Store vandredag på Amarminoen
Gå med på store vandredag søndag den 11. maj 2025. Tag hele familien med og vælg den rute som passer jer bedst. Der er en lille müslibar og Amarmino-pin til de første 500 deltagere.

Der venter en stor oplevelse for hele familien, når Naturpark Amager afholder årets Store Vandredag på Amarminoen. Det foregår søndag den 11. maj 2025 og er tredje udgave af arrangementet. Der er start fra indgangen ved DR Byen og Naturcenter Amager kl. 10-12.
Dragør Kommune står sammen med Københavns- og Tårnby Kommuner og Naturstyrelsen bag Naturpark Amager, og Helle Barth, formand for Klima-, By- og Erhvervsudvalget, bakker fuldt og helt op om arrangementet:
”Vi har den skønneste natur her på Amager, og det gælder bare om at komme ud og nyde den. Jeg vil derfor gerne opfordre alle til at komme ud og få en stor oplevelse på dagen.” Hun uddyber:
”Store Vandredag er en oplagt mulighed for både borgere i Dragør og resten af hovedstadsområdet til at opleve Naturpark Amager på en fælles og aktiv måde. Vi er stolte af at være en del af samarbejdet bag naturparken, som giver os mulighed for at skabe arrangementer, der både fremmer sundhed, fællesskab og naturglæde.”
Sammen med Dansk Vandrelaug
Årets vandredag arrangeres i samarbejde med Dansk Vandrelaug, hvor formand Dorrit Christensen siger: ”Når vi vandrer sammen, åbner vi ikke bare stier – vi åbner også for samtaler, smil og nye fællesskaber. Det er her magien opstår.”
Dansk Vandrelaug, som tilbyder to særlige fællesvandringer med begrænsede pladser, som kræver tilmelding:
Oplev naturparken mens foråret kulminerer
Det er tredje gang Naturpark Amager afholder vandredagen og ifølge naturvejleder Jes Aagaard, er det et helt optimalt tidspunkt at gå Amarminoen på:
”Vi er lige midt i fuglenes højsæson, træer og buske har slået deres lysegrønne slør ud og så er der allerede tradition for, at maj-vejret er godt på vandredagen,” fortæller han.
”Derfor forventer vi bestemt at kunne give alle de deltagende en stor forårsoplevelse,” siger Jes Aagaard.
Undervejs kan man på Villahøj møde fugleeksperterne fra DOF København, der fortæller om naturparkens helt særlige fugleliv, som netop i maj kulminerer.
Arrangementets ruter
Vælg den rute, som passer dig bedst:
- Amarminoen fra DR Byen til Dragør Fort (27 km)
- Amarmino NORD – fra DR Byen til Kongelundsfortet (18 km)
- Amarmino SYD – fra Naturcenter Amager til Dragør Fort (17 km)
- AmarMINIen – børnevenlig rundtur – Kløverrute-sløjfen – ved Naturcenter Amager (5 km)
Der er start fra indgangen ved DR Byen og Naturcenter Amager kl. 10-12.
Det er gratis at deltage og kræver ingen tilmelding. Dog kræver Dansk Vandrelaugs guidede ture som nævnt tilmelding.
Der er Amarmino-pins og en lille müslibar til de 500 første deltagere.
Husk:
- Velegnet fodtøj til at vandre i – for eksempel lette kondisko
- en vandflaske til at fylde op undervejs
- lidt at spise
- samt en pose til dit skrald.
Solcreme og måske solhat er også en god ide.
Om Amarminoen
- Er 27 km lang
- Blev indviet 9. oktober 2020
- Bliver årligt gået cirka 50.000 gange
- Var i 2024 Danmarks mest søgte vandrerute på ”Udinaturen”
- Ruten er skiltet med alternative passager for gangbesværede
- Tager mellem 5 og 7 timer at vandre den, alt efter hvor mange stop du tager undervejs
- Løber fra indgangen ved DR Byen på Amager Fælled til indgangen ved Dragør Fort i Dragør
- På ruten oplever du både fælled, skov, søer, strand og storslåede landskaber