Gå til hovedindhold
Nyheder
Politik
Sundhed Børn

Tandplejen – hjælp udefra

Social-, Sundheds- og Arbejdsmarkedsudvalget holdt ekstraordinært møde om situationen i Den Kommunale Tandpleje torsdag den 14. marts 2024. Det resulterede i en beslutning om at bede om hjælp udefra. En beslutning som enstemmigt blev godkendt af Økonomiudvalget.

18. mar. 2024

Indhold

    Den Kommunale Tandpleje i Dragør er desværre fortsat ramt af personalemangel. Derfor har Social-, Sundheds- og Arbejdsmarkedsudvalget og efterfølgende Økonomiudvalget holdt møde om situationen torsdag den 14. marts 2024. Her er der truffet beslutning om en række tiltag i forhold til såvel tandplejen som bøjletandplejen.

    Den almindelige tandpleje

    Årsagen til fortsat ventetid på indkaldelse til tandeftersyn er en vedvarende personalemangel og eftervirkninger af Covid-nedlukningen.

    Som tidligere meldt ud er en proces i gang med det mål at ansætte en ny klinikchef til Tandplejen. Det sker med hjælp fra et rekrutteringsbureau. Men det tiltag er ikke tilstrækkeligt til at løse situationen.

    Hjælp udefra

    For at få nedbragt ventelisten til eftersyn er det nu politisk besluttet at bede Tandplejen i Tårnby Kommune om hjælp. Administrationen er derfor i konstruktiv dialog med Tårnby Kommune om mulighederne for en sådan assistance.

    Håbet er, at en aftale om hjælp fra Tårnby Kommunale Tandpleje kan igangsættes inden sommer. Men inden da kræver det en godkendelse i Tårnby Kommunalbestyrelse.

    Vi vender tilbage med mere konkret og praktisk information hurtigst muligt. 

    Tandplejen på lang sigt

    Det er desuden nødvendigt at sikre en mere stabil drift af Dragørs Kommunale Tandpleje på længere sigt.

    Derfor er det også besluttet at gå i dialog med Tårnby Kommune om et mere vedvarende samarbejde. Også her er der tale om en proces med både administrative og politiske drøftelser af mulige samarbejdsløsninger. 

    Vi kender derfor på nuværende tidspunkt ikke tidshorisonten for et eventuelt permanent samarbejde med Tårnbys Kommunale Tandpleje. 

    Bøjletandplejen i privat regi

    Kommunens specialtandlæge i ortodonti (bøjlebehandling) stopper i Dragør ved udgangen af marts måned. Og da der også er mangel på bøjletandlæger, vurderer vi desværre ikke, at det er realistisk at få genbesat stillingen.

    Derfor er det nu politisk besluttet, at bøjletandplejen frem over skal løftes af privatpraktiserende bøjletandlæger. 

    Administrationen går straks i gang med at forhandle med private bøjletandlæger om at overtage bøjlebehandlingen. Der er dog flere juridiske forhold, som skal være på plads, før de relevante tandlæger kan overtage behandlingen.

    Er dit barn i gang med bøjlebehandling?

    Hvis du er forælder til et barn, der allerede er i bøjlebehandling, vil du modtage et brev din digitale postkasse, når vi har indgået aftale med den tandlæge, som skal overtage behandlingen af dit barn. Er du undtaget digital post fra det offentlige, modtager du et fysisk brev.

    Hvis dit barn på nuværende tidspunkt er indkaldt til bøjletandlæge efter påske (i april måned), vil den tid være aflyst. Du vil også få direkte besked om det.

    Er dit barn visiteret til bøjlebehandling, men endnu ikke sat i gang?

    Hvis dit barn er visiteret til bøjlebehandling, vil der ske en tandlægefaglig vurdering af, hvornår behandlingen skal sættes i gang. Du får direkte besked om dit barns videre forløb.

    Information

    Vi ved, at situationen kalder på et højt informationsniveau. Der er dog meget, der skal på plads før, at vi kan melde mere ud.

    Både Tandplejen og kommunens administration arbejder på højtryk på at sikre, at alle patienter –  i den almindelige tandpleje og i bøjletandplejen – berøres mindst muligt af situationen.

    Vi informerer, så snart vi har nyt.

    Husk: Ved akut behov

    Har dit barn eller en ung tandsmerter eller andet akut behov for behandling, vil Tandplejen fortsat sørge for behandling. Det gælder også, hvis uheldet er ude, og for eksempel tandbøjlen knækker.

    Kontakt Tandplejen på telefon 32 89 04 09 i telefontiden – og uden for telefontiden på e-mail akuttandpleje@dragoer.dk, hvorefter du vil blive kontaktet

    Telefontid: Hverdage mellem kl. 8.15 og 11.30, dog er telefonen lukket i ulige uger tirsdag og onsdag og i lige uger tirsdag.