Børn begynder i skole – pas godt på dem
Velkommen tilbage efter en skøn sommerferie. En særlig velkomst gælder de helt nye børnehaveklasser og deres forældre. Opfordringen lyder træn skolevejen og til alle andre: Pas godt på dem i trafikken.

Sæt farten ned
I august er tusindvis forventningsfulde og spændte børn landet over klar til at begynde i skole – nogle for første gang.
”For at minde alle trafikanter om at passe på dem, er vi sammen med stort set alle landets kommuner og Rådet for Sikker Trafik klar med kampagnen ’Børn på vej’,” fortæller borgmester Kenneth Gøtterup.
Kampagnen kan du se på skolevejene, hvor der er hængt plakater op med budskabet. Kampagnen varer fra den 11.-31. august 2025.
Kampagnen skal få bilister og cyklister til at vise ekstra hensyn til børnene i trafikken.
”Vi ved fra Rådet for Sikker Trafiks undersøgelser, at antallet af biler og bilernes fart er noget af det, der især skaber utryghed på skolevejene,” siger borgmesteren og fortsætter:
”I Dragør har vi generelt gode forhold og veje til og omkring vores skoler, men det handler også om adfærd – om at lette foden fra speederen og vise hensyn.”
Politiet bakker op om kampagnen, og flere steder vil der være kontrol ved skolerne i løbet af august.
Øv skolevejen – til fods og på cykel
Rådet for Sikker Trafik har udarbejdet en række materialer og gode råd til støtte for forældre, der skal træne deres børn i at færdes sikkert i trafikken.
”Forældrene har det primære ansvar. Og mindre børn har meget at lære endnu,” siger Henrik L. Kjærsvold-Niclasen, formand for Børne-, Fritids- og Kulturudvalget:
”Jeg kan derfor – som Rådet for Sikker Trafik – kun anbefale at træne med dit barn.”
Det kan for eksempel være at øve med det 5-6-årige barn at se til siden og bagud – uden at miste balancen. Det kræver også øvelse for barnet at kunne slippe cykelstyret med den ene hånd for at give tegn til at stoppe eller dreje.
”Brug gerne turen frem og tilbage til skole og SFO’en til at træne trafik. En dag skal dit barn tage turen uden dig. Og så er det vigtigt, at de gode vaner sidder fast,” pointerer udvalgsformanden.
Skolerne varetager desuden den obligatoriske trafikundervisning, som skal lære eleverne at være sikre i trafikken.
Gode råd i trafikken
Rådet for Sikker Trafik anbefaler, at forældrene vælger en sikker cykelrute, hvor vejen skal krydses færrest gange, og hvor der er cykelsti.
- Lad dit barn køre inderst eller forrest – så kan du holde øje med det
- Sig til i god tid, før I skal dreje
- Lær dit barn at give tegn, når I skal dreje eller stoppe
- Stop og se jer godt for, før I krydser en vej. Husk, dit barn har brug for længere tid end dig til at sætte i gang. Nogle steder skal I måske trække over
- Husk cykelhjelmen. Den bedste måde at få dit barn til at bruge cykelhjelm, er hvis du selv gør det
- Tag afsted i god tid, så turen ikke bliver stresset.