Høstfest i Dragør – Fra jord til bord
Dragør kulinariske arv bliver med stor respekt for fortiden fulgt videre fra nutiden til fremtiden. Det sker ved Dragør Høstfest lørdag den 4. oktober og søndag den 5. oktober 2025.

For over 500 år siden kom hollænderne til Dragør. Med sig bragte de en ny viden om grøntsagsproduktion, der gjorde egnen til pioner inden for de dyrkningsmetoder, vi kender i dag. Den arv fejrer vi i Dragør med en stor høstfest – Fra jord til bord – hvor historien, nutiden og fremtiden samles i en hyldest til lokale råvarer.
Stolt madhistorie
Dragør har en meget stolt madhistorie – en historie, som måske ikke er så kendt af mange, men som uden tvivl er blandt de mest betydningsfulde i Danmarkshistorien gennem de seneste 500 år. Høstfesten bygger på denne arv og nutidens stærke fødevaretraditioner – men den løfter samtidig blikket fremad.
”Vores ambition er, at Dragør igen skal blive en betydningsfuld maddestination, hvor fortællingen om jorden, råvarerne og fællesskabet bliver omdrejningspunktet,” fortæller Kenneth Gøtterup, borgmester i Dragør:
”Derfor er jeg også utrolig stolt over, at vores erhvervsliv tager aktiv del i at understøtte vores erhvervsstrategi om lokale fødevarer med kål, græskar og høstfest.”
Jord, bord og mennesker
Dragørs lokale fødevarer er måske det tætteste, man kommer på hovedstaden, når det handler om mad fra “rigtig jord, dyrket af rigtige landmænd”. Her kan man stadig opleve den direkte forbindelse mellem jord, bord og mennesker – en forbindelse der fejres ved høstfesten.
Høstfesten er for både børn og voksne. Børnene vil møde aktiviteter, der vækker nysgerrighed og lysten til at lære mere om mad og natur, mens de voksne kan glæde sig til særlige oplevelser omkring langborde, hvor dygtige kokke fra Dragør tilbereder retter af sæsonens lokale råvarer. Der er forskellige arrangementer lørdag og søndag i første weekend af oktober 2025.
Grøntsager til Kongen
”Dragør og Store Magleby har så meget at byde på med en stærk lokalhistorie. Og arrangementet med en lokal høstfest er premieren på lokale indsatser for at fremme både lokale fødevarer og den historiske fortælling om Store Magleby og Amager som Kong Christian II’s forrådskammer,” siger Kenneth Gøtterup.
Hollænderne dyrkede nemlig lokale grønsager til Kongen. Dermed bliver Dragørs kulinariske arv med stor respekt for fortiden fulgt videre fra nutiden til fremtiden med Dragør Høstfest.
”Jeg glæder mig til at blive ved med at udvikle dette fokus sammen med vores lokale erhvervsdrivende og gårdejere og alle andre, som vil være med,” slutter borgmesteren.
DRAGØR HØSTFEST
Lørdag 4. oktober kl. 18.30
Langbordsmiddag på Gabriel Jensens Traktørsted - en stemningsfuld aften med stegt kronvildt og høstens smage i centrum og lækker dessert. Pris 325 kr., ekskl. drikkevarer. Gabriel Jensens Traktørsted ligger på Batterivej 15.
Søndag 5. oktober – FRA JORD TIL BORD
En særlig oplevelse i to dele, hvor du følger grøntsagerne fra gård til gaffel. Pris 250 kr. for voksne og 150 kr. for børn, ekskl. drikkevarer. Vi starter på Seerupgaard, Fælledvej 120, kl. 11 og spiser på café LER58, Maglebylund, Kirkevej 58 kl. 12.30.
KL. 11-12 Oplev råvarerne på marken
Seerupgaard inviterer på en guidet smage- og duftetur i marken, hvor sæsonens råvarer præsenteres – de samme råvarer, som kokken fra Beghuset senere Serverer på Ler58.
Oplev markens farver og dufte, mulighed for køb og høst selv kål eller græskar til dit eget efterårskøkken.
KL. 12.30 Oplev råvarerne på tallerkenen
På LER58 serverer kokkene fra Beghuset en grøn 3-retters frokostmenu skabt af friskhøstede økologiske råvarer fra de lokale gårde. Menuen suppleres med LER58’s egen mikro-bryggede økologiske høst-øl, vin og kaffe.
Hele weekenden kl. 9-17
Høst og køb selv græskar på Gartneriet Raagaard, Ndr. Dragørvej 54. Køb og høst de flotteste pyntegræskar på marken til halloween til mellem 5 og 25 kr. Kræver ikke billet.
Gartneriet D. Riber har vejbod på Møllegade 7 med sæsonens grøntsager - betal med MobilePay
Søvanggård på Fælledvej 176 holder døgnåbent i selvbetjenings-gårdbutikken. Køb med MobilePay æbler og pærer.