces

    Når vi har alle tilbagemeldingerne udformer vi et samlet program for dagen og holder endnu et koordinationsmøde i midten af maj 2024.

    Til foreninger: Tilmelding og information om forslag til aktivitet