Gå til hovedindhold
Nyheder

Grøn Trepart Køge Bugt når vigtig milepæl

Hvor kan vi realistisk set hente en rigtig stor natur, miljø og klimagevinst ved at omlægge kulstofrige jorde og arealer? Det spørgsmål har fagfolk rundt om i de 16 medlemskommuner i Grøn Trepart Køge Bugt i løbet af de seneste seks måneder arbejdet på at besvare.

Indhold

    Og nu er der vigtigt nyt fra Grøn Trepart Køge Bugt og de 16 medlemskommuner. På deres møde i går den 18. september 2025 lykkedes det nemlig parterne at nå til enighed om en omlægningsplan, der rummer 138 potentielle omlægningsprojekter – altså projekter, der kan realiseres, hvis lodsejerne ønsker at være med.

    "Det er glædeligt, at vi i fællesskab har kunnet nå frem til en aftale, som både peger ind i de store nationale mål om at skabe mere sammenhængende natur og ved at reducere udledningen af kvælstof – og samtidig kan rumme de lokale hensyn. I Dragør har vi meget begrænsede arealer at arbejde med, men vi er alligevel optaget af at bidrage aktivt til helheden og finde løsninger, der både gavner naturen og respekterer lodsejerne. Det er netop i den balance, at vi kan være med til at skabe resultater, der rækker ud over vores egne kommunegrænser," siger Nicolaj Bertel Riber, som er Dragør Kommunes politiske repræsentant i Grøn Trepart for Køge Bugt.

    Planen skal nu principvedtages i kommunalbestyrelserne inden årets udgang, hvorefter dialogen med lodsejerne fortsætter.

    Lodsejerne får besked først

    Inden planerne kan blive til virkelighed, skal Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø godkende skitserne. Lodsejerne, hvis jord indgår i omlægningsplanen, bliver de første til at få besked.

    Vi har nu en udpegning af arealer, som har potentiale for omlægning, men det er vigtigt at sige, at enhver reel omlægning vil bero på, at den pågældende lodsejer ønsker at være med. Det er min klare fornemmelse, at mange er åbne for at se på mulighederne, og nu kan vi snart komme i gang med de konkrete drøftelser. Samtidig vil jeg gerne rose det samarbejde, der betyder, at vi nu har taget første vigtige skridt, siger Torben Hansen, formanden for landboforeningen VKST og repræsentant for Landbrug & Fødevarer i Grøn Trepart Køge Bugt.

    Grundlag for næste fase

    Omlægningsplanen for Grøn Trepart Køge Bugt omfatter 138 potentielle omlægningsprojekter på i alt 2673 hektar lavbundsjord og 673 hektar skov. Planen er dynamisk og kan justeres undervejs, når projekter ændrer sig og nye kommer til.

    Mens fokus i 2025 har været på indsatser, der kan reducere udledningen af CO2 og kvælstof, vil arbejdet i Grøn Trepart fra næste år fokusere på arealer til skovrejsning og mere sammenhængende natur, og med ønsket om flere synergier for eksempel i forhold til at inddrage drikkevandsbeskyttelse.

    Vi ser nu det første resultat af et vigtigt samarbejde. Selvom vi har været uenige, respekterer vi hinandens synspunkter, og det lover godt for processen. Den nationale aftale kræver, at 20 % af Danmarks areal skal være beskyttet natur i 2030, og derfor så vi også gerne at naturen havde fyldt endnu mere i denne fase. Vi glæder os dog over det stærke fundament, som lavbundsindsatsen er for den næste fase, som vi har aftalt, vil omfatte skovrejsning, natur og grundvandsbeskyttelse, siger Kasper Monrad Møller, næstformand i Danmarks Naturfredningsforening i Stevns og repræsentant i Grøn Trepart Køge Bugt.

    Fakta om Grøn Trepart

    • Grøn Trepart Køge Bugt er et samarbejde mellem 16 kommuner, Landbrug & Fødevarer og Danmarks Naturfredningsforening
    • Den nationale aftale om Grøn Trepart fastlægger, at 20 % af Danmarks areal skal være beskyttet natur i 2030
    • Formålet med Grøn Trepart Køge Bugt er at reducere udledningen af kvælstof og CO2 gennem frivillig omlægning af kulstofrig jord of arealer til ekstensiv drift, natur og skov
    • Parterne i Grøn Trepart Køge Bugt er blevet enige om den første skitseplan med forslag til mulige omlægningsprojekter
    • Skitseplanen skal godkendes af Styrelsen for Grøn Arealomlægning og derefter principvedtages i kommunalbestyrelser inden årets udgang
    • Lodsejerne, hvis jord indgår i skitseplanen, bliver informeret først og herefter fortsætter dialogen om de konkrete projekter
    • Skitseplanen i Grøn Trepart Køge Bugt er dynamisk og kan løbende justeres, når projekter ændrer sig og nye kommer til.

    Medlemmerne i Grøn Trepart Køge Bugt

    Albertslund Kommune, Brøndby Kommune, Dragør Kommune, Faxe Kommune, Glostrup Kommune, Greve Kommune, Hvidovre Kommune, Høje-Taastrup Kommune, Ishøj Kommune, Køge Kommune, Ringsted Kommune (passivt medlem), Roskilde Kommune (passivt medlem), Solrød Kommune, Stevns Kommune, Tårnby Kommune, Vallensbæk Kommune og Naturstyrelsen.

    Dertil kommer to repræsentanter udpeget af Danmarks Naturfredningsforening og to repræsentanter udpeget af Landbrug og Fødevarer. 

    Læs mere

    På Ministeriet for Grøn Treparts hjemmeside

    På Grøn Trepart Køge Bugts hjemmeside 

    På Dragør Kommunes hjemmeside om Grøn Trepart