Fjernvarme: Status og resultat af ekstern undersøgelse
Utilstrækkelig tilslutning og kvalitetstjek af økonomien bag fjernvarmeprojektet fører til, at Klima-, By- og Erhvervsudvalget samt Økonomiudvalget i enighed anbefaler, at fjernvarmeprojektet stoppes. Den 26. juni 2025 tager Kommunalbestyrelsen stilling til projektets fremtid.

Status på tilmelding
For at udvise ansvarlighed og sikre en forsvarlig økonomisk beslutning om udrulning af fjernvarme i kommunen ønskede Dragør Kommunalbestyrelse at opnå tilstrækkelig opbakning fra fremtidige fjernvarmekunder, før der blev taget stilling til at stille en lånegaranti og dermed gældsætning af kommunen. Erfaringer fra andre fjernvarmeprojekter i landet har vist, at manglende tilslutning fra borgere og virksomheder kan udfordre projekternes bæredygtige økonomi.
Et flertal i Dragør Kommunalbestyrelse besluttede i december 2024, at selskabet Dragør Fjernvarme A/S skal opnå en tilslutning svarende til mindst 65 procent af det samlede varmebehov, før der gives en kommunal lånegaranti til fjernvarmeprojektet.
Siden den 15. januar 2025 har Dragør Kommune i samarbejde med fjernvarmeselskabet gennemført en omfattende informationskampagne. Formålet har været at sikre, at borgere, boligforeninger og virksomheder har haft det nødvendige grundlag for at tage stilling til, om de ønsker fjernvarme som alternativ til opvarmning med fossile brændsler som naturgas og olie, som Folketingets partier har aftalt udfaset senest i 2035.
Informationsindsatsen har blandt andet omfattet udsendelse af ’klar besked’-breve til borgere, boligforeninger og virksomheder. Over 1.300 borgere har deltaget i tre velbesøgte borgermøder med oplæg fra ekspert i energiplanlægning Brian Vad Mathiesen og fra fjernvarmeselskabet om priser og tilmelding. Derudover er der blevet afholdt særskilte informationsmøder for boligforeninger og virksomheder, løbende annonceret og husstandsomdelt informationsfolder.
Fristen for tilmelding til fjernvarme for private husstande, boligforeninger og virksomheder i Dragør Kommune udløber om en uge – mandag den 30. juni 2025. Tilmeldingsperioden løb oprindeligt fra 15. januar til 1. juni 2025, men blev for nylig forlænget af Dragør Fjernvarme A/S. Baggrunden var en afgørelse fra Energiankenævnet, der gør det muligt at tilbyde privatkunder en abonnementsordning inklusiv fjernvarmeunit.
Seneste status pr. mandag den 16. juni 2025 er, at Dragør Fjernvarme A/S har opnået en tilslutning svarende til cirka 35 procent af varmebehovet i Dragør og Store Magleby.
Ekstern undersøgelse af PwC
I maj 2025 opstod usikkerhed om fjernvarmeprojektets økonomiske grundlag. På baggrund af nye oplysninger fra Dragør Fjernvarme A/S, der rejste tvivl om de økonomiske forudsætninger, handlede Dragør Kommunalbestyrelse straks og besluttede at igangsætte en ekstern undersøgelse for at sikre et ansvarligt og oplyst grundlag for de videre beslutninger.
I et brev til de cirka 10.000 ejendomsejere i kommunen blev det omtalt som et hurtigt kvalitetstjek af fjernvarmeprojektets økonomi.
Nu viser undersøgelsen, som er udarbejdet af revisionsfirmaet PwC med juridisk bistand fra advokatfirmaet Horten, at de takster, som har ligget til grund for Dragør Fjernvarme A/S’ tilmeldingskampagne, ikke er tilstrækkelige til at sikre selskabets økonomi på længere sigt.
Undersøgelsen peger på, at selskabet er underfinansieret med cirka 25-50 procent, hvilket svarer til, at varmeprisen burde være 25-50 procent højere end beregnet for at sikre selskabets likviditet.
Det betyder i grove træk, at det vil koste i størrelsesorden 25.000-31.000 kr. årligt, ekskl. abonnementsordning, at opvarme en gennemsnitsbolig mod kampagneprisen på cirka 20.500 kr. årligt, ekskl. abonnementsordning.
Ifølge undersøgelsen skal forklaringen hovedsageligt findes i en forventning om 1) en senere udrulning af fjernvarmen end planlagt og en samlet forlænget anlægsfase, 2) højere anlægsudgifter, 3) højere omkostninger ved den såkaldte garantiprovision samt 4) en væsentlig fordyrelse af udgiften forbundet med at tilkoble nye kunder efter fjernvarmen er etableret.
Proces – næste skridt
PwC-undersøgelsen blev torsdag den 19. juni 2025 forelagt til politisk behandling ved et ekstraordinært møde i Klima-, By- og Erhvervsudvalget og derefter på et møde i Økonomiudvalget.
Begge udvalg besluttede i enighed at anbefale Kommunalbestyrelsen for det første, at fjernvarmeselskabet informeres om, at kommunen ikke fører det aktuelle fjernvarmeprojekt videre. For det andet at administrationen vender tilbage i efteråret 2025 med en sag om mulighederne for at informere borgerne om alternative varmekilder samt om behov og plan for, at den gældende varmeplan revideres som konsekvens af, at fjernvarmeprojektet med Tårnby Kommune ikke gennemføres.
