Gå til hovedindhold
Nyheder
Pressemeddelelse

To nye direktører på plads

Dragør Kommune har netop ansat to nye direktører: Martin Nordentoft Rasmussen og Louise Piester. Begge tiltræder deres stillinger den 1. juni 2025. Med ansættelserne udvides Direktionen fra tre til fire medlemmer – og er dermed fuldtallig.

Fra venstre: Louise Piester, Martin Nordentoft Rasmussen

Indhold

    Martin Nordentoft Rasmussen får ansvar for områderne sundhed, pleje og rehabilitering, mens Louise Piester skal stå i spidsen for plan, teknik og erhverv. De to er ansat af en enig kommunalbestyrelse efter en grundig proces med et stærkt ansøgerfelt: henholdsvis 24 kandidater til den ene og 14 til den anden stilling.

    Borgmester Kenneth Gøtterup glæder sig over de to nye profiler:

    "Jeg er stolt over, at vi har haft et både stort og meget kompetent ansøgerfelt. Og jeg er meget tilfreds med, at vi nu har en stærk og fuldtallig direktion på plads. Dragør Kommune står foran en række store opgaver – blandt andet på ældre- og sundhedsområdet og i forhold til klima, kystbeskyttelse og udbygning af den grønne infrastruktur. Med Martin og Louise får vi to erfarne og engagerede direktører, der både kan bidrage strategisk og sikre høj kvalitet i driften. Jeg ser frem til samarbejdet."

    Martin Nordentoft Rasmussen har over 20 års erfaring fra hele den offentlige sektor – fra ministerium og styrelse til flere kommuner. Han har blandt andet arbejdet med digitalisering, sundhedsreformer og udvikling af velfærdsløsninger i både Greve og Københavns Kommune og i Socialministeriet og Digitaliseringsstyrelsen. Senest har han været centerchef for Sundhed og Pleje i Greve Kommune. 

    Martin er uddannet cand.scient.soc fra Roskilde Universitet og har taget en master i offentlig ledelse (MPG) fra CBS.

    "Jeg glæder mig meget til at blive en del af Dragør Kommune og samarbejde tæt med politikere, medarbejdere, borgere og øvrige samarbejdspartnere. Jeg ser frem til at bidrage til udviklingen af fremtidens velfærd og en bæredygtig, borgernær drift – også i en tid med mange reformer og store forventninger til den offentlige sektor," siger Martin Nordentoft Rasmussen.

    Louise Piester kommer fra en stilling som centerchef for det tekniske område i Furesø Kommune. Tidligere har hun været vicedirektør i en stor statslig styrelse. Hun har solid erfaring med strategisk ledelse og tværgående samarbejde, og hun har i en årrække arbejdet i spændingsfeltet mellem politik, drift og udvikling. 

    Hun er uddannet cand.jur. fra Københavns Universitet og er i gang med en master i strategisk byplanlægning ved Det Kongelige Akademi.

    "Jeg er glad og stolt over at blive en del af Dragør Kommune, hvor jeg både får mulighed for at bringe mine erfaringer i spil og være med til at udvikle løsninger tæt på borgerne. Jeg brænder for at skabe resultater gennem samarbejde, tydelig retning og inddragelse," siger Louise Piester og tilføjer:

    "Det betyder meget for mig at vende tilbage til Dragør, hvor jeg har rødder og stærke minder fra min barndom og ungdom."

    Udvidet direktion

    Baggrunden for at udvide Direktionen er et politisk ønske om at styrke kommunens ledelseskraft. Dragør Kommune står over for en række større og komplekse opgaver – herunder udviklingen af plejehjemmet Enggården, gennemførelse af sundheds- og ældrereformen, virkeliggørelse af den nye erhvervsstrategi samt styrket fokus på grøn omstilling og kystbeskyttelse.

    ”Med de store opgaver, der ligger for kommunen fremover, har vi brug for at kunne styrke både den strategiske udvikling og ikke mindst en stærk sammenhængende drift. Den mulighed styrker vi nu med de to direktører,” siger borgmester Kenneth Gøtterup.

    Martin Nordentoft Rasmussen er 49 år, gift og har to børn på henholdsvis 15 år og 17 år. Familien bor på Amager. Louise Piester er 51 år, gift, har to voksne børn og bor i Holte.