Gå til hovedindhold
Nyheder

Frivilligheden blev fejret – og årets Sports-, Kultur- og Initiativpris blev uddelt

Fredag den 25. september var frivilligheden i centrum, da lidt over 100 lokale frivillige var samlet til fejring af Frivillig Fredag – en aften for alle dem, der gør en forskel. Samtidig blev årets modtager af Sports-, Kultur- og Initiativprisen offentliggjort. Betina Bitzer modtog prisen for sin store frivillige indsats med Gåtur for alle og Amager Rundt.

28. sep. 2026

Indhold

    Frivillige gør hver dag en forskel mange steder i Dragør Kommune. Det kan være som træner i idrætsforeningen, besøgsven, spejderleder, i Aktivitetshuset Wiedergården eller i et af de mange andre fællesskaber, der bygger på frivillige kræfter.

    Frivillig Fredag er kommunens anledning til at samle de mange mennesker, der giver deres tid og kræfter til andre, og sige tak for den indsats, de hver især bidrager med. Aftenen bød både på mulighed for at mødes på tværs af foreninger og fællesskaber, god mad, musik og underholdning. Traditionen tro blev årets modtager af Dragør Kommunes Sports-, Kultur- og Initiativpris også offentliggjort som en del af aftenen.

    ”Det frivillige engagement betyder rigtig meget for Dragør. Rundt omkring i kommunen er der hver dag mennesker, som bruger deres tid og kræfter på at skabe aktiviteter, oplevelser og fællesskaber for andre. Frivillig Fredag er vores mulighed for at samle nogle af dem og sige en stor tak for den indsats, de yder.” siger borgmester Kenneth Gøtterup.

    Betina Bitzer modtager årets Sports-, Kultur- og Iniviativpris

    Et af aftenens højdepunkter var offentliggørelsen af modtageren af Dragør Kommunes Sports-, Kultur- og Initiativpris. I år går prisen til Betina Bitzer for hendes frivillige engagement omkring Gåtur for alle og Amager Rundt. I indstillingerne til prisen bliver der især lagt vægt på Betinas vedholdende engagement og evne til at skabe aktiviteter, der får mennesker ud at bevæge sig og samtidig mødes med andre. Hun har siden 2020 stået klar til de ugentlige gåture i al slags vejr og lægger samtidig mange kræfter i at arrangere Amager Rundt, som afholdes både forår og efterår og samler mellem 400 og 800 deltagere fra hele landet.

    Men bag de mange aktiviteter står også en stor gruppe frivillige, som er med til at få arrangementerne til at fungere. De hjælper blandt andet ved poster langs ruterne, registrerer deltagere og sørger for mad og drikke, som er doneret af lokale sponsorer. Det er et stærkt eksempel på, hvordan ét frivilligt initiativ kan vokse til et fællesskab, hvor mange bidrager.

    ”Betinas indsats er et rigtig godt eksempel på, hvad frivillighed kan. Hun har taget initiativ til noget, som både skaber bevægelse og fællesskab, og hun har formået at få mange andre frivillige med. Det kræver et stort engagement at blive ved med at drive og udvikle aktiviteterne år efter år, og det fortjener anerkendelse,” siger borgmester Kenneth Gøtterup.

    Betina Bitzer havde ikke mulighed for selv at deltage i Frivillig Fredag. Borgmesteren havde derfor overrakt hende prisen inden arrangementet. På aftenen deltog en gruppe af de frivillige omkring hendes initiativer på hendes vegne.

    Om Sports-, Kultur- og Initiativprisen

    Sports-, Kultur- og Initiativprisen uddeles hvert år som anerkendelse af en ekstraordinær frivillig indsats inden for sport og kultur eller en særlig indsats for at fastholde og styrke fællesskabet i Dragør Kommune.

    Folkeoplysningsudvalget vælger prismodtageren blandt de indstillede kandidater.

    Prisen består af 5.000 kr. og en bronzeskulptur af den lokale kunstner Flemming Brylle, som forestiller et spirende løg.