På det grundlag skal Dragør Kommunalbestyrelse på torsdag den 26. juni 2025 tage stilling til den videre proces for fjernvarmeprojektet.
Udtalelser
I forbindelse med status og den eksterne undersøgelse udtaler de enkelte partier og lister i Dragør Kommunalbestyrelsen sig.
Kenneth Gøtterup, Det Konservative Folkeparti (C), udtaler:
”Der er ikke tilstrækkelig opbakning blandt borgerne til fjernvarme, hvilket vi i Konservative respekterer. Og samtidig har det vist sig, at økonomien vil være udfordret grundet nye udmeldinger om projektets forudsætninger fra Tårnby Forsyning. Og ansvarlighed er det vigtigste for os, så derfor lukker projektet. Det kommer til at give store udfordringer for mange borgere i Dragør, ikke mindst lejlighedsbyggeri og den gamle by. Regeringen pålagde os en stor opgave. Den løste vi, men regeringen har efterfølgende bidraget til den vanskelige udrulning, særligt med uklare udmeldinger om udfasningen af gas, der har skabt usikkerhed. Det har været som hækkeløb, hvor forhindringerne hele tiden blev flyttet.”
Nicolaj Bertel Riber, Socialdemokratiet (A), udtaler:
”Det er en sørgelig, men nødvendig beslutning at lukke Dragørs fjernvarmeprojekt ned. Økonomien holder ikke, og interessen blandt borgerne er langt fra tilstrækkelig. Det får store konsekvenser for de borgere, der havde tilsluttet sig, for kommunens klimaplan og for varmeforsyningen, som nu ikke kan blive kollektiv, men må baseres på individuelle løsninger. Det kan ikke begrædes nok. Det bliver svært for mange, særligt i tæt bebyggede områder, og der venter svære drøftelser i boligselskaber, ejerforeninger og den gamle by. Vi må se på, hvordan kommunen kan understøtte disse. Fremtiden vil bringe forandringer, der også vil påvirke vores varmeforsyning, fx EU’s udmelding om udfasning af russisk gas. Måske får fjernvarme en ny mulighed?”
Henrik C. Løwenheim Kjærsvold-Niclasen, Venstre (V), udtaler:
”Venstre har hele vejen igennem bakket op om fjernvarme som den bedste løsning for Dragør – ikke mindst af hensyn til forsyningssikkerhed og stabile varmeomkostninger for vores borgere. Det er derfor en meget beklagelig beslutning, at projektet nu må standses. Vi respekterer, at tilslutningen har været for lav, men vi er samtidig stærkt kritiske over for direktionen i Tårnby Forsynings manglende åbenhed og rettidige varsling om problemer med økonomien i projektet. Nu handler det om at komme videre og finde løsninger, der kan sikre borgerne i Dragør en tryg og robust varmeforsyning fremover.”
Peter Læssøe, Tværpolitisk forening (T), udtaler:
”Liste T er først og fremmest ærgerlige over, at fjernvarme ikke bliver til noget på kort sigt i Dragør Kommune. Projektet har skullet gennemføres i stor hast, og undervejs har de økonomiske forudsætninger ændret sig, hvilket både har udfordret projektet samt skabt usikkerhed hos borgerne. En samlet kommunalbestyrelse bør hurtigt analysere og vurdere, hvordan vi kommer videre herfra. Vi skal finde en alternativ økonomisk og miljømæssig bæredygtig løsning for de store boligforeninger, virksomheder, den gamle by og kommunens bygninger.”
Flemming Blønd, Sydamagerlisten (L), udtaler:
”Det er beklageligt for dem, der ønskede fjernvarme. Og det er ærgerligt, at vi har ofret så mange millioner og kræfter på at få udrullet fjernvarme. De penge og de kræfter ville vi hellere have brugt på velfærd for borgerne. Men forudsætningerne og timingen i projektet har været helt håbløse. Samtidig er det blevet klart for borgerne, at den måde, vi i dag producerer fjernvarme på, er skadeligt for både klimaet og de mange skove, der skal levere træer til forbrændingen. Vi er samtidig glade for, at vi ikke får gravet den halve by op, og at de mange borgere i Dragør, der er afhængige af gassen nu kan fortsætte med 100 % klimavenlig biogas allerede fra 2029. Og mon ikke vi om fx 10 år vil se, at den teknologiske udvikling vil betyde nye, grønnere og billigere opvarmningsformer?”
Lisbeth Dam Larsen, Moderaterne (M), udtaler:
”Moderaterne i Dragør finder det ærgerligt for både klimaet og borgernes fremtidige varmeudgift, at der ikke er nok tilslutning til udrulning af fjernvarme i vores kommune. Men vi tager resultatet til efterretning. Dragør havde denne ene mulighed for at få lagt fjernvarmerørene fra Tårnby Forsyning, så også vores borgere kunne kobles på. Afdækning af eventuelle muligheder for at finde en vej til bedring af de økonomiske udfordringer, der nu også har vist sig i forhold til rentestigning og forhøjelse af tilslutningsafgift mv. giver ingen mening, når tilslutningen er så lav, som den har vist sig at blive.”