Vær med til at forme kultur- og fritidslivet
Har du en god idé til, hvordan kultur- og fritidslivet i Dragør kan blive endnu bedre? Nu har du chancen for at få dine ideer og input med kommunens nye kultur- og fritidspolitik. (opdateret den 20. marts 2025 med ny dato for workshop)

Dragør Kommune er i fuld gang med at udarbejde en ny og samlet kultur- og fritidspolitik, og vi vil gerne have dine input.
Grib derfor chancen for at sætte dit præg på Dragørs fremtid og vær med til at sikre, at vi får en kultur- og fritidspolitik, der afspejler borgernes behov, rummer traditioner og nytænkning – og skaber de bedste rammer for alle i kommunen.
Deltag i workshop
Vi inviterer alle engagerede borgere og interesserede kulturinstitutioner og fritidsforeninger til en åben workshop.
Workshoppen afholdes mandag den 12. maj kl. 19-20.30 på Rådhuset, Kirkevej 7.
Her kan du være med til at drøfte, udvikle og påvirke retningen for kultur- og fritidslivet i Dragør. Det er din by, dine muligheder – og vi vil gerne høre, hvad der betyder noget for dig.
Giv dine input online
Vi håber, at du vil komme med dine idéer via vores korte spørgeskema – det tager højst 5 minutter at udfylde.
Vil du gå mere i dybden?
Er du interesseret i at have større indflydelse på den nye kultur- og fritidspolitik, kan du deltage på møde den 19. juni 2025 kl. 17-19 i Hollænderhallen, hvor vi arbejder videre med udviklingen af den nye politik, ud fra indsamlet data og inputs fra bl.a. workshoppen. Tilmeld dig via tilmeldingsblanketten til workshoppen.
Tilmelding
Af praktiske hensyn er tilmelding til workshoppen nødvendig. Du tilmelder dig via denne blanket.
Ikke-digitale borgere kan tilmelde sig via telefon 32 89 01 00.
Tilmeld dig senest søndag den 4. maj 2025.
Bemærk: Der vil blive taget foto ved arrangementet til eventuel offentliggørelse i pressen og på dragoer.dk – gør venligst fotografen opmærksom, hvis du ikke ønsker at medvirke til det.
Kultur- og fritidspolitik 2026-2030
Vi forventer, at Dragør Kommunalbestyrelse beslutter den nye samlede kultur- og fritidspolitik i oktober 2025. Inden da vil udkast til politikken komme i offentlig høring blandt borgere, institutioner og foreninger.
Sammen skaber vi en kommune, hvor kultur og fritid trives.