Gå til hovedindhold
Nyheder
Klima og miljø

Lodsejermøde om Grøn Trepart

Godt 50 lodsejere fra Dragør og Tårnby mødtes tirsdag den 19. august 2025 til et fælles møde om Grøn Trepart. Aftenen bød på gode drøftelser, spørgsmål og inspiration til, hvordan lodsejerne kan blive en aktiv del af arbejdet med mere beskyttet natur, skov og vådområder – helt på frivillig basis.

Indhold

    Tirsdag den 19. august 2025 mødtes omkring 50 lodsejere fra Dragør og Tårnby til et fælles møde om Grøn Trepart i mødelokalerne ved Hollænderhallen.

    Udvalgsformændene Helle Barth (Dragør) og Lars Hein (Tårnby) bød velkommen, hvorefter forvaltningerne fortalte om Grøn Trepart-aftalen, hvad der sker lokalt i kommunerne – og hvordan processen ser ud de kommende måneder.

    God dialog og mange spørgsmål

    Deltagerne bidrog med gode spørgsmål og input, og der var tydelig interesse for at høre om de muligheder, der ligger i arbejdet. Som det blev understreget flere gange på mødet:

    • Ingen lodsejere kan af kommunen pålægges at udtage jord – alt er frivilligt
    • Projekter kan kun gennemføres, hvis lodsejeren selv ønsker det
    • Omlægningsplanerne er ikke bindende, men viser hvor der kan være potentiale for mere beskyttet natur, skov eller vådområder.

    Helle Barth, formand for Klima-, By- og Erhvervsudvalget i Dragør Kommune siger:

    “Det var en stor glæde at se så mange lodsejere møde op og engagere sig i Grøn Trepart. Vi kan kun lykkes med den grønne omstilling, hvis vi gør det sammen – og her spiller lodsejerne en helt afgørende rolle. Det er vigtigt for os at understrege, at alt sker på frivillig basis, og at vi ser frem til at fortsætte dialogen om de muligheder, der findes lokalt.”

    Hvad er målet med Grøn Trepart?

    Den nationale Grøn Trepart-aftale er indgået mellem regeringen, KL, Landbrug & Fødevarer og Danmarks Naturfredningsforening. Målet er blandt andet:

    • at beskytte vores drikkevand
    • skabe mere natur og biodiversitet
    • og sikre et landbrug i bedre balance med klima og miljø.

    I Dragør og Tårnby betyder det, at kommunerne især kigger på lavbundsjorde, muligheder for skovrejsning og på at skabe bedre forudsætninger for sammenhæng i naturen – fx gennem tværkommunale udpegninger langs hovedgrøften, der flere steder løber langs kommunegrænsen mellem de to kommuner.

    Lodsejerne spiller en nøglerolle

    En vigtig pointe fra mødet var, at arbejdet kun giver mening, hvis lodsejerne selv ser muligheder på deres arealer. Derfor blev alle opfordret til at tage kontakt til kommunen, hvis de går med tanker om et konkret projekt.

    Der findes også gratis rådgivning hos de såkaldte udtagningskonsulenter. De kan hjælpe med at vurdere, om et areal egner sig til et projekt, forklare tilskudsordninger og rådgive om kompensation og muligheder for jordfordeling.

    Hvad sker der nu?

    Kommunerne arbejder videre med udkast til udpegninger, som skal indgå i omlægningsplanerne.

    • I oktober bliver planerne gennemgået af staten
    • I november får berørte lodsejere direkte besked og kan komme med bemærkninger
    • Senest i december 2025 skal planerne godkendes af kommunalbestyrelserne.

    Derefter venter det spændende arbejde med at undersøge konkrete projekter sammen med lodsejerne.

    Se slides fra mødet

    Læs mere

    Grøn Trepart

    Grøn Trepart er en aftale mellem Regeringen, Landbrug & Fødevarer, Danmarks Naturfredningsforening, KL og flere andre parter. I Dragør skal vi udpege lokale områder, der kan omlægges til fx skov, vådområder eller mindre intensiv drift.

    Læs mere om udtagningskonsulenternes arbejde