Gå til hovedindhold
Nyheder

Vinder af Handicapprisen 2025

Handicapprisen 2025 går til Dragør Lydavis – de frivillige stemmer, der uge efter uge gør byens nyheder hørbare for alle og styrker fællesskabet gennem tilgængelighed.

4. dec. 2025

Indhold

    I anledningen af FN’s Internationale Handicapdag blev dette års vinder af kommunens Handicappris 2025 hædret ved en reception på Dragør Rådhus.

    En vigtig lokal indsats

    Vinderen er hele holdet på omkring 20 frivillige, som står bag Dragør Lydavis. Hver onsdag lægger de troligt stemmer til og gør lokalavisen Dragør Nyt og meget andet tilgængeligt for svagtseende og blinde i kommunen.

    Med lokalavisens voksende omfang er opgaven både blevet større og mere kompleks – og samtidig mere betydningsfuld, vurderer formanden for Social-, Sundheds- og Arbejdsudvalget.

    Hele holdet bag lydavisen hædret

    Tilbage i 2021 modtog Wiebke Zickert prisen for sit arbejde med Dragør Lydavis. I år er det altså hele holdet, der bliver anerkendt for deres vedholdende engagement og store bidrag til tilgængelighed – at gøre byens nyheder hørbare for alle i kommunen.

    Handicapprisen til lydavisen blev både indstillet og overrakt af Nicolaj Bertel Riber, formand for Social-, Sundheds- og Arbejdsmarkedsudvalget. Bag ham stod et enigt udvalg, som alle bakkede op om indstillingen.

    ”Motivationen for indstillingen er lysende klar: I gør et enestående arbejde på redaktionen. Det har I gjort i mange år – men med Dragør Nyt i massiv ekspansion og med artikler om alt og alle, er jeres arbejde blevet både endnu større og mere komplekst – og så sandelig også mere vigtigt,” sagde Nicolaj Bertel Riber blandt andet.

    ”Kæmpe stort tillykke og tusind tak for jer og jeres store indsats med at formidle og tilgængelighedsgøre vores lokale nyheder,” afrundede han sin tale ved prisoverrækkelsen.

    Ud over hæderen fik holdet overrakt skulptur af den lokale kunstner Flemming Brylle og et beløb på 5.000 kr.

    Hør Dragør Lydavis’ oplæsning af Dragør Nyt