På lørdag tændes juletræet – og julemarkedet åbner!
På lørdag forvandler Neels Torv sig endnu en gang til Dragørs hyggeligste julehjørne, når det store juletræ tændes, og fællessangen fylder pladsen. Kom og vær med til en eftermiddag fuld af lys, musik og gode traditioner for hele familien.
Glæd dig – for nu nærmer den store dag sig, hvor vi sammen tænder juletræet på Neels Torv og skyder julestemningen i gang i Dragør. Lørdag den 22. november 2025 fyldes torvet af sang, lys og fællesskab, når vi inviterer alle – store som små – til en stemningsfuld eftermiddag, hvor tradition og nærvær er i centrum.
Hvad vil der ske?
Allerede kl. 15.30 byder vi velkommen med dejlig musik, når Dragør Musik- og Kulturskoles Spirekor går på scenen under ledelse af Julie Smed Jensen. Det bliver en varm og charmerende start, der helt sikkert får os i den rette julestemning.
Herefter fortsætter vi som den syngende kommune, når vi alle stemmer i og synger velkendte julesange sammen frem til kl. 16. Ved tangenterne sidder Emil Østergaard Petersen, og Jacob Honoré synger for og hjælper os godt i gang med tonerne.
Kl. 16.00 samles vi om en kær tradition, når borgmester Kenneth Gøtterup læser højt af Peters jul – Johan Krohns klassiske fortælling, der hvert år vækker varme minder. Og lige efter sker det, vi alle har ventet på: Juletræet tændes, og lysene spreder den første rigtige magi over torvet.
Til sidst synger vi endnu en fællessang og runder eftermiddagen af i ægte juleånd.
Vi glæder os til at se jer – tag familie, naboer og venner med og vær med til at starte julen på smukkeste vis.
Julemarkedet åbner
Samtidig markerer dagen også åbningen af det traditionelle Dragør Julemarked. På det centrale torv Badstuevælen, midt i Dragørs charmerende gamle bydel, kan du gå på opdagelse i de stemningsfulde juleboder. Her finder du både små håndlavede julegaver, lokale specialiteter og masser af mulighed for at forkæle dig selv med lune pandekager, duftende gløgg og andre lækre mad- og drikkevarer.
Julemarkedet skaber den helt særlige Dragør-stemning, som hvert år tiltrækker både lokale og besøgende.
Det store juletræ på Neels Torv
Det imponerende juletræ på Neels Torv rager ca. 12 meter op over pladsen og vejer hele 1,5 ton. I år kommer fra Naturstyrelsen Græsted.
Når træet ankommer, går tre mand – sammen med vognmanden – i gang med det omfattende arbejde. De bruger omkring 4 timer på at få træet rejst og sikret, så det står flot og stabilt gennem hele julemåneden.
Træet pyntes med omtrent 100 julelys, der hver især bidrager til at skabe den varme og velkendte julestemning på torvet.
Efter nytår tages træet ned igen, men det får et fint efterliv: Grenene genbruges til at binde kranse til Fastelavn, så julen på smukkeste vis giver videre til næste tradition.