Gå til hovedindhold
Nyheder

Børnehaven Sansehuset genhuses midlertidigt

Der er konstateret skimmelvækst indkapslet i gulvkonstruktionerne i Børnehaven Sansehuset. Derfor bliver børn og medarbejdere midlertidigt genhuset fra mandag den 19. oktober 2026, mens de berørte konstruktioner undersøges og udbedres.

24. sep. 2026

Indhold

    Analyser og prøveresultater fra Hussvamp Laboratoriet ApS viser skimmelvækst i gulvkonstruktionerne i Børnehaven Sansehuset. Skimmelvæksten er indkapslet under gulvet, og luftprøver viser ikke tegn på skimmel i indeklimaet.

    Situationen vurderes ikke som akut. Dragør Kommune tager dog prøveresultaterne alvorligt og har besluttet at genhuse børn og medarbejdere, så de nødvendige undersøgelser og udbedringer kan gennemføres.

    ”Børnenes og medarbejdernes sundhed og sikkerhed kommer først. Selvom situationen ikke vurderes som akut, tager vi prøveresultaterne alvorligt. Derfor handler vi nu og genhuser Sansehuset, så forholdene kan blive undersøgt nærmere og udbedret,” siger direktør Lasse Falck Steenland.

    Det betyder, at alle 63 børn og 13 medarbejdere fra Sansehuset bliver midlertidigt genhuset fra mandag den 19. oktober. Personalet fra Sansehuset følger med børnene, så de fortsat har kendte voksne omkring sig.

    Vi samarbejder med fagfolk og myndigheder

    For at sikre en fagligt korrekt håndtering af situationen samarbejder Dragør Kommune med Hussvamp Laboratoriet og Styrelsen for Patientsikkerhed. Hussvamp Laboratoriet har gennemført undersøgelser og analyser af forholdene i Sansehuset.

    Kommunen er samtidig i dialog med Styrelsen for Patientsikkerhed. Styrelsen har vurderet, at kommunens plan følger deres anbefalinger. Frem til genhusningen har styrelsen anbefalet ekstra grundig rengøring og daglig udluftning i Sansehuset.

    Plan for genhusning 

    Genhusningen er en del af en rokade, hvor dagplejens gæstehus og en den af Børnehuset Sølyst midlertidigt stilles til rådighed for Børnehaven Sansehuset, mens dagplejens gæstehusfunktion flytter til Nordstrandens Vuggestue.

    ”Det er en stor rokade, som berører mange børn, familier og medarbejdere på tværs af vores dagtilbud. Vi ved, at der kan opstå udfordringer undervejs, og dem skal vi finde gode løsninger på sammen. Det kræver fleksibilitet og et tæt samarbejde mellem alle de berørte,” siger direktør Lasse Falck Steenland.

    Mens selve flytningen gennemføres den 15. og 16. oktober er Børnehaven Sansehusets forældre tilbudt såkaldt alternativ pasning af deres børn i lokaler i Børnehuset Sølyst.

    Vi informerer løbende

    Forældrebestyrelserne for de berørte dagtilbud er orienteret om situationen og er samtidig inviteret til et fælles informationsmøde mandag den 28. september 2026. Her vil der være mulighed for at stille opklarende spørgsmål og drøfte eventuelle bekymringer.

    Det er endnu ikke muligt at sige, hvor længe genhusningen vil vare. Det endelige omfang af arbejdet kan først fastlægges, når gulvkonstruktionerne er åbnet yderligere.

    Kommunen arbejder på at gennemføre undersøgelser og udbedringer hurtigst muligt og orienterer løbende forældre og medarbejdere, når der er nyt om arbejdet og tidsplanen.

    Genhusningen kan give anledning til spørgsmål. Vi har, herunder, samlet svar på en række af de spørgsmål, som situationen kan give anledning til.

    Q&A – Midlertidig genhusning af Børnehaven Sansehuset

    Dragør Kommune har besluttet at genhuse Børnehaven Sansehuset midlertidigt fra mandag den 19. oktober 2026. Nedenfor kan I samle jer et overblik over situationen som den ser ud 24. september 2026.

    1. Hvad er der sket – helt kort?

    Der er konstateret fugt- og skimmelvækst i gulvkonstruktionerne i Børnehaven Sansehuset. Skimmelvæksten er indkapslet under gulvet, og luftprøverne viser ikke tegn på skimmel i indeklimaet. For at sikre børnenes og personalets trivsel og sundhed er det besluttet at genhuse institutionen midlertidigt, mens bygningen undersøges og udbedres.

    2. Hvor mange børn flyttes – og hvorhen?

    Alle 63 børn og 13 medarbejdere fra Børnehaven Sansehuset vil blive genhuset pr. den 19. oktober 2026:

    Én gruppe flyttes til ledige lokaler i Børnehuset Sølyst (i den gamle børnehaveafdeling), Søvej 1.

    De øvrige grupper flyttes til dagplejens gæstehus på Engvej 22.

    Den 15. oktober og 16. oktober vil Børnehaven Sansehuset holde lukket grundet flytningen. Familier med behov for pasning tilbydes alternativ pasning i Børnehuset Sølyst, varetaget af ikke kendte voksne. 

    3. Hvorfor kan børnene ikke flytte til andre institutioner end de valgte?

    Dragør Kommune har gennemgået flere muligheder, men de nuværende lokaler i Sølyst og dagplejens gæstehus er de bedst egnede, der kan frigøres og indrettes forsvarligt på kort tid. Andre institutioner har ikke kapacitet til at modtage børnene uden at overskride kravene til børnekvadratmeter eller kræve større ombygninger.

    4. Hvordan ser kvadratmeter og børnetal ud i de midlertidige lokaler?

    De midlertidige lokaler i Sølyst og dagplejens gæstehus overholder samlet kravene til børnekvadratmeter og normeringer. Kommunen har sikret, at indretningen lever op til lovgivningen og er forsvarlig for både børn og personale.

    5. Hvad betyder flytningen for børnene?

    Flytningen betyder, at børnene fra Børnehaven Sansehuset midlertidigt vil få nye rammer. Der er lagt stor vægt på at sikre en tryg overgang. Personalet fra Sansehuset følger med børnene til de midlertidige lokationer, så de har kendte voksne omkring sig.

    Børnene i Sansehuset: Én gruppe flyttes til Børnehuset Sølyst, mens de øvrige børn flyttes til dagplejens gæstehus. Begge lokationer indrettes med legetøj og inventar fra Sansehuset for at skabe genkendelige rammer.

    Børnene i Nordstrandens Vuggestue: Ved behov for brug af dagplejens gæstefunktion, kan dagplejen benytte Nordstrandens vuggestue. Hverdagen i Nordstrandens Vuggestue kan fortsætte.

    Dagplejebørnene: Gæstedagplejen vil midlertidigt have en anden adresse. 

    Børnene i Sølyst: Sansehusets børn vil midlertidigt benytte de ledige lokaler som var børnehavens gamle lokaler. Hverdagen i Sølyst kan fortsætte.

    Kommunen og personalet vil arbejde på at skabe en stabil og genkendelig hverdag for alle børn, hvor de kan lege, lære og trives, selvom nogle rammer midlertidigt er ændret.

    6. Hvor længe varer genhusningen?

    Det endelige omfang og dermed varigheden af genhusningen kan først fastlægges, når konstruktionerne er åbnet yderligere. 

    7. Hvilke arbejdsforhold tilbydes medarbejderne?

    Sansehuset: Medarbejderne bistår eksterne flyttefolk med nedpakning af Sansehuset og gør de nye lokationer klar til at modtage børn. Derefter fortsætter det vanlige pædagogiske arbejde med børnene på de midlertidige matrikler.

    Sølyst: Medarbejderne fortsætter arbejdet som normalt, men holdes orienteret om situationen og den alternative pasning på flyttedagene. 

    Dagplejen: Ved sygdom/fravær varetager gæstedagplejerne pasning af dagplejebørnene i Nordstrandens vuggestue. Nordstrandens vuggestue er allerede indrettet til målgruppen, så der vil ikke være behov for, at flytte inventar eller andet når gæstehusets funktion bruges. Dagplejerne kan fortsætte arbejdet som normalt, men holdes orienteret om situationen.

    Nordstrandens vuggestue: Medarbejderne fortsætter arbejdet som normalt, men vil være informeret om situationen og eventuelle ændringer når dagplejen gør brug af gæstehusets funktion.

    8. Hvem bliver løbende orienteret om sagen?

    Ledelse, medarbejdere, TRIO (tillids-/arbejdsmiljørepræsentation), forældrebestyrelser og forældre holdes løbende orienteret. Derudover følger direktionen, kommunalbestyrelsen og faglige organisationer (LFS, FOA og BUPL) sagen tæt.

    9. Hvem rådfører kommunen sig med?

    Kommunen samarbejder med Hussvamp Laboratoriet og Styrelsen for Patientsikkerhed i arbejdet med at undersøge og håndtere situationen. Styrelsen har vurderet, at kommunens plan følger deres anbefalinger, og har anbefalet ekstra grundig rengøring og daglig udluftning i Børnehuset Sansehuset frem til genhusningen.

    10. Hvordan kan jeg få mere information?

    Hvis du har spørgsmål eller bekymringer, er du velkommen til at kontakte Center for Børn, Skole og Familie.