Dragør Kommune styrker læringsmiljøer for børn med kompetenceudvikling
Mandag den 18. maj 2026 var 114 medarbejdere fra dagtilbudsområdet samlet på tværs af Dragør Kommune. Det var den første fælles kompetenceudviklingsdag for området. Dagen handlede om, hvordan alle børn kan sikres deltagelsesmuligheder i fællesskabet.
Deltagelsesmuligheder for alle
Det daværende Børne-, Fritids- og Kulturudvalg besluttede i foråret 2025 at indføre to kompetenceudviklingsdage for alle kommunens dagtilbud i 2026. Formålet med dagene er at styrke kvaliteten i dagtilbuddene gennem faglig fordybelse, refleksion og udvikling af den pædagogiske praksis i arbejdstiden.
Temaet for den første kompetenceudviklingsdag var ’deltagelsesmuligheder for alle børn’, et fokusområde i både Børne- og Ungepolitik, samt Dagtilbudspolitik. På dagen deltog alt pædagogisk personale på tværs af børnehaver, vuggestuer og dagplejen.
Hvert dagtilbud satte fokus på et tema, som var relevant for dem, og handlede om at styrke alle børns deltagelse. Dagtilbuddets ledelse rammesatte dagen med fagligt indhold og sociale aktiviteter, og dagen blev understøttet af Pædagogisk Psykologisk Rådgivning (PPR) som spillede en vigtig rolle i faciliteringen.
Ledelsesgruppen er forud for kompetenceudviklingsdagen blevet godt klædt på til at planlægge og gennemføre udviklingstiltag i den pædagogiske praksis. Det er sket via et længere forløb omkring udvikling af den faglige ledelse både i dagtilbud og PPR.
"Det har været en rigtig god dag, hvor vi har fået konkrete værktøjer til at styrke vores arbejde med deltagelse gennem kollaborativt samarbejde. Det giver os en fælles intention ift. den daglige planlægning og styrker samarbejdet," fortæller Ulrik Raff, leder af Børnehuset Halvejen.
Tid til faglig fordybelse
Kompetenceudviklingsdagen og faglig opkvalificering er en vigtig del af kommunens strategi for at styrke kvaliteten i dagtilbuddene.
"Vi har en forpligtelse til at sikre at alle børn trives og udvikler sig i vores dagtilbud. Det kalder på god faglig ledelse og på at vores medarbejdere får rammer til at udvikle sig,” siger Centerchef for Børn, Skole og Familie, Kamille Godrim Jakobsen.
Hun fortsætter ”Jeg er stolt af, hvor dedikeret vores ledere og medarbejdere arbejder med at udvikle deres praksis og hvor godt de har udnyttet kompetencedagen til at styrke pædagogikken i hverdagen."
Det var ikke kun i ledelsen, at dagen satte spor. Også blandt medarbejderne blev dagen oplevet som en mulighed for at få ny faglig viden, dele erfaringer og styrke det fælles arbejde med børns deltagelse.
Medarbejderne fremhævede især værdien af at få tid og ro til at fordybe sig i et fælles emne og skabe en fælles forståelse, der kan arbejdes videre ud fra. Flere pegede på, at dagen gav ny faglig viden, hvilket der ikke altid er tid til i hverdagen. Samtidig fik de mulighed for at lære hinanden bedre at kende på tværs af stuer, afdelinger og som nye kolleger.
Faglig opkvalificering på flere fronter
Udover kompetenceudviklingsdagen arbejder Dragør Kommune løbende med flere indsatser, der skal udvikle den pædagogiske praksis og styrke fagligheden blandt ledelsen og personalet.
”Indsatserne er et vigtigt led i arbejdet med kommunens samlede strategi for tiltrækning og tilknytning af dygtige medarbejdere. Når vi investerer i medarbejdernes faglige udvikling og fællesskab, styrker vi både kvaliteten i opgaveløsningen og Dragør Kommune som en attraktiv arbejdsplads. Det er afgørende, hvis vi også fremover skal kunne tiltrække og tilknytte dygtige medarbejdere,” udtaler borgmester Kenneth Gøtterup.
Andre indsatser på det pædagogiske område:
Ledelsesudvikling
Dagtilbudsledergruppen er i gang med et fagligt udviklingsforløb i samarbejde med Nordic Learning. Forløbet har flere spor og skal både styrke ledelsen af dagtilbud generelt samt sætte fokus på udvikling af den faglige ledelse af kvalitet.
Styrket sprogarbejde
Sprogarbejdet er en central del af kommunens indsats for deltagelsesmuligheder for alle børn. Dragør Kommune er i gang med et 3-årigt samarbejde med Lotte Salling, hvor pædagogisk personale fra både kommunale og private dagtilbud deltager i workshops om dialogisk læsning og bevægelse.
Fra slutningen af 2026 igangsættes en ny indsats i samarbejde med SprogKlar. Her er fokus på at styrke sprogarbejdet for to- og flersprogede børn. Sprog er med til at skabe deltagelsesmuligheder og det giver samtidig børnene bedre vilkår til at klare sig godt i livet på længere sigt.
Praktikvejlederkurser
Hvert andet år sendes udvalgte pædagogiske medarbejdere på praktikvejlederkursuser. Denne indsats er et vigtigt redskab i kommunens rekruttering- og tilknytningsstrategi. Kommunen har gode erfaringer med at rekruttere de studerende når de er færdiguddannet. Pædagogstuderende bidrager desuden med ny viden og energi og er potentielle kandidater til fremtidige pædagogstillinger i Dragør Kommune.
Førstehjælpskurser
Førstehjælpskurserne er et 3-timers genopfriskende livreddende kursus for dagtilbud med børn i alderen 0-6 år. Kurserne gennemføres hvert andet år for at sikre, at medarbejderne er klædt på til at reagere hurtigt og korrekt i nødsituationer. At viden og færdigheder løbende opdateres giver øget tryghed for både børn, forældre og medarbejdere.