Ny centerchef i Dragør Kommune
Fra den 1. juni 2025 er Christina Midjord ansat som ny centerchef i Dragør Kommune. Hun får ansvaret for Center for Borger, Kultur og Social.

Blandt et stærkt ansøgerfelt med 22 kvalificerede kandidater har Dragør Kommune valgt at ansætte Christina Midjord som ny centerchef.
Hun kommer til at stå i spidsen for Center for Borger, Kultur og Social, som rummer vigtige borgernære opgaver i Borgerservice samt i Ydelse og Socialservice på rådhuset – foruden kommunens populære kultur- og fritidstilbud, herunder Dragør Bibliotek, Idrætshallerne og Dragør Musik- og Kulturskole.
Christina er uddannet cand.scient.adm. fra Roskilde Universitet i 1995 og kommer fra en stilling som centerchef i Kultur- og Fritidsforvaltningen i Københavns Kommune. Her har hun haft ansvar for at drive og udvikle kultur- og fritidstilbud og institutioner på tværs af bydele – med særligt fokus på samskabelse, borgerinddragelse og tværgående samarbejde.
Hun har over 20 års erfaring fra politisk ledede organisationer og en bred ledelsesbaggrund fra både stat, kommune og civilsamfund. Hun har stået i spidsen for en række forandrings- og organisationsudviklingsprocesser og har stærke kompetencer inden for strategisk ledelse, økonomistyring og tværfaglige samarbejder. Christina har tidligere haft ansvar for både borgerservice, socialt arbejde og indsatser for udsatte unge og voksne – og har et særligt blik for at skabe sammenhængende løsninger i tæt samspil med lokalsamfundet.
Direktør Lasse Falck Steenland udtaler:
”Vi er rigtig glade for at byde Christina Midjord velkommen til Dragør Kommune. Christina kommer med stor erfaring fra det kommunale område og har en stærk forståelse for både drift og udvikling.”
Han fortsætter:
”Christina har et tydeligt fokus på samarbejde, faglighed og inddragelse, og vi ser frem til, at hun – sammen med medarbejdere, samarbejdspartnere og borgere – skal videreudvikle de vigtige velfærdsområder under Center for Borger, Kultur og Social.”
Christina Midjord ser også frem til sin nye rolle i kommunen:
”Jeg glæder mig meget til at blive en del af Dragør Kommune og til at arbejde med de mange meningsfulde opgaver, der ligger i at skabe gode rammer for borgernes hverdagsliv. Det motiverer mig at finde helhedsorienterede løsninger sammen med borgere, medarbejdere og samarbejdspartnere – og jeg ser frem til at bringe mine erfaringer i spil i en kommune, hvor nærhed, kvalitet og fællesskab er i fokus.”
Christina Midjord er 59 år, gift, har fem voksne børn og tre børnebørn. Hun bor i indre København.
Hun tiltræder den 1. juni 2025 og afløser Kamille Godrim Jakobsen, der fortsætter i Dragør Kommune som ny centerchef for Børn, Skole og Familie.