Gå til hovedindhold
Nyheder

Ændringer i Handicaprådet

Formanden er flyttet fra kommunen, og repræsentanter har trukket sig fra Handicaprådet. Derfor går kommunen nu i dialog med Danske Handicaporganisationer for at afklare det videre forløb og drøfte muligheden for en bredere repræsentation i et nyt råd.

Forsidefoto fra Handicappolitikken

Indhold

    På det ordinære møde den 19. maj 2025 meddelte Jeanet Barth, formand for Handicaprådet, at hun trådte tilbage som følge af at være flyttet fra kommunen. Da medlemskab af rådet forudsætter, at man bor i Dragør, udtræder hun automatisk.

    I forlængelse af det meddelte de tre øvrige medlemmer fra handicaporganisationerne, at de ønskede at trække sig med det samme, hvilket også gjaldt deres stedfortrædere.

    Forvaltningen vil derfor indgå i dialog med Danske Handicaporganisationer for at få rådgivning og sparring om det videre forløb, herunder sammensætning og organisering af et nyt Handicapråd.

    "Jeg vil gerne takke Jeanet Barth og resten af Handicaprådet for mange års store indsats og gode samarbejde. Særligt vil jeg pege på handicappolitikken som et flot fælles resultat,” siger formanden for Sundheds-, Social- og Arbejdsudvalget, Nicolaj Bertel Riber, som er næstformand i Handicaprådet:

    ”Jeg er selvfølgelig ærgerlig over situationen og ked af, at det er endt sådan. Samtidig vælger jeg at se fremad og håber, vi i fællesskab med Danske Handicaporganisationer kan finde en god og bæredygtig løsning til gavn for mennesker med handicap i kommunen."

    Han fortsætter: "Vi ser det også som en anledning til at drøfte med Danske Handicaporganisationer, om der er behov for en bredere sammensætning af rådet fremover – så flere perspektiver og erfaringer kan blive hørt i arbejdet for et inkluderende lokalsamfund."

    Fakta om Handicaprådet i Dragør Kommune

    Handicaprådet i Dragør Kommune er nedsat i henhold til lovgivningen og har til opgave at rådgive Kommunalbestyrelsen i handicappolitiske spørgsmål.

    Rådet består af otte medlemmer: to kommunalpolitikere, fire repræsentanter fra handicaporganisationerne og bosat i kommunen samt to embedsmænd. 

    Rådet høres i sager, der har betydning for mennesker med handicap og fungerer som bindeled mellem borgere og kommunen.

    Rådets funktionsperiode følger kommunalbestyrelsens valgperiode.

    Rådet mødes minimum fire gange årligt og kan nedsætte arbejdsgrupper efter behov.

    Formanden vælges blandt handicaporganisationernes repræsentanter, og næstformanden er formanden for Sundheds-, Social- og Arbejdsudvalget.