Gå til hovedindhold
Pressemeddelelse
Politik

Konservative går frem og bevarer borgmesterposten

Det Konservative Folkeparti går frem med to mandater og bibeholder borgmesterposten. SF kommer ind med et mandat, mens Sydamagerlisten og Moderaterne ikke længere er i Dragør Kommunalbestyrelse fra januar 2026. Det viser det foreløbige resultat på valgnatten.

19. nov. 2025

Fra venstre: Nicolaj Bertel Riber (A), Kenneth Gøtterup (K), Henrik Kjærsvold-Niclasen (V) og Leif Nielsen (SF)

Indhold

    En stemmeprocent på 77,3

    Borgmester Kenneth Gøtterup er både ydmyg og stolt over valgresultatet:

    ”Først og fremmest vil jeg takke Dragørborgerne for at deltage med en så flot stemmeprocent ved dette års kommunevalg. Og så glæder jeg mig til at komme i gang med samarbejdet de øvrige partier de næste fire år.” 

    Dragør Kommune havde 11.079 stemmeberettigede borgere på valgdagen. Af dem valgte 77,3 procent at stemme. Det er en fremgang på 1,4 procentpoint i forhold til forrige kommunevalg.

    Fordeling af mandater - foreløbigt

    Dragør Kommunalbestyrelse har 15 medlemmer, og med det foreløbige valgresultat ser fordelingen af mandater pr. den 1. januar 2026 anderledes ud end i dag. Det skal bemærkes, at det endelige valgresultat først ligger fast efter fintælling og godkendelse i valgbestyrelsen.

    Det største parti i Dragør målt på stemmer er Det Konservative Folkeparti. Til sammen giver de Konservatives stemmer otte mandater, hvilket er en fremgang på to mandater i forhold til den nuværende kommunalbestyrelse. 

    Socialdemokratiet, Venstre – Danmarks Liberale Parti og Tværpolitisk Forening får hver især to mandater. Det betyder, at både Socialdemokratiet og Tværpolitisk Forening går ét mandat tilbage, mens Venstre bibeholder to mandater. 

    Endelig viser det foreløbige resultat, at SF – som et nyt parti – kommer ind i kommunalbestyrelsen med ét mandat.

    Konsekvensen af Dragørborgernes stemmer er, at Moderaterne (mandat oprindeligt valgt ind for Socialdemokratiet) og Sydamagerlisten ikke vil være repræsenteret i kommunalbestyrelsen fra nytårsskiftet 2026.

    I forlængelse af det udtaler Kenneth Gøtterup: ”Konservative Folkeparti, Venstre, Socialdemokratiet og SF har her på valgnatten kl. 02 aftalt, at vi nu vil optage forhandlinger i håb om at lande en bredest mulig konstituering med et politisk arbejdsgrundlag.”

    Foreløbigt valgresultat

    På valgaftenen er foretaget en første (hurtig) optælling af vælgernes stemmer, og resultatet blev præsenteret i valgcaféen på rådhuset. Den foreløbige fordeling på mandaterne er:

    For Det Konservative Folkeparti:

    • Kenneth Gøtterup
    • Mia Tang
    • Martin Wood Pedersen
    • Jan Madsen
    • Christian Hansen
    • Theis Guldbech
    • Trine Søe
    • Jerrik Walløe

    For Socialdemokratiet:

    • Nicolaj Bertel Riber
    • Ole H. Hansen

    For Venstre – Danmarks Liberale Parti:

    • Henrik L. Kjærsvold-Niclasen
    • Thomas Olsen

    For Tværpolitisk Forening:

    • Ann Harnek
    • Peter Læssøe

    For Socialistisk Folkeparti

    • Leif Nielsen

    Fintælling den 19. november

    Hollænderhallen vil danne rammen, når administrationen dagen derpå står for en grundig fintælling. Det endelige valgresultat skal herefter forelægges valgbestyrelsen til endelig godkendelse.