Gå til hovedindhold
Nyheder

Ny forpagter klar til Hollænderhallens køkken og café

Nu kommer der igen til at dufte af mad fra køkkenet på første sal og caféen i stueplan i Hollænderhallen. Det står klart, efter at Økonomiudvalget har indgået en aftale med en ny forpagter.

Fra venstre: Kenneth Gøtterup (borgmester) og Rasmus Kirkegaard (ejer af Pizzeria Estadio) underskriver aftalen.

Indhold

    Lige inden sommerferien godkendte et enigt Økonomiudvalg en aftale om forpagtning af storkøkkenet og café i Hollænderhallen. Aftalen blev underskrevet fredag den 8. august 2025 under høj sol – og med græssende gæs fra Gåserepublikken som vidner.

    Det bliver Pizzeria Estadio ApS, ejet af Rasmus Tindahl Kirkegaard, der fremover står for mad og drikke i både Hollænderhallen og Dragør Svømmehal. Mange vil kende ham fra Traktørstedet Gabriel Jensens, som ligger ved Gåserepublikken med udsigt over Sydstranden.

    Borgmester Kenneth Gøtterup er både glad og lettet over, at Hollænderhallen nu har fået en ny forpagter på plads:

    ”Det er rigtig dejligt, at en lokal restauratør har budt ind på at drive Hollænderhallens køkken og caféområde i fremtiden. Vi har været i udbud to gange, og det er blevet en udfordring for mange kommuner at finde løsninger for fortæring i kommunale sportshaller. Derfor er det ekstra glædeligt, at vi nu kan byde Rasmus og hans hold velkommen. Jeg håber, alle vil bakke op, når dørene åbner i efteråret.”

    Planen er, at caféområdet åbner for udsalg den 1. oktober 2025 med åbningstider på hverdage kl. 16.30–21.30 og i weekender kl. 11.30–21.30.

    Rasmus Kirkegaard lægger op til at skabe et italiensk-inspireret pizzaria/restaurant, der kan tiltrække både gæster i og omkring Hollænderhallen og give den vestlige del af byen mulighed for takeaway af høj kvalitet.

    Økonomiudvalget har hæftet sig ved, at konceptet er tænkt til at give idræts- og svømmehallens brugere mulighed for at spise i Hollænderhallen, tage mad med hjem efter træning eller samle hele familien udenfor om sommeren i græsset.

    Menuen kommer til at byde på pizza, hjemmelavet is, salater og andre sunde småretter – med fokus på gode råvarer, høj kvalitet og priser, hvor alle kan være med.