Aktivitetshusets nye leder på plads
Christina Kirkegaard er ansat som ny leder af Aktivitetshuset Wiedergården i Dragør Kommune. Hun tiltræder stillingen den 1. november 2026.
Christina Kirkegaard kommer med mere end 20 års erfaring med ledelse, HR, rådgivning og organisationsudvikling. Hun har blandt andet været forstander og HR-chef i et krisecenter og HR- og administrationschef i pårørendeforeningen SAVN.
Direktør Martin Nordentoft Rasmussen siger:
”Christina Kirkegaard kommer med en bred ledelseserfaring og et stærkt blik for både mennesker, relationer og udvikling. Det er kompetencer, som passer godt til opgaven som leder af Aktivitetshuset Wiedergården. Jeg glæder mig til at byde Christina velkommen og til samarbejdet om den fortsatte udvikling af Aktivitetshuset.”
Christina Kirkegaard glæder sig til at tage fat på opgaven og til at arbejde videre med Wiedergården som samlingspunkt for brugere, frivillige, medarbejdere og lokalsamfund.
Christina Kirkegaard siger:
”Wiedergården har allerede en stærk historie, skabt af de mennesker, der bruger og driver huset. Jeg glæder mig til at lytte, lære og sammen med brugere, frivillige og medarbejdere skrive det næste kapitel – med respekt for det, der fungerer, og nysgerrighed på det, vi endnu kan skabe.”
Christina Kirkegaard har gennem sit arbejdsliv arbejdet med ledelse, HR, organisationsudvikling, økonomi og administration. Hun kommer senest fra en stilling som HR- og administrationschef i pårørendeforeningen SAVN, hvor hun blandt andet har haft ansvar for HR, økonomi, administration, arbejdsmiljø og organisatorisk udvikling.
Fra 2015 til 2025 var hun forstander og HR-chef i et krisecenter med ansvar for blandt andet personaleledelse, drift, økonomi og udvikling. Hun har desuden erfaring fra blandt andet Atkins Danmark og StorkKlinik.
Christina er uddannet merkonom i Ledelse og Organisation og har siden 2025 været i gang med en diplomuddannelse i ledelse.
Christina Kirkegaard er 57 år, bor i Kastrup med sin mand og har tre voksne sønner.