Gå til hovedindhold
Nyheder
Varmeforsyning

Boligforeninger stemmer for fjernvarme

Boligforeningen Stationsvænget stemte mandag aften enstemmigt for fjernvarme. De 80 boliger blev dermed den første store boligforening, der tilslutter sig fjernvarmeprojektet.

Fra venstre: Torben Østergaard, formand for AB Stationsvænget, og Kenneth Gøtterup, borgmester

Indhold

    I løbet af maj træffer en lang række boligforeninger beslutning på beboermøder og generalforsamlinger om, hvorvidt de ønsker fjernvarme som en fremtidig kollektiv varmeløsning.

    ”Boligforeningerne er helt afgørende for, at fjernvarmeprojektet kan blive gennemført,” siger borgmester Kenneth Gøtterup.

    Ja tak til fjernvarme

    Mandag den 5. maj 2025, var der indkaldt til generalforsamling i boligforeningen AB Stationsvænget. Flere end halvdelen af beboerne var til stede, og i enstemmighed besluttede de at sige ja tak til fjernvarme.

    Formand Torben Østergaard glæder sig over, at Stationsvænget nu har valgt en sikker og fremtidssikret opvarmningsform.

    ”Beboerne så ingen som helst grund til ikke at vælge fjernvarme, når nu muligheden er der,” fortalte formanden, da han mødte borgmester Kenneth Gøtterup et par dage senere.

    ”Vi er sammen om vores strøm, kloaker og veje. Så hvorfor ikke også varmekilden,” uddybede han.

    Bedst tænkelige start

    Efterfølgende har også grundejerforeningen Schoutgården og boligforeningen Strandparkens afdeling 4 med stort flertal besluttet at tilslutte sig fjernvarme.

    Beboernes beslutning glæder borgmester Kenneth Gøtterup: ”Det er den bedst tænkelige start på rækken af beboermøder, at de første siger klart ja, siger Kenneth Gøtterup.

    Med beslutningen vil Stationsvænget spare over 60.000 kubikmeter gas om året, når boligforeningen bliver tilsluttet fjernvarme.

    På Schoutgården og i Strandparkens afdeling 4 svarer beslutningen begge steder til en besparelse på cirka 90.000 kubikmeter gas.

    Til sammenligning bruger et almindeligt parcelhus ca. 1.600 kubikmeter gas om året.

    Også nye toner på EU-plan

    På Christiansborg er det som bekendt politisk aftalt, at naturgas til boligopvarmning skal ophøre i 2035.

    Den aftale blev igen aktuel tirsdag den 6. maj 2025, da den danske EU-kommissær Dan Jørgensen fremlagde en plan om et totalforbud mod import af russisk naturgas fra 2027. Målet er at stoppe al økonomisk støtte til Rusland via energikøb, som Dan Jørgensen har kaldt ”skamfuldt”, fordi det indirekte finansierer krigen i Ukraine.

    EU-kommissær Dan Jørgensens udmelding markerer et markant skift i EU’s energipolitik for at styrke EU’s energiuafhængighed. Et stop for import at naturgas vil kræve et skift til andre, grønne energikilder, herunder fjernvarme. Russisk naturgas dækkede i 2024 en femtedel af EU’s gasforbrug.

    Status i Dragør

    Ifølge Dragør Fjernvarme har flere end 1.600 enfamiliehuse ansøgt om fjernvarme.

    Status er, at der i begyndelsen af maj måned er indgået kontrakter om fjernvarme svarende til over 20 procent af varmeforbruget. Det fremgår af fjernvarmeudstillingen på havnen